Cromwells erobring af Irland

Artiklen indgår i en serie om Irlands historie

Cromwells erobring af Irland refererer til den erobring som parlamentariske tropper under ledelse af Oliver Cromwell foretog af Irland i årene 1649-53 under krigen i de tre kongeriger.

I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den irske opstand i 1641 havde Irland langt hen ad vejen været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 havde underskrevet en aftale med det royalistiske parti, der kort efter led nederlag i den engelske borgerkrig. Cromwells tropper besejrede de forenede katolikker samt de royalistiske tropper og besatte landet - som altså i sidste ende skulle gøre en ende på den irske forbundskrig. Cromwell gennemtrumfede en række af hårde straffelove mod katolikker der betød en næsten total konfiskation af al katolsk jord. Den parlamentariske generobring var ekstrem brutal og de fleste eksperter påstår at der foregik krigsforbrydelser og nogle endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. Det er for nylig blevet påstået af en historiker at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til de overdrevne proportioner de har fået i dag af senere propagandister, disse påstande er dog ikke accepteret bredt blandt historikere.. Det parlamentariske felttog anslås at have kostet 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksil.

Forudsætninger

Det sejrende engelske parlament i den engelske borgerkrig havde flere grunde til at sende en hær til Irland i 1649.

• Der var i 1649 lavet en alliance mellem de det irske katolske forbund og Charles II(den eksilerede søn af den henrettede Charles I) og de engelske royalister. Det åbnede op for at der kunne sendes engelske royalistiske tropper til Irland og at det irske katolske forbunds tropper blev underordnet kommandoen af den royalistiske officer James Butler, jarl af Ormonde. Deres formål var at erobre England og genindføre monarkiet. Det var en trussel som det ny Engelske commonwealth ikke kunne tåle at sidde overhørig.
• Selvom det irske forbunds tropper ikke havde allieret sig med royalister er det tænkeligt at det engelske parlament havde gjort forsøget i en generobring af Irland. De havde allerede sendt tropper til Irland under krigen i de tre kongeriger(de fleste af disse tropper under ledelse af Michael Jones). Disse så Irland som en del af engelsk territorium kun midlertidigt ude af kontrol efter den irske opstand i 1641.
• Derudover ville mange engelske parlamentarister gerne straffe irerne for deres massakrer på protestantiske bosættere(der bosatte sig på land konfiskeret fra indfødte irere på befaling af den engelske trone) i 1641.
• Parlamentet havde rejst lån på 10 millioner pund under den såkaldte spekulantlov anno 1642, hvor kreditorerne fik deres sikkerhed stillet i at de ville blive givet konfiskeret jord fra irske oprørere. For at betale disse kreditorer, ville det være nødvendigt at erobre Irland og konfiskere land.
• Cromwell og mange af hans mænd var puritanere og anså alt romersk-katolsk for at være kættersk, så for dem var generobringen mest at regne for et korstog.

Slaget ved Rathmine og Cromwells landgang i Irland

I slutningen af perioden, som kaldes det Irske Forbund, i 1649 var Dublin den eneste parlamentariske forpost i Irland under oberst Michael Jones kommando. Ved Rathmines syd for Dublin samledes en styrke bestående af såvel royalistiske samt tropper fra det irske forbund under ledelse af James Butler, 1.hertug af Ormonde, styrken havde i sinde at erobre Dublin for at fratage parlamentaristerne den havn de havde planlagt at lave deres landgang via. Men styrken blev imidlertid udsat for et overraskelsesangreb fra Jones 2.august, der bragte dem på flugt. Jones hævdede at have dræbt 4000 soldater og tilfangetaget 2517.Oliver Cromwell kaldte slaget, "et forbavsende guddommeligt lykketræf der er så fantastisk og belejligt som vi kun kunne have drømt om", hvilket betød at han havde en sikker havn at landsætte sin styrke via og at han kunne bibeholde hovedstaden. Mens admiral Robert Blake blokerede den resterende del af den royale flåde under ledelse af Ruprecht Pfalzgreve af Rhinen ved Kinsale, kunne Cromwell gå i land i Irland 15.august med 35 skibe fyldt med tropper og udstyr. To dage senere gik Henry Ireton i land med yderligere 77 skibe.

