Shogun

I Japans historie var shogun (将軍 shōgun) Japans effektive hersker i det meste af perioden 1192 indtil Meiji æraen, der begyndte i 1868. En shoguns administration var et shogunat, eller bakufu (幕府), der kan oversættes til "telt-regering".

Udtrykket shōgun betyder general, mens den komplette titel Seii Taishōgun (征夷大将軍) betyder "Generalissimo, der betvinger barbarerne", dvs. de indfødte, der engang boede i Honshû og Hokkaido. Med reference til den oprindelige komplette titel benyttes udtrykket shōgun stadig om den militære rang af general.

Shogunen var i Japans middelalder den militære leder eller om man vil militærdiktator. Shogunen var den mand der formåede at samle alle eller størstedelen af Japans samuraier under sig, hvis man havde fået samuraierne og deres herre til, at sværge ham troskab kunne han gå til kejseren og kræve han fik titlen som shogun. Han havde magt over hele Japan, kejseren var kun symbolsk og havde stort set ingen politisk magt. Den først shogun kom til efter den stor Gempei-krig mellem Minamoto- og Tairaklanerne , det var Minamoto Yoritomo leder af Minamoto klanen. Minamoto Yoritomo var en kold og ubarmhjertig leder også overfor sin egen familie. Efter Gempei-krigen fordrev Minamoto Yoritomo sin bror da han var en trussel til magten. Minamoto Yoritomo drev sit styre fra byen Kamakura. Kejseren mistede langsomt sin magt op gennem middelalderen da samuraiklanerne voksede sig større og større.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Shogun

Spire Denne artikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.