Spolebånd

Et spolebånd er et magnetbånd til brug for en båndoptager.

Magnetbåndet vikles om en spole, der kan have forskellig diameter. Det typiske spolebånd havde en diameter på 18 cm, og båndets længde var typisk 540 m. Afhængig af båndhastigheden og -tykkelsen kunne der på et sådant bånd lagres 2-4 timers lydoptagelse.

For at optage lyd skal der bruges to spoler: Det ene med bånd (afviklingsspolen) og det andet med en tom spole til at modtage båndet (opsamlingsspolen). Siden kan båndet spoles tilbage, og processen kan gentages.

Spolebånd blev mere eller mindre afløst af kassettebånd, som indeholder to spoler i en kassette. Men spolebånd kan ofte rumme mere information.

Spolebånd er et samlingsbegreb, der også dækker over de professionelle bånd, som anvendtes i pladestudier. Af dem findes der også forskellige typer. Den 'normale' - radiofonistandard er en kvart tomme bred. Den typiske afviklingshastighed på radiostationer er 15" pr. sekund. Men ved optagelse i pladestudier bruger man oftest 30" pr. sekund, da frekvensgangen bliver mere jævn (og dermed giver bedre lyd), når der benyttes højere hastighed.

De maskiner, der bare stod og registrerede udsendelserne fra radio og tv var ikke en lydmæssig perle, for her er båndhastigheden meget langsom. Endda ofte langsommere end kassettebåndets 4,75 cm. i sekundet.

Frem til midten af 60'erne havde man såkaldte homogene spolebånd (uden for fagligt sprog kaldet "stålbånd", se ODS under "Staalbaand"). Det var spolebånd uden plastikbase - altså den plastik, som båndemulsionen er sprøjtet på. Den type bånd er imidlertid meget 'skøre'. Til gengæld var det ligegyldigt hvilken side af båndet, der blev indspillet på - blot skal afspilningssiden være den samme.

En stor mængde arkivmateriale ligger endnu på spolebånd, og på ældre arkiv- og masterbånd anvendes ofte såkaldt lagring i formatet tail-out, hvor båndet lagres på returspolen for at undgå en lille før-kopi på båndet. Når båndet ligger rullet sammen, vil lyden fra et stykke bånd nemlig smitte af på det indre og det ydre lag. Ved at opspole båndet omvendt, undgås denne før-kopi. Kopieffekten høres i mindre generende grad samtidigt i den lyd, der bliver afviklet. Dette princip virker kun på bånd med optagelse i en retning. Tail-out, medfører også at et bånd som er afspillet og lagres på returspolen er pakket meget pænt og kompakt og således kan lagres længere uden at behøve omspoling. Man kan fremtvinge om pæn vikling forud for lagring ved at afspille båndet på højeste hastighed og derefter gemme det. Nogle maskienr har en såkaldt Spool knap som giver kontrolleret spoling ved 8x normal hastighed. inden man benytter et bånd i lagrings formatet tail-out spoles der over til afgivespolen, hvorefter det under afvikling lægger sig pænt på returspolen, som derefter igen kan lagres i lang tid.

Vedligeholdelse

Spolebånd er særdeles driftsikre (især når der er tale om kraftige redigeringsbånd), men ud over slid på båndet, magnetisme m.v., så går limen mellem plastikbase og emulsion med tiden i opløsning på nogle båndtyper, hvilket betyder, at nogle af båndets flager med emulsion ryger af; med hørbart dårligere lyd til følge. Endnu værre er det såkaldte sticky tape-syndrom, der ofte er et problem på gamle studie-masterbånd, som ikke er udviklet til samme brug som almindelige bånd og dem, der bruges til radiofoni. Hvis båndet bindemateriale (lim) er den type som ikke er langtidsstabil, men trækker væde fra luften, kommer der med tiden problemer med, at båndene begynder at klistre sammen.

Der findes forskellige måder at redde dem på, men det er et job for professionelle! man kan under afspilning lægge mærke til det fænomen at bånd ikke så slipper venstre spole, og at det klæber sig til båndstyr og tonehoveder, og i nogle tilfælde skraber forbi hovedet i en hurtig bevægelse hvor båndet skiftevis flytter sig hurtigt et lille stykke og sidder fast et øjeblik, dette lyder meget forvrænget. Samtidigt med dette fænomen aflejres en masse oxid fra båndet overflade, på båndstyr og tonehoveder, hvilket kan være så ekstremt at det er vanskeligt at at overføre båndet til et andet media uden at dehydrere båndet forinden og skille siog af med det bagefter. Spolen og i mange tilfælde og æsken dertil kan genbruges. Ved dehydrering er der to metoder, en hurtig og en langsom. Den hurtige baserer sig på en varmluftsovn, hver båndet på laveste grader opvarmes og afgiver fugt. Samme kan også gøres i en af de moderne frugt snack maskiner hvor man fylder en hullet bakke med frugt for at tørre dem, dvs dehydrering af frugtens overflade. Bånd placeres i en sådan maskine som kører indtil båndet er dehydreret. I begge tilfælde kan det tage mange timer. Den langsomme metode er den hvor båndplaceres uden flanger i en mylar pose, samme type som til fotopapir eller chips, dog ubrugt. I posen lægges også nogle små poser med fugt absorberende materiale, det kan være moler eller silica gel perler, ligesom det kendes fra lædervarer, værktøj og elektronisk udstyr. Processen er enkel og kræver ikke strøm eller varme tilført; luften pressen ud af posen som forsegles, og efter nogen tid åbnes posen og eventuelle mættede perler erstattes. Moleret (katteler) kan ikke genbruges, men silica perlerne kan genbruges så snart de er tørre (skal det gå hurtigt varmluftsovn, ellers kan de lægges i solen et tørt sted).

