Kommunisme: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Linje 68: Linje 68:
== Kommunistiske samfund i det 20.århundrede ==
== Kommunistiske samfund i det 20.århundrede ==


Det første eksempel på en kommunistisk magtovertagelse fandt sted i [[Rusland]] 1917 - hvis vi ser bort fra det mislykkede forsøg i 1871 i [[Paris]] . De kommunistiske ideer fra magtovertagelsen i Rusland 1917 blev spredt og kopieret ud over hele jordkloden. Realpolitisk fik [[Lenin]]s og [[Stalin]]s bolsjevikiske parti succes. Da [[Komintern]] dannedes (1919) blev den et instrument til at udbrede den kommunistiske revolution til hele verden. Komintern havde ikke meget mere end 100.000 kommunistiske medlemmer på kloden ved stiftelsen i 1919 , men ved opløsningen i 1943 havde den stalinstyrede Komintern flere millioner medlemmer og var det største parti i flere europæiske og asiatiske lande. Komintern blev afløst af Kominform i 1947. Komintern blev styret af en såkaldt eksekutivkomite (EKKI), der var domineret af repræsentanter for [[Sovjetunionens kommunistiske parti]]. Efter [[Stalin]]s magtovertagelse i Sovjetunionen i anden halvdel af 1920´erne blev ensretningen af både sovjetsamfundet og Komintern voldsomt forstærket, og en central opgave for de internationale kommunistpartier blev nu af forsvare opbygningen af [[Socialismen i et land]] i Sovjet. Egentlig fri diskussion af såvel teoretisk som praktisk art ophørte i samme periode.
Det første eksempel på en kommunistisk magtovertagelse fandt sted i [[Rusland]] 1917 - hvis vi ser bort fra det mislykkede forsøg i 1871 i [[Paris]] . De kommunistiske ideer fra magtovertagelsen i Rusland 1917 blev spredt og kopieret ud over hele jordkloden. Realpolitisk fik [[Lenin]]s og [[Trotskij]]s bolsjevikiske parti succes. Da [[Komintern]] dannedes (1919) blev den et instrument til at udbrede den kommunistiske revolution til hele verden. Komintern havde ikke meget mere end 100.000 kommunistiske medlemmer på kloden ved stiftelsen i 1919 , men ved opløsningen i 1943 havde den stalinstyrede Komintern flere millioner medlemmer og var det største parti i flere europæiske og asiatiske lande. Komintern blev afløst af Kominform i 1947. Komintern blev styret af en såkaldt eksekutivkomite (EKKI), der var domineret af repræsentanter for [[Sovjetunionens kommunistiske parti]]. Efter [[Stalin]]s magtovertagelse i Sovjetunionen i anden halvdel af 1920´erne blev ensretningen af både sovjetsamfundet og Komintern voldsomt forstærket, og en central opgave for de internationale kommunistpartier blev nu af forsvare opbygningen af [[Socialismen i et land]] i Sovjet. Egentlig fri diskussion af såvel teoretisk som praktisk art ophørte i samme periode.


Efter 2. verdenskrig stod Sovjetunionen bag indsættelsen af erklæret kommunistiske og sovjettro regeringer i en lang række østeuropæiske lande. Disse regimer anvendte Sovjetunionen som forbillede for samfundsudviklingen og udfoldede en omfattende censur og undertrykkelse af befolkningerne i den efterfølgende periode.
Efter 2. verdenskrig stod Sovjetunionen bag indsættelsen af erklæret kommunistiske og sovjettro regeringer i en lang række østeuropæiske lande. Disse regimer anvendte Sovjetunionen som forbillede for samfundsudviklingen og udfoldede en omfattende censur og undertrykkelse af befolkningerne i den efterfølgende periode.

Versionen fra 5. feb. 2010, 17:31

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
En del af serien af politiske ideologier om
Kommunisme

Kommunismens historie


Skoler indenfor kommunismen
Marxisme · Leninisme
Venstrekommunisme
Trotskisme · Autonom marxisme
Eurokommunisme
Rådskommunisme
Luxemburgisme
Anarko-kommunisme


Politiske partier
Kommunisternes Forbund
Danmarks Kommunistiske Parti
International Communist Current
Fjerde Internationale