Ormondes tropper trak sig i forvirring tilbage fra området fra Dublin. De var stærkt demoraliseret efter nederlaget ved Rathmines og var ude af stand til at kæmpe et organiseret slag på kort sigt. Ormonde håbede nu på at være i stand til at bibevare de befæstede byer på østkysten det ville kunne standse Cromwells fremdrift for vinteren da han ville komme til at mangle forsyninger, og dermed kunne Ormonde håbe på at sygdom og epidemi kunne skabe uorden i Cromwells hær.

Belejringen af Drogheda

Udover bare at lande, gik Oliver Cromwell i gang med at sikre sig de andre befæstede byer på den irske østkyst for at sikre stabile forsyningslinjer fra England. Den første by der faldt var Drogheda, der ligger omkring 50 kilometer nord for Dublin. Der var en 3000 mand stor styrke af royalister og irske forbundstropper i byen under ledelse af Arthur Aston. Efter at Cromwells tropper havde indtaget byen effektfuldt, blev størstedelen af garnisonen samt de katolske præster massakreret på Cromwells ordre. Derudover døde mange civile ved plyndringen. Arthur Aston blev slået til døde af rundhovederne med sit eget træben. Nedslagtningen af garnisonen i Drogheda blev modtaget med rædsel rundt i Irland og mindes den dag i dag som et eksempel på Cromwells ekstreme grusomhed. Imidlertid er det blevet hævdet i de seneste år(eks. af Tom ReillyCromwell, an Honourable Enemy, Dingle 1999) at Cromwells metoder ikke var usædvanlige for krigsførsel i det 17.årh. Efter at Drogheda var blevet erobret sendte Cromwell 5000 mand nordpå, under ledelse af Robert Venables, for at tilbageerobre Ulster fra resterne af en skotsk pagtkristen hær, der havde været i området siden 1642. De besejrede skotterne i slaget ved Lisnagarvey. Parlamentaristerne blev derefter mødt af en styrke bestående af bosættere fra Derry under ledelse af Charles Coote.

Wexford, Waterford og Duncannon

Kilkenny Castle. Det Irske Forbunds hovedstad Kilkenny overgav sig til Cromwell i 1650

Større artikler Plyndringen af Wexford, Belejringen af Waterford

Den nydannede hær (New Model Army) marcherede mod syd for at sikre sig de vigtige havne Wexford, Waterford og Duncannon. I Wexford var man vidne til en anden skændig grusomhed, da parlamentariske tropper brød ind i byen, mens der foregik forhandlinger om dens overgivelse, plyndrede den myrdede 2000 soldater og 1500 byboere og nedbrændte det meste af byen. Hvorvidt Cromwell havde et medansvar for plyndringen er omdiskuteret. Han har ikke givet nogle ordrer til en plyndring, og han var i gang med forhandlinger da hans tropper brød ind i byen. På den anden side så man ingen forsøg på at stoppe tropperne og efterfølgende ingen straffende foranstaltninger mod deres handlemåde.

