Dobbelt bogholderi

Det dobbelte bogholderi er en metode til registrering af regnskabsmæssige posteringer. Metoden stammer fra Italien, hvor den blev udviklet af købmænd og bankierer.

Den ældste beskrivelse af det dobbelte bogholderis metode finder man i en bog, som den italienske franciskanermunk Luca Pacioli skrev i 1494. Den har titlen Summa de arithmetica, geometrica, proportioni et proportionalita. Pacioli beskriver det dobbelte bogholderis metode som noget der er kendt i forvejen, og man har da også fundet eksempler på bogholderi efter det dobbelte bogholderis metode tilbage til begyndelsen af det 13. århundrede.

Paciolis bog gennemgår hvordan man effektivt regner med de nye tal – arabertallene, der netop på dette tidspunkt var ved at blive indført i Europa. Da megen regning er knyttet til bogholderi, har han fundet det passende samtidig at medtage en udførlig beskrivelse af det dobbelte bogholderis metode, som på det tidspunkt var så gennemprøvet, at der siden kun er sket mindre ændringer.

Udgangspunktet for det dobbelte bogholderi er, at økonomiske transaktioner opdeles efter deres natur i en række arter, som hver især posteres på en konto. Der er ikke noget krav om, at der skal være et bestemt antal konti, det afhænger af den konkrete situation, hvor mange der er brug for.

Alle konti tilordnes en af fire hovedgrupper:

• Aktiver – penge, tilgodehavender, lagre, maskiner, bygninger m.v. som man har rådighed over
• Passiver – gæld til fremmede og til ejere (egenkapitalen)
• Omkostninger – indeværende års konstaterede forbrug
• Indtægter – indeværende års konstaterede indtægter

Aktiver og passiver danner tilsammen en balance, som henregnes til et bestemt statustidspunkt. Indtægter og omkostninger danner et driftsregnskab som udviser et resultat for den igangværende periode.

Hver konto er delt i en debet- og en kreditside. Hvis der er tale om en aktiv- eller en udgiftskonto vil tilgang til kontoen blive posteret i debet siden, mens afgang føres i kreditsiden. For passiv- og udgiftskonti sker tilgang i kredit, mens afgang føres i debet.

Saldoen på en konto finder man ved at summere alle posteringerne i henholdsvis debet og kredit og trække den mindste sum fra den største. Saldoen er den herved fremkomne rest.

I det dobbelte bogholderi udløser enhver økonomisk transaktion to posteringer – en i debet og en i kredit. Hvis man f.eks. køber en vare kontant, og lægger den på lager vil man således debitere lager (tilgang til aktivkonto) og kreditere kasse (afgang fra aktivkonto). I det dobbelte bogholderi er der derfor den indbyggede kontrol, at alle debetsaldi skal summere til det samme som alle kreditsaldi.

Se også

• Bogholder