Huguenot: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m Bot: Retter Commons-skabeloner
Linje 35: Linje 35:
* [http://www.franskreformertkirke.dk/ Fransk Reformert Kirke i København]
* [http://www.franskreformertkirke.dk/ Fransk Reformert Kirke i København]


[[Kategori:Kristendom]]
[[Kategori:Calvinisme]]
[[Kategori:Frankrigs historie]]
[[Kategori:Frankrigs historie]]



Versionen fra 26. feb. 2010, 16:42

Huguenotobelisk i Fredericia

Huguenot er det navn, som det i det 16. og 17. årh. efterhånden blev normalt at bruge om medlemmer af den protestantiske kirke i Frankrig (se Reformerte kirke).

Huguenotterne ønskede først at reformere den katolske kirkes tro. En af deres fortalere var Jacques Lefevre. Senere fulgte huguenotterne den lutherske bevægelse, og til sidst calvinismen. De delte Jean Calvins reformatoriske trosbekendelse.

De blev forfulgt alle vegne, men Frans 1. af Frankrig (1515-1547) beskyttede dem ved hjælp af love i en periode.

I perioden 1555-1562 voksede tilhængerskaren kraftigt - mest blandt adelen og folk i byerne. Katolikkerne kaldte dem nu for huguenots, men de kaldte sig selv for reformés – de reformerte.

Den første synode blev afholdt i 1558 i Paris. I 1562 havde huguenotterne mindst en million medlemmer. De voksede hurtigt i antal til to millioner ud af en katolsk befolkning på ca. 16 millioner. Der var stor opbakning i det centrale Frankrig og mod syd. Da mange af deres tilhængere var fra de mere velstillede lag, var de en trussel for det etablerede system styret af pavekirken.

Huguenotterne anerkendte i lighed med andre protestanter ikke katolikkernes sakramentforståelse, præsternes centrale rolle og helgenernes betydning. De trængte ind i katolske kirker og prøvede at ødelægge og fjerne det, de mente var vederstyggeligheder: tilbedelse af billeder og mennesker. En del kirker fik dengang ødelagt deres altre og inventar.

De franske religionskrige 1562-1593

Spændingen mellem katolikkerne og huguenotterne blev stærkere og stærkere. Det førte til otte krige mellem katolikker og huguenotter. Efter hver krig blev hadet til modparten skærpet.

Den første var en massakre i Vasy 1. marts 1562, hvor mindst 30 blev dræbt og ca. 200 såret. Herefter oprettede huguenottene deres egen hær og rytteri under ledelse af admiral Gaspard de Coligny. Henrik 3. af Navarra (slægten Bourbon) allierede sig med huguenotterne og gav økonomisk støtte til dem. På deres højdepunkt havde de kontrol over 60 befæstede byer og var da en alvorlig trussel mod den katolske kongemagt og Paris i mere end 30 år.

På Skt. Bartholomæus' dag (d. 24. august) i 1572 (Bartholomæusnatten), fandt et massemord sted i Paris. Massakren skete på foranledning af enkedronning Katarina af Medici og det katolske Guiseparti, som frygtede huguenotternes indflydelse på kongen, Karl 9. af Frankrig Blandt de 2000 dræbte i Paris var huguenotternes leder Coligny, der sammen med sine trosfæller opholdt sig til fest, hvor de fejrede den senere kong Henrik 4's bryllup med Katarinas datter. Dette blodbad spredte sig hurtigt til resten af Frankrig og menes at have kostet 20.000 menneskeliv.

Den 5. "Huguenotkrig" varede fra 23. februar 1574 til 1598, hvor den nye konge Henrik 4. af Frankrig udstedte Nantes-ediktet, som sidestillede protestanter (huguenotter) og katolikker i Frankrig. Samtidig hjalp det katolikkerne med at udbrede deres tro ved at forbyde nye protestantiske kirker i de katolske områder.

Ludvig 14. af Frankrig (1643-1715), som fik kontrol over den franske regering i 1661, genoptog forfølgelserne af protestanterne og indsatte soldater til at gøre livet for huguenotterne så utåleligt, at de kun så én udvej: At flygte ud af landet.

Han ophævede 18. oktober 1685 Nantes-ediktet og udstedte i stedet Fontainebleau-ediktet, som erklærede protestantismen for ulovlig i Frankrig. Dette førte til kamisardernes opstand i Cevennerne og igangsatte derudover den store udvandring af huguenotter. 200-500.000 flygtede til lande som England, Holland, Schweiz, Danmark (særligt Fredericia) og Preussen. Den 31. december 1687 sejlede en stor gruppe mod syd til Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Andre flygtede til de 13 engelske kolonier i Nordamerika. De første var allerede taget af sted i 1624. Den franske forfølgelse af huguenotterne standsede i 1764, og efter den franske revolution i 1789 blev de anerkendt som almindelige borgere i landet.

Se også

Eksterne henvisninger