Vulgærlatin

Vulgærlatin (fra latin sermo vulgaris "almindeligt sprog") betegner det latinske hverdagssprog i modsætning til klassisk latin, der er det sprog, som man normalt møder i de antikke latinske tekster. Man antager, at det først og fremmest var vulgærlatin, som de senere romanske sprog udviklede sig af.

Ét eller to sprog

Nogle forskere beskriver vulgærlatin og klassisk latin som to uafhængige sprognormer. Det urromansk, som man kan rekonstruere ved at sammenligne de senere romanske sprog, sætter disse forskere lig med vulgærlatin. Vulgærlatin og klassisk latin skal have en forskellig fonologi, morfologi og syntaks. De støtter sig især til stavefejl og grammatiske fejl i indskrifterne, ikke mindst de pompejanske graffiti. En anden kilde til vulgærlatin er de frigivne slavers replikker i Petronius' Satyricon (1. årh. e.Kr.).

Andre forskere fremhæver, at det latinske sprog trods alt er en enhed indtil oldtidens slutning og et stykke op i middelalderen. Vulgærlatin og klassisk latin er for dem ikke to sprog, men blot to ender af et sociolingvistisk kontinuum. Nogle ord og former var mere højtidelige og andre mere hverdagslige, men overgangen var glidende. Cicero skriver et udpræget klassisk latin, men i sine breve, der efterligner daglisproget, har han ofte ord, som man ikke ellers vil vente i litteraturen (bucca "mund", auricula "øre"). Det afgørende skel mellem klassisk latin og romansk kommer først i begyndelsen af middelalderen (den første tekst på et romansk sprog er Strasbourg-ederne fra 842).

Fonetik

De forskere, der fremhæver, at klassisk latin og vulgærlatin er en enhed, vil mene, at de lydudviklinger, som man kan slutte ud af indskrifternes og brevenes stavefejl og rekonstruere ud fra de senere romanske sprog, i virkeligheden ikke kendetegner vulgærlatin, men latin som sådan. Den vulgærlatinske udtale, som dette afsnit beskriver, er således for disse forskere i virkeligheden blot den almindelige udtale af latin i den sene kejsertid.

Den klassiske latins skelnen mellem korte og lange vokaler opgives med forskellige sammenfald til følge:

	klassisk latin	vulgær- latin	italiensk		spansk	fransk		eksempler
			lukket	åbent		lukket	åbent
a	/a/	/a/	a		a	a, au	e, ie	cantō "år", canis "hund"
ā	/a:/							aestātem (akk.) "sommer"
ae	/ai/	/ɛ/	è	ie, è	ie	e, eau	ie	caelum "himmel"
e	/e/							tempus "tid", pedem (akk.) "fod"
oe	/oi/	/e/	é		e	e (eu)	oi	poena "straf"
ē	/e:/							stēlla "stjerne", tēla "forhæng"
i	/i/	/ɪ/						minus "mindre"
y	/y/
ī	/i:/	/i/	i		i	i		fīlius "søn"
ȳ	/y:/
o	/o/	/ɔ/	ò	uo, ò	ue	o	eu, œu	porta "dør", cor "hjerte"
ō	/o:/	/o/	ó		o	ou	eu	hōra "time"
u	/u/	/ʊ/						mustum "most", lupus "ulv"
ū	/u:/	/u/	u		u	u		prūna "blomme"
au	/aw/	/aw/	ò		o	o		causa "årsag, ting"

For konsonanternes vedkommende er der først og fremmest følgende at bemærke:

• c, g palataliseres til [tš, dž] foran i, e, ae, ou, y: centum > [tšεntU] "hundrede". Således stadig italiensk, rumænsk; spansk har [θ, χ], fransk, katalansk og portugisisk [s, ž]. [k, g] er bevaret i en dialekt på Sardinien.
• c, g palataliseres til [tš, dž] > [š, ž] foran a, au i fransk: canis > [šjε̃] "hund".
• h falder bort
• m falder bort i udlyd (undtagen i enstavelsesord: jf. fransk (ne) rien "intet" < rem "ting", spansk quien "hvem" < quem).
• n falder bort foran s (den forudgående vokal forlænges), f.eks. mēnsis "måned" > italiensk mese, spansk mes, fransk mois
• t falder bort i udlyd (i fransk bevaret indtil oldfransk og stadig i liaison: aime-t-il < amat ille).
• b, d, g bliver til [β, ð, γ] mellem vokaler i vest (i fransk falder [ð, γ] efterfølgende bort)
• p, t, c bliver til [β, ð, γ] mellem vokaler i vest (i fransk falder [ð, γ] efterfølgende bort): caput "hoved" > spansk cabo, fransk chef ~ italiensk capo
• t(u)l, c(u)l > [kľ] > italiensk [kj], portugisisk [ľ], fransk [ľ] > [j], spansk [χ]: f.eks. oculus > italiensk occhio, portugisisk olho, fransk œil, spansk ojo
• li, le (mellem vokaler) > [ľľ] > italiensk, portugisisk [ľ], fransk [ľ] > [j], spansk [χ]: f.eks. fīlia > italiensk figlia, portugisisk filha, fransk fille, spansk hija
• ti, te (mellem vokaler) > [tsj] > italiensk [ts] / [dž], spansk [θ], portugisisk [s] /[z], fransk [s] / [ⁱz]: f.eks. ratiō > italiensk ragione, portugisisk razão, fransk raison, spansk razón
• x > [šš] > italiensk, portugisisk [š], fransk [ⁱs], spansk [χ], f.eks. coxa "hofte" > italiensk coscia, portugisisk coxa, fransk cuisse.
• foran sp, st, sc i begyndelsen af et ord indskydes der et støtte-e (i italiensk kun efter artiklen og præpositioner): f.eks. schola "skole" > spansk escuela, fransk école (italiensk scuola)

Morfologi

Nominalfleksion

Det latinske kasussystem med seks kasusformer i substantivernes, adjektivernes og pronominernes bøjning afvikles gradvis. I de moderne romanske sprog er det kun bevaret i rumænsk, der har en særlig kasusform for genitiv-dativ. Oldfransk skelner stadig mellem nominativ og akkusativ.

Klassisk latin har tre køn. I de romanske sprog er neutrum imidlertid blevet opslugt af maskulinum (i rumænsk og italiensk dog således at neutrum pluralis er blevet femininum). Denne udvikling kan man spore allerede i de pompejanske indskrifter og hos Petronius, hvor gamle netrumsord optræder som maskulinum, f.eks. vīnus i stedet for vīnum "vin".

Verbalfleksion

Den klassiske latins syntetiske (bøjede) passiv erstattes af en analytisk (sammensat) form: amātur "han elskes / han bliver elsket" > est amātus (italiensk è amato, fransk il est aimé).

Den gamle futurum, der bliver utydeliggjort på grund af de anførte lydudviklinger, erstattes af nye former. De fleste romanske sprog har former, der går tilbage til en omskrivning med infinitiv + habēre "have": cantābit "han vil synge" > cantāre habet (fransk chantera, italiensk canterà, spansk cantarà).

Syntaks

Syntaktisk er vulgærlatin præget af en tendens til paratakse, hvor klassisk latin har en tendens til hypotakse. Akkusativ med infinitiv og absolut ablativ erstattes af bisætninger, og lange sætningsperioder erstattes af sideordnede hovedsætninger.

F.eks.

• Petronius 46.4 Dixi quia mustella comedit "jeg fortalte, at væselen åd dem" = klassisk latin dixi mustellam edisse
• Petronius 45.6 Ut quadringenta impendat non sentiet patrimonium ejus "hans arv kommer ikke til at mærke, at han ødsler fire hundrede tusinde bort" = klassisk latin patrimonium ejus non sentiet eum quadringenta impendere.

Litteratur

• Väänänen, Veikko, Introduction au latin vulgaire, Paris: Klincksieck 1963, 2. udgave 1967
• Wright, Roger, Late Latin and early Romance in Spain and Carolingian France, Liverpool: Cairns 1982