Dansk slavehandel: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
rettet kategori
m Fjerner filen Fredensborg_v_Acra.jpg, som er blevet slettet fra Commons af Kameraad Pjotr med begrundelsen: commons:Commons:Deletion requests/File:Fredensborg v Acra.jpg: Page says ''The artist Ants Lepson has giv
Linje 1: Linje 1:
[[Fil:Fredensborg v Acra.jpg|thumb|250px|[[Fredensborg (skib)|Det danske slaveskib ''Fredensborg'']] for anker udenfor [[Fort Christiansborg]]. Skibet forliste på hjemrejsen efter at have transporteret 265 slaver vestover Atlanterhavet fra Guldkysten til St.Croix i 1768. Ingen omkom ved forliset, men mange mennesker omkom alligevel under rejsen, både slaver og besætning.]]
'''Dansk [[slavehandel]]''' foregik fra ca. [[1670]] - [[1802]]. Tæt ved 100.000 slaver blev transporteret over [[Atlanterhavet]] på danske skibe.
'''Dansk [[slavehandel]]''' foregik fra ca. [[1670]] - [[1802]]. Tæt ved 100.000 slaver blev transporteret over [[Atlanterhavet]] på danske skibe.
1792 vedtog [[Danmark]] som det første land i verden en lov (gældende fra 1803), der forbød handel med [[slave]]r, men selve [[slaveri]]et blev først forbudt i [[1848]].
1792 vedtog [[Danmark]] som det første land i verden en lov (gældende fra 1803), der forbød handel med [[slave]]r, men selve [[slaveri]]et blev først forbudt i [[1848]].

Versionen fra 18. jan. 2010, 21:43

Dansk slavehandel foregik fra ca. 1670 - 1802. Tæt ved 100.000 slaver blev transporteret over Atlanterhavet på danske skibe. 1792 vedtog Danmark som det første land i verden en lov (gældende fra 1803), der forbød handel med slaver, men selve slaveriet blev først forbudt i 1848.

Citat Der var Holbergs sorte degn, og der var Christian den Syvende pages Morandi, og så var der alle dem, som vi ikke hørte om - 100.000 sorte afrikanere, der blev gjort til nyttige danske slaver og siden stuvet af vejen i historiens store glemmebog. Citat
Alex Frank Larsen: Slavernes Slægt. s.5

Trekantsruten

Trekantshandlen var fordelagtig fordi skibene var lastet under hele rejsen og de sejlede sådan, at vind og strøm blev udnyttet makismalt.

Dansk slavehandel foregik som såkaldt trekanthandel mellem de europæiske havne, handelsforter på Afrikas vestkyst og kolonierne i Amerika. På denne måde kunne man sørge for at udnytte strøm og vind på den bedst mulige måde, samtidig med at man havde en last på alle tre distancer. Alle danske skibsrejser i trekantfarten begyndte og sluttede i København. I Afrika havde Danmark et helt net af handelsforterGuldkysten (nuværende Ghana), det mest kendte er Christiansborg; og i Amerika havde Danmark tre koloniøer, hvoraf St. Croix er den mest kendte med sine sukkerplantager.

Med udgangspunkt i København fragtede skibene våben, krudt og brændevin til Afrika. Fra Guldkysten til Caribien var det slaver, som var den vigtigste last, men også betydelige mængder elfenben blev transporteret via Caribien til København. Fra Caribien var sukker den vigtigste last sammen med bl.a. tobak og mahogni.

Kompagnierne

Vestindisk-guineisk Kompagni havde hovedansvar for den danske slavehandel fra Guldkysten til Caribien.

Kompagniledelsen indså, hvilke indtjeningsmuligheder, der lå i trekantshandlen og byggede flere slaveforter langs Guineabugten, hvor Fort Christiansborg uden for dagens Accra var det største. Kompagniet købte slaverne af lokale høvdinge, som havde fanget disse i lokale stammekrige. I bytte mod våben, krudt og brændevin fik kompagniet bl.a. slaver.

