Svantevit: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 12. maj 2009, 13:49

Svantevit (Svetovid, Suvid, Świętowit, Sutvid, Vidvar, Vid, Bela m.fl.) var en gud for krig, frugtbarhed og rigdom i slavisk mytologi. Svantevit er kendt som en hovedgud i vendisk mytologi på grund af beretningen om danskernes angreb på venderne under kong Absalon og Valdemar 1. den Store i 1168.

Den russiske historiker Boris Rybakov har identificeret de fire ansigter på Svantevit med de slaviske guder Perun, Svarog, Lada og Mokosj.

Ifølge en forkert, russiskbaseret etymologi er betydningen af navnet "verdens-seer" (svet = verden, vid = syn). Det første led i navnet er dog oldslavisk svętъ (hellig), mens sidste led kan være vit (herre, sejrherre) eller vid (ansigt). Det har også været foreslået at navnet er fra slavisk svantev, svitanje (morgengry) og adjektivsuffikset it.

En alternativ teori går ud på at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne Skt. Vitus indarbejdet i vendernes hedenske religion. Venderne blev i det 10.-13. årh. kristnet i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. Sakserne fra Det Tysk-Romerske kejserrige endte med næsten at udrydde deres kultur godt hjulpet af danerne.

I Polen har man fundet en næsten 3 meter høj Svantevit-lignende figur med de 4 ansigter. Den menes at være fra omkring år 1000.

Angrebet på Arkona

I midten af 1100-tallet gennemførte Absalon og Valdemar 1. den Store en række hævntogter mod venderne, der kulminerede med indtagelsen af Rygen i 1168. Her indtog de borgen ved Arkona og afbrændte en stor træfigur af den hedenske gud Svantevit. Svantevits tempel ved Arkona på Rügen var Nordeuropas største hedenske helligdom, en træbygning smykket med udskæringer, og det sidste hellige sted, som venderne havde tilbage efter de kristnes togter. I det inderste rum hvor kun ypperstepræsten måtte gå ind, stod statuen, som var gud for ungdom, frugtbarhed og krig. Han havde fire hoveder, kort hår, studset skæg og en snehvid hest, som han red på i krig. Selv om hesten stod i sin stald hele natten, skete det, at den kunne være svedig om morgenen, hvis Svantevit havde været i kamp om natten. Offergaverne var kvæg, vin og honningkager. Nogle mener, at de fire hoveder symboliserede, at han kunne se hvert af de fire verdenshjørner, men alternative teorier har også været bragt på bane, bl.a. at vendernes gud oprindeligt havde haft tre hoveder, og at det fjerde hoved var Skt. Vitus, der var blevet implementeret i den hedenske tro. Keltiske guder havde ofte tre ansigter, eller optrådte som treenigheder.

Fæstningen Arkona lå på et højt plateau beskyttet på tre sider af skrænter, mens den fjerde side lå bagved en høj jordvold med træpalisader. Men en ung korsfarer fik sine venner til at sætte spyd i tørvene så han kunne klatre op og sætte ild til noget halm lige under det ene porttårn. Ilden bredte om sig, og korsfarerne gik så til angreb. Arkonas indbyggere overgav sig, men betingelserne blev hårde: de måtte blive kristne, alle skatter til Svantevit skulle nu oversendes den danske konge, og alle kristne krigsfanger sættes fri. Templets ejendomme overgik til kirken, venderne måtte for fremtiden også deltage i kongens korstog, samt betale en skat på fyrre sølv mønter i året for hvert plovspand. For en sikkerheds skyld tog man også gidsler, og Svantevit-figuren blev hugget op til brændsel for hærens suppegryder. ^[1]

Fredsslutningen blev dog mødt med ærgrelse blandt hærens folk. De havde ønsket hævn for alle vendiske angreb på danske kyster, og nu fik de ingenting, heller ikke krigsbytte. Ærkebiskop Eskil påpegede, at ved at spare de vantro, ville andre af vendernes kystbyer se, at det lønnede sig at overgive sig. Så fik man dem også som allierede mod andre vantro. Af tømmeret fra kastemaskinerne satte man en trækirke op til at døbe Arkonas indbyggere i. Rygen blev så lagt under Roskilde bispedømme.

Referencer

^ Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2

[1] Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2

[1]

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
+'''Svantevit''' (''Svetovid, Suvid, Świętowit, Sutvid, Vidvar, Vid, Bela'' m.fl.) var en [[gud]] for krig, frugtbarhed og rigdom i [[slavisk mytologi]]. Svantevit er kendt som en hovedgud i [[vendisk mytologi]] på grund af beretningen om danskernes angreb på [[venderne]] under kong [[Absalon]] og [[Valdemar 1. den Store]] i 1168.
-'''Svantevit''' var nok den mest kendte [[gud]] i [[vendisk mytologi]]. Alligevel var han måske slet ikke en rigtig vendisk gud, men blot vendernes fejloversættelse af [[Skt. Vitus]]. Måske er det et forsøg på at gøre Skt. Vitus til en vendisk gud fra vendiske [[hedning]]es side. Venderne blev i det 10.-13. årh. [[kristne]]t i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. [[Sakser]]ne fra Det Tysk-Romerske kejserrige endte med næsten at udrydde deres [[kultur]] godt hjulpet af [[daner]]ne.
+Den russiske historiker Boris Rybakov har identificeret de fire ansigter på Svantevit med de slaviske guder [[Perun]], [[Svarog]], [[Lada]] og [[Mokosj]].
-I midten af [[1100-tallet]] gennemførte [[Absalon]] og [[Valdemar 1. den Store]] en række togter mod venderne, der kulminerede med indtagelsen af [[Rügen]] i [[1168]]. Her indtog de borgen ved [[Arkona]] og afbrændte en stor træfigur af den hedenske gud Svantevit. Svantevits [[tempel]] ved Arkona på Rügen var Nord-Europas største hedenske helligdom, en [[træ]]bygning smykket med udskæringer, og det sidste hellige sted, som venderne havde tilbage efter de kristnes togter. I det inderste rum hvor kun ypperste[[præst]]en måtte gå ind, stod [[statue]]n. Svantevit betyder: "Jeg ser verden", og han var gud for [[ungdom]], [[frugtbarhed]] og [[krig]]. Han havde fire [[hoved]]er, kort [[hår]] og studset [[skæg]] - og en snehvid [[hest]], som han red på i krig. Selv om hesten stod i sin stald hele natten, skete det, at den kunne være [[sved]]ig om morgenen, hvis Svantevit havde været i kamp om natten. Offergaverne var [[kvæg]], [[vin]] og [[honningkager]]. Man mener, at de fire hoveder [[symbol]]iserede, at han kunne se hvert af de fire [[verdenshjørne]]r, men andre teorier har også været bragt på bane, bl.a. at vendernes afgud oprindeligt havde haft tre hoveder, og at det fjerde hoved var Skt. Vitus, der var blevet implementeret i den hedenske tro. Så kan venderne selv have ment, at de praktiserede en form for kristen tro.[[Keltisk]]e guder havde ofte tre ansigter, eller optrådte som [[treenighed]]er.
+Ifølge en forkert, russiskbaseret etymologi er betydningen af navnet "verdens-seer" (''svet'' = verden, ''vid'' = syn). Det første led i navnet er dog oldslavisk ''svętъ'' (hellig), mens sidste led kan være ''vit'' (herre, sejrherre) eller ''vid'' (ansigt). Det har også været foreslået at navnet er fra slavisk ''svantev, svitanje'' (morgengry) og adjektivsuffikset ''it''.
-Fæstningen Arkona lå på et højt plateau beskyttet på tre sider af skrænter, mens den fjerde side lå bagved en høj jordvold med træpalisader. Men en ung korsfarer fik sine venner til at sætte [[spyd]] i [[torv]]en så han kunne klatre op og sætte [[ild]] til noget [[halm]] lige under det ene porttårn. Ilden bredte om sig, og korsfarerne gik så til angreb. Arkonas indbyggere overgav sig, men betingelserne blev hårde: De måtte blive kristne som man var det i Danmark, alle [[skat]]te til Svantevit skulle nu oversendes den danske konge, og alle kristne krigsfanger sættes fri. Templets ejendomme overgik til kirken, venderne måtte for fremtiden også deltage i kongens korstog, samt betale en skat på fyrre [[sølv]][[mønt]]er i året for hvert [[plov]]spand. For en sikkerheds skyld tog man også gidsler, og Svantevit-figuren blev hugget op til [[brændsel]] for hærens [[suppe]]gryder. <ref>Kurt Villads Jensen: ''Korstogene'' (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>
+En alternativ teori går ud på at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne [[Skt. Vitus]] indarbejdet i vendernes [[hedensk]]e religion. Venderne blev i det 10.-13. årh. [[kristne]]t i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. [[Sakser]]ne fra Det Tysk-Romerske kejserrige endte med næsten at udrydde deres [[kultur]] godt hjulpet af [[daner]]ne.
-Fredsslutningen blev dog mødt med ærgrelse blandt [[hær]]ens folk. De havde ønsket hævn for alle vendiske angreb på danske [[kyst]]er, og nu fik de ingenting, heller ikke krigsbytte. [[Ærkebiskop Eskil]] påpegede, at ved at spare de vantro, ville andre af vendernes kystbyer se, at det lønnede sig at overgive sig. Så fik man dem også som allierede mod andre vantro. Af tømmeret fra [[kastemaskine]]rne satte man en trækirke op til at døbe Arkonas indbyggere i. Rügen blev så lagt under [[Roskilde]] [[bispedømme]].
 I [[Polen]] har man fundet en næsten 3 meter høj Svantevit-lignende figur med de 4 ansigter. Den menes at være fra omkring år 1000.
+==Angrebet på Arkona==
+I midten af [[1100-tallet]] gennemførte [[Absalon]] og [[Valdemar 1. den Store]] en række hævntogter mod venderne, der kulminerede med indtagelsen af [[Rygen]] i [[1168]]. Her indtog de borgen ved [[Arkona]] og afbrændte en stor træfigur af den hedenske gud Svantevit. Svantevits [[tempel]] ved Arkona på Rügen var Nordeuropas største hedenske helligdom, en [[træ]]bygning smykket med udskæringer, og det sidste hellige sted, som venderne havde tilbage efter de kristnes togter. I det inderste rum hvor kun ypperste[[præst]]en måtte gå ind, stod [[statue]]n, som var gud for [[ungdom]], [[frugtbarhed]] og [[krig]]. Han havde fire [[hoved]]er, kort [[hår]], studset [[skæg]] og en snehvid [[hest]], som han red på i krig. Selv om hesten stod i sin stald hele natten, skete det, at den kunne være [[sved]]ig om morgenen, hvis Svantevit havde været i kamp om natten. Offergaverne var [[kvæg]], [[vin]] og [[honningkager]]. Nogle mener, at de fire hoveder [[symbol]]iserede, at han kunne se hvert af de fire [[verdenshjørne]]r, men alternative teorier har også været bragt på bane, bl.a. at vendernes gud oprindeligt havde haft tre hoveder, og at det fjerde hoved var Skt. Vitus, der var blevet implementeret i den hedenske tro. [[Keltisk]]e guder havde ofte tre ansigter, eller optrådte som [[treenighed]]er.
+Fæstningen Arkona lå på et højt plateau beskyttet på tre sider af skrænter, mens den fjerde side lå bagved en høj jordvold med træpalisader. Men en ung korsfarer fik sine venner til at sætte [[spyd]] i [[tørv]]ene så han kunne klatre op og sætte [[ild]] til noget [[halm]] lige under det ene porttårn. Ilden bredte om sig, og korsfarerne gik så til angreb. Arkonas indbyggere overgav sig, men betingelserne blev hårde: de måtte blive kristne, alle [[skat]]ter til Svantevit skulle nu oversendes den danske konge, og alle kristne krigsfanger sættes fri. Templets ejendomme overgik til kirken, venderne måtte for fremtiden også deltage i kongens korstog, samt betale en skat på fyrre [[sølv]][[mønt]]er i året for hvert [[plov]]spand. For en sikkerheds skyld tog man også gidsler, og Svantevit-figuren blev hugget op til [[brændsel]] for hærens [[suppe]]gryder. <ref>Kurt Villads Jensen: ''Korstogene'' (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>
+Fredsslutningen blev dog mødt med ærgrelse blandt [[hær]]ens folk. De havde ønsket hævn for alle vendiske angreb på danske [[kyst]]er, og nu fik de ingenting, heller ikke krigsbytte. [[Ærkebiskop Eskil]] påpegede, at ved at spare de vantro, ville andre af vendernes kystbyer se, at det lønnede sig at overgive sig. Så fik man dem også som allierede mod andre vantro. Af tømmeret fra [[kastemaskine]]rne satte man en trækirke op til at døbe Arkonas indbyggere i. Rygen blev så lagt under [[Roskilde]] [[bispedømme]].
 == Referencer ==
@@ Linje 14: / Linje 21: @@
 [[Kategori:Vendisk mytologi]]
+[[Kategori:Slavisk mytologi]]
+[[Kategori:Folkedrab]]
+[[Kategori:Nordisk middelalder]]
 [[bg:Свентовит]]