Christian August Lorentzen: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
TXiKiBoT (diskussion | bidrag)
Linje 22: Linje 22:


[[Kategori:Danske malere]]
[[Kategori:Danske malere]]
[[Kategori:Historiemalere]]
[[Kategori:Født i 1749]]
[[Kategori:Født i 1749]]
[[Kategori:Død i 1828]]
[[Kategori:Død i 1828]]

Versionen fra 24. jan. 2009, 17:05

Selvportræt af C.A. Lorentzen.
Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot.

Christian August Lorentzen (10. august 1749 i SønderborgAls8. maj 1828) var portrætmaler.

Lorentzen kom til København og besøgte Kunstakademiet, dog uden at vinde dets medaljer. Imidlertid vandt han så meget navn som portrætmaler, at "et Selskab" lod ham rejse udenlands (1779-82); han besøgte Holland, Belgien og Frankrig, men, som det synes, ikke Italien; i udlandet lagde han sig efter figurmaleriet og kopierede historiske billeder. Efter hjemkomsten blev han agreeret på et maleri, hvortil Materien var tagen af Beaumarchais’ Barbier de Seville, og malede derefter W. A. Mullers og Weidenhaupts portrætter, på hvilke han blev medlem 1784. Han var ved siden af Jens Juel en søgt portrætmaler, selv om samtiden også forstod at skatte Juel langt højere. Foruden de 2 nævnte ejer Akademiet også grev Scheels og fru M.M. Bärens’ portrætter, desuden nævnes portrætter af Andreas Christian Hviid, Gjelstrup, G. Høst med flere den kongelige malerisamling ejer portræt i hel figur af den polske statsafsending grev Recivuski.


Hvor lidet betydelig Lorentzen end tager sig ud i vore øjne, indtager han dog en særplads i den danske kunsthistorie; ligesom hans uddannelse havde været ganske afvigende fra det sædvanlige, især for en kunstner, der blev både professor og direktør, således viste han også som udviklet kunstner lyst til at bryde nye veje, og han er en forløber, som historien må regne med, når der er tale om den udvikling, som dansk kunst mere og mere tog i national retning. Hans og Pauelsens historiske billeder og landskaber vare ikke betydningsløse led i rækken af det 18. århundredes bestræbelser for at gengive fædrelandets historie og natur. Således malede Lorentzen snart efter sin hjemkomst en række norske "Prospekter", som blev stukne af Georg Haas; de solgtes dels i sorte, dels i kolorerede aftryk og have været yndet vægudsmykning i de foregående slægtled. Fra en senere tid (1825-27) var fire landskaber på Christiansborg, forestillende "de forskellige Verdensegne, der løde det danske Scepter". Mulig har Lorentzen været i Norge: i Trankebar og Vestindien havde han sikkert aldrig været. Til hans fædrelandske, i sin tid vel ansete billeder hører Wismars Belejring, Hertha, Christian IV i Slaget ved Femern, Slaget ved Volmer og Slaget paa Reden 2. April, der alle gave forskellige kobberstikkere lejlighed til at søge understøttelse af Fonden ad usus publicos. De sidstnævnte tilhører den kongelige malerisamling. Også genremaleriet, en senere tids kælebarn, havde en, i alt fald produktiv, forløber i Lorentzen. Han malede dels forskellige kongelige optog til teatret eller til Rosenborg, dels egentlige livsbilleder: Husar og Valbykone, Dyrehaven i fuldt Liv, En Landsbysmedje og lignende emner. almindelig opmærksomhed vakte den samling af mindre billeder, som han malede for grosserer (senere Redaktør) M.L. Nathanson, et til hver af Holbergs komedier, i alt 30 (hvoraf dog 2, uvist af hvad grund, blev malet af C.W. Eckersberg, inden Lorentzen selv havde sluttet rækken); de blev for størstedelen stukne af Clemens til en pragtudgave af Holbergs Den danske Skueplads. Malerierne er i den kongelige malerisamlings eje, men vidne, i modsætning til den ros, samtiden ofrede på dem, trods en vis harmoni og frihed i anordningen snarest om, hvor lidt man da kunne nøjes med.

Lorentzens maleri af Dannebrogs fald fra himlen i 1219

Lorentzen blev 1803 professor ved Modelskolen efter Juel og 1809-10 Akademiets direktør efter Abildgaard. Han fik en stedse voksende lønning af kongens kasse og levede ugift på Charlottenborg til sin død, 8. maj 1828. Til hans ældre elever hørte J.C. Dahl, Samuel Mygind og Gebauer, hos hvem påvirkningen længst bevaredes, til de senere Christen Købke, Ernst Meyer og Martinus Rørbye, hos hvilke undervisningens spor hurtig forsvandt.


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af Philip Weilbach i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 10. bind, side 375, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til et mere nutidigt sprog og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen. Dette angives som fx:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=https://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.