Spolebåndoptagere kræver, ligesom alle andre magnetbånd-medier, en defluxning i ny og næ. Herved 'trækker' man magnetismen ud af maskinen. En magnetisme, der er opsamlet ved at båndet kører over båndmaskinen (båndstyret). Det vil sige, at alle de metalflader på båndmaskinen, der er i direkte berøring med båndet, skal afmagnetiseres. Bemærk her, at defluxning skal læres, for forkert brug af en defluxer kan fuldkommen ødelægge din båndmaskine! Man sørger for at defluxeren tændes et par meter fra maskinen. Så flyttes defluxeren over mod båndoptageren, hvor man langsomt kører langs båndruten (altså langs alle båndstyr, ruller, arme og tone hoveder. Når alle delene er defluxet, skal du roligt fjerne defluxeren fra maskinen imens du drejer defluxeren rundt om sin egen længdeakse. Når du har fjernet defluxeren cirka to meter væk, slukker du den. Det kan være, du skal have en hjælpende hånd til at tage stikket ud af kontakten. Populært sagt, kan man sige, at du trækker magnetismen ud af maskinen. Defluxeren skal meget tæt på alle de steder, båndet kører på maskinen. Men defluxeren må ALDRIG komme i direkte kontakt med maskindelene! man kan med fordel placere en dup af plastik på spidsen hvis der ikke allerede er monteret en sådan. Inden man starter, er det vigtigt at fjerne alle bånd (samt MiniDisc's og rewriteable cd'er) i nærheden. Andre båndmaskiner bør også stå nogle meter væk fra stedet. Den båndmaskine du defluxer, skal være slukket. Øv dig på en billig (møg)båndoptager, overvåget af en erfaren defluxer.

Redigering og Splejsning

Manuel redigering af bånd har normalt to former. Overspilning af udvalgte sektion fra et eller flere bånd til et nyt. Fraklipning af de dele som skal udelades i en optagelse på et bånd og splejsninge af båndet ved de ender som udgør slut på forrige og start på næste del som skal bruges. Der er fordele og ulemper ved begge metoder. Den første metode er nænsom ved båndende som kan genbruges rigtigt mange gange. bagdelen herved er at man mister lidt kvalitet for hver gang materialet kopieres mellem bånd indtil det færdige resultat foreligger. Den anden metode bevarer kvaliteten imellem hver redigering men grundet at båndene splittes op og samles med et little stykke tape så er der grænser for hvor mange gange man kan genbrugers samme bånd uden at have for mange splejsninger forud for genindspilning.

Overspilninger kræver to båndmaskiner, en til afspilning og en til optagelse, den maskine som afspiller kan med fordel være en maskine dedikeret til formålet, men det er kun til større projekter eller tilbagevendene arbejde at det kan betale sig at have en klar arbejdsplads til dette arbejde.

Splejsning bruges ikke bare ved redigering men også ved reparation af bånd. Knækker et bånd er det bedst at klippe til i en 45 graders vinkel på smalle bånd op til 1/2, og placere dem tæt imod hinanden, normalt i en lille skinne, og placere et 4-6cm langt tape henover på langs, disse kan fås i længder på 10-25 meter og klippes efter behoves eller som afskårne bidder som altid har samme længde. Den tape som bruges er lidt smallere end selve båndet, og det er så meningen at denne tape ikke skal komme i nærheden af kanten på båndet da det kan gribe fat båndstyr og tonehoveder. Bredere båndtyper klippes til i en knap så brat vinkel og får normalt et tape stykke på tværs langs med klippet. Spolebånd fås fra 1/4 op til 2. grudnen til omsorgen for båndet er at den kører forbi tonehoveder og båndstyr, trykruller og den slags i en meget høj hastighed, og det er meningen at båndet helst skulle være lige så smidigt som før og ikke lede til mislyde når splejsninger på båndet kommer forbi tonehovedet.

Udover at et bånd kan knække kan det også strækkes, det er muligt at strække et spolebånd et par procent som led i normal anvendelse. Dette forekommer oftest i consumer sammenhæng hvor trækket på retur spole kan være meget kraftigt på mere simpelt opbyggede maskiner med blot en motor. Og consumer bånd typee er gerne tyndere hvilket giver længere bånd og derfor en bedre båndøkonomi. Når båndet strækkes for langt forbliver længere på det forstrukne stykke, og smallere ikke bare i tykkelse men også i bredden, derved er det ikke længere muligt for båndstyr at guide det korrekt henover tonehovedet. Man reparerer båndet ved at klippe det til som ved splejsning således at det ikke længere er et forstrukkent stykke.

Ved splejsning er det vigtigt at have for øje at bånd som kun har optagelse i en retning er nemme at splejse, idet det oftest gøres for at fjerne en stump som derved udebliver, og eventuelt fjernede brudstykker af materiale høres blot som udeladelser i denne retning, hvor senere nye inspilninger i anden retning vil være komplette. For bånd med optagelse i begge retninger er det ikke muligt at tilgodese begge retningers optagelse. Bånd med værdifuldt indhold bør undersøges for materiale i modsat retning, inden redigering vha splejsning, eventuelt vælges den mindst nyttige optagelsesretning og en kopi af hele den retning oprettes på andet bånd hvorefter begge bånd lader sig redigere som bånd med optagelse i en retning.

da:Spolebånd