Kompagniets instrukser til dets mandskab bestod i, at slaverne skulle behandles pænt. Dette var dog ikke af humanitære grunde, men fordi slaverne skulle sælges i Vestindien med størst mulig fortjeneste. Døde slaver gav ingen fortjeneste, syge slaver gav dårlig fortjeneste, mens stærke, friske og pæne slaver indbragte den bedste betaling. Der foregik derfor en udvælgelse af slaverne allerede før, de kom om bord på skibene. Under overfarten undlod man ligeledes at straffe dem hårdere end nødvendigt, da slaver med mærker efter piskeslag selvsagt ville give et ringere udbytte.[kilde mangler]

Handelsforterne

Kart over Gullkysten

"Guinea-bugten" står der på gamle kort på den store bugt i Vest-Afrika. På kysten finder vi navne som Guldkysten, Slavekysten og Elfenbenskysten, navne, som peger på vigtige varer, de ulige dele af kysten har kunnet frembyde, på den tid, hvor europæerne udforskede området. Et af disse navne er stadig i brug for en af nationerne i området. Alle vigtige europæiske søfartsnationer forsøgte at etablere sig her i 1600-tallet, og virksomheden var mest omfattende i slutningen af 1700-tallet. Der blev indgået aftaler med de lokale herskere, bl.a. ashanti-folket, akwamo-folket og fante-folket. Der blev bygget såkaldte handelsforter. Europæerne var i konkurrence med hverandre. Det var tider med krigshandlinger ligesom i Europa. Også de afrikanske folk levede i ufred indbyrdes og i forhold til europæerne. Krigshandlinger var derfor ventede og fæstningsanlæg nødvendige. Handelsforterne har ofte skiftet ejere.

Handelsforternes vigtigste opgave var at skaffe de varer, som europæerne ønskede. Forterne tog imod varer fra Europa - bl.a. rom, stangjern, våben, krudt og klæder og byttede disse til varer beregnet for udskibning, bl.a. slaver, elfenben og guld. Forterne var udstyrede til at give husly til slaver, fra disse ankom, til de skulle afskibes.

De lokale samarbejdspartnere var krigerfolk. Våben var derfor vigtige varer fra Europa, og afsætningen af disse gjorde samarbejdsparterne bedre rustede til at føre krig mod deres nabofolk længere inde i landet.

Det danske Vestindisk-guineisk Kompagni havde tilsammen seks handelsforter på Guldkysten. Det vigtigste af disse var Fort Christiansborg ved en landsby uden for Accra. De andre danske handelsforter var Fort Fredensborg, som lå længere mod øst, ved landsbyen Old Ningo, Fort Prinsensten, Fort Kongensten i Ada, Fort Augustaborg i Teshie og Fort Isegram i Kpone.[1]

Handelsforterne havde mandskab fra hjemlandet, og den vigtigste opgave var selvfølgelig handel. De havde også håndværkere og soldater. De største forter havde en præst. De danskere, som opholdt sig på Guldkysten, havde mulighed for at indgå midlertidige ægteskaber med afrikanske kvinder. Biskop Worm havde givet en dispensation, som gav alle danske lov at tage sig eet sort fruentimmer. Betingelserne var, at manden skulle love at omvende sin sorte kone til kristendommen, og han skulle, når han drog tilbage til Europa, tage hende med, hvis hun ønskede det. At cassare blev det kaldt at tage sig en sort kone. De hvide mænd, som benyttede sig af denne mulighed, havde det sandsynligvis bedre socialt og mentalt end deres kolleger på Guldkysten. Resultatet blev afrikanske børn, som var lysere i huden, men lys hud gav status i det afrikanske samfund. Drengene kunne i næste omgang få tjeneste som soldater på fortet, mens pigerne kunne finde en europæisk ægtemand. [2] Naar den blankes negerinde først har faaet et par mulatbørn til ham, saa holder han ligesaa meget af hende og hans børn som en mand, der har sin ægte hustrue og børn i Europa(citat efter Rømer, en af de danske på Guldkysten). [3] Den dansker, som er bedst kendt i denne sammenhæng, er Wulff Joseph Wulff, som boede på Guldkysten fra 1836 til 1842 og var gift med en mulatkvinde med navnet Sara Malm, hendes oprindelige navn var vistnok Timtam. På 1900-tallet boede Wulffs efterkommere stadig i Frederiksminde i huset, han byggede i landsbyen Osu. [4]