Man kan argumentere at angrebet ikke gav parlamentarikerne nogen fordel. Ødelæggelsen af byen betød at parlamentarikerne ikke kunne gøre brug af byen som leverancehavn til deres tropper i Irland. For det andet var resultatet af de massive ødelæggelser man havde påført Drogheda og Wexford blandede. Til en vis grad kan de have virket afskrækkende på eventuel fremtidig modstand.Den royalistiske hærfører Ormonde mente at Cromwells terror havde en paralyserende effekt på hans tropper. Byer som New Ross, Carlow og Kilkenny overgav sig straks efter Cromwells tropper havde indledt belejring. På den anden side forlængede terroren modstanden i andre byer, da nogle irske katolikker var overbevist om at de ville blive dræbt overgivelse eller ej. Byer som Waterford, Duncannon, Clonmel, Limerick og Galway overgav sig først efter hårdnakket modstand. Cromwell var ude af stand til at erobre Waterford og Duncannon, hvor hans nydannede hær var nødsaget til at fortrække til deres vinterkvarter, hvor mange af soldaterne døde af sygdomme som tyfus og dysenteri (havnebyerne Waterford og Duncannon måtte dog overgive sig efter langvarige belejringer i 1650).

Clonmel og erobringen af Munster

Hovedartikel Belejringen af Clonmel

I det følgende forår omringede Cromwells nydannede hær de resterende befæstede byer i det sydøstlige Irland - mest bemærkelsesværdigt det irske forbunds hovedstad Kilkenny, der overgav sig på de udstukne betingelser. Den nydannede hær fik dens eneste seriøse tilbageslag i Irland ved Belejringen af Clonmel, hvor dens angreb på byens mure blev mødt med et tab på 2000 mand. Byen overgav sig dog dagen efter. Cromwells adfærd ved Clonmel og Kilkenny står i stærk kontrast til hans tidligere adfærd ved Drogheda og Wexford. Selvom hans tropper havde mistet adskillige mænd ved angrebet på de to byer, respekterede Cromwell overgivelsesbetingelserne og der garanterede liv og ejendom for byens borgere og evakuering af de bevæbnede irske tropper der havde forsvaret byerne. Adfærdsændringen kan have sin grund i at den grusomhed hvormed at den første del af krigen blev ført havde ført til langvarig irsk modstand. På den anden side i Drogheda og Wexfords tilfælde fulgte Cromwell sædvanen for kontinental-belejring i midten af 1600-tallet, det vil sige at der ikke blev vist nåde; Selvom det kan hævdes at Cromwells holdning ikke var ændret.

Ormonde´s royalister holdt længe det meste af Munster, men blev overlistet af et mytteri ved deres garnison i Cork. De britiske protestantiske tropper havde indtil 1648 kæmpet på parlamentarisk side og havde siden harmedes over at skulle kæmpe med det irske forbund. Mytteriet lagde vejen åben for Cromwell til Munster og han besejrede den lokale irske garnison i Slaget ved Macroom. De irske og royalistiske tropper flygtede på den anden side af Shannon og ind i Connacht.

Sammenbruddet for den royalistiske alliance

I Maj 1650 afviste Charles II sin faders alliance med det Irske Forbund og indgik istedet en alliance med de skotske Covenanter (se Bredaaftalen 1650). Ormondes muligheder for at gennemføre en sejr blev her totalt undermineret. Herefter offentliggjorde Cromwell meget nådige overgivelsesbetingelser til protestantiske royalister i Irland, og mange skiftede side til parlamentaristerne efterfølgende. Den tilbageværende modstand mod Cromwell bestod efterfølgende kun af irske katolikker og et par få besluttede engelske royalister. Herefter havde mange irske katolikker samt deres præster og bisper svært ved at forstå hvorfor de skulle kæmpe under Ormonde når ikke engang hans konge ville kendes ved ham. I maj 1650 overlod Cromwell føringen med tropperne til Henry Ireton for selv at tage hjem og udkæmpe den tredje fase af den engelske borgerkrig.

