Mennonitter: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Danmark
Zorrobot (diskussion | bidrag)
m robot Tilføjer: no:Mennonittene
Linje 87: Linje 87:
[[nds:Mennoniten]]
[[nds:Mennoniten]]
[[nl:Mennonieten]]
[[nl:Mennonieten]]
[[no:Mennonittene]]
[[pdc:Mennischt]]
[[pdc:Mennischt]]
[[pl:Mennonici]]
[[pl:Mennonici]]

Versionen fra 27. okt. 2008, 09:42

Mennonitterkirken og kirkegården i Frederiksstad i Sydslesvig

Mennonitter (også kaldet Gammelevangeliske dåbssindede, Gendøbere eller Gammeldøbere (Alttäufer) ) er en reformeret kristen bevægelse i den anabaptistiske (af græsk: ana baptizeinhen over døbe) tradition. Navnet kommer af den frisiske grundlægger Menno Simons. I begyndelsen var udtrykket Mennonit et skældsord, men senere blev det overtaget af menigheden selv.

Historie

Svejts, Alsace, Nederlandene

Ulrich Zwingli

Gendøberne opstod som bevægelse i 1525 i Zürich, selv om de også fandtes i andre egne. Den daværende kirke forsøgte flere gange at fordrive gendøberne, frem for alt fordi de afviste barnedåb. De mente, at en sand, kristen menighed kun burde bestå af folk, som frivilligt havde modtaget dåben, og det kunne hverken stat eller kirke tillade.

Nogle af den svejtsiske reformator Ulrich Zwinglis trosfæller mente, at et kirkeligt tilhørsforhold indledt ved barnedåb ikke kunne passe sammen med det Ny Testamentes lære. De ønskede, at kirken blev fjernet fuldstændigt fra staten, og at folk først skulle slutte sig til menigheden, når de var parate til offentligt at bekende deres tro på Jesus og deres ønske om at leve efter hans ord. De to grupper, som havde den holdning, var hutteritterne og nogle, som senere blev kendt som mennonitterne. Nutidens mennonitter er – sammen med amishfolkene og hutteritterne – direkte efterkommere efter reformationstidens gendøbere, og mange vil ikke kaldes protestanter og foretrækker at blive betragtet som tilhængere af en mere radikal reformation.

De forskellige fyrster i Europa frygtede disse radikale reformerte, og der blev vedtaget love, sådan at mange blev forfulgt, fik frataget al ejendom, blev fordrevet fra deres hjem og fødeegn og led martyrdøden. Nogle få overlevede dog, og på et kort møde mellem den 21. januar 1525 døbte Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock og tolv andre troende hinanden. Dette møde betød indledningen på gendøbernes bevægelse.

Nederlandene, England, Amerika og Rusland

Menno Simons

I 16. århundrede blev mennonitterne og andre gendøbere over hele Europa truet med forfølgelse, tortur og martyrdød. Intil det 17. århundrede slog nogle af dem sig sammen med den nederlandske statskirke og fik staten til at indstille forfølgelserne. Mennonitterne udenfor statskirken skulle beslutte sig for, om de ville opretholde fællesskabet med deres brødre indenfor statskirken. Det førte til en opsplitning: De, som var imod fællesskabet med statskirken, blev kendt som amishfolk efter deres leder, Jakob Ammann. Da Jacob Amman ikke kunne gennemføre sin reform af kirken i 1693, forlod han og hans tilhængere menigheden for at danne det, der senere er kommet til at hedde amishkirken. I dag er amishfolket en del af en etnisk gruppe, som kaldes Pennsylvania Dutch, fordi de er efterkommere efter tyske mennonitter, der grundlagde kolonier i Pennsylvania i løbet af 1720'erne og -30'erne.

De, som blev under statskirken, beholdt navnet mennonitter. I årenes løb har andre modsætninger af teologiske, praktiske eller geografiske grunde ført til nye opsplitninger. Da f.eks. nogle af amishfolkene i begyndelsen af det 20. århundrede ikke ville tillade indførelse af søndagsskole og missionsvirksomhed i deres menigheder, skilte de sig ud og dannede den "konservative mennonitkirke".

Fra det 16. århundrede opstod der nye mennonitsamfund i det daværende Vestpreussen (stort set svarende til de nuværende, polske voivodskaber Pomorskie og Kujawsko-pomorskie). På den tid modtog man mennonittiske flygtninge fra Nederlandene, som opdyrkede sumpområderne ved Weichsels og Nogats floddelta. De byggede diger og kanaler og kunne på den måde udnytte området til kvægdrift. Da det indbragte landets byer og godsejere en økonomisk fordel, fik de lov til at dyrke deres tro uhindret.

