Godfred af Bouillon: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Xqbot (diskussion | bidrag)
m robot Tilføjer: bg, roÆndrer: ko, wa; kosmetiske ændringer
Linje 1: Linje 1:
[[Billede:Godefroi_4.jpg|thumb|Godfred af Bouillon, udsnit af en fresco som viser de [[Ni værdige]], malet af Giacomo Jaquerio omkr. 1420]]
[[Fil:Godefroi_4.jpg|thumb|Godfred af Bouillon, udsnit af en fresco som viser de [[Ni værdige]], malet af Giacomo Jaquerio omkr. 1420]]
'''Godfred af Bouillon''' (født ca. 1060, Baisy-Thy, ved Bruxelles, i det nuværende Belgien – død [[18. juli]], [[1100]], i [[Jerusalem]]), (''[[nederlandsk (sprog)|hollandsk]]: Godfried van Bouillon, [[fransk (sprog)|fransk]]: Godefroy (el. Godefroid) de Bouillon''), Eustace II, greve af [[Boulogne]] og Ida, datter af Godfred III, [[hertug]] af [[Nedre Lothringen]].
'''Godfred af Bouillon''' (født ca. 1060, Baisy-Thy, ved Bruxelles, i det nuværende Belgien – død [[18. juli]], [[1100]], i [[Jerusalem]]), (''[[nederlandsk (sprog)|hollandsk]]: Godfried van Bouillon, [[fransk (sprog)|fransk]]: Godefroy (el. Godefroid) de Bouillon''), Eustace II, greve af [[Boulogne]] og Ida, datter af Godfred III, [[hertug]] af [[Nedre Lothringen]].


Linje 47: Linje 47:


[[ar:جودفري]]
[[ar:جودفري]]
[[bg:Годфрид дьо Буйон]]
[[ca:Godofreu de Bouillon]]
[[ca:Godofreu de Bouillon]]
[[cs:Godefroy z Bouillonu]]
[[cs:Godefroy z Bouillonu]]
Linje 62: Linje 63:
[[it:Goffredo di Buglione]]
[[it:Goffredo di Buglione]]
[[ja:ゴドフロワ・ド・ブイヨン]]
[[ja:ゴドフロワ・ド・ブイヨン]]
[[ko:부용의 고드프루아]]
[[ko:고드프루아 드 부용]]
[[mk:Годфрид Бујонски]]
[[mk:Годфрид Бујонски]]
[[nl:Godfried van Bouillon]]
[[nl:Godfried van Bouillon]]
Linje 68: Linje 69:
[[pl:Gotfryd z Bouillon]]
[[pl:Gotfryd z Bouillon]]
[[pt:Godofredo de Bulhão]]
[[pt:Godofredo de Bulhão]]
[[ro:Godefroy de Bouillon]]
[[ru:Готфрид Бульонский]]
[[ru:Готфрид Бульонский]]
[[sl:Godfrej Bouillonski]]
[[sl:Godfrej Bouillonski]]
Linje 73: Linje 75:
[[sv:Gottfrid av Bouillon]]
[[sv:Gottfrid av Bouillon]]
[[uk:Готфрід Бульйонський]]
[[uk:Готфрід Бульйонський]]
[[wa:Godfrwèd d' Bouyon]]
[[wa:Godfrwè d' Bouyon]]
[[zh:布永的戈弗雷]]
[[zh:布永的戈弗雷]]

Versionen fra 14. jun. 2009, 00:33

Godfred af Bouillon, udsnit af en fresco som viser de Ni værdige, malet af Giacomo Jaquerio omkr. 1420

Godfred af Bouillon (født ca. 1060, Baisy-Thy, ved Bruxelles, i det nuværende Belgien – død 18. juli, 1100, i Jerusalem), (hollandsk: Godfried van Bouillon, fransk: Godefroy (el. Godefroid) de Bouillon), Eustace II, greve af Boulogne og Ida, datter af Godfred III, hertug af Nedre Lothringen.

Tidlige liv

Han blev indsat som arving til Nedre Lothringen af sin onkel Godfred, der ikke selv havde arvinger. Men Godfred af Bouillon modtog i første omgang kun Antwerpen for forlening, da den tysk-romerske kejser Henrik 4. inddrog i 1076 Nedre Lothringen. Begrundelsen var at den ældre Godfred ifølge Salisk lov ikke havde en lovlig arving og at hans arv derfor tilfaldt lensherren. Trods dette fulgte den yngre Godfred kejseren i flere felttog, og modtog, som tak for dette, forleningen af hertugdømmet Nedre Lothringen.

Godfreds landområder var under kraftig indflydelse fra Cluny og den reformbevægelse, der udgik derfra i 11. årh., og mange af hans handlinger tyder på at han selv var en meget from mand. Han støttede loyalt kejseren under investiturstriden mellem Henrik og pave Gregor VII, men fulgte pavens vej, da han og Cluny sejrede i striden. Efter Gregors efterfølger Urban II prædiken, der igangsatte 1. korstog, ved koncilet i Clermont i 1095 solgte han al sin ejendom for at sætte sig spidsen for en hær, der drog mod det Hellige land.

Første korstog

I august 1096 brød Godfred op fra Lothringen, sammen med sin bror Eustace III af Bou-logne og Balduin af Boulogne (den senere Balduin 1. af Jerusalem), i spidsen for 40.000 mand. Efter en lang rejse over land gennem Ungarn nåede Godfreds hær, som den anden gruppe af korsfarere, i november Konstantinopel. I Ungarn havde de mødt flere vanskelig-heder, da Godfred ikke kunne forhindre sine mænd i at plyndre lokalbefolkningen, og da de nåede Konstantinopel skabte Godfred flere vanskeligheder, fordi han i første omgang nægtede at sværge troskab til den byzantinske kejser Alexius 1. Komnenos, sammen med størstedelen af de øvrige ledere af korstoget svor Godfred dog eden i januar 1097.