Relaterede artikler
Urkommunisme · Matriarkat‎
Socialisme · Kapitalisme
Planøkonomi · Den Kolde Krig
Historisk materialisme
Marxistisk filosofi
Venstrekommunisme
Stalinisme . Juche . Maoisme
Demokratisk centralisme
Sovjetdemokrati
Antikommunisme
Anarko-kommunisme


Betydningsfulde kommunister
Karl Marx · Friedrich Engels
Vladimir Lenin · Lev Trotskij
Emma Goldman · Josef Stalin · Rosa Luxemburg
Anton Pannekoek · Antonio Gramsci
Karl Liebknecht · Amadeo Bordiga
Che Guevara · Georg Lukács
Herman Gorter · Ho Chi Minh
Mao Zedong . Ted Grant
Alan Woods . Alexander Berkman
Mansoor Hekmat · Antonio Negri
Karl Korsch · Fidel Castro

Kommunismeportalen

Kommunisme (af latin communis, fælles; communitas, Fællesskab, Sameje). Udtrykkene kommunisme og socialisme taget under eet betegner de mangfoldige teorier og bevægelser, hvis formål er helt eller delvis at afskaffe privatejendomsretten og det på denne opbyggede samfundssystem, og at erstatte den med en eller anden form for fællesskab med hensyn til ejendom, produktion og fordeling af produktionsudbyttet. Udgangspunktet for disse teorier og bevægelser er dette, at alle mennesker har lige ret til at få sine behov tilfredsstillet, og at det derfor gælder om at skaffe den størst mulige lighed i adgangen til de materielle goder. Også anarkisterne bekæmper privatejendomsretten, men medens anarkisterne er lige så afgjorte modstandere af statsmagten som af privatejendomsretten, vil kommunister og socialister gennemføre deres fællesejendomsordning væsentligst ved hjælp af en stærk statsmagt. Mellem disse systemer er der dog ulige overgangsformer.

Man har forsøgt på ulige måder rent teoretisk at sondre mellem kommunisme og socialisme; som oftest på den måde, at man definerede socialismen som den samfundslære og politik, der har til mål at ophæve privatejendomsretten alene til produktionsmidlerne, medens arbejdsudbyttet fordeles efter det ydede arbejdes værdi, der selvfølgelig kan være højst uens; kommunismen betegnedes da som den teori, der går et skridt videre og ikke alene tilstræber fællesskab i produktionen, men tillige i fordelingen, således at også fordelingsprocessen foregår kollektivt, at altså enhver gøres delagtig i de materielle goder efter sit behov. En kendt parole, der i grove træk beskriver idegrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov".

De mange former for kommunisme

I virkeligheden kan de mangfoldige systemer, teorier og bevægelser, der tager sigte på en gennemgribende reform af de nuværende ejendomsforhold, vanskelig adskilles skarpt i systematisk henseende; ofte har en tænker betegnet sit system som kommunistisk, medens en anden har betegnet sit ganske tilsvarende system som socialistisk. Det er betegnende, at den moderne socialismes teoretiske grundlægger, Karl Marx, fra først af slår sine teser fast i et skrift med titlen »Det kommunistiske Manifest«.

Man kan - lidt forenklet - skelne mellem ulige rørelser og samfundsformer, som havde større eller mindre udtalte islæt, der kunne henregnes under kommunistisk tankegang: urkommunisme, klosterkommunisme, kommunistiske kolonisamfund, statskommunistiske samfund.

Urkommunisme

Ved undersøgelsen af samfundenes tidligste økonomiske historie støder man på en primitiv kommunisme i form af samfund, der formenes i stor udstrækning at have været bygget på fælles besiddelse og drift; dette gælder såvel jagt- og fiskeristadiet og hyrdestadiet som det første agerbrugsstadium. Gruppen, slægten eller stammen tilegner sig og besidder i fællesskab fiske- og jagtpladserne, græsgangene eller den dyrkelige jord, medens de enkelte medlemmer kun udøver en benyttelsesret. Trods fællesskabsprincippet er der dog — i hvert fald på hyrdestadiet og agerbrugsstadiet — ikke tale om nogen gennemført social lighed, blandt andet fordi slaveri anvendes meget, og allerede meget tidligt bliver de mobile værdier genstand for privatejendom. Fælleseje til jorden finder man hos alle folkeslag, der er blevet stående på et primitivt kulturtrin, lige op til det 20. århundrede, men naturligvis således, at fællesskabet kommer til at omfatte mindre og mindre dele af jorden, idet ulige magthavere - navnlig adelen, kongerne og kirken - meget tidligt fik eller tog jord til selvejendom. Fælleseje til og fællesdrift af jorden genfinder man i mere eller mindre grad i det ulige landsbyfællesskaber, der peger tilbage mod en fælles agrarkommunisme. Overlevede levn heraf spores endnu, blandt andet i de fælles overdrev og almindinger.

Antikken

Affødt af den store økonomiske og sociale ulighed og afhængighed, der fulgte med privatejendommens gennemtrængen, opstod der i tidens løb talrige systemer, teorier og bevægelser, som tilsigtede en udjævning af ulighederne og misforholdene, og da hyppigst med mere eller mindre udpræget kommunistisk tendens.

Opfattelsen af samfundet som en producerende organisme var den antikke tænkning ganske fremmed; og en kommunistisk lighed i fordeling, endsige lighed i forpligtelse til arbejde, er en forestilling, man ikke støder på hos nogen statsmand eller samfundsfilosof i oldtiden. Denne tid har overhovedet ingensinde videnskabeligt beskæftiget sig med produktionsproblemet, end mindre udviklet nogen teori om produktionsfællesskab efter moderne kommunistisk opfattelse. Ganske vist opstod der med Phaleas fra Chalcedon en tænker, der anbefalede alle borgeres lige adgang til jordejendom og industriens (håndværkets) overgang til statsdrift (det vil sige dens formidling ved statsslaver, — en reform, der på Aristoteles’ tid endog forsøgtes praktisk gennemført i Epidamnus), og ganske vist priste Platon kommunismen som den ideale samfundsforfatning og underkaster dens principper en indgående udredning; men hverken hos denne (hvis samfundsteori med dens kunstige parringsvalg er strengt aristokratisk) og forøvrigt heller ikke i det gamle Hellas møder man nogen gang et forsøg på at ombytte det bestående samfunds allerede for længst grundfæstede privatøkonomiske organisation med en kommunistisk. De store sociale kampe, der førtes fra de brede befolkningslags side, var ikke rettet mod privatejendomsretten som sådan, men kun mod den altfor ulige fordeling.

Lige så lidt kom det i den romerske rige hverken teoretisk eller praktisk til kommunistiske bevægelser. Selv under de voldsommeste sociale storme, som i slavekrigene, er der kun tale om formueforskydninger, ikke om sfskaffelse af ejendomsretten og privatkapitalen som sådan.

Kristendommen

Man har undertiden villet tillægge de første kristne kommunistiske tendenser, men næppe med rette; i hvert fald har der ikke været tale om en kommunisme i moderne forstand. Når det således i Apostlenes Gerninger 2, 44—45 meddeles, at de rige solgte deres ejendele for at skænke pengene til de fattige, står man kun over for en sjælden grad af velgørenhed. På det samme standpunkt står kirkefædrene, og når de senere kanonister lærte, at fælleseje er en Gud velbehagelig ordning, må man ikke heraf slutte, at de mere end urkristendommen og kirkefædrene forfægtede en ny produktionsordning. Kristendommens store indsats er at bringe til anerkendelse menneskenes lighed, først og fremmest for Gud, men dernæst for loven og derigennem skabe agtelse for arbejdet; om produktionens organisation bekymrede den sig ikke. Selv de kristelige ordens- og klostersamfund med deres fællesskab i henseende til ejendom og husholdning har ikke til hensigt at reformere samfundet, allermindst økonomisk, men kun at skaffe »Herrens Udvalgte« den materielle mulighed for at fjerne sig fra verden og dens fristelser; den kommunistiske organisation er her ikke et mål, men et middel.

Kættere og katharer

Til en synderlig videregående gennemførelse af kommunismens princip nåede man heller ikke gennem hele middelalderen. Det mangler ikke i dette tidsrum på heftige sociale kampe. Men som regel var målet for disse enten at realisere det urkristelig asketisk-mystiske ideal af sværmerisk næstekærlighed eller blot at udligne den meget store ulighed i besiddelsesforholdene og de deraf følgende sociale misforhold, derimod ikke at afskaffe privatejendommen som princip. Hos en stor del af de kristelige sekter bliver askesen den vigtigste livsregel, og sammen med forsagelsen af det jordiske gods vågner da kommunistiske forestillinger til mere eller mindre klar bevidsthed. Omkring 1030 finder man således i Norditalien kættere, der for domstolene erklærede: »Vi har al vor ejendom fælles med alle mennesker«. Ejendomsfællesskabet blev endvidere prædiket i slutningen af det 11. århundrede af de såkaldte katharer eller valdenser, der blev blodigt udryddet i albigenserkrigene. En lignende lære optræder ved overgangen fra 12. til 13. århundrede hos »begharderne« i Nederlandene, hvorfra de snart udbredte sig over Tyskland, Frankrig og England. Mod slutningen af 13. århundrede grundlagde Gerhard Grqot fra Deventer samfundet »Det hellige Livs Brødre«, og omtrent på samme tid opstod »patarenerne«’s eller »Apostelbrødrene«’s sekt i Parmia, hvorfra de fandt udbredelse til Spanien, Frankrig og Tyskland.