Under Elizabeth 1. var en gruppe nederlandske gendøbere i England, og her mødte de en menighed under ledelse af præsten John Smythe, som senere førte sin gruppe til Nederlandene. Her fandt de asyl i en halv snes år, men de moralske forhold på stedet og risikoen for at blive assimileret fik dem til at bryde op for at udvandre til “den nye verden”. I 1620 sejlede de ud fra Plymouth med skibet Mayflower, og efter en lang rejse nåede de til Amerika, hvor de blev det, som kaldes pilgrimsfædrene, altså de første nybyggere.

Senere udvikling

Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under Prøjsen efter den polske deling i 1772, ændrede deres situation sig drastisk. De 12.182 mennonitter afviste at gøre krigstejeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at forøge deres område.Derfor udvandrede mange af dem på Katharina den Stores opfordring til Ukraine, hvor de grundlagde to bosættelser (Chortitza i 1789 og Molotschna i 1804. Begge udviklede sig hurtigt, og dannede nye aflæggerbosættelser andre steder i Ukraine og Rusland. Da den russiske kejser indførte almindelig værnepligt i 1874 udvandrede ca. en tredjedel af mennonitterne til Manitoba i Canada og forskellige steder i USA. I løbet af 1920'erne udvandrede yderligere 23.000. Ved Sovjetunionens sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag langt den største del af den tyske menighed.

Danmark

I København eksisterede en lille menighed af mennonitter, der holdt til på Østerbro. Da deres præst døde i slutningen af 1900-tallet, forsvandt menigheden lige så stille [1].

Tro

Hovedpunkter

Mennoniterkiken i Amsterdam i Nederlandene

Mennoniterne var og er opsat på at leve efter Biblens indhold og se den som en "brugsanvisning" for hverdagen. Gode bibelkundskaber er noget, man forventer af alle medlemmer, og i begyndelsen, da mange var analfabeter, lærte de sig Biblen udenad.

Mennoniterne tilhører fredskirkerne, som retter sig mod magtafkald og pacifisme, og som ofte træder til i politiske kriseområder. Mange mennonitter afviser enhver værnepligt og endda den del af skattebetalingen, som går til militære formål, mens andre gør militærtjeneste uden for kamptropperne.

Ifølge gendøbernes tradition omfatter deres lære følgende:

  • Omvendelse og genfødsel: For at kunne modtage frelsen i Jesus Kristus må et menneske omvende sig. Det består i en bevidst venden sig bort fra livet i syndefuldhed under mørkets magt og en hjemvenden til Gud og til et liv under hans ledelse gennem Jesus Kristus og helligånden. Afgørende er ikke selve omvendelsesoplevelsen, men derimod det at være blevet omvendt.
  • Dåben bliver gennemført som en voksendåb. Det kan ske som fuldstændig neddykning eller ved overgydelse med vand, men det forudsætter altid en offentlig bekendelse af omvendelsen og Guds genfødsel. Det hører til frelsen, for Jesus siger: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst." (Markusevangeliet 16,16).
  • Menighedsdisciplin: syndsbekendelse, anger over synder, genoptagelse af syndere i menigheden.
  • Nadveren er et mindemåltid for de døbte troende, som erindrer om Kristi lidelse og død.

Schleitheimer Artiklerne

Blandt de ældste trosbekendelser findes den, som blev vedtaget den 24. februar 1527 af gendøbermenighederne (Schleitheimer Artiklerne). Dens syv overskrifter lyder:

Forsiden til Schleitheimer Artiklerne.

Gudstjeneste og levemåde

Der findes mere end 20 forskellige mennonittiske grupperinger, som adskiller sig en hel del hvad angår levevis og religiøs praksis. Det fælles er gendøbertraditionen og engagementet i aktivt fredsarbejde og diakonisk indsats.

Nogle menigheder, f.eks. i Canada, USA eller Rusland, lever i en udpræget afvisning af det normale hverdagsliv. Et velkendt eksempel er amishfolket, som i vidt omfang giver afkald på brugen af moderne teknik, og som mødes i deres private hjem hver søndag i stedet for i en kirke. I enkelte tilfælde har menighederne bevaret deres oprindelige, tyske dialekt, for der sker ikke nogen større opblanding med den omgivende befolkning.

Mennonitter bestræber sig på at være velgørende "i Kristi navn", og de har grundlagt hjælpeorganisationer som den Mennonittiske Katastrofetjeneste (MDS, Mennonite Disaster Service) og den Mennonittiske Hjælpetjeneste (MCC, Mennonite Central Committee) for at støtte nødstedte, hvad enten de er fremmede eller trosfæller.

Referencer

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: