Danmarks historie

Danmarks historie tog sin begyndelse ved slutningen af sidste istid, for de seneste 12.000 år har det område, man i dag kender som Danmark, med sikkerhed været beboet af mennesker. Først fra omkring 500 e.Kr. begyndte folket danerne så småt at optræde i skriftlige kilder, bl.a. af Jordanes og Procopius. Med kristningen af danerne omkring år 960 blev det klart, at der eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som beherskede omtrent det nuværende danske område. Dronning Margrethe 2. kan føre sin slægt helt tilbage til kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand fra denne tid, hvilket gør det danske kongehus til et af de ældste eksisterende i verden.

Danmarks politiske historie har især været påvirket af landets geografiske placering ved søvejen mellem Nordsøen og Østersøen. Det indebar, at landet lå midt mellem Sverige og Tyskland og dermed i centrum for disse landes indbyrdes kamp om overherredømmet i Østersøen. Med Sverige havde man en lang kamp om herredømmet over Skåne og Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger kæmpede man i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len). Danmark har igennem størstedelen af de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster omkring disse landområder. Konflikter, som Danmark endte med at tabe, med afgivelsen af først Skåne til Sverige, siden også Norge, og med afståelsen af Slesvig og Holsten til det tyske rige. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de tidligere norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage ved genforeningen 1920 efter en folkeafstemning, mens Island erklærede sig som selvstændigt land i 1944.

Forhistorie frem til sen Jernalder (500 e. kr.)

Uddybende artikel: Danmarks forhistorie

Solvognen fra bronzealderen ca. 1350 f. Kr. er et tydeligt tegn på en religiøs og kulturel udvikling.

De første sikre beviser på bosættelse af mennesker daterer sig til omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle. Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da landbruget kom til landet. Dette fik for alvor området til udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og jættestuer. Samtidig med indførelsen af bronze i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en herskende klasse at dominere samfundet, hvilket de meget store og rigt udsmykkede grave fra denne tid vidner om. Bronze var et metal for de rige, men omkring 500 f. Kr. blev samfundet ændret med kundskaben om, hvordan man kunne udvinde og anvende jern. Almindelige bønder kunne gå i mosen og finde myremalm, der indeholdt jern, og dermed selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst. Man var med de nye og bedre redskaber nu i stand til at dyrke jorden bedre, men også til at lave både, og man begyndte derfor at handle, hvilket gravfund af romerske smykker og mønter fra denne tid vidner om.

Danerne og vikingerne (500-1050 e. kr)

Uddybende artikel: Vikingetid

Vikingernes rejser.

Om danernes oprindelse må man nøjes med gisninger. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod, hvilket burde betyde, at danerne vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de dog nok ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men måske som en herskende klasse lagt de indfødte ind under deres egen stamme, og dermed fortrængt den indfødte kultur. Den første konge over danerne hed Chochillaicus, hvis vi skal tro en krønikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder derfor på, at Danmark allerede på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det endda allerede på dette tidspunkt ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev gravet gennem Samsø cirka 700 e.Kr., vidner i hvert fald om en vis magt, ligesom bygningen af Dannevirke på samme tid nok har skullet beskytte et større område fra truslen fra sakserne mod syd.

Vi ved med sikkerhed, at vikingerne hærgede løs i 793, for da findes der skriftlige kilder, der bevidner, at klostret Lindisfarne blev plyndret af vikinger. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa især takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. Vikingernes skibe bragte dem så langt som til Amerika i vest og Det kaspiske hav i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men de handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også, f.eks. i Normandiet og på Island, og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov (Danelagen) i området. Gorm den Gamle, der døde i 958, regner man normalt for at have været den første danske konge. Man ved dette, fordi hans søn, Harald Blåtand, beskrev det på Jelling-stenene, hvor Harald også brystede sig af at have "kristnet danerne" ca. 960.

