Sprog i Kina

Der er mange forskellige sprog i Kina og de spænder over seks sprogfamilier. De fleste er meget forskellige i opbygning og udtale og en person, der taler et af sprogene kan ikke umiddelbart forstå de andre sprog. De forskellige sprog der tales af hankineserne regnes for at tilhører samme gruppe af sprog mens der for ikke hankinesere opdeles i flere sproggrupper fx mongolsk, tibetansk, uyghur og zhuang.

Sprogpolitikken i Kina er meget inspireret af sprogpolitikken der blev ført i Sovjetunionen og man støtter aktivt en udvikling hen imod et fælles talt og skrevet sprog. Man støtter samtidigt at de forskellige etniske minoriteter må udvikle deres egne skrevne og talte sprog. Da man ikke anser hankinesere for at være en etnisk minoritet så er det officiel politik at de skal have et fælles talt sprog selvom der er meget stor forskel mellem nogle af de sprog der tales af hankinesere.

Det fælles sprog som man ved lov har vedtaget alle skal lære i skolen og som skal bruges i aviser, fjernsyn og alle offentlige organer, kaldes for putonghua (der betyder fælles sprog) eller standard kinesisk. Sproget er det officielle sprog i Kina og Taiwan og et af Singapores fire officielle sprog. Det er et af de seks officielle sprog i FN. Kantonesisk, der er et af hankinesernes sprog, er stadig officielt sprog i Hong Kong (samme med engelsk) og Macau (sammen med portugisisk). Hokkien tales i provinsen Fujian og det nærved liggende Taiwan (hvor sproget kaldes for taiwanesisk) og i Singapore og Malaysia. Tibetansk har officiel status i Den Autonome Region Tibet og mongolsk har officiel status i Indre Mongoliet.

I praksis er der store økonomiske, social og praktiske grunde til at lære standard kinesisk da det i Kina har samme rolle som fx engelsk har i det meste af verdenen dvs som sproget, der gør det muligt at kommunikere med folk der har et andet modersmål end sit eget (også kaldet lingua franca) .