Iran

جمهوری اسلامی ايران Jomhūrī-ye Eslāmī-ye Īrān
Flag Nationalvåben
Motto: Esteqlāl, āzādī, jomhūrī-ye eslāmī (Persisk: Uafhængighed, frihed, den Islamiske Republik)
Nationalmelodi: Sorūd-e Mellī-e Īrān
Hovedstad og største by	Teheran 35°40′N 51°25′Ø
Officielle sprog	Persisk
Regeringsform	Islamisk republik
Statsdannelse
Areal
• Total	1.648.000 km2  (nr. 17)
• Vand (%)	0,7
Befolkning
• Anslået 2007	71.208.000 (nr. 17)
• Tæthed	41,7/km2  (nr. 128)
Valuta	Rial (IRR)
Tidszone	UTC+3,5 IRST
• Sommertid	UTC+3,5 IRST
Kendings- bogstaver (bil)	IR
Luftfartøjs- registreringskode	EP
Internetdomæne	.ir
Telefonkode	+98
ISO 3166-kode	IR, IRN, 364
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com Kilde til befolkningstal:

Irans topografi

Iran, officielt Den islamiske republik Iran (persisk: جمهوری اسلامی ایران), tidligere kendt under navnet Persien, er et land i Mellemøsten. Iran grænser op til Pakistan og Afghanistan i øst, Turkmenistan, Aserbajdsjan og Armenien i nord og Tyrkiet og Irak i vest. Iran har en kystlinje, der i nord går langs det Kaspiske Hav og i Syd langs den Persiske Bugt og Omanbugten.

Historie

Iran kan spore sin nationale oprindelse tilbage til Persien, (afledt fra Persis, det antikke græske navn for Iran) der dukkede op i det 6.århundrede f.Kr. under akamenidenernes dynasti. Det var et meget stort imperium, som kontrollerede et område fra det nordvestlige Indien til Hellas. Perserne blev besejret af Alexander den Store efter tre forsøg. Kort tid efter genvandt Persien imidlertid sin uafhængighed i form af Partherriget og sasanidenes imperium. Sasaniderne blev besejret af islamiske arabiske styrker i det 7. århundrede, som senere blev fulgt af seljukkene, mongolerne og Timur Lenk.

I det 16. århundrede blev Persien igen uafhængigt i form af safavide-dynastiet og andre linjer af konger eller shaher. I løbet af det 19. århundrede kom Persien under pres fra både Rusland og Storbritannien og en moderniseringsproces begyndte og fortsatte ind i det 20. århundrede. Den iranske befolkning ønskede forandringer, hvilket resulterede i den persiske grundlovsrevolution i 1905/1911. I 1953 blev Irans statsminister Muhammed Mossadegh, som var blevet valgt til parlamentet i 1923, og som havde været statsminister siden 1951, fjernet fra magten ved et komplot der var iscenesat af de britiske og amerikanske efterretningstjenester («Operation Ajax»), demokratiet blev afskaffet og shahen Mohammad Reza Pahlavi blev enehersker. Med stærk støtte fra USA og Storbritannien fortsatte shahen moderniseringen af den iranske industri, men forsømte samtidig at give befolkningen almindelige frihedsrettigheder. Hans autoritære styre, som stod bag systematisk tortur og andre brud på menneskerettighederne, førte til den iranske revolution, der betød at hans regime blev fjernet fra magten i 1979. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamisk republik etableret under Ayatollah Khomeini.

Det nye teokratiske politiske system iværksatte en række konservative islamiske reformer, og fulgte en anti-vestlig kurs, som særlig var rettet mod USA, på grund af landets støtte i kuppet i 1953, som havde væltet den valgte regering, samt støtten til shahens regime igennem mere end 25 år. Den nye regering var inspireret af grupper, som mange i den vestlige verden anser for fundamentalistiske. Som et resultat deraf, anser stort set hele den vestlige verden Iran med landets nuværende regering for at være en fjendtlig stat.

I 1980 blev Iran angrebet af nabolandet Irak og den efterfølgende Iran-Irak krig fortsatte indtil 1988. I de seneste år har den delvist demokratiske politiske struktur, ført til at mange reformvenlige politikere er blevet valgt, inklusive den tidligere præsident Mohammad Khatami. Kampen mellem reformister og konservative om hvordan landets fremtid skal formes, og hvilken politik der skal føres, er fortsat frem til i dag.

