Proskription

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Proskription (af lat. proscriptio) og det at blive proskriberet vil sige at man bliver offentligt identificeret og erklæret fjende af staten. Det ville i praksis sige at man blev skrevet på en offentliggjort liste, en proskriptionsliste, som frakendte en liv og ejendom. Ordet er stærkt politisk ladet, og det bruges ofte om statsgodkendte mord og forfølgelser. Proskription involverer udslettelser en masse af politiske rivaler eller personlige fjender, og ordet bruges ofte i forbindelse med voldelige revolutioner, især i forbindelse med Rædselsregimet under den franske revolution.

Proskriptionerne i 82

Den første proskription frem for andre fandt sted i 82 f.Kr. da Lucius Cornelius Sulla blev udnævnt som romersk diktator for at redde republikken. Sulla gik frem og gjorde optegnelser over de han anså for statens fjender, og offentliggjorde listen på Forum Romanum. Enhver mand hvis navn fremgik af listen, var ved selve handlingen frataget sit romerske borgerskab og frataget al beskyttelse fra loven. Der blev givet dusører til enhver informant hvis oplysninger førte til en proskriberet mands død, og den der dræbte en proskriberet mand, havde ret til at få en del af hans ejendom - resten overgik til staten. Ingen person kunne arve penge eller ejendom fra en proskriberet mand, og en kvinde gift med en proskriberet mand kunne ikke gifte sig igen efter hans død. Mange af proskriptionens ofre blev halshugget, og deres hoveder blev fremvist på spyd opstillet på Forum Romanum. Omkring 4700 blev proskriberet, mens mange andre blev dræbt af hans hær eller henrettet uden først at være blevet dømt.

Sulla brugte proskriptionerne til at genoprette den tomme romerske statskasse, aerarium, som var blevet tømt af kostbare krige og borgerkrige i det foregående tiår, og til at uskadeliggøre fjender af reformerede stat og forfatning - det være sig både reelle fjender, men også potentielle. Især blev ridderstanden, Ordo Equester, hårdt ramt hvoraf mange havde en del magt pga. deres rigdomme. Mange af de proskriberede hørte man aldrig om igen da de ofte blev bortført af en gruppe mænd der alle hed "Lucius Cornelius". Disse mænd var sullanere, Sullas frigivne. Det medførte en udbredt frygt der kan sammenlignes med den moderne frygt for at blive bortført af en politistats agenter.

Der blev ført tilsyn med Sullas proskriptioner, og informanternes navne og de der tjente på at myrde proskriberede mænd, blev indført i en protokol fordi den romerske lov kunne kriminalisere handlinger efter de var blevet begået, og mange informanter og mænd der havde tjent på proskribtionerne, blev senere retsforfulgt. En af Sullas frigivne, Lucius Cornelius Chrysogonus, førte dette tilsyn og var fuld af korruption. Da Marcus Tullius Cicero anklagede Chrysogonus for groft embedsmisbrug, beordrede Sulla at denne frigivne blev kastet ned fra den Tarpejiske Klippe der var et sted hvor dødsdomme blev eksekveret.

Proskriptionerne i 43

Proskriptionerne blev senere genoplivet af det Andet Triumvirat i 43 f.Kr., igen for at eliminere politiske modstandere og fylde statskassen. Nogle af de proskriberede statsfjender blev frataget deres ejendom, men beskyttet imod døden af deres slægtninge i triumviratet (fx Lucius Julius Caesar og Lepidus' bror). De fleste var ikke så heldige. De to mest kendte mænd der led døden således, var taleren, filosoffen og statsmanden Cicero og hans yngre bror Quintus Tullius Cicero, en af Julius Cæsars legater. Af ofrene for denne proskription blev kun Ciceros hoved fremvist på Forum Romanum