Forsoning: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m Oprydning af flertydig WL (familie) ved brug af AWB
m →‎Forsoning - generelt: Flertydig WL: (arbejde) ved brug af AWB
Linje 4: Linje 4:
Forsoning sker på baggrund af et fjentlig forhold mellem to parter eller på grund af en overtrædelses fra mindst den ene parts side, der påfører den pågældende en skyld. Løsningen til at fjerne det fjentlige forhold eller skyld kaldes forsoning, og kan bestå af enten en ubetinget [[tilgivelse]] eller en slags godtgørelse ([[bøde]]/[[straf]]/[[offer]]) for [[skyld]]en.
Forsoning sker på baggrund af et fjentlig forhold mellem to parter eller på grund af en overtrædelses fra mindst den ene parts side, der påfører den pågældende en skyld. Løsningen til at fjerne det fjentlige forhold eller skyld kaldes forsoning, og kan bestå af enten en ubetinget [[tilgivelse]] eller en slags godtgørelse ([[bøde]]/[[straf]]/[[offer]]) for [[skyld]]en.


Forsoningen kan blandt mennesker være ønskeligt f.eks. på steder hvor der har foregået [[krig]]shandlinger, [[undertrykkelse]] eller anden form for [[uretfærdighed]]. Forsoning har været et nøgleord i bl.a. [[Sydafrika]] efter [[apartheid]]styret havdet fundet sted. Men også i sådanne [[politik|politiske]] forsoningsbestræbelser ligger der ofte en religiøs ofte kristen baggrund og forståelse bag. Men i alle [[relation]]elle forbindelse, som på [[arbejde]], i[[familie (menneske)|familie]], ved [[domstolene]]en o.lign. bliver der brugt energi på at skabe forsoning, dette sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.
Forsoningen kan blandt mennesker være ønskeligt f.eks. på steder hvor der har foregået [[krig]]shandlinger, [[undertrykkelse]] eller anden form for [[uretfærdighed]]. Forsoning har været et nøgleord i bl.a. [[Sydafrika]] efter [[apartheid]]styret havdet fundet sted. Men også i sådanne [[politik|politiske]] forsoningsbestræbelser ligger der ofte en religiøs ofte kristen baggrund og forståelse bag. Men i alle [[relation]]elle forbindelse, som på [[arbejde (samfundsvidenskab)|arbejde]], i[[familie (menneske)|familie]], ved [[domstolene]]en o.lign. bliver der brugt energi på at skabe forsoning, dette sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.


Forsoning religiøst set sker på baggrund af en [[konflikt]] mellem gud(erne) og mennesker, der må ophæves. Ophævelsen sker ofte gennem ofrer, bønner, bod og løfter. Ofte står der nogle særligt forordnet personer bag de [[ritual]]er der tit skal udføres i forbindelse med forsoningen - kaldet [[præst]]er. I dette forhold er mennesket i regelen [[subjekt]] for handlingen - det vil sige, at da det anses for dem, der er de skyldige (og de underordnede) må det også være dem, der bør tage initiativet til at få en forsoning i stand mellem dem og gud(erne).
Forsoning religiøst set sker på baggrund af en [[konflikt]] mellem gud(erne) og mennesker, der må ophæves. Ophævelsen sker ofte gennem ofrer, bønner, bod og løfter. Ofte står der nogle særligt forordnet personer bag de [[ritual]]er der tit skal udføres i forbindelse med forsoningen - kaldet [[præst]]er. I dette forhold er mennesket i regelen [[subjekt]] for handlingen - det vil sige, at da det anses for dem, der er de skyldige (og de underordnede) må det også være dem, der bør tage initiativet til at få en forsoning i stand mellem dem og gud(erne).

Versionen fra 31. mar. 2010, 11:43

Forsoning - genoprettelsen af et ellers ødelagt fællesskab mellem to parter. Bruges i religiøst sprogbrug om forholdet mellem gud(er) og mennesker. Særligt i kristendommen spiller forsoningen en yderst central rolle, som hele grundlaget for at forstå Jesus's frelsergerning - altså det forhold at Jesus kom for at redde menneskene ved at skabe forsoning mellem Gud og mennesker. Dette er hele baggrunden for at forstå Jesu inkarnation og særligt han død på korset, der ses som det sted forsoningen tilvejebringes.

Forsoning - generelt

Forsoning sker på baggrund af et fjentlig forhold mellem to parter eller på grund af en overtrædelses fra mindst den ene parts side, der påfører den pågældende en skyld. Løsningen til at fjerne det fjentlige forhold eller skyld kaldes forsoning, og kan bestå af enten en ubetinget tilgivelse eller en slags godtgørelse (bøde/straf/offer) for skylden.

Forsoningen kan blandt mennesker være ønskeligt f.eks. på steder hvor der har foregået krigshandlinger, undertrykkelse eller anden form for uretfærdighed. Forsoning har været et nøgleord i bl.a. Sydafrika efter apartheidstyret havdet fundet sted. Men også i sådanne politiske forsoningsbestræbelser ligger der ofte en religiøs ofte kristen baggrund og forståelse bag. Men i alle relationelle forbindelse, som på arbejde, ifamilie, ved domstoleneen o.lign. bliver der brugt energi på at skabe forsoning, dette sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.

Forsoning religiøst set sker på baggrund af en konflikt mellem gud(erne) og mennesker, der må ophæves. Ophævelsen sker ofte gennem ofrer, bønner, bod og løfter. Ofte står der nogle særligt forordnet personer bag de ritualer der tit skal udføres i forbindelse med forsoningen - kaldet præster. I dette forhold er mennesket i regelen subjekt for handlingen - det vil sige, at da det anses for dem, der er de skyldige (og de underordnede) må det også være dem, der bør tage initiativet til at få en forsoning i stand mellem dem og gud(erne).

I jødedommen

I jødedommens hellige skrifter Tanakh (Det Gamle Testamente), finder vi soning som en centralt tema i israelitternes kultiske liv, hvor der ifølge Torahen/Moseloven var forordnet et præsteskab der skulle tage vare på tempeltjenesten med tilhørende ofrer, for at folket ikke skulle rammes af Guds vrede over deres ugudelighed. Baggrunden for tempelkulten var Guds vrede over folkets synd, og samtidigt Gud og israelitternes ønske om samvær. I Anden Mosebog beslutter Gud sig til at bo blandt israelitterne i form af et telt (tabernakel/åbenbaringstelt) under ørkenvandring, der så senere i kongetiden bliver til et tempel. For at dette skal være muligt uden at Gud udsletter det syndige folk i sin vrede over deres synd, må der være en institution der kan skærme israelitterne fra Gud. Disse præster skulle ... vogte helligdommen og alteret; så vil israelitterne ikke igen blive ramt af vrede. (4 Mos 18,5) og så skulle de foretage ofrer for folkets synd. Store dele af særligt Tredje Mosebog handler om forordningen af disse ofrer, der nævnes brændofre, syndofre og skyldofre der særligt skal bruges i forbindelse med soning.

Forsoningsdagen - Yom Kippur

Særligt den årlige forsoningsdag/Yom Kippur har en særstilling, hvor helligdommen bliver renset for al det synd som israelitterne har begået i løbet af året. Det foregår ved særligt to gedebukke, hvoraf den ene skal slagtes og blodet så skal bringes ind i det Allerhelligste, hvor det smøres på sonedækket, der er låget på Pagtens Ark, netop det sted hvorfra Jahve åbenbarede sig. Den anden gedebuk skulle derimod overleve og efter at præsterne med håndspålæggelse havde bekendt folkets synder over (deraf ordet syndebuk) skulle den føres langt ud i ørkenen hvor den skulle slippes fri, og på den måde bærer alle synderne væk fra folket.

Kristendommen

Den kristne tro ser hele spørgsmålet om forsoning ud fra Det Gamle Testamentes synsvinkel, om fjendskabet mellem Gud og mennesker pga. menneskets synd, og ser Jesus som den endelige opfyldelse af alle forsoningsritualerne i Moseloven. Jesus er ypperstepræsten, der er mellemmanden mellem Gud og mennesker og som skærmer mennesker for at blive udslettet. På den måde er det også Jesus' opgave som ypperstepræst at sone menneskets synd. Dette sker ikke ved dyreofrer, men ved at Jesus selv bliver de gammeltestamentlige ofre. Særligt de to ofrer fra forsoningsdagen bliver han et billede på. Jesus er det dyr hvis blod renser mennesker fra synd (ligesom den gedebuk der blev slagt og hvis blod skulle frem til Gud), og han er den, som bærer al synd bort fra menneskerne (ligesom den gedebuk, der blev sendt ud i ørkenen).

Forsoningslærene

Jesus er altså den forsoner i kristendommen. Teologerne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, præsic hvordan en mands (Jesu) død kunne være forsonende for andre mennesker.

Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi forsoningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dog også dette spørgsmål systematiseret. Det blev det i to hovedretninger/forsoningslære, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er som sådan bred enighed blandt kristne om, at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning mellem Gud og mennesket, og denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan dette foregår.

Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Derved bryder Gud ifølge Anselm altså det ellers almindelige princip om at det er den skyldige selv (subjektet), der må være den, der tager initiativet til at skabe forsoning. I stedet gøres det objektivt, dvs uden at subjektet skal gøre noget.

Peter Abelards subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen. Og derved subjektet der formidler Gud til at ophæve skellet mellem de to parter.

Imidlertid har Gustav Aulen argumenteret i 1930 [1] for at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne - døden, synd og Djævelen.

Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske matriale, og derfor er det bedst at se disse som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.

Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.

Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. Filipperbrevshymnen i Fil 2,5-11, hvor der står:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse ... ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. (Fil 2,5-6a.8)

Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.

Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte vægtlægger Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt vægtlægger Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også på moderne plan i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.

Kilder

  1. ^ Gustaf Aulén Den kristna försoningstanken. Stockholm: 1930.