Kristendommens indtog i Danmark

Uddybende artikel: Religionsskiftet i Danmark

Vikingernes megen sejlads og lange ekspeditioner bragte dem i tæt kontakt med andre landes folk og kulturer, og det var derfor uundgåeligt, at vikingerne også ville komme i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion Kristendommen. Man mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at missionere blandt de asatroende daner, men også andre missionærer fra denne tid beretter om, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar, der først lykkedes med at oprette en mission i landet og sågar en kirke i vikingernes største by, Hedeby. Dog måtte også Ansgars projekt opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt så i stedet den tyske missionær Poppo, der hundrede år senere omkring 960 døbte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det var et udtryk for sande, religiøse følelser fra Haralds side er usikkert, for der var nok snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og derved undgå en egentlig hellig krig mod Danmark fra de andre europæiske lande. Den nye religions fredsbudskab bremsede dog ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 først store dele af Norden og derefter det meste af England, der havde forsøgt et oprør mod den danske overmagt. Hans søn, Knud den Store, formåede for en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.

Middelalderen

Uddybende artikel: Danmarks middelalder

Vikingeimperiets undergang

De danske vikingers stjerne havde været for nedadgående allerede siden slutningen af Knud den Stores regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, men med Knuds død i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i furerne, da også England nu gik tabt. Da kong Knud den Stores søn, Hardeknud, døde i England i 1042, gik det så vidt, at den danske trone i en årrække tilhørte den norske konge. Svend Estridsen, der var den nærmeste arving i kongerækken tog dog kampen op, og genvandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene, og grænserne for riget gik nogenlunde der, hvor de går i dag (med undtagelse af Sydslesvig og Skåne, som dengang var danske).

Kirker og kongestrid

Krucifikset fra Åby ved Århus fra 1050-1100 er nok Danmarks ældste kirkelige inventar. Læg mærke til kongekronen, som kun kendes fra de skandinaviske lande.

Svend Estridsens kongetid startede med hærgen og uro fra den norske kong Harald Hårderåde, men i de senere år opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og samtidig kunne Svend konsolidere og forstærke kongens magt. Hele fem af Svend Estridsens sønner skulle de næste mange år blive konger. Helt uden problemer var tiden dog ikke. I 1086 blev Svends kongesøn, Knud den Hellige, dræbt af utilfredse stormænd, og det indledte en længere, kaotisk periode i dansk historie. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadigt større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendomslæren med at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl. a. i indførelsen af tiende, kirkeskatten. Takket være den stigende velstand på denne tid kunne kirken nu også manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste de tidligere trækirker i løbet af det 12. århundrede. I 1104 lykkedes det for Erik Ejegod at få pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i den danske by, Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.

Efter en 30 år lang relativ fredsperiode i Kong Niels' regeringstid (1104-1134), kom drabet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard, til at udløse 25 år med borgerkrigslignende tilstande. De var forårsaget af fejder mellem stridende slægter, der alle bejlede til kongetronen.

Valdemarerne fra år 1158

Valdemar den store

Med sejren over sin rival til kongemagten, Svend Grathe, blev Valdemar den Store i 1158 konge af hele Danmark, og havde held til at konsolidere sig fra starten. Udover at afslutte en lang periode med stor intern uro, indvarslede dette også en periode med 100 års opgangstid for det danske kongerige. Under fraværet af en stærk, dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag, venderne, bosiddende i Nordtyskland, hærget og også bosat sig i det sydlige Danmark (byendelsen -itze på Lolland er sandsynligvis et levn fra venderne). Valdemar den Store indtog vendernes hovedby Arkona på Rügen, hvorefter Rügen nu tilhørte Danmark. Valdemars ven og fosterbroder, biskop Absalon, fik overdraget borgen ved byen Hafn, det senere København, og Saxo Grammaticus skrev Gesta Danorum, "Danernes bedrifter".

Under Knud 6. (1182-1202) havde Absalon meget stor indflydelse på styringen af landet. Den økonomiske situation blev væsentlig forbedret og flere handelspladser kendes fra denne tid. Her handlede man især med Østersøens hovedprodukt, silden. Politikken fra Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de hedenske, slaviske folkeslag, især i Baltikum, og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved Østersøen med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. I det hele taget var det vældig populært på denne tid at benytte sig af kristendom og missionshensigter til at føre magtpolitik over for hedninge, for så kunne man meget belejligt få støtte fra den magtfulde kirke og paven i Rom. Dette lykkedes eminent godt for Valdemar den Store og Knud 6., der jo også havde en biskop ved deres side, hvilket understreger, hvor godt samarbejdet mellem konge og kirke fungerede på denne tid.

Valdemar Sejr

Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der blev støttet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede man opgivelse af Danmarks nordtyske besiddelser, hvilket Valdemar Sejr accepterede. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede dog som noget positivt at indføre Jyske lov.

Dannebrog faldt ifølge myten ned fra himlen under et slag i Estland 1219.

De efterfølgende konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere riget. Da Christoffer 1. blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til stormændene. Kongemagten havde i det hele taget svært ved at hævde sig økonomisk og politisk i denne tid, og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest fuldstændigt åbent land for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Christoffer d. 1.'s søn, Erik Glipping, symboliserede nedgangen. Han blev som den første konge tvunget af stormænd til at afgive løfter for at beholde kongemagten, den såkaldte håndfæstning, og han devaluerede møntfoden, deraf hans tilnavn "Glipping", fordi han "klippede" mønten.

Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag

Til sidst måtte kong Erik Menved tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark. Efter et interregnum på 8 år formåede den nyvalgte danske kong Valdemar Atterdag fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land, bl.a. Skåne i 1361, og fra at indløse pantet for resten af riget. En strid med Hanseforbundet i 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.

Kalmarunionen

Uddybende artikler: Kalmarunionen og Danmarks historie (1397-1536)

Valdemar Atterdag døde sønneløs, så hans femårige dattersøn, Oluf 2., blev valgt som konge. Olufs mor, Margrethe 1., styrede dog reelt landet i denne tid, og hun formåede at holde Hanseaterne væk ved hjælp af diplomati. Men en større bedrift var det, at det lykkedes hende at forene hele Skandinavien gennem vedtagelsen af Kalmarunionen i 1397. Det hang sammen med, at Sverige hellere så sig regeret af hende end af den upopulære, mecklenburgske kong Albrecht. Norge var allerede i 1380 kommet i personalunion med Danmark, da Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Igennem det meste af det 15. århundrede forsøgte især svenskere med svigtende held at opløse Kalmarunionen, men i 1523 efter Christian 2.'s stockholmske blodbad lykkedes det for Gustav Vasa i samarbejde med Lübeck at slå Christan 2. og genoprette Sverige som selvstændig kongemagt. Kalmarunionen var død, dog forblev Norge og Danmark i personalunion.

Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene

Uddybende artikler: Danmarks historie (1536-1660) og Svenskekrigene

1536 og Grevens fejde

Som følge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige adelige deres "huldskab og troskab" mod kongen, og indsatte i stedet hans onkel, Hertug Frederik, som kong Frederik 1. Ikke bare dette, men også Martin Luthers lære, skulle de næste ti år blive grund til borgerkrig i landet, for Reformationen begyndte at spille en rolle i de komplicerede magtforhold. Grevens fejde er opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for det nærmest folkelige oprør, der krævede Christian 2. tilbage, og hvis bondehære hærgede de adeliges herregårde mange steder i landet. Det blev til en kamp mellem bønder og borgeres kandidat, Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. døde i 1533, blev han efterfulgt af Christian 3., der som ung hertug havde indført den lutherske lære i Slesvig og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, den dygtige grev Johan Rantzau og med støtte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 endeligt for den unge, protestantiske konge at vinde magten over landet, sådan at Danmark blev luthersk-evangelisk. Christian d. 3. havde vundet takket være adelen, der dermed havde opnået en betydelig forøgelse af sin indflydelse. Hver eneste konge skulle de næste 130 år underskrive en håndfæstning til rigsrådet med løfter, der ofte blot skulle tjene adelens interesser.

Konflikter mellem Danmark og Sverige

På trods af Kalmarunionens opløsning havde Christian 3. i 1536 overtaget et rige, der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige Gotland og Øsel. Dette forhold var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke ville kunne leve med i længden. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig Den Nordiske Syvårskrig. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig igen. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation.

Christian 4. og fejlslagen politik

Svenskerne går over isen i 1658. Billedet skal dog ikke opfattes som en realistisk fremstilling.

Uddybende artikel: Svenskekrigene

Christian 4.'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og man skal da heller ikke gå mange meter i Københavns gader, før man ser eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige trediveårskrig begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ren irritation over, at Sverige under kong Gustav Adolfs ledelse havde væsentlig mere succes med at kæmpe for den protestantiske sag i Tyskland. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at indgå Freden ved Brömsebro, hvor man måtte afgive Gotland og Øsel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.

Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, man havde tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong Karl 10. Gustav havde rodet sig ind i et formålsløst og kostbart felttog i Polen, så man det i Danmark som en gylden chance. Men igen var man ikke i stand til at sejre over de svenske tropper i Nordtyskland, der til gengæld hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne føre hæren over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og man så intet andet valg end at afstå de dengang kernedanske provinser Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden i 1658. Denne fredsslutning forhindrede ikke den svenske konge i et mislykket forsøg på at indtage København.

Enevælde og revanchistisk politik

Uddybende artikel: Danmarks historie (1660-1814)

Nederlaget for Danmark betød en styrkelse af kongemagten og et opgør med det adelsvælde, der havde haft stor indflydelse på dansk politik, især siden adelens kandidat, Christian 3., blev konge efter Grevens Fejde. Mange borgere og bønder var utilfredse med det, man opfattede som adelens svigt under svenskekrigene, og i 1660 støttede stænderforsamlinger i landsdelene derfor kong Frederik 3. i indførelsen af enevælden. Det danske monarki, der hidtil formelt havde været et valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedømme. Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. Christian 5.'s Danske Lov fra 1683 og Ole Rømers arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er eksempler på dette. Formålet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og at gøre det i stand til at genvinde de tabte danske provinser. I løbet af kort tid lykkedes det Frederik 3. og siden Christian 5. at gøre Danmark til en kapabel stat igen og Skånske Krig 1675-1679 blev indledt på dansk initiativ for at genvinde Skåne. Selvom krigen ikke endte alt for dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne også mislykkedes for anden gang i Store Nordiske Krig 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid.

Lang fred, oplysningstid og kort krig med store følger

Uddybende artikler: Danmarks historie (1660-1814) og Oplysningstiden

Den florissante periode i fredstid

Uddybende artikel: Danmarks kolonitid

Danmark-Norges besiddelser i 1800.

Efter flere hundrede år med regelmæssige krige og med et land plaget af pest, krig og dårlig økonomi, indtraf der nu en 80-årig periode med fred og fremgang. Danmark skulle godt nok betale af på en betydelig gæld umiddelbart efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en generel europæisk højkonjunktur også at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede på at være neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte også langsomt at spille en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden en meget speciel dansk historie med den halvtossede kong Christian 7.'s reformvenlige livlæge, Johan Friedrich Struensees, korte regeringsperiode. Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Preussen, var et forbillede, og Danmark blev i det hele taget præget af tyskere i embedsstanden, hvor 3 Bernstorff'er, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, Andreas Peter Bernstorff og Christian Bernstorff var afgørende for den succesfulde danske politik i denne periode. En vis tyskerlede og en spirende danskhedsfølelse begyndte dog at indfinde sig, hvilket bl.a. den nationalt sindede Ove Høegh-Guldberg havde udnyttet, da han fik sat tyskeren Struensee på hjul og stejle og tiltaget sig magten i 1772. Han blev dog selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere Frederik 6.) kup i 1784. Den ivrige søfart og den store handel med fjerne lande betød en udvidelse af Danmarks oversøiske besiddelser i Indien (Tranquebar), Caribien (De vestindiske øer) og Afrika (Ghana), og udgjorde dermed et højdepunkt i Danmarks kolonitid.

Landboreformer

Uddybende artikel: Landboreformerne

Mens den franske revolution udspillede sig længere sydpå som konsekvens af lang tids adelig arrogance og ligegyldighed over for de franske undersåtters vilkår, havde man allerede året før, dvs. i 1788, i Danmark besluttet at ophæve stavnsbåndet, og dermed give fæstebønder muligheden for at blive frie og selvejende. Det var især foranlediget af C.D. Reventlow. Selvom reformen ikke fik effekt med det samme, så skabte den mulighed for, at driftige bønder kunne blive selvejende, og det gav det agrare marked et enormt løft. Endvidere var det et godt eksempel på, hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen.

Det væbnede neutralitetsforbund og Napoleonskrigene

Uddybende artikel: Englandskrigene

Efterhånden blev det sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var utilfredse med den danske handel med Frankrig. For at kunne forsvare sin status som neutral, indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland, hvilket England valgte at tolke som en krigserklæring. De tog derfor på straffeekspedition mod Danmark, og admiral Nelson vandt Slaget på Reden ud for København i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitetsstatus, men blev alligevel uden særligt forvarsel igen angrebet af England i 1807, hvor hele den danske flåde blev stjålet eller ødelagt, fordi englænderne var bange for, at den store stærke danske flåde skulle falde i hænderne på Napoleon. Danmark havde altid været en stor søfartsnation, men havde nu mistet et væsentligt magtsymbol. Landet gik bankerot i 1813, og ved Freden i Kiel året efter måtte man afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige, alt sammen på grund af Englands uprovokerede angreb. En samtidig berettede: "Danmark er et lidet fattigt land".

Borgerskab, guldalder og Grundlov

Uddybende artikel: Danmarks historie (1814-1848)

Danmarks nye rolle

Ved Wienerkongressen i 1814 var det de større magter, der uden at skele særligt til Danmark, besluttede landets skæbne. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje. Nærmest naturstridigt blev denne periode en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter indenfor billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digning, filosofi m.m. i perioden fra starten af 1800-tallet og frem til cirka 1850 fik folk til at døbe den Guldalderen. Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i mennesker som Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H. C. Andersen, C. W. Eckersberg, Bertel Thorvaldsen, August Bournonville og H. C. Ørsted. Mange af disse var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at antage politiske dimensioner.

Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849

Mange af de unge borgmestre skelede med stor interesse til udviklingen i de andre euroæiske lande, hvor en bølge af nationalliberale bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for fremmedherredømme, som ofte forekom i de gammeldags monarkier. I 1830 udbrød en nationalliberal revolution i Frankrig, og i Danmark begyndte røster at stille de samme krav. For at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede man fra kongemagtens side forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt omkring i landet, men med repræsentation også af borgere og bønder. Da arbejdet trak ud, og da man fra magtens side kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte der sig en fornyet utilfredshed. Man ville ikke have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere stadig skulle nyde privilegier på bekostning af bønder og borgere, man ville have frihed og lighed.

Den grundlovgivende forsamling forsamlet i oktober 1848.

Stænderforsamlingerne blev dog en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selvom man her kun havde rådgivningsmagt, så blev stænderforsamlingerne et forum for åben debat og ivrige diskussioner om nær sagt alt, bl.a. om frie forfatninger. Skuffelsen var derfor stor, da den nye kong Christian 8. ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og De Nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann blev styrket, så da revolutioner igen brød ud over hele Europa i 1848, blev man yderligere ansporet til at kræve forandring, og den nyindsatte kong Frederik 7. underskrev derfor grundloven den 5. juni 1849, hvormed han accepterede frivilligt at afgive magten. Det konstitutionelle monarki var indført.

Det slesvigske spørgsmål

Uddybende artikel: 1. slesvigske krig

Det nationalistiske element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle vise sig at skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens Holsten som tysk len kun var beboet af tysktalende, boede der i Slesvig eller Sønderjylland, som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en skjult konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner krævede tyske slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Ingen i Danmark var parat til at acceptere dette, og man gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning. Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse.

Det skrøbelige demokrati, nederlag og industrialisering

Uddybende artikel: Danmarks historie (1848-1901)

Junigrundloven havde med et skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget, med de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side.

Ny grundlov og endnu en krig

Uddybende artikel: 2. slesvigske krig

Slesvigs forfatningsmæssige status var stadig uafklaret, og efter at det tyske forbund ophævede helstatsforfatningen i Holsten, besluttede man fra dansk side at udskille det tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med Novemberforfatningen fra 1863. Dette var et brud på London-protokollen fra 1852, og det gav Preussens kansler Otto von Bismarck mulighed for at påtage sig en førende rolle i de tyske spørgsmål ved en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark. Grænsen til Tyskland lå nu ved Kongeåen lidt syd for Kolding, og det nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland, veg for et mere konservativt styre de næste mange år.

Industrialisering

Uddybende artikel: Industrialiseringen i Danmark

Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet tillægges fejlagtigt Enrico Dalgas, der var en stor katalysator for denne indstilling, men det var dog den københavnske digter H.P. Holst, der i 1872 udtalte ordene. Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede nu i vækst. I 1800 boede der 100.000 indbyggere i København. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et efterfølgende byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk, hvor en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere Socialdemokrati, blev grundlagt i 1871 af Louis Pio. Det dominerende parti, Højre, hovedsageligt bestående af godsejere fandt sammen med en del bønder og tidligere Venstre-folk i en skepsis overfor arbejderklassen. Da Venstre havde flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident J.B.S. Estrup at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove (provisorietiden 1875-94). Da Estrup var gået af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten indtil 1901.

Systemskifte og Verdenskrigene

Folkestyre

Uddybende artikel: Danmarks historie (1901-1945)

I 1901 blev Danmark et folkestyre i vestlig forstand med indførelsen af parlamentarismen under systemskiftet, da det lykkedes partiet Venstre under ledelse af I. C. Christensen at frarøve Højre regeringsmagten. Det skete ved at fastholde Folketingets eneret til at vedtage finansloven (statsbudgettet). Dermed blev det folketingsflertallet, som satte rammerne for lovgivning og magtudøvelse i Danmark, og kongen kunne ikke vilkårligt indsætte den regering, han ønskede. Allerede i 1906 mistede Venstre dog sit absolutte flertal i Folketinget, og siden da har intet enkelt parti kunnet skaffe flertal alene, og Danmark er blevet regeret af flere, samarbejdende partier. Den specielle, danske udgave af parlamentarismen lyder derfor: en regering kan ikke fortsætte, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.

Første verdenskrig

Danmark havde som et lille land op til 1. verdenskrig ført en meget målrettet neutralitetspolitik, men man balancerede på en knivsæg, for landet var økonomisk tæt forbundet med England, men havde samtidig den store nabo Tyskland lige mod syd. Man havde med store fæstningsværker omkring bl. a. København, og med en udvidelse af hæren forsøgt man at forberede sig på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning for de stridende parter, og landet kunne derfor redde sig igennem med skindet på næsen. Det lykkedes at få gennemført en afgørende udvidelse af demokratiet, da de danske kvinder fik stemmeret til Folketinget den 5. juni 1915. Efter 1. verdenskrig og Tysklands nederlag kunne man oven i købet genforene Nordslesvig med resten af landet efter en folkeafstemning i Sønderjylland. Der forblev dog et dansk mindretal syd for den nye grænse og et tysk mindretal nord for den.

Mellemkrigstid

Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere Højre, nu det Konservative Folkeparti. Under den verdensomspændende, økonomiske krise i 30'erne, som også ramte Danmark meget hårdt, blev det Socialdemokratiet, der under Stauning og i samarbejde med de radikale regerede fra 1929 indtil 2. verdenskrig. Det begyndte i løbet af 30'erne at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det var især de radikales opfattelse, at man alligevel intet ville kunne stille op mod den tyske hær, Danmarks ringe størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.

Kong Christian 10. rider gennem København på sin fødselsdag i september 1940.

Anden verdenskrig

Uddybende artikel: Besættelsen

På trods af landets erklæring om neutralitet ved indledningen af 2. verdenskrig og stik mod den ikke-angrebspagt, man havde indgået med det nazistiske Tyskland, blev Danmark besat af tyske tropper den 9. april 1940. Besættelsen var usædvanlig på den måde, at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og samlingsregeringen blev også siddende. I det hele taget overlod besættelsesmyndighederne meget af den daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under våben og i funktion, men efterhånden blev det mere og mere besværligt at opretholde en tålelig hverdag for befolkningen under tyskernes pres, og den 23. august 1943 trådte regeringen tilbage efter stor uro og strejker i befolkningen. Nazisterne tog nu magten over landet, og den 19. september arresterede tyske tropper politiet og al magt var derefter på tyske hænder.

Det civile styre blev dog i nogen grad opretholdt af det såkaldte departementchefstyre helt frem til befrielsen den 5. maj 1945, hvilket var med til at lette forholdene for befolkningen betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret ved krigens afslutning. Det blev også til fordel for Danmark, at det lykkedes at redde hovedparten af de danske jøder til Sverige ved en storstilet redningsaktion, sådan at de undgik at blive deporteret til KZ-lejre i Tyskland.

Efterkrigstid og kold krig

Uddybende artikel: Danmarks historie (1945-1990)

Efter nogle forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i øjnene, at det ikke lod sig gøre at oprette et nordisk forsvarsforbund, bl.a. på grund af Sveriges insisteren på en neutral status. I stedet søgte Norge og Danmark optagelse i NATO, der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale. Danmark var blandt de stiftende lande i FN, og man stillede store forventninger til organisationen. I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse danske politikere, bl.a. venstre-statsministeren Knud Kristensen, opstod der efter 1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Et bredt flertal i Folketinget afviste dog disse planer.

I 1953 blev Grundloven ændret, og det medførte bl.a., at Grønland ophørte med at være en koloni, at Landstinget blev nedlagt, at der blev krav om folkeafstemning forud for afgivelse af national suverænitet, og at der blev indført kvindelig arveret til den danske trone, så Frederik 9.´s ældste datter Margrethe kunne blive dronning på bekostning af arveprins Knud.

I løbet af 1950’erne kom økonomien langsomt på fode igen, og regeringerne arbejdede videre på at skabe det trygge velfærdssamfund. Især kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet blev en skelsættende begivenhed. Den stigende velstand betød, at selv almindelige mennesker kunne få råd til materielle goder: telefon, køleskab, bil, tv, charterrejse og efterhånden også parcelhus. Imens fortsatte afvandringen fra landområderne, og det fik to virkninger: industrien havde en betydelig arbejdskraftreserve, og landbruget blev tvunget til en hastig og omfattende mekanisering.

De moderne tider satte deres præg på landskabet. Markerne blev pløjet med traktorer og høstet med mejetærskere. Mange kystnære områder blev udstykket til sommerhusgrunde. Fra 1956 og i årene derefter blev motorvejsnettet udbygget både på Øerne og i Jylland. Det gav gode vilkår for vognmandserhvervet, og stik mod alle forventninger overtog lastbilerne mere og mere af godstransporten i landet.

I 1973 blev Danmark medlem af EF, det senere EU, men i samme år udbrød der krig mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende arabiske landes organisation, OPEC produktionen af råolie. Den følgende usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt, og der fulgte en økonomisk nedgangstid, hvor Danmark måtte optage store lån i udlandet. I løbet af 80'erne forsøgte man ved hjælp af den såkaldte "kartoffelkur" at rette op på den danske økonomi og gæld. Som følge deraf gik denne tid under navnet fattig-firserne.

Danmark efter 1990

Uddybende artikel: Danmarks historie (1990-)

Med østblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men i Danmark stillede man sig dog tøvende over for en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt, hvilket et nej til Maastricht-traktaten i 1992 demonstrerede.

I løbet af 90´erne lykkedes det den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen bl. a. hjulpet af en verdensøkonomisk højkonjunktur at bringe arbejdsløsheden markant ned, og efterhånden at skabe gode muligheder for at betale af på den enorme gæld, Danmark havde slæbt på siden 70'erne. I løbet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere , og landet involverede sig internationalt med soldater i fredsskabende aktioner i Jugoslavien. Under Kosovokrigen i 1999 deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål.

Som den første venstremand siden 1975 kunne Anders Fogh Rasmussen ved valget i 2001 sætte sig i statsministerstolen. Valget kom især til at handle om indvandring og flygtningepolitik. Dansk Folkeparti formåede at vinde stadig flere vælgere fra især Socialdemokratiet. Arbejdsløsheden faldt til at ligge på omkring 4-5 procent med stadig større nedgang, og den danske udlandsgæld forsatte med at svinde ind. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen folketingsvalgene. Forinden havde Anders Fogh Rasmussen trukket flertallet af de danske tropper ud af Irakkrigen, som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i 2008 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i krigen mod terror.

Tidslinjer og lister

• Danmarks statsministre
• Danmarkshistoriens personer
• Danske adelsslægter
• Danske besiddelser
• Sagnkonger
• Kongerækken
• Danske krøniker
• Liste over krige
• Tidslinje for Danmarks historie

Kildesamlinger på internettet

Dokumenter, databaser og primærlitteratur

• Kilder til Danmarks historie
• Arkivalier online: Kirkebøger og folketællinger.
• Diplomatarium Danicum, bind 8-12 (1401-12): med søgefunktion
• Dansk økonomisk historie: Forskellige materialer
• Schous forordninger: den digitaliserede udgave går dog kun til Christian 5.s regeringstid
• Dansk Nationallitterært Arkiv: Danske bøger i digital form

primært litteratur (til dansk)

• Det Kongelige Biblioteks manuskripter: Digitaliserede faksimilieudgaver
• EuroDocs: Væsentligste, trykte kilder og litteratur.
• Jyske Lov
• Christian d. 5.'s Danske Lov
• Statens arkiver: Portal for Danmarks Arkivvæsen
• Kildeskriftselskabet: Kildeskrifter fra statens Arkiver
• Statens avissamling
• Eremit.dk: Samling af ældre litteratur om København, herunder bl.a. Kjøbenhavns Diplomatarium.

Historieskrivning, kommentarer og sekundærlitteratur

• Knut Helle (ed.): The Cambridge History of Scandinavia, Bergen 2003, ISBN 0-521-47299-7
• Danske kongers historie fra Christian 1.s tronbestigelse i 1448 til Frederik 7.s død i 1863.

Opslagsværker, portaler og tertiærlitteratur

• DANDOK Database: igangværende og publiceret, dansk forskning
• Dansk historisk fællesråd: Dokumentation om dansk historie med søgefunktion
• En kronologi over dansk historie: Plus links til litteratur om dansk historie og kultur
• Solrød Gymnasiums "Blomme links": Portal til historie på nettet

Biblioteker, arkiver og samlinger

• Det Kongelige Bibliotek
• Historisk samling for Besættelsestiden 1940-1945

Selskaber, museer og organisationer

• Museer i Danmark: Links

Eksterne henvisninger

Portal:Danmarks historie

Wikimedia Commons har medier relateret til: Danmarks historie

• Historie-online fra Dansk Historisk Fællesråd
• Mare Balticum - Årstalsliste
• Udenrigsministeriets Danmarkshistorie - på engelsk. Uddrag fra den Danske Encyklopædi
• Kildearkiv og samling af ytringer fra dansk kulturkamp
  • Nomos, Skræp: De ældste tider / Vikingetid/ Tidlig middelalder
• Written by Marco Ramerini: Danish Possessions

LA-ikon