Abraham Kall

Abraham Kall. Kobberstik af Oluf Bagge baseret på maleri af Hans Hansen

Abraham Kall (2. juli 1743 – 5. december 1821) var en dansk historiker.

Kall var søn af professor Johan Christian Kall og fødtes i København. Kun 13 år gammel blev han student og i sit 19. år teologisk kandidat (1762). Derpå rejste han i omtrent fire år udenlands, men opholdt sig kun i Tyskland, især i Göttingen. Under sin rejse udnævntes han til universitetsbibliotekar (1765) og blev efter hjemkomsten tillige professor designatus i græsk ved Københavns Universitet i 1770. Da imidlertid professorposten i historie og geografi blev ledig, og ingen syntes mere værdig hertil end Kall, mens det græske professorat lettere lod sig besætte, måtte Kall 1781 overtage denne stilling, som han beholdt i 40 år til sin død. Samme år blev han tillige professor i mytologi og kunsthistorie ved Kunstakademiet.

Kall havde en hukommelse, der intet slap; han var endvidere en overordentlig flittig læser og tilhører, og da omtrent ethvert fag faldt lige let for hans store tilegnelsesevne, nåede han tidlig en overordentlig viden. Han havde i ungdomsårene haft størst kærlighed til matematik, men påvirket af sine omgivelser skød han disse studier til side for at kaste sig over den græske filologi. Hans første arbejder var da også udgaver af græske eller romerske forfattere eller afhandlinger om disse emner, og selv efter at historie var blevet hans embedsfag, kom han gerne tilbage til de græske studier og sine leksikalske samlinger.

Hans første historiske arbejde var Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug (1776), der skulle afløse Ludvig Holbergs Historia universalis og i mange udgaver gennem et halvt århundrede holdt sig som den almindelige lærebog i de lærde skoler. Det var hård kost, der blev budt eleverne. Den med enkeltheder overfyldte bog meddelte pålidelig kundskab i god ånd, men den stræbte kun i ringe grad efter at lette tilegnelsen, de store mænd og de betydelige begivenheder trådte ikke klart frem, og fantasien kunne bogen ikke sætte i bevægelse.

Kall skrev nogle få afhandlinger og udgav en del aktstykker, men et større arbejde foreligger ikke fra hans hånd. Han besad ingen selvstændige synspunkter og arbejdede mest efter ydre opfordring. Hans gode kritiske sans ledte ham ikke ud over løsningen af de enkelte spørgsmål til videnskabelige sætninger af større vidde eller til systematisk behandling af almindeligere opgaver. Der manglede Kall udholdenhed til at føre et selvvalgt mål til ende; nye interesser kvalte de ældre, og ærgerrighedens drivefjeder besad han ikke. Hans undervisning fra katedret var efter alles vidnesbyrd lidet beåndet og i formel henseende mangelfuld. Ikke desto mindre blev Kall af sin samtid, til dels med gode grunde, opfattet som en af universitetets største prydelser. Han var også en af de sidste repræsentanter for de gamle tiders ubegrænsede lærdom. Den viden, som bar så lidt frugt for Kall selv, kom ved hans sjældne redebonhed og arbejdsvillighed til at tjene mangfoldige.

Ikke blot universitetet benyttede i høj grad hans kundskaber ved programmer og andre Skrifter – 1798 beregnede han endog almanakken – enhver spørgende og søgende kunne være sikker på hos Kall at få hjælp og vejledende vink. Han påtog sig udgaven af 8. og 9. bind af Peter Friderich Suhms danmarkshistorie og ledsagede dem med værdifulde kritiske noter. I Videnskabernes Selskab, hvor han blev optaget 1780, gav han nogle meddelelser, og i Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie, hvoraf han blev medlem 1793, og hvis formand han var fra 1816, gav han en række bidrag til Nye danske Magazin.

Humanitet, velvilje og frimodighed var hovedegenskaber i Kalls karakter, og de lyste ud af hans venlige ansigtstræk. De bragte ham også til jævnlig at tage fat på sociale opgaver. Han var en af stifterne af Selskabet for Borgerdyd (1785), han skrev efter branden 1795 om den københavnske brandkasse, efter bombardementet 1807 om samme emne, 1802 om et understøttelsesselskab for ugifte fruentimmer, 1810 udgav han en advarsel mod livrenteselskaber, og samtidig holdt han forelæsning over enkekassernes teori.

Kall var ualmindelig agtet og afholdt af sin samtid. 1808 udnævntes han til kongelig ordenshistoriograf, 1811 til etatsråd, 1816 fritoges han for sin forelæsningspligt. Universitetet fejrede 1817 med program, kantate og tale hans 52 års embedsjubilæum, og nogle dage senere hyldedes han på sin fødselsdag af et stort antal borgere ved en fest på Skydebanen (nuværende Skydebanehaven på Vesterbro), hvor man i sang og tale priste den lærdeste mand siden Hans Grams dage.

Kall var gift med Marie Anna Sophie, født Rosenstand-Goiske (gift 1774, død 1825), datter af professor Peder Rosenstand-Goiske. Ved Kalls død 5. december 1821 efterlod han sig foruden et stort bibliotek en betydelig formue. Hans håndskriftsamling købtes til Det Kongelige Bibliotek og udgør en særlig afdeling af dettes manuskriptsamling.

Ekstern henvisning

• Biografi i Dansk biografisk leksikon 1. udgave

Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Når en omskrivning af teksten til et mere nutidigt sprog og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen. Dette angives som fx: {{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=https://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}} og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.