Da korstogshæren havde krydset Bosporus indledte Godfred belejringen af Nikæa, og fulgte hovedgruppen, da hæren delte sig efter Nikæas erobring. Sammen med de øvrige fyrster kom han fortroppen til undsætning ved slaget ved Dorylaeum, da den blev an-grebet af Seljukker, og efter sejren ledte han plyndringen af fjendens lejr.

I 1099 efter erobringen af Antiokia udbrød der uenighed om det næste skridt i felttoget; størstedelen af fodfolket ønskede straks at fortsætte mod Jerusalem, mens Raimond 4. af Toulouse, som på dette tidspunkt var den mest magtfulde fyrste, der deltog i korstoget ønskede at se tiden an. Efter flere måneder ventetid blev Raimond presset til at bryde op og fortsætte mod Jerusalem og Godfred fulgte straks med. Da den resterende gruppe endelig nåede Jerusalem og indledte belejringen var Godfred blandt de mest aktive, og da byen faldt 15. juli 1099 var han blandt de første indenfor til at tage del i massakren på indbyggerne.

Kongeriget Jerusalem

Godfred blev valgt som fyrste af Jerusalem den 22. juli efter at Raimond havde afslået, Godfred afslog også at blive kronet som konge i den by, hvor Jesus døde, men accepterede at stå i spidsen for det nye kongerige. Det er usikkert hvilken titel Godfred brugte i stedet, noget tyder på at han betegnede sig selv som princeps (fyrste), mens han af andre blev kaldt Advocatus Sancti Sepulchri (Forsvarer af den Hellige gravs kirke). Godfred brugte størstedelen af sin korte regeringstid til at for-svare sit rige mod angreb fra Fatimiderne i Egypten, som blev besejret ved Askalon i august. Det lykkedes i for Godfred at udvide riget gennem erobringer, men alene gennem magtopvisning lykkedes det at vinde kontrollen over byerne Acre, Askalon, Ar-suf, Jaffa og Caesarea.

Udover de ydre fjender måtte Godfred også kæmpe mod pavens repræsentant i hans rige, den nye latinske patriark i Jerusalem, Dagobert af Pisa, som havde allieret sig med en anden fremtræden korsfarer, Tancred. Det er i dag usikkert hvad baggrunden for kon-flikten var, men det var måske Dagoberts plan at gøre Jerusalem til et len direkte under pavestolen; William af Tyrus er den eneste som nævner dette. Albert af Achen og Ralf af Caen skriver i stedet at Godfred tvang Dagobert og Tancred til under ed at acceptere at en af Godfreds brødre eller nære slægtninge skulle være arving til riget. Da Godfred døde i 1100 var Dagobert i Haifa, og kunne under ingen omstændigheder forhindre at Godfreds bror Balduin blev valgt som konge af Godfreds støtter, og den 25. december var Dagobert tvunget til at krone Balduin som konge af Jerusalem.

Død

Den arabiske kronikør Ibn al-Khalanisi skrev at Godfred blev ramt af en pil, som han døde af, da han deltog i belejringen af Acre, denne begivenhed nævnes ikke i af nogen af de kristne kilder, Albert af Aix og Ekkehard af Aura skriver i stedet at han blev syg under et ophold i Caeserea, muligvis forgiftet af byens emir, og William af Tyrus skriver blot at han døde efter lang tids sygdom i Jerusalem 18. juli 1100.

Eftermæle

Godfreds rolle i korstoget fortælles først og fremmest af Albert af Aix, Fulcher af Chartres, af Raimond af Aguiliers og af den anonyme forfatter til Gesta Francorum. Men i den sekulære romantiske litteratur fra middelalderen kommer han til at spille en stor rolle som helt, han optræder flere gange i de franske chansons de geste som omhandler korstogene Le cycle de la Croisade og han blev her i sat i forbindelse med legenden om svaneridderen.

Allerede kort efter sin død var Godfred blevet en legende blandt efterfølgerne til de første korsfarere. William af Tyrus kan i sidste halvdel af 12. årh. berette at Godfred var i besiddelse af en umådelig stor styrke, så stor, at han kunne brydes med en bjørn og vinde over den og hugge hovedet af en kamel med ét hug. I Williams beskrivelse var han høj af statur, ikke i ekstrem grad, men dog højere end en gennemsnits mand. Han var stærk udover al sammenligning, med solidt byggede lemmer og kraftigt bryst. Hans trak var behagelige og hans skæg og hår var mellemblond.

Fordi Godfred var den første fyrste i korsfarerstaten Jerusalem, er han i eftertiden ofte blevet fremstillet stærkt idylliseret. Allerede kort efter sin død blev han fremhævet som ideal for ridderstanden og fx indlemmet i gruppen af Neuf Preux (de ni værdige, historiens ni mest ideelle krigere), og han fik æren for organiseringen af det nye kongerige og lovgiver med udformningen af lovsamlingen Assises de Jérusalem. I realiteten var han ingen af delene, han var kun én ud af række ledere i korstoget, og han var udelukkende den kandidat flest kunne støtte, da der skulle vælges en fyrste efter erobringen af Jerusalem. Den lovsamling, han skulle have udfærdiget, var snarere et resultat af en langstrakt udvikling gennem hele rigets historie.

Siden 1848 har en rytterstatue af Godfred været placeret i Bruxelles foran kongeslottet.

Godfred i senere litteratur

Litteratur

Skabelon:Link FA