Tropiske sygdomme var en alvorlig trussel for alle europæere i Vestafrika, og de danskere, som arbejdede på fortet, fik oftest en kort tjenestetid og blev begravet på den danske kirkegård bag Christiansborg fort. Også mange fra mandskabet på slaveskibene døde af tropesygdomme, mens skibene opholdt sig på Guldkysten.

Det findes flere beretninger fra de danske handelsforter.

Totalt blev der sendt 120.000 slaver fra de danske forter i Guinea til øerne i Vestindien, hvor ca. 50.000 gik til Dansk Vestindien.[kilde mangler]

Det var på denne tid ikke usædvanligt at mærke sit løsøre med et brændejern. Slaver blev også mærket på denne måde. Det Vestindisk-guineisk Kompagni mærkede sine slaver med et S på låret. Et jern blev varmet op og glohedt placeret på slavens nøgne hud. Et ar blev det varige resultat af denne behandling.

Afrikansk slavehandel

Slavetransport i Afrika

Slavehandel var en gammel tradition i Vestafrika og blev ikke skabt af de europæiske søfartsnationer. Der var en omfattende slaveeksport gennem Sahara til de arabiske områder i Nordafrika.

Det var de afrikanske samarbejdspartnere, som skaffede slaver og leverede dem ved handelsforterne. De fleste af slaverne var krigsfanger. Lokale små krige imellem nabofolk gav anledning til at tage fanger, og disse fanger kunne sælges som slaver, eller også kunne de frikøbes. Slavejægere kunne også finde på at angribe landsbyer og dér tage fanger, som kunne føres til kysten og sælges som slaver. En tredje måde at blive slave på var i forbindelse med afvikling af gæld. Et familiemedlem kunne overlades som pant for gæld og sælges som slave, hvis ikke gælden blev indfriet.

I sin undersøgelse fra Nord-Ghana beskriver G., hvordan det gamle krigerfolk Ashantierne i 1744-45 har skydevåben, mens Dagomba-folket, som angribes, bruger bue og pil, lanser og sværd. En høvding tages til fange og købes tilbage mod to tusinde slaver. Slaveraiding og slavehandel var en sag for høvdinger. Bevæbnede mænd sniger sig ind i landsbyerne om aftenen eller ved højlys dag. Såfremt raidet er vellykket, tager de med sig mænd, kvinder og børn og ejendele som kvæg, får og geder.[5]

Ashantibyen Kumasi var hovedcenter for slavehandelen på Guldkysten. Alle slaveruterne fra nord gik mod Kumasi, og derfra gik transportruterne videre ud til handelsforterne langs kysten.

Slaveskibene

Det første kendte dansk-norske skib, som fragtede slaver fra Guldkysten til Caribien for kompagniet tilhørte handelsmanden Jørgen Thor Møhlen i Bergen. Det var skibet Cornelia som ankom St. Thomas i 1674 med 103 slaver. [6]

Mange af de danske slaveskibe var opkaldt efter kompagniets handelsfort på Guldkysten, bl.a. Christiansborg.

Men det bedst kendte af de danske slaveskibe er Fredensborg, som, efter næsten at have fuldført en rejse i trekanthandelen, forliste 1.december 1768 ved Arendal på den norske Skagerrakkyst. Straks efter forliset blev et nyt skib med samme mål og samme navn bygget til selskabet.

Et af slaveskibene i 1790-erne var opkaldt efter danskernes mægtigste samarbejdspartner, ashantifolkets konge. Kongen af Assianthe hed skibet, som var bygget i Finland, og da slavehandelen blev forbudt i Danmark fra 1802, blev skibet solgt til en skibsreder i Arendal i Norge.

De danske slaveskibe købte slaver fra kompagniets egne handelsforter, men de kunne også købe fra forter, som tilhørte andre nationer.

Slavetransporten over havet

Engelsk slaveskip

Sejladsen over Atlanterhavet var den vanskeligste del af trekantrejsen rundt Atlanterhavet. Overfarten skete tæt på Ækvator, hvor der ofte er vindstille, og havstrømmen fra øst mod vest var ofte det eneste, som bidrog til fremdrift. Rejsen over havet kunne tage et par måneder. De danske skibe forberedte sig før afrejsen fra København. Med sig havde de fodjern samt mad (hestebønner) og nydelsesmidler som brændevin, tobak og kridtpiber til slaverne. Desuden blev det købt proviant på Guldkysten. At skaffe godt og tilstrækkeligt drikkevand var ofte vanskeligt, og skibene fra Guldkysten tog ofte en omvej længere østpå for at skaffe vand.

Skibet måtte tilpasses transport af slaver. Lastrummet blev forsynet med brikse, således at slaverne kunne ligge i to lag langs skudesiden. Lasterummet var inddelt i fire rum for piger, drenge, mænd og kvinder. Kvindeslaverne lå nærmest mandskabets rum. Det gjaldt om at udnytte pladsen. Forreste del af dækket var lufteplads for slaverne. Tværs over skibsdækket blev der monteret en palisade med gangbro og våben, således at agterskibet (hvor kisten med skydevåben stod) om nødvendigt kunne forsvares. Små kanoner kunne beskyde slavedækket - ikke med kanonkugler, men poser med tørre ærter. Der blev monteret et højt rækværk langs skudesiden, således at slaverne ikke havde mulighed for at springe overbord. Kvindeslaverne havde eget lokum, som hang udenfor skudesiden, for mandsslaverne var der tønder i rummet. Over dækslugerne blev ventilationsrør af sejldug hængt op. Dette brugtes til at forsyne de sammenstuvede mennesker med tilstrækkelig luft. Disse rør skal være en dansk opfindelse.[kilde mangler] Et begrænset antal slaver blev taget op på dækket ad gangen for at lufte sig, bevæge sig og spise. Det var også rationer af brændevin og tobak. Her var også kabyssen, og de kvindelige slaver stod for madlavningen. Af sikkerhedshensyn var mandsslaverne lænket sammen to og to med et fodjern, som ikke kunne åbnes uden brug af værktøj. Kvindeslaverne kunne bevæge sig mere frit omkring på skibet. Hvor mange slaver, der skulle tages om bord, og hvor tæt de skulle stuves, var et spørgsmål, den enkelte slaveskipper måtte tage stilling til fra gang til gang. Hvis man stuvede tæt nok, kunne flere slaver sælges, men så var der også større fare for, at vand og proviant ikke rakte til overfarten, hvis denne tog lang tid. Hvis nøden blev stor, kunne man blive nødt til at kaste levende, friske slaver overbord, for at de resterende kunne overleve. På en gennemsnitstur døde ca. 10 % af slaverne i løbet af overfarten, dels af sygdom, dels af mistrivsel. De døde slaver blev kastet overbord. [7]

Det er flere eksempler på, at slaverne gjorde oprør på overfarten, også på danske slaveskibe. Om bord på Fredensborg blev et oprør planlagt, men det blev afsløret af slaver fra et andet folk. En strategi for at afsløre oprør var at anbringe mennesker fra forskellige afrikanske folkeslag i slavelasten - da de ofte ikke stolede på hinanden. Der findes ingen kendte eksempler på, at slaverne formåede at befri sig og sejle skibet tilbage til Afrika.

Danske slaveskibe sejlede oftest til Christiansted, den vigtigste by på St. Croix, men de kunne også anløbe andre øer, f.eks. frihavnen Charlotte AmalieSt. Thomas, eller Haiti.

Slaveauktioner

Ved fremkomst blev slaverne sædvanligvis solgt på auktion i Det Guinesiske Kompagnis gård. Kompagniets protokoller er bevaret. Slaverne blev sædvanligvis fordelt imellem de forskellige plantageejere, og oftest blev børnene og de syge slaver solgt sidst. Om en plantageejer fortælles det, at han drev sin plantage med børneslaver.

Plantageejerne undersøgte hver enkelt slave grundigt, før handelen blev gennemført. På grund af smittefaren ville de ikke have syge slaver på deres plantager.

Slaver i Danmarks kolonier

Et vigtigt skridt blev taget i 1725, da kompagniet for første gang tillod private slavehandlere at indføre slaver til Dansk Vestindien. Denne tilladelse blev givet efter britisk model og skulle øge tilførslen af slaver. Tilvæksten med Skt. Croix i 1733 blev ledsaget af en økonomisk omlægning - øerne gik fra hovedvægt på bomuld til mere plantagedyrkning af sukker. Det viste sig at være vanskeligt at få flere danskere til at indvandre, så øen blev i stor grad befolket af udvandrede, britiske katolikker, som kom via Montserrat. Desuden blev tilførslen af slaver øget, ikke mindst gennem spanske, private slavehandlere.

I 1791 var der 27.608 slaver i Dansk Vestindien, men de officielle tal for antallet af slaver i Dansk Vestindien er sandsynligvis for lavt. [8] Plantageejerne måtte betale en fast sum i skat pr. slave, og de officielle tal er hentet fra skattelistene. Guvernør Erich Bredal klagede over mange skattesnydere, som skjulte slaverne i skoven, når der var slavetælling.

Slaverne boede under dårlige forhold, blev tvunget til hårdt arbejde og var næsten uden rettigheder. Slaveejerne kunne behandle slaverne stort set, som de ønskede, men slaverne var også en kostbar investering, som ikke måtte gå til grunde.

Slaverne i Dansk Vestindien kan inddeles i fire kategorier. Frinegrene var enten mulatter som var afkom fra hvides forhold til deres (kvindelige) slaver, og som blev frigivet ved ejerens død, eller det var slaver, som havde købt sig fri. Det sidste var usædvanligr, fordi prisen var høj, og slaveejerne ville også hævde ejerskab til pengebeløb, en slave måtte have klaret at spare op. Husslaverne var den fornemste kategori, og deres funktion var at være tjenestefolk for plantageejerne. Herren, fruen og børnene havde hver sin slave til opvartning og tjeneste. Mere velstående kunne have 16 - 24 sådanne husslaver. Markslaverne eller plantageslaverne var den største gruppe. De udførte det manuelle arbejde i forbindelse med dyrkningen af sukkerrør og udvindelsen af sukker, og de huggede campuchetre for eksport til København. Den fjerde kategori var de bortløbne slaver, maroonegre, som levede på svært tilgængelige steder på øen. De levede af at stjæle mad og andre fornødenheder foruden af jagt. Disse havde soldater og andre lov til at jage. [6]

Slavernes kår

"En neger hængt levende i en galge efter radbrækning" illustration af William Blake for kaptajn John Stedman i 1796. Motivet er hentet fra nederlandske Surinam og lavet som agitation mod slavehandel og slaveri.

