Gustav Stresemann

Nobels fredspris 1926

Gustav Stresemann (10. maj 1878 - 3. oktober 1929) var en tysk højreliberal politiker og statsmand i mellemkrigstiden som fik Nobels fredspris. Han var kortvarig tysk rigskansler i to regeringer fra august til november i 1923, og var derefter tysk udenrigsminister frem til sin død gennem talrige regeringer.

Biografi

Stresemann blev født i Berlin i 1878 som søn af ølhandleren Ernst Stresemann. Han kom fra middelklassebaggrund, og studerede filosofi og litteratur ved universiteterne i Berlin og Leipzig, før han tog doktorgraden i økonomi i 1900 med en afhandling om Berlins ølindustri. Han var også talsmand for studentforeningen Neogermania.

I 1903 giftede han sig med Käthe Kleefeld, datter af en jødisk industrimand fra Berlin; de fik senere sønnerne Wolfgang og Joachim Stresemann. Samme år begyndte han sin politiske karriere, blev medlem af Nationalliberale Partei og blev tre år senere valgt ind i byrådet i Dresden. I 1907 blev han første gang valgt ind i Rigsdagen, hvor han med enkelte korte afbrud sad resten af sit liv. Selv om Stresemann i udgangspunktet havde været associeret med venstresiden i det nationalliberale parti, blev han i løbet af 1. verdenskrig stadig mere højreorienteret, og var en af parlamentarikerne som foreslog uindskrænket ubådkrig. Dette førte til at han blev ekskluderet fra partiet, og han grundlagde sit eget, det højreliberale Deutsche Volkspartei (DVP), som hovedsageligt bestod af højresiden fra det nationalliberale parti.

Selvom partiet i udgangspunktet blev set på, sammen med det mere direkte konservative tyske nationale folkeparti, som en del af den "nationale opposition" mod Weimarrepublikken, særligt på grund af sit ambivalente forhold til frikorpsene og Kappkuppet i 1920, prøvede Stresemann i stadig større grad at samarbejde med partier i centrum og på venstresiden. En af grundene til dette var det politiske attentat på udenrigsminister Walther Rathenau, som gik stærkt ind på ham. 13. august 1923, midt i Ruhrkrisen, blev Stresemann udnævnt til kansler for en stor koalitionsregering.

Som rigskansler kom Stresemann langt i at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede sosialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den 23. november samme år. Stresemann fortsatte som udenrigsminister i regeringen til sin efterfølger Wilhelm Marx fra det katolske midterparti, og beholdte denne position gennem et stort antal regeringer frem til sin død.

Som udenrigsminister klarede Stresemann at opnå meget, særligt underskrivelsen af Locarno-traktaten fra 1925, som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet, som anerkendelse for landets stormagtsstatus, Rapallotraktaten fra 1926 og Youngplanen fra 1929, som reducerede krigsskadeerstatningerne Versaillestraktaten pålagde landet. I løbet af sin tid som udenrigsminister kom Stresemann til i større grad at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med Aristide Briand.

Stresemann er almindeligvis anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som snakkede om europæisk økonomisk integrastion. Stresemann fik Nobels fredspris sammen med Aristide Briand og Austen Chamberlain for 1925 og 1926. Han døde af et massivt hjerteattak den 3. oktober 1929, 51 år gammel.

Første kabinet: August - oktober 1923

• Gustav Stresemann (DVP) - rigskansler og udenrigsminister
• Robert Schmidt (SPD) - vicekansler og genopbygningsminister
• Wilhelm Sollmann (SPD) - indenrigsminister
• Rudolf Hilferding (SPD) - finansminister
• Hans von Raumer (DVP) - økonomiminister
• Heinrich Brauns (Z) - arbejdsminister
• Gustav Radbruch (SPD) - justitsminister
• Otto Gessler (DDP) - forsvarsminister
• Anton Höfle (Z) - postminister
• Rudolf Oeser (DDP) - transportminister
• Hans Luther - fødevareminister
• Johannes Fuchs (Z) - minister for besatte områder

Andet kabinet: Oktober - november 1923

• Gustav Stresemann (DVP) - rigskansler og udenrigsminister
• Wilhelm Sollmann (SPD) - indenrigsminister
• Hans Luther - finansminister
• Joseph Koeth - økonomiminister
• Heinrich Brauns (Z)
• Gustav Radbruch (SPD) - justitsminister
• Otto Gessler (DDP) - forsvarsminister
• Anton Höfle (Z) - postminister
• Rudolf Oeser (DDP) - transportminister
• Gerhard Graf von Kanitz - fødevareminister
• Robert Schmidt (SPD) - genopbygningsminister
• Johannes Fuchs (Z) - minister for besatte områder

Ændringer

• 3. november 1923 - SPD-ministrene Sollmann, Radbruch og Schmidt trækker sig. Sollmann efterfølges som indenrigsminister af Karl Jarres (DVP). De andre bliver ikke erstattet før regeringen falder.

Litteratur

• Wright, Jonathan (2002): Gustav Stresemann: Weimar's Greatest Statesman
• Berg, Manfred (1992): Gustav Stresemann. Eine politische Karriere zwischen Reich und Republik. Göttingen/Zürich
• Eschenburg, Theodor og Ulrich Frank-Planitz (1978): Gustav Stresemann. Eine Bildbiographie. Stuttgart
• Krüger, Peter (1985): Die Außenpolitik der Republik von Weimar. Darmstadt
• Thimme, Annelise: Gustav Stresemann: Eine politische Biographie zur Geschichte der Weimarer Republik (1957)
• Hirsch, Felix: Gustav Stresemann: Patriot und Europäer (1964)

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gustav Stresemann
• Deutsches Historisches Museum: Biografi

Efterfulgte: Hans von Rosenberg	Tysklands udenrigsminister 1923-1929	Efterfulgtes af: Julius Curtius
Efterfulgte: Wilhelm Cuno	Tysklands kansler 1923	Efterfulgtes af: Wilhelm Marx