Forskel mellem versioner af "Etruskere"

Spring til navigation Spring til søgning
958 bytes tilføjet ,  for 11 år siden
→‎Oprindelse: Mere om etruskisk sprog.
(Om den etruskiske spådom om kejserens død.)
(→‎Oprindelse: Mere om etruskisk sprog.)
Der i al væsentlighed to teorier om etruskernes oprindelse. Den ene hævder, at etruskerne var autoktone, dvs. de har altid (i årtusinder) boet i Italien. Den anden hævder, at etruskerne er indvandret til Italien fra området ved det nordlige [[Ægæerhavet|Ægæerhav]].
 
Begge teorier går tilbage til [[Menneskets oldtid|oldtiden]]. [[Herodot]] (5. årh. f.Kr.) beretter således, at etruskerne kom fra [[Lydien]] (i det moderne vestlige [[Tyrkiet]]):
<BLOCKQUOTE><SMALL>"Da Atys, søn af Manes, var konge, udbrød der stor hungersnød i hele Lydien. En tid lang holdt lyderne tålmodigt ud, men da den ikke holdt op, søgte de efter midler til at hjælpe på den, og man fandt både på det ene og det andet. Det var den lejlighed, at både de forskellige [[terningspil]] og [[boldspil]]let og alle de andre former for [[spil (leg)|spil]] blev opfundet, med undtagelse af brætspillet; dét gør lyderne ikke krav på at have opfundet. Disse opfindelser anvendte de mod sulten på følgende måde. Den ene dag spillede de hele dagen igennem for ikke at mærke sulten, den næste lod de spillene ligge og spiste. På denne måde fortsatte de i atten år.<br />Da hungersnøden ikke hørte op, men snarere tog tiltiltog i styrke, delte deres kognekonge hele det lydiske folk i to dele og afgjorde ved lodtrækning, hvilkenhvilke af dem der skulle blive, og hvilkenhvilke der skulle drage ud af landet, og han satte sig selv i spidsen for den del, som loddet bestemte skulle blive i landet; over dem, der skulle forlade det, satte han sin søn, Tyrsenos.<br />Den halvdel, som ved lodtrækning var bestemt til at forlade landet, drog så til Smyrna og byggede sig skibe, og efter at have bragt alt, hvad de havde af brugbart løsøre om bord, sejlede de ud for at finde et land, hvor de kunne leve. Da de havde rejst forbi mange folkeslag, kom de til slut til umbrerne, i hvis land de grundlagde byer og har boet siden da. Fra at have heddet lydere, ændrede de navn efter kongens søn, som havde anført dem, og idet de loglod sig opkalde efter ham, fik de navn af tyrsenere." (overs. Hastrup og Hjortsø 1979)</SMALL></BLOCKQUOTE>
Historikeren [[Hellanikos]] skal have ment, at etruskerne oprindelig var [[pelasger]]e, et urfolk, som de de antikke historikere placerede forskellige steder i den græske verden, men også i Syditalien. [[Dionysios af Halikarnassos]] (1. årh. f.Kr.) polemiserer derimod kraftigt imod både pelasgertesen og lydertesen (''Antiqu.Rom''. 1.29-30):
<BLOCKQUOTE><SMALL>
 
Denne diskussion er dog næppe relevant at beskæftige sig med mere. I dag anser alle forskere etruskerne som et oprindeligt italisk folkeslag, men som et folkeslag hvis kulturelle udtryk i høj grad er blevet formet af mødet med de andre samtidige folkeslag, især fønikerne og grækerne.
 
Da ca 9.000 etruskiske indskrifter er bevarede til vor tid, skulle man tro, at kundskaben om sproget var god, men kun rundt et dusin af indskrifterne er længre end 25 ord. De fleste er rene inskriptioner fra grave, og ordene ''clan'' (= søn), ''svalce'' (= levede) og ''lupu'' (= