Node (musik): Forskelle mellem versioner
m →Nodesystemet: Typo fixing, Replaced: istedet → i stedet, |
|||
| Linje 22: | Linje 22: | ||
En node har som det ses på figuren en cirkelformet del, der kaldes nodens hoved og en lodret streg, der kaldes dens hals. En helnode har ingen hals og hovedet er ikke udfyldt. En halvnode har en hals og hovedet er heller ikke udfyldt. En ottendedelsnode ligner en fjerdedelsnode, men der tilføjes en fane på halsens ende. Sekstendedelsnoder har to faner over hinanden, toogtredivedelsnoder tre osv. |
En node har som det ses på figuren en cirkelformet del, der kaldes nodens hoved og en lodret streg, der kaldes dens hals. En helnode har ingen hals og hovedet er ikke udfyldt. En halvnode har en hals og hovedet er heller ikke udfyldt. En ottendedelsnode ligner en fjerdedelsnode, men der tilføjes en fane på halsens ende. Sekstendedelsnoder har to faner over hinanden, toogtredivedelsnoder tre osv. |
||
Hvis flere ottendedelsnoder skal spilles efter hinanden, kan fanerne udskiftes med en bjælke. Bjælker krydser aldrig taktstreger. I nogle tilfælde udelades bjælkerne, hvis de ville have gjort læsningen af rytmen sværere. Til 16.-delsnoder, 32.-delsnoder og 64.-delsnoder bruges |
Hvis flere ottendedelsnoder skal spilles efter hinanden, kan fanerne udskiftes med en bjælke. Bjælker krydser aldrig taktstreger. I nogle tilfælde udelades bjælkerne, hvis de ville have gjort læsningen af rytmen sværere. Til 16.-delsnoder, 32.-delsnoder og 64.-delsnoder bruges henholdsvis to, tre og fire bjælker ad gangen, som ved brug af faner. |
||
Noder, der har en værdi over h midt i nodesystemet skrives med halsen nedad mens noder, der svarer til toner dybere end H har en hals, der peger opad. Hvordan h vender afhænger af sammenhængen. Hvis de fleste noder i nærheden har halsen opad, har h det også. Forskellige stemmer skrives også med halsene i forskellig retning. Sopranstemmen har altid halsene opad, mens alt vender nedad. Det samme gælder for tenor og bas. |
Noder, der har en værdi over h midt i nodesystemet skrives med halsen nedad mens noder, der svarer til toner dybere end H har en hals, der peger opad. Hvordan h vender afhænger af sammenhængen. Hvis de fleste noder i nærheden har halsen opad, har h det også. Forskellige stemmer skrives også med halsene i forskellig retning. Sopranstemmen har altid halsene opad, mens alt vender nedad. Det samme gælder for tenor og bas. |
||
Versionen fra 22. dec. 2009, 15:02
En node er i musikken et abstrakt udtryk for en tones højde og varighed, tonens højde angives ved dens grundfrekvens (angivet i hertz, Hz).
Herunder ses stamtonerne for vores nodesystem, c d e f g a h c – og videre ned, i en C-dur-skala.
Historie
Forløberen for noderne er neumer. Neumer blev brugt til beskrivelse af melodien i gregoriansk sang. Neumer angav ikke en absolut tone- eller rytmeværdi, men blot vink om, hvordan melodistemmen bevægede sig op eller ned. Dette system blev mest brugt som huskeregel, da der var en stærk tradtion for hvordan disse noder skulle fortolkes. Især rytmemæssigt giver neumerne langt større frihed end de noder, vi bruger i dag. Neumerne kan i dag bruges til at forsøge at genskabe gammel musik, som f.eks. Drømte mig en drøm i nat. Neumer modsvares af håndtegn, der kan bruges til at dirigere en en-stemmig melodi over for et kor.
De tidligste kendte nodesystemers linjetal kunne variere fra et til syv, gerne i forskellige farver. Efterhånden opstod der den konvention, at et system havde fem linjer, som det er i dag.
Efterhånden blev der større behov for at kunne nedskrive musik, så en 3. part kunne aflæse musikken og rytmen præcis som kunstneren ønskede, og i 1050 menes Guido af Arezzo at være kommet frem til en version, som ligner det nodesystem, vi har i dag.
I Danmark kaldes den tone, der i de fleste andre lande benævnes B, for H. Man kender ikke den præcise grund til dette nationale særpræg, men en teori er, at der engang har siddet en munk og skullet kopiere tonerækken, og så er han kommet til at lave et sjusket b, som har lignet et h. (skriver man et "b" med sammenhængende skrift, uden at lukke det helt, fremkommer et "h").[kilde mangler].
Nodesystemet
Et nodesystem består af fem linjer. Noderne kan sættes enten på eller mellem linjerne. Hvert system indledes med en nøgle, der fortæller, hvordan noderne skal tolkes. I eksemplet er brugt en g-nøgle, der definerer hvor på nodelinjerne tonen g er placeret. G er placeret på nodelinje nummer 2 fra neden, hvor g-nøglen starter (midten af nøglen).
Nodernes udseende
En node har som det ses på figuren en cirkelformet del, der kaldes nodens hoved og en lodret streg, der kaldes dens hals. En helnode har ingen hals og hovedet er ikke udfyldt. En halvnode har en hals og hovedet er heller ikke udfyldt. En ottendedelsnode ligner en fjerdedelsnode, men der tilføjes en fane på halsens ende. Sekstendedelsnoder har to faner over hinanden, toogtredivedelsnoder tre osv.
Hvis flere ottendedelsnoder skal spilles efter hinanden, kan fanerne udskiftes med en bjælke. Bjælker krydser aldrig taktstreger. I nogle tilfælde udelades bjælkerne, hvis de ville have gjort læsningen af rytmen sværere. Til 16.-delsnoder, 32.-delsnoder og 64.-delsnoder bruges henholdsvis to, tre og fire bjælker ad gangen, som ved brug af faner.
Noder, der har en værdi over h midt i nodesystemet skrives med halsen nedad mens noder, der svarer til toner dybere end H har en hals, der peger opad. Hvordan h vender afhænger af sammenhængen. Hvis de fleste noder i nærheden har halsen opad, har h det også. Forskellige stemmer skrives også med halsene i forskellig retning. Sopranstemmen har altid halsene opad, mens alt vender nedad. Det samme gælder for tenor og bas.
Pauser
Pauser i musikken kan også skrives som noder. En pause af helnodelængde er en lille udfyldt kasse, der hænger fra den anden linje i nodesystemet talt fra oven. En halvnodepause er en kasse, der ligger på den midterste linje i nodesystemet. Den pause, der har længde som en fjerdedelsnode skrives med et symbol, der ligner et z og et 3-tal oven i hinanden. Ottendedelspausen ligner et 7-tal. Sekstendedelspausen ligner ottendedelspausen, men der er to streger for oven i stedet for en.
Takter
Som nævnt før er dette system udviklet for at kunne læse rytmen i en melodi. En stemme er som regel inddelt i takter. Takterne er i nodesystemet adskilt af lodrette streger gennem alle fem nodelinjer. Taktens længde defineres af taktarten, der består af to tal oven på hinanden. Det øverste tal definerer, hvor mange pulsslag hver takt indeholder, og det nederste, hvilken nodeværdi der anvendes til notation af et pulsslag. Afslutning af en takt vises med to lodrette streger i systemet. Gentagelse vises med : efter taktstregen som indleder den første takt, der skal gentages og : før taktstregen i den sidste takt, der skal gentages.
Hjælpelinjer
For at musikeren skal kunne læse de høje og lave noder uden for nodelinjerne, kan man skrive noder, der ligger uden for systemets fem linjer ved at tilføje bi- eller hjælpelinjer som det er sket med det dybe g og det høje c i eksemplet.
Noders værdi
Noderne har forskellig værdi alt afhængig af deres udseende. Når man skal beskrive nodernes værdi skal man tage udgangspunkt i en fire fjerdedels takt, noderne vil stadig have samme værdi selvom takten ændres, det er dog nemmere at forstå sammenhængen mellem. En helnode har en værdi af en hel fire fjerdedels takt. En halv node er så en halv fire fjerdedels takt og en 8.-delsnoder er så en 8.del af en fire fjerdedels takt osv.
Punkterende noder
Punkterende noder er noder der er lidt langsommere og derfor har en længere varighed, deraf navnet punkteret. En punkteret node varer 1,5 gange dens oprindelige værdi.
Sammenbindinger
Hvis man skal skrive noder med en værdi der ikke kan beskrives ved hjælp de almindelige værdier eller deres punkteringer kan man sammenbinde to eller flere noder for derved at opnå den ønskede værdi.
Fortegn
- Uddybende artikel: Fortegn (musik).
Bagefter alle noder kan sættes et fortegn. Der findes to slags fortegn ♯ og ♭. Hvis man sætter ♯ bagefter en node stiger denne tone med en lille sekund, mens tonen falder en lille sekund hvis ♭ sættes bagefter noden. Disse tegn bruges til at beskrive de toner man ikke kan på traditionel vis hvilket er 5 tonen pr. oktav. Tonen mellem c og d, d og e, f og g, g og a, a og b. Hvis der sættes ♯ bagefter noden sættes der is bag på navnet. Så F♯ får navnet Fis. Hvis der derimod sættes ♭ bagefter noden sættes der s på navnet. Så E♭ navn er Es. For at ophæve et fortegn bruges tegnet ♮.
Se også
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
 |  Musik | Node (musik) | Synthesizer  |