Tærskeværk

Tærskeværk

Et tærskeværk er en stationær eller transportabel maskine som tidligere blev benyttet til at separere kerner og frø fra stråafgrøder. Energien, der skulle til for at trække værket, blev overført med en drivrem fra en hestegang, vandmølle, dampmaskine eller en traktor.

Kornnegene blev med håndkraft eller via en ilæggermaskine kastet ned i mellem en tærskebro og en hurtigt roterende tærskecylinder. En stor del af kernerne gik gennem slagbroen, resten kom med halmen ud på halmrysteren. ved sold- og luftsortering blev de frigjorte kerner renset for avner og fyldt i sække eller via en kornblæser, tranporteret i rør til kornsiloen eller kornloftet. Ældre tærkeværker kunne ikke tærske rent, korn og halmrester blev samlet i sække, for at blive renset senere i et renseværk. Halmen blev fra tærskeværket overført til en halmpresser, der via en halmbane pressede halmballerne op på halmloftet.

Historie

Før i tiden blev kernerne slået fra aksen med et segl. Dette arbejde var både tungt og tidskrævende. I 1700-tallet blev der lavet forsøg med benytte heste og vandkraft til tærskning. En metode var at lægge kornet ud på et plant underlag for derefter at køre med tunge vogne over negene, for at skille kornet fra halmen. I 1754 forsøgte man i Sverige at benytte fire koniske valser, monteret på en roterende ramme, som var drevet af heste, vandmølle, eller en vindmølle. I 1788 tog Andrew Meikle, Skotland, patent på et tærskeværk med en roterende slagcylinder underliggande slagbro.

I den første halvdel af 1800-tallet var der mange som selv byggede et tærskeværk, eller købte de mest kritiske dele for at bygge resten selv. I begyndelsen var tærskeværkene stationære og blev opstillet fast i f.eks en lade.

Senere fra ca. 1900 blev de transportable tærskeværker almindelige, som med et fast mandskab drog fra gård til gård. Det kunne variere noget, hvor mange faste folk, der fulgte med tærskeværket, men de to vigtigste var traktorføreren og ilæggeren. Dertil kom båndskæreren, som havde til opgave at skære båndet på negene over og give dem videre til ilæggeren, som så bredte stråene ud i hele tærskecylinderen bredde. Der behøvedes desuden mindst én, men som regel to til at sende negene til værket, men det klaredes oftest af gårdenes egne folk. Ofte anstte man nogle stærke mænd til at bære de ca. 100 kg tunge sække op på kornloftet. Fra 1920erne havde de større gårde eget tærkeværk, mens de mindre gårde delte eller lejede et.

Fra 1950 fik de fleste tærskeværker et ilæggeapparat og kornblæser. Fra omkring 1960 afløstes tærskeværkerne af mejetærskeren.

Danske tærskeværker

1. Marts 1894 grundlagde N. Kr. Nielsen i Randers Dronningborg maskinfabrik for at fremstille rensemaskiner til frø og korn og allerede det første år blev der produceret 22 maskiner og i 1913 konstruerede N. Kr. Nielsen det første enkeltrensende tærskeværk. I 1955 blev tærskeværk nr. 60.000 fremstillet - og Dronningborg tegnede sig nu for over 60% af tærskeværkerne i de danske landbrug.

Ekstern henvisning

• 1800-tallets nye maskiner

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Tærskeværk