Forholdet mellem antallet af slaver og frie var næsten 10 til 1. Faren for oprør var altid til stede. Hårde straffe for små forseelser var virkemidlet, plantageejerne og guvernøren anvendte for at hindre oprør. Guvernørens forordninger sagde, at en slave som flygtede, skulle have foden hugget af. En slave, som opfordrede andre til at rømme, skulle knibes med glødende jern og derefter henrettes. Men slaver var kostbare at anskaffe, og plantageejerne manglede arbejdskraft. Straffe, som reducerede slavernes arbejdskraft, blev derfor anset som et onde.

Trods hårde straffemetoder fandt flere oprør sted i Dansk Vestindien.

Citat §1: Hovedmænd for bortløbne eller bortløbende Negre skulle knibes 3 Gange med gloende Hern og derefter hænges. §2: Medskyldige i et Complot skulle miste et Been, med mindre Ejerne ville pardonnere dem med at miste et Øre og faae en Lussing af 150 Slag. §9: Den Neger, som i Onde løfter sin Haand mod en Blank, eller truer ham, eller giver ham knubbede Ord, skal uden Naade knibes 3 Gange og derefter hænges, om den Blanke det forlanger, hvis ikke, da skal han miste sin Haand. §10: En retskaffen Blanks Vidne skal være nok imod en Neger, og om der var Formodninger i Sagen, maae Negren sættes på Tortur Citat
Guvernør Philip Gardelins forordninger av 1733.[6]

Plantageejerne

Plantageejerne tjente store formuer på denne tid. Schimmelmann-familien havde en særstilling og blev i 1700-tallet Danmarks rigeste familie på grund af sukkerhandelen med Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark - Heinrich Carl von Schimmelmann var finansminister i Danmark-Norge 1768-1782 og hans søn Ernst Heinrich von Schimmelmann fra 1784. I 1763 købte han af kongen de fire største plantager i dansk Vestindien sammen med et sukkerraffinaderi i København. På Schimmelmanns plantage på St.Croix arbejdede over 1000 slaver. I Hellebæk ejede han en geværfabrik, som leverede våben til salg i Afrika. Schimmelmann hørte også til dem, som ejede andele i slaveskibet Fredensborg. [6]

De fleste plantageejere var imidlertid af udenlandsk afstamning.

Slaver i Danmark

Velstående fyrster og købmænd i europæiske byer kunne i 1700-tallet have en sort tjener, gerne en yngre negerdreng, en page. Ernst Heinrich von Schimmelmann er portrætteret med en lille, sort dreng ved sin side. Pagen var et af tidens statussymboler. Også i rigets provinsbyer kunne købmænd have sorte tjenere som Herlofsen i Arendal i Norge. Slaven Adam kom fra St.Croix til Arendal 12 år gammel i 1778 om bord på et af Herlofsens skibe. Han rømmede fra sin herre, men vendte tilbage. Adam blev alligevel stillet for retten. Dommeren konkluderede, at slaveri var ukendt i Norge, og at Adam skulle frigives. [9]

Slaverne, som blev overført til Europa, var slaver, som var født og opvokset på plantagerne i Caribien. De havde ikke selv oplevet andet end livet som slave. De havde en fortid som husslaver, dvs. tjenere, på plantagerne, før de blev solgt eller sendt til Europa.

Hans Jonathan og Peter Samuel var to negerslaver, der fra Vestindien var kommet til København. Den ene arbejdede hos Henriette Schimmelmann, den anden hos plantageejeren Isaak Benner. Begge stak af og meldte sig til flåden som frivillige under slaget på Reden. Efter tapper indsats ansøgte de bagefter Frederik VI om ansættelse i flåden. Imidlertid skred deres ejere til handling, og kronprinsen konkluderede, at han ikke kendte til slavehold på dansk jord, men at tyende skulle adlyde deres herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de dømt til at blive returneret til slavearbejde på Vestindiens kaffeplantager. Hans Jonathen rømte til Island, hvor han har en stor efterslægt.[10]

Forbud mod slavehandel

I 1792 vedtog Danmark som det første land i verden en lov, som forbød handel med slaver. Den lov, der blev vedtaget, var en nærmest ordret oversættelse af et engelsk lovforslag, der så blev vedtaget 17 dage senere..[11]

Selv om der blev indført forbud for slaveri i 1792, så skulle dette forbud imidlertid først træde i kraft i 1803. Som finansminister Schimmelmann sagde, det vigtigste var dog at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft på plantagerne. Slaverne skulle nu gives bedre leveforhold og fik tilladelse til at leve sammen i ægteskabslignende forhold, således at der blev en selvrekrutterende stand af slaver i de danske kolonier. Der blev derfor vedtaget en overgangsperiode på hele ti år.

I løbet af disse ti år boomede den danske slavehandel. Det var nu vigtigt at få tilstrækkelig mange kvindeslaver på plads i de vestindiske kolonier. Tidligere havde det store flertal af slaverne, som blev transporteret tværs over havet, været mandsslaver. Der blev lagt vægt på, at slavernes arbejde var hårdt fysisk arbejde.

Slaveriets ophævelse

Slaveriet blev forbudt i 1848; dette år var et revolutionsår i Europa. Guvernør Peter von Scholten afskaffede slaveriet på St. Croix i forbindelse med et slaveoprør i byen Frederiksted.

Se også

Noter

  1. ^ UNESCO Danish-Norwegian historical sites in Ghana. A guide to Danish-Norwegian historical sites during the pre-colonial era, 1661 - 1850. 2002.
  2. ^ Leif Svalesen: s. 95-97
  3. ^ Rømer, Ludvig Ferdinand. Tilforladelig efterretning om Kysten Guinea. København 1760.
  4. ^ W.J.Wulff: Da Guinea var dansk. København 1917.
  5. ^ Benedict G.Der: The Slave Trade in Northern Ghana. Accra 1998.
  6. ^ a b c d Johan Kloster: Tekst til utstillingen Med slaver, elfenben og gull. 1997
  7. ^ Svalesen, kap. 5, s. 101 - 124
  8. ^ Thorkild Hansen. Slavernes øer. København: Gyldendal.
  9. ^ Gustav Sætra: Slaven Adam. I Aust-Agder-Arv
  10. ^ Larsen: Slavenes slægt. s. 22 - 94.
  11. ^ Erik Gøbel, 2008.

Litteratur

  • Leif Svalesen: Slaveskipet Fredensborg og den dansk-norske slavehandel på 1700-tallet. Forord av Johan Kloster. 240s. J.W.Cappelens forlag 1996. ISBN 82-02-15481-2 / 82-02-15481-2
  • Leif Svalesen: Slaveskibet Fredensborg og dansk-norsk slavehandel i 1700 tallet. Oversat af Vibeke Steinicke Sørensen og Hanne Steinicke. 1996. (dansk udgave)
  • Johan Kloster: Tekster til utstillingen Med slaver, elfenben og gull. Slaveskipet Fredensborgs siste reise. Vist på det danske handels- og søfartsmuseum på Kronborg i 1997.
  • Alex Frank Larsen: Slavernes Slægt. København 2008. ISBN 978-87-7680-358-2
  • Wulff Joseph Wulff: [opprinnelig tittel: Da Guinea var dansk.] / A Danish Jew in West Africa. Biography and Letters 1836 - 1842. By Selena Axelrod Winsnes. Nr. 46 Trondheim Studies in History / African Series No. 6. Trondheim 2004. ISBN 82-7765-049-3
  • Isidor Paiewonsky: Eyewitness Accounts of Slavery in the Danish West Indies, also Graphic Tales of Other Slave Happenings on Ships and Plantations. New York 1989. ISBN 0-8232-1259-9.
  • Benedict G.Der: The Slave Trade in Northern Ghana. Accra 1998.
  • Erik Gøbel, Det danske slavehandelsforbud 1792 : studier og kilder til forhistorien, forordningen og følgerne, Syddansk Universitetsforlag, 2008. ISBN 978-87-7674-290-4.