Louis Vierne

Louis Vierne (født 8. oktober 1870 i Poitiers i Frankrig, død 2. juni 1937 i Paris) var en fransk organist og komponist.

Gargouiller

Louis Vierne begyndte sin musikalske karriere under César Franck og Charles-Marie Widor ved musikkonservatoriet i Paris. I 1892 blev Vierne Widors assistent ved kirken Saint Sulpice; i 1900 blev han udnævnt til organist ved Paris' domkirke Notre Dame, en stilling han beholdt indtil sin død. Han døde af et slagtilfælde under sin orgelkoncert nr. 1750 i Notre Dame - med foden på den dybe E-pedal.

Vierne var både en fremragende udøvende kunstner og pædagog. Han rejste på mange turnéer i Europa og optrådte i 1927 også i USA. Han underviste ved kirkens Schola Cantorum indtil 1912.

Viernes kompositioner er teknisk krævende med en vanskelighedsgrad, der kulminerer i hans senere symfoniske værker. Hans registreringer udforsker hele det udtræk som er til rådighed på de store symfoniske Cavaillé-Coll-orgler. Hans seks orgelsymfonier regnes for den franske symfoniske stils højdepunkt.

Værker

• Seks orgelsymfonier
• 1 Symfoni
• Piéces de Fantasie
• 24 Pièces en style libre
• Forskellige enkeltstående værker:

• Allegretto
• Tantum ergo
• Ave Maria
• Prélude funèbre
• Communion
• Ave verum
• Triumfmarsj
• Messe Basse
• Triptyque for orgel
• Messe basse pour les défunts
• Meditation for orgel
• Præludium for orgel
• Tre improvisationer
• Messe Solennelle
• Fuga over "In exitu Israel"