Scarrifholis og ødelæggelsen af Ulsterhæren

Hovedartikel Slaget ved Scarrifholis

Tilbage til at kæmpe for irerne og royalisterne var stadig den formidable 6000 mand stærke styrke fra Ulster, tidligere styret af Owen Roe O´Neill, der var død i 1649. Men hæren blev nu ledt af en uerfaren katolsk biskop Heber MacMahon. Ulsterhæren mødte en parlamentarisk hær, der primært bestod af britiske bosættere, i slaget ved Scarrifholis i juni 1650 i Donegal. Ulsterhæren blev sendt på en omvej og helt op til 2000 mand af dens mænd blev dræbt. Dertil skal ligges at MacMahon og mange af officererne i Ulsterhæren blev dræbt i slaget eller tilfangetaget og efterfølgende dræbt. Det eliminerede den sidste stærke modstand i felten for parlamentarikerne og sikrede dem Ulster. Selvom Coote´s hær havde oplevet store tab i Belejringen af Charlemont, hvor de erobrede den sidste katolske bastion i nord, var de nu klar til at drage syd på og indtage den irske vestkyst.

Belejringerne af Limerick og Galway

Hovedartikler Limericks belejring (1650-51) og Belejringen af Galway

Kong John's Slot og Thomond Broen, Limerick by. Ireton erobrede Limerick i 1651 efter en lang belejring

Parlamentaristerne krydsede Shannon og entrede den vestlige Connaghtprovins i oktober 1650, efter at de havde omdirigeret en irsk styrke i Slaget ved Meelick Island. Tilliden til Ormonde var blevet svækket efter den konstante strøm af militære nederlag hos såvel de irske som parlamentaristiske tropper, specielt hos folkene fra det irske forbund. I december 1650 flygtede han til Frankrig og tjansen som hærfører blev overtaget af Ulick Burke of Clanricarde. De irske og royalistiske tropper var blevet trængt inde i det vestlige Irland og satte deres sidste lid til at man ville være i stand til at holde de stærkt befæstede byer Galway og Limerick. Disse byer havde fået opført enorme, og for datiden moderne, forsvarsanlæg der ikke kunne erobres med ligetil stormangreb som det var tilfælde med Drogheda og Wexford. Ireton belejrede Limerick, mens Coote omringede Galway, men de var ude af stand til at indtage dem og istedet indledte de en blokade der fremtvang overgivelse grundet sult og sygdom. Et irsk forsøg på at afhjælpe Limerick blev slået tilbage i Slaget ved Knocknaclashy. Limerick blev erobret i 1651 og Galway året efter. Sygdom tog livet af uvilkårligt mange og Ireton døde sammen med tusindvis af soldater uden for Limerick i 1651.

Guerillakrig, hungersnød og pest

Den stærkt befæstede by, Galway i 1651. Det var den sidste irske bastion der faldt til parlamentaristerne, de overgav sig i 1652.

Erobringen af Galway betød en afslutning på den organiserede krigsførsel, men kampe fortsatte som små irske tropper der fungerede som guerilla angreb på parlamentaristerne.

Krigens Guerillafase havde været i gang siden den sidste del af 1650 og i den sidste del af 1651, og på trods af hovedstyrken hos irere og royalisterne, har man vurderet at der stadig var 30.000 bevæbnede mænd til at yde modstand mod parlamentaristerne. Tories (afledt af det irske ord tóraidhe der betyder forfulgt mand) opererede fra svært tilgængeligt terræn som Bog of Allen, Wicklow Mountains eller Drumlin i det nordlige Midlands og de havde i løbet af et par måneder gjort landområderne ekstremt farlige for alle andre end store parlamentaristiske hære. I 1650 gennemførte Henry Ireton en straffeekspedition til Wicklow Mountains - dog uden synderlig succes.

I den tidlige del af 1651 blev det rapporteret at ingen engelsk forsyningskonvoj kunne vide sig sikker, hvis de bevægede sig mere end to mil uden for en militær base. Som modsvar ødelagde parlamentaristerne fødevareleverancer og satte civile fra hus og hjem hvis de var mistænkt for at hjælpe Tories. John Hewson ødelagde systematisk madlagre i County Wicklow og County Kildare det samme gjorde Hardress Waller i Burren i County Clare og Oberst Cook i County Wexford. Resultatet var hungersnød.

Yderligere læsning

-->