Louis de Saint-Just

Louis de Saint-Just i 1793. Malet af Pierre-Paul Prud'hon.

Antoine-Louis-Léon de Saint-Just (25. august 1767 - 28. juli 1794) var en fransk politiker og forfatter. Sammen med Maximillien Robespierre var han en af hovedmændene bag Terrorregimet. Han blev selv offer for guillotinen i 1794.

Saint-Just blev født i Décize nær ved Nevers og var søn af en rytterofficer, han skrev 1789 et anonymt digt, Organt, au Valican, der viser løs moral og stor letsindighed. Men gennem studiet af oldtiden formedes hans livssyn i beundring for Spartanerne, romerne og stoikerne.

Rousseaus tanker greb ham, og Rousseaus ideale stat som beskrevet i hans Du contrat social kom til at stå for ham som det politiske mål. Da han blev medlem af Nationalkonventet 1792, sluttede han sig straks til Bjerget og mest af alle til Robespierre (kaldet "den ubestikkelige"), hans ideal af en statsmand. De to mænd lignede også hinanden meget i karakter, men i handlekraft og mod overgik Saint-Just langt Robespierre.

Som politiker vakte han først opmærksomhed under processen mod Ludvig 16.. Seende helt bort fra Forfatningen af 1791 fordrede han Ludvig straffet med døden som folkets fjende og forbryder mod folkeretten og forlangte henrettelsen fuldbyrdet uden opsættelse eller appel til folket.

Snart steg hans indflydelse, og hertil bidrog meget hans ydre. Han var en statelig og smuk mand med sorte øjne, højtidelig og fornem af væsen og tilstræbte altid at tale fyndigt og knapt. Camille Desmouslins sagde ironisk om Saint-Just, at han bar sit hoved, som det var det højærværdige sakramente. Hans politiske stræben gik ud påa at samle magten under konventets eneherredømme, styrelsen i departementerne skulle holdes under streng opsigt, al partidelingens ånd slås ned. Derfor virkede han ivrigt for at få styrtet gironden, Jacques Hébert og Georges-Jacques Danton.

Både som medlem af Velfærdskommiteen og som konventskommissær forfulgte han med kraft sin tanke om al magtens samling hos centralmyndigheden i Paris. Ham skyldtes det i høj grad, at hæren gik sejrrig frem på Frankrig nord- og nordøstgrænse. Han tålte som konventskommissær ingen modstand hos soldaterne, knyede de, blev de skudt, selve Lazare Hoche lod han fængsle flere måneder på grund af en meningsforskel, og over for Frankrigs fjender var ban ubønhørlig hensynsløs.

Maj 1791 var han blevet sendt op til Maas-Sambre-hæren og æggede her hæren frem til ny sejre; men da kaldte Robespierre ham tilbage som hjælper i kampen imod konventet. Saint-Just forfattede da også i matten mellem 8. og 9. Thermidor en forsvarstale for Robespierre for at forsvare hans angreb på fædrelandsforræderne blandt konventsmedlemmerne. Men da han næste dag vilde holde denne tale, blev han afbrudt og revet med i undergangen; sammen med Robespierre blev han dømt fredløs og henrettet 10. thermidor år II (28. juli 1794).

Kilder

• P. Helmer-Petersen, Et Diktatoremne : Saint-Just, Høst, 1942.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.