Geografi

Irans landskab er præget af stejle bjergkæder, der separerer de forskellige plateauer fra hinanden. De tæt befolkede vestlige dele af landet er samtidig de mest bjergrige, med bjergkæder som Zagros bjergene og Alborz bjergene. Sidstnævnte er også stedet, hvor Irans højeste punkt findes: Damavand på 5607 meter. Den østlige del af landet består hovedsageligt af ubeboede ørkenområder.

De eneste store, sammenhængende sletter findes langs kysten mod det Kaspiske hav og ved den nordlige ende af den Persiske Bugt, hvor Irans grænse går ved udløbet til Arvand-floden (Shatt al-Arab). Mindre, usammenhængende sletter findes langs kysten til den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Det iranske klima er hovedsageligt tørt eller halvtørt, men subtropisk langs kysten til det Kaspiske hav. Klimaet giver varme somre og kolde vintre. Iran er anset for at være en af de 15 nationer, der udgør "menneskehedens vugge".

Provinser

Uddybende artikel: Provinser i Iran

Iran består af 30 provinser (ostan-haa, ental: ostan):

Teheran Qom Markazi Qazvin Gilan Ardabil Zanjan Øst Aserbajdsjan Vest Aserbajdsjan Kurdistan Hamadan Kermanshah Ilam Luristan Khusistan	Chahar Mahaal og Bakhtiari Kohkiluyeh og Buyer Ahmad Bushehr Fars Hormozgan Sistan og Baluchistan Kerman Yazd Esfahan Semnan Mazandaran Golestan Nord Khorasan Razavi Khorasan Syd Khorasan

Politik

Uddybende artikel: Iransk politik

Iran er en konstitutionel islamisk republik, og det politisk system er baseret på grundloven af 1979 kaldet Qanun e Asasi. Iran har flere forskellige styringsorganer. Nogle er demokratisk valgte, og andre er valgt ud fra deres religiøse ekspertise og holdninger.

Irans religiøse leder (rahbar) er den øverste autoritet i politiske og religiøse spørgsmål. Han har kontrollen over efteretningstjenesten og er øverstbefalende for militæret. Det er kun ham der kan erklære krig. Præsidenten (Ra'is-e Jomhour) har ansvaret for den udøvende magt, men må rådføre sig med den religiøse leder i betydende beslutninger. Præsidenten vælges ved direkte valg for en fireårig periode og sammensætter selv sin regering. Sammen med sine 8 vicepræsidenter og 21 ministre fremlægger han sin politik til godkendelse af parlamentet (Majlis). Parlamentet består af 290 medlemmer i et kammer. Ekspertforsamlingen består af 86 teologer, der mødes en gang om året og godkender den religiøse leders virksomhed. Der har endnu ikke været et tilfælde, hvor den religiøse leder ikke har fået sine handlinger godkendt. Det er også eksperterne som vælger en ny leder af sine egne rækker. Vogternes Råd består af tolv jurister, hvoraf seks udnævnes af rahbaren. Rådet godkender alle præsidentkandidater og kandidater til parlamentet. Rådets hovedopgave er imidlertid at vurdere om tolkningen af grundloven, samt alle nye lovforslag, er i tråd med sharia. Fremskyndelsesrådet har til opgave at løse konflikter mellem parlamentet og Vogternes Råd.

Amnesty International rapporterede i 2003 om krænkelser af ytringsfriheden igennem arrestationer af studenter, akademikere og journalister. Årsrapporten beretter også om brug af tortur og henrettelser af politiske fanger. Mindst 113 mennesker, heriblandt seks kvinder, blev henrettet i 2003. Mange af henrettelserne foregik offentligt.

Nobels fredspris 2003 blev givet til den iranske advokat Shirin Ebadi, for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Ebadi var Irans første kvindelige dommer, men måtte gå af efter den islamske revolution i 1979, hvor Ayatollah Khomeini overtog magten.

Økonomi

Den iranske økonomi er en blanding af store, statsejede virksomheder og olieindustri med central planlægning, landbrug der er kollektivt kontrolleret af landsbyer, og små privatejede handels- og service-virksomheder. Den nuværende regering har valgt at fortsætte reformerne og har indikeret, at den vil forsøge at gøre Irans økonomi mindre afhængig af olieindtægterne. Iran investerer indtægterne fra olieeksporten indenfor andre sektorer, bl.a. i den petrokemiske industri. Den iranske regering håber også at kunne tiltrække milliarder af dollar i udenlandske investeringer ved at skabe et mere attraktivt investeringsklima (bl.a. ved en mere lempelig importkontrol samt oprettelse af frihandels-zoner).

Iran er OPECs næststørste olieproducent og er i besiddelse af verdens tredjestørste beviste oliereserver. Landet har også verdens næststørste naturgas-reserver (efter Rusland). Det stærke oliemarked i 1996 lettede det finansielle pres på Iran og hjalp med til, at man kunne betale afdragene på udlandsgælden i tide. Irans finansielle situation blev noget vanskeligere i 1997 på grund af de lavere oliepriser. De stigende priser i 1999/2000 gav imidlertid igen Iran et pusterum. Underskuddet på statsbudgettet har været et kronisk problem, delvist på grund af store statslige subsidier på omkring 4,7 milliarder dollar om året til blandt andet madvarer og - især - brændstof.

Servicesektoren har i de seneste år stået bag den største del af væksten i Irans BNP. Statslige investeringer har givet et løft til landbruget, og liberalisering af produktionen og reglerne for reklamer har hjulpet med til at skabe nye markeder.

Store kunstvandingsprojekter har sammen med øget produktion af landbrugsprodukter til eksport som fx dadler, blomster og pistacienødder har været årsag til den hurtigste økonomiske vækst i nogen økonomisk sektor i Iran gennem 1990erne, også selvom de efterfølgende år med tørke i 1999, 2000 og 2001 har holdt udbyttet kraftigt tilbage. Landbruget er fortsat en af de største arbejdsgivere, og 22% af den erhvervsaktive del af befolkningen er ifølge en statistisk undersøgelse fra 1991 ansat i landbruget.

Demografi

Hovedparten af Irans befolkning taler et af de iranske sprog, og persisk er det officielle sprog i Iran. De forskellige iranske befolkningsgruppers størrelse er omstridt, men den største etniske gruppe i Iran er persere (51%). Azerbadjanerne udgør (24%), gilakere og manzadanere (8%), kurdere (7%), arabere (3%), baluchere (2%), lurere (2%), turkmenere (2%), qashqaere, armenere, jøder, assyrere og andre.¹

De fleste iranere er muslimer. 89% tilhører den shiamuslimske retning indenfor islam, der også er den officielle statsreligion. Omkring 10% af befolkningen tilhører den sunnimuslimske retning, der i øvrigt er dominerende i det meste af den øvrige muslimske verden. Ikke-muslimske religiøse minoriteter i Iran inkluderer Bahá'í, zoroastrisme, så vel som jødedom og kristendom. De tre sidste er officielt anerkendt som minoritetsreligioner og har fået tildelt særligt reserverede pladser i parlamentet. Irans befolkningstal er blevet øget dramatisk i sidste halvdel af det 20.århundrede, men indenfor det sidste årti er der dog sket et dramatisk fald i den gennemsnitlige fertilitetsrate, der nu nærmer sig vestlig standard.

¹ Tallene er fra 2004 udgaven af CIAs The World Factbook. Andre kilder angiver er højere tal for persere og tilsvarende lavere tal for tyrkiske folkeslag eller et højere tal for tyrkiske minoriteter. Nogen i den første gruppe hævder, at CIA sin statistik har baseret sig på tal fra omkring 1964. CIA hævder imidlertid, at udgaven er baseret på statistiske oplysninger fra januar 2004.

Kultur

Som det er tilfældet med alle andre antikke civilisationer, er kulturen samlingspunktet og hjertet for den iranske civilisation. Kunsten, musikken, arkitekturen, digtningen, filosofien, traditionerne og ideologien er det der gør iraneren til en stolt verdensborger. Iranere mener, at det er deres kultur, der er grunden til, at deres civilisation har kunnet overleve gennem tusinder af år, hvor de har været udsat for en lang række katastrofer.

Se også

• Alvand
• Bam
• Ekspertforsamlingen
• Fremskyndelsesrådet
• Iranske kalender
• Irans parlament
• Irans præsident
• Irans religiøse leder
• Verdens lande
• Vogternes Råd
• Kristendom i Iran

Kilder

Wikimedia Commons har medier relateret til: Iran