Renæssancen

En sværmerisk kommunisme, der hvilede på apokalyptiske forestillinger, forkyndtes i overgangsperioden mellem middelalderen og den nyere tid af »gendøberne«, der 1534 gjorde et forsøg på at oprette deres tusindårige rige i Münster, et forsøg, der kvaltes i blod og grusomme forfølgelser; Gendøberne fandt tilflugt i Böhmen, hvor under navnet »mähriske brødre« deres små og spredte, kommunistisk organiserede samfund endnu fandtes i første fjerdedel af 17. århundrede. Alle de her nævnte og endnu mange andre sektbevægelser med kommunistiske tilløb fra middelalderen og begyndelsen af den nyere tid havde deres rod først og fremmest i religiøse motiver; de påberåbte sig alle Bibelen. Ved siden heraf forekom dog også stærkt udbredte revolutionært-kommunistiske tendenser af mere nøgternt og jordisk præg, der fik deres udslag i de store »bondekrige«, som hærgede Frankrig 1358, England 1381 og Tyskland 1525.

Kommunisme bevidst opfattet som ideal for menneskeligt samliv og en lykkebringende samfundsorden møder man første gang hos Thomas More i hans berømte, på latin, affattede Utopia, det vil sige det land, som ingensteds findes, der udkom første gang 1516 og senere i talrige udgaver og oversættelser, lige som det fandt en mængde efterligninger lige ned til vore dage i de såkaldte »statsromaner«, det vil sige fremstillinger af fingerede samfund, hvor forfatteren forudsatte sit ideal for den retslige, økonomiske og sociale organisation realiseret, idet han kritisk sammenligner de opdigtede med de virkelig eksisterende forhold. I ly af sin fiktion priser More kommunisme som det mest hensigtsmæssige middel til at berede alle mennesker (og ikke blot en flok udvalgte) den tryggeste og mest udstrakt nydelsesrige tilværelse. Det asketiske eller overhovedet det religiøse element træder i hans epokegørende skrift helt i baggrunden for anerkendelsen af den materielle livsnydelses ret.

Utopia har i tidens løb fundet talrige efterlignere lige ned til vore dage. I »Solstaten« (1620) af Campanella er kommunisme strengt gennemført ikke blot på produktionens, men også på konsumtionens område. I Morelly’s Code de la nature (Paris 1755) er utopien udviklet til et helt socialt system, helt løsrevet fra fiktionens ramme. I realiteten er også dette værk dog en ægte utopi. I modsætning hertil står Jean Meslier, der i sit skrift drager de praktiske konsekvenser af angrebene på privatejendomsretten; for ham er anerkendelsen af menneskenes naturlige lighed bitter alvor; Særejendommens erstatning ved en kommunistisk ordning, den centraliserede stats opløsning i økonomiske kommuner, der er forpligtet til gensidig hjælp, gennemførelse af absolut lighed i arbejde, konsumtion og opdragelse, er for Meslier ikke blot en drøm, men et mål, han anser for praktisk opnåeligt, og som han opfordrer til at efterstræbe med magt. Boissel opstillede i 1789 en række programmatiske punkter og anbefalede en taktik, der i meget minder om det moderne socialdemokrati. Først under den store franske revolution kom det til en praktisk politisk-kommunistisk bevægelse. Lederen af denne var Gracchus Babeuf. Denne mand drog de praktiske konsekvenser af de oven for anførte tænkeres skrifter. Karakteristisk er det, at han og hans tilhængere kaldte sig »de lige«. Men revolutionen, hvis socialpolitiske program allerede var gennemført, ville intet vide om kommunisternes lighed, og Babeuf blev henrettet i maj 1797. Den bevægelse, han gav sit navn, var dermed kvalt.

1800-tallet

Med den gennembrydende kapitalistiske produktionsordning kom der en tid, hvor det ene store kommunistiske system efter det andet blev opstillet; men de blev nu i stærkere grad knyttet til de virkelige økonomiske og sociale forhold (jfr. Engel’s bog »Kommunismens Udvikling fra Utopi til Virkelighed«). Og først fra den tid begyndte de kommunistiske ideer at trænge ned i de bredere befolkningslag. De første systemer fra denne tid er Saint-Simon’s, Fourier’s og Owen’s. Fra denne tid forsvandt udtrykket kommunisme mere og mere og erstattedes af udtrykket socialisme.

Betegnelsen kommunisme anvendes stadig om de mange praktiske forsøg, der i nyere tid har været gjort på at oprette kommunistiske samfund ad kolonisatorisk vej, navnlig i større antal i Amerika; disse forsøg er efter kortere eller længere tid fuldstændig mislykkedes. Når man undertiden i kommuneopstanden i Paris 1870—71 har villet se et udbrud af latent kommunisme inden for de bredere samfundslag, beror dette til dels på en misforståelse; Kommunen var i første række et forsøg på en politisk revolution, hvis mål var en føderativ republik af indbyrdes uafhængige kommuner; men meget tyder dog på, at den kommunale uafhængighed for folket i Paris blot var et middel, og at den sociale omvæltning var målet. Udtrykket kommunistisk anarkisme anvendes om Kropotkins, Bakunin’s og Proudhon’s lære. i modsætning til på den ene side den individualistiske anarkisme (Stirner o. fl.), på den anden side til statskommunismen.

Statskommunisme

En ny æra oplevede kommunisme efter den russiske revolution af 1917, idet det russiske, bolshevikiske socialistparti, der tog regeringsmagten i hænde ved opstanden oktober 1917, antog navnet »det kommunistiske parti«. Partiets program var dog nøje knyttet til det marxistiske system, altså det samme som ligger til grund for den moderne socialisme, men det var mere radikalt og holdt sig tættere op til doktrinerne. Forskellen mellem de kommunistiske og de socialistiske (socialdemokratiske) partier lå væsentligst i taktikspørgsmaalet, idet kommunisterne erklærede sig som tilhængere af en udpræget revolutionær taktik (proletariatets diktatur).

I de fleste lande opstod der efter den russiske revolution erklærede kommunistiske partier i tilslutning til det russiske; i nogle lande fik disse partier efterhånden ret stor betydning, således i Norge, Bulgarien, Tyskland, Frankrig og Italien. Disse partier var sammensluttet i en meget stærkt centraliseret international organisation, den kommunistiske eller Tredje Internationale, med hovedsæde (eksekutivkomité) i Moskva; de enkelte landes partier var ganske underordnet centralen, de kaldes alle »Sektioner af tredie Internationale«. Kommunisternes formål var i første linje en stærk statssocialisme; alt økonomisk liv skulle centraliseres i statstruster, og produktionen skulle helt igennem organiseres som stordrift, de bedste tekniske hjælpemidler og den mest yderliggående arbejdsdeling skulle anvendes; fuldstændig lighed mellem alle statens borgere skulle indføres, om fornødent ved tvang. Penge, pengevurdering og handel skulle afskaffes, og produktionen såvel som fordelingen skulle indrettes udelukkende under hensyntagen til individernes behov. Den teoretiske og praktiske fører for denne kommunistiske bevægelse var Vladimir Uljanov (Lenin); af andre fremragende navne kan nævnes Trotskij, Sinovjev og Bucharin. I disse mænds skrifter (f.eks. i Lenin’s »Stat og Revolution«) finder man også omtalt et såkaldt »andet kommunistisk trin« (i tilknytning navnlig til Friedrich Engel’s teorier), hvor statsmagten ville være uddød, og hvor det kommunistiske, klasseløse samfund skulle fungere frit og automatisk (disse teorier nærmer sig stærkt de anarkistiske). De kraftige forsøg, partiet gjorde i Rusland på at gennemføre en stærk statssocialisme i nøje overensstemmelse med programmet, opgav man af forskellige årsager midlertidigt i 1921, foretog et brat omsving og vendte i ret stor udstrækning tilbage til den privatkapitalistiske driftsmåde.

Kommunistisk ideologi og praksis

Kommunisme er en revolutionær ideologi på grund af dens kritik af kapitalismen som et værktøj til undertrykkelse af arbejderklassen. Kommunisme er i sin grundvold angiveligt syndikalistisk, og teorien forudsiger, at staten med tiden vil "visne hen", når de fleste af et givent samfunds medlemmer er blevet kommunister (jf. det kommunistiske menneske). Praksis har imidlertid vist, at der i flere lande, der har kaldt sig kommunistiske, uden nødvendigvis at være det, har været et stærkt centraliceret, totalitært[1] et-partistyre under en militær-ideologisk junta og støttet af et kraftigt politistyre, der driver efterretningsvirksomhed, fængsler og myrder alle anderledes tænkende - ofte vilkårligt efter den siddende diktators eller juntas anvisninger[2].

Der findes flere akademiske og politiske skoler i forståelsen af kommunismen, og der er ikke etableret almen enighed om de praktiske konsekvenser af ideologiens udbredelse. Inden for den såkaldt "totalitaristiske skole" er det en udbredt opfattelse, af kommunistiske bevægelser naturnødvendigt arbejder sig frem mod totalitarisme og undertrykkelse, mens den "komparative skole" har peget på de store indbyrdes forskelle mellem det utal af kommunistiske organisationer og stater, der har eksisteret. I praksis har en lang række regeringer, der betegnede sig selv som kommunistiske, stået bag omfattende undertrykkelse og udrensninger. En politisk praksis, der i høj grad står i modsætning til det kommunistiske idegrundlags budskab om lighed og frihed.

Kommunistiske samfund i det 20.århundrede

Det første eksempel på en kommunistisk magtovertagelse fandt sted i Rusland 1917 - hvis vi ser bort fra det mislykkede forsøg i 1871 i Paris . De kommunistiske ideer fra magtovertagelsen i Rusland 1917 blev spredt og kopieret ud over hele jordkloden. Realpolitisk fik Lenins og Trotskijs bolsjevikiske parti succes. Da Komintern dannedes (1919) blev den et instrument til at udbrede den kommunistiske revolution til hele verden. Komintern havde ikke meget mere end 100.000 kommunistiske medlemmer på kloden ved stiftelsen i 1919 , men ved opløsningen i 1943 havde den stalinstyrede Komintern flere millioner medlemmer og var det største parti i flere europæiske og asiatiske lande. Komintern blev afløst af Kominform i 1947. Komintern blev styret af en såkaldt eksekutivkomite (EKKI), der var domineret af repræsentanter for Sovjetunionens kommunistiske parti. Efter Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen i anden halvdel af 1920´erne blev ensretningen af både sovjetsamfundet og Komintern voldsomt forstærket, og en central opgave for de internationale kommunistpartier blev nu af forsvare opbygningen af Socialismen i et land i Sovjet. Egentlig fri diskussion af såvel teoretisk som praktisk art ophørte i samme periode.

Efter 2. verdenskrig stod Sovjetunionen bag indsættelsen af erklæret kommunistiske og sovjettro regeringer i en lang række østeuropæiske lande. Disse regimer anvendte Sovjetunionen som forbillede for samfundsudviklingen og udfoldede en omfattende censur og undertrykkelse af befolkningerne i den efterfølgende periode.

En række kilder mener, at nøglen til forståelse af udformningen af den sovjetiske kommunisme findes i V. I. Lenins skrifter. Disse - der i øvrigt ikke udgør noget sammenhængende eller konsistent hele - har som fremtrædende træk, at den socialistiske udvikling skal drives frem af en revolutionær, intellektuel avantgarde, der med basis i arbejderklassen hensynsløst skal sikre en omformning af samfundet fra kapitalisme til kommunisme. Andre har bestridt dette med henvisning til, at Stalins omvæltning af Sovjetsamfundet fra slut-20'erne havde større betydning end de politiske forandringer, Lenin tog del i.[3]

Som gennemsnitstal fra hovedkilder opregnes antallet af ofre for regimer, der har betegnet sig selv kommunistiske, til 81 millioner myrdede (ikke medregnet krigsofre)[4] Disse tal fordeler sig med ca. 20 millioner i Sovjetunionen og 65 millioner i Kina; de øvrige ca. 15 millioner fordeler sig på de kommunistiske lande i Central- og Østeuropa samt Afghanistan, Cambodja (Kampuchea), Korea, Vietnam, Afrika og Latinamerika[5].

Kritik

Kommunismen kritiseres bl.a. for at være grundlæggende i uoverensstemmelse med den menneskelige natur, bl.a. omkring ejerskabsforhold. Det antages af nogle, at det er en naturlig og automatisk proces, at et menneske tilegner sig ejendom (jordarealer/territorium eller fysiske ejendele). Skulle et kommunistisk samfund realiseres, ville dets grundteser således være i strid med det basale menneskelige behov for ejendom. Spørgsmålet er dog, om behovet for konkurrence eller behovet for samarbejde er vigtigst for mennesker (og andre biologiske arter). Den russiske tænker og naturvidenskabsmand Peter Kropotkin pegede i bogen Mutual Aid på, at alle organismer udvikler sig gennem gensidig hjælp. Disse tanker er i nyere tid videreudviklet af den amerikanske biolog Lynn Margulis, der peger på, at alle flercellede organismer er udviklet gennem samarbejde mellem oprindelige, éncellede væsener[kilde mangler].

Kommunismen kritiseres også for sine negative samfundsøkonomiske konsekvenser, da man ved at fratage kapitalisterne frugten af deres investeringer vil fjerne incitamentet til at udføre det arbejde, der fører til udbyttet/overskuddet. Ud fra denne synsvinkel vil indførelsen af kommunismen nulstille den velstand, som den vestlige verden nyder i dag. Dette synspunkt støttes af socialistiske staters kollaps omkring 1990 efter en langvarig stagnationsperiode.

Et centralt kritikpunkt har været, at kommunismen i sit væsen er uforeneligt med respekt for menneskerettigheder, fordi indførelsen af proletariatets diktatur må indebære undertrykkelse og voldsanvendelse under en eller anden form.

Kendte danske kommunister

Kendte internationale kommunister

Marx
Fil:Lenin portrait.jpg
Lenin
Fil:Mao.gif
Mao

Kommunistiske stater

Kommunistiske lande i dag
Lande der enten er eller har været kommunistiske
Satellit-stater: Rød; Sovjetunionen, Gul; Kina, Sort; Uafhængig.
Warszawapagten (1955-1991)
Jerntæppet

Kommunistiske stater i dag

Demokratiske stater med kommunistisk valgt regering

Tidligere kommuniststater

  • USSR Sovjetunionen (1922-1992)
    • Sovjetiske republikker:
    • SFSR Rusland (1917)
    • SSR Ukraine (1917)
    • BSSR Hviderusland (1919)
    • ESSR Estland (1940)
    • SSR Letland (1940)
    • SSR Litauen (1940)
    • MSSR Moldova (1940)
    • SSR Kasakhstan (1936)
    • SSR Kirgisien (1936)
    • SSR Armenien (1920)
    • SSR Aserbajdjan (1920)
    • SSR Georgien (1921)
    • SSR Tajikistan (1929)
    • SSR Turkmenistan (1921)
    • SSR Uzbekistan (1924)
    • Kinesiske Sovjetrepublik (1931-1934)
  • SFRY Jugoslavien (1943-1992)
    • Jugoslaviske socialistrepublikker:
    • SR Bosnien og Herzegovina (1943)
    • SR Kroatien (1943)
    • SR Montenegro (1943)
    • SR Slovenien (1944)
    • SR Serbien (1943)
      • Serbiske satellit-stater:
      • SAP Kosovo (1963)
      • SAP Vojvodina (1974)

Tidligere uafhængige kommuniststater

Litteratur

Eksterne henvisninger

Danske artikler på internettet

Dokumentsamling (engelsksproget)

Noter

  1. ^ Bent Jensen: "Totalitarismeteorier"
  2. ^ jvf. "Kommunismens Sorte Bog". Eksempler på sådanne diktatorer er Josef Stalin, Krustjov og Leonid Bresnev i USSR, Broz Tito i Jugoslavien, Mao Zedong i Kina og Kim Il Sung og Kim Jong Il i Nordkorea
  3. ^ [1] [Politikens Ruslandshistorie, bd. 3, 1993]
  4. ^ Deaths by Mass Unpleasantness: Estimated Totals for the Entire 20th Century
  5. ^ Gyldendals Onlineleksikon (betalingssite) Den reelt eksisterende kommunisme i 1900-t.

Se også

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Minibussens destination Kina

Kuomintang | Kommunisme | Harry Wu


Skabelon:Link GA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA