Februarrevolutionen (Rusland)

Februarrevolutionen er betegnelsen for de begivenheder i februar 1917, som førte til, at zar Nikolaj 2. af Rusland måtte abdicere. Februarrevolutionen var første del af den russiske revolution i 1917. Anden del var Oktoberrevolutionen. Egentlig fandt Februarrevolutionen sted i starten af marts, men fordi man i Rusland dengang brugte den julianske kalender, der er 13 dage efter den gregorianske kalender, fandt revolutionen sted sidst i februar. Rusland overgik til den gregorianske kalender i 1918.

Generalstrejken

Februarrevolutionen var spontan, dvs. ingen havde egentlig planlagt den, og intet revolutionært parti kunne kræve lederskabet i gennemførelsen af den. Det som udløste februarrevolutionen var fejringen af den internationale kvindedag den 23. februar (8. marts efter den ny kalender). Efter at have hørt taler i fabrikkerne strømmede arbejderkvinderne ud på gaderne i Vyborgdistriktet – Petrograds største arbejderbydel. Her sluttede tusindvis af arbejdere fra Putilovværkerne sig til dem. De havde dagen fri, fordi fabriksledelsen havde erklæret lockout efter en langvarig lønkonflikt. Den mægtige demonstration virkede opmuntrende på andre arbejdere, og dagen efter deltog dobbelt så mange. Den tredje dag indledtes generalstrejke. Det fik zar Nikolaj II, som opholdt sig ved fronten, til at sende et brev til chefen for sikkerhedsstyrkerne i Petrograd, general Khabalov: ”Jeg giver dig ordre til fra i morgen af at standse disse uroligheder i hovedstaden. De er utilladelige i denne alvorlige stund i krigen mod Tyskland og Østrig.” Khabalov disponerede over styrker, der var store nok til at slå enhver opstand ned, hvis blot de var til at stole på. Næste dag blev der åbnet ild mod demonstranterne, og 150 mennesker blev dræbt. Et forsøg på mytteri i Petrograd-garnisonen blev afværget, og det lod til, at regeringen havde vundet overtaget. I overmod gav premierminister Golitsyn da ordre til, at Dumaen skulle opløses.

Soldaterne slutter sig til oprøret

Den 26. februar syntes stillingen at have vendt sig til regeringens fordel, og mange aktivister anså slaget for tabt. Men om natten diskuterede soldaterne i Volynskij-, Pavlovskij- og Preobrasjenskij-regimenterne deres indtryk fra sammenstødene med oprørerne og lovede hinanden, at de aldrig igen ville åbne ild mod arbejderne. Om morgenen vendte de i stedet våbnene mod deres egne officerer, sluttede sig til oprørerne, skaffede dem våben og marcherede sammen med dem gennem gaderne. Soldaternes sympati forklarer, ”hvorfor en bevægelse uden nogen organiseret ledelse alligevel var uovervindelig” som W.H. Chamberlin udtrykte det. I løbet af nogle få timer blev der hejst et rødt flag over Vinterpaladset. Soldaterne var selv enten arbejdere eller bønder. De var trætte af den ydmygende disciplin i den russiske hær og frygtede at blive sendt til fronterne, hvor disciplinen endnu bestod.

Magtfordelingen

Hvis generalerne havde optrådt beslutsomt, kunne Petrograd med lethed være blevet indtaget igen og opstanden knust, men de følte sig beroligede, da ledelsen af revolutionen hurtigt blev overdraget til Dumaen og de liberale, som med deres krav om en mere effektiv krigsførelse havde vundet en vis sympati i officerskredse. De vidste ikke, hvor nølende og nødtvungent Dumaen havde påtaget sig rollen som revolutionær forsamling. Helt frem til sin afsættelse havde zaren nægtet at besvare de telegrammer fra dumaens præsident, Rodzjanko, som understregede situationens alvor: ”Den fede Rodzjanko har skrevet noget nonsens til mig, som jeg ikke engang vil svare på.”

Skønt Dumaen var blevet erklæret for opløst, trådte den alligevel sammen den 27. februar, men den var endnu i vildrede med, hvad den skulle gøre, da 20.000 oprørere strømmede ind i haven omkring det tauriske palads. Mange delegater frygtede for deres liv, men det viste sig, at rebellerne var kommet for at få besked om, hvad de nu skulle gøre og hvad der nu skulle ske. Situationen blev afklaret, da Rodzjanko kom ud og overraskende annoncerede, at Dumaen skulle holde møde, og at ”hovedopgaven er at erstatte det gamle regime med en ny regering.”

Arbejderne havde ikke selv noget organ, som kunne overtage magten. De havde i flere dage hørt slagord om, at St. Petersborg sovjetten fra 1905 burde genoprettes, men et konkret initiativ blev først taget om eftermiddagen den 27. da en gruppe intellektuelle mensjevikker trådte sammen i Det tauriske Palads. De udstedte en proklamation til Petrograds arbejdere, som opfordrede dem til at deltage i sovjettens første møde samme aften. Bolsjevikkernes russiske bureau - som i Lenins fravær ledede partiet - stillede sig kritisk til at genoprette sovjetten, på samme måde, som de havde været kritiske overfor hele strejkebevægelsen, fordi den ikke kunne bringes ind under partiets kontrol. Stemningen i de lokale partiafdelinger, som havde deltaget i forreste række under opstanden var ganske anderledes. I et forsøg på at fravriste de intellektuelle initiativet udsendte Vyborg distriktskomite et manifest, som opfordrede arbejderne til at møde på Finlandstationen for at oprette en sovjet, som skulle danne grundlaget for en ”Provisorisk Revolutionær regering”. Opfordringen blev imidlertid ikke fulgt, og Petrogradsovjetten blev derfor grundlagt i Det tauriske Palads - i tråd med Dumaen. Den blev de første måneder ledet af mensjevikkerne, som mente, at sovjetten ikke burde stræbe efter regeringsmagten, men begrænse sig til at opmuntre og opildne den liberale regering til at fuldføre sin mission. Denne mission var - som mensjevikkerne tolkede det - at indføre fulde borgerlige demokratiske rettigheder og bane vejen for en kapitalistisk udvikling. Først på baggrund af en sådan europæisering af det russiske samfund kunne man påbegynde kampen for socialisme og en proletarisk magtovertagelse. Sovjetten gav derfor betinget støtte til den provisoriske regering under fyrst Lvov, som blev domineret af udenrigsminister Miljukov og hans kadetter.

Se Oktoberrevolutionen

Kilde

Denne artikel er en bearbejdet udgave af artikel om den russiske revolution fra leksikon.org (Leksikon for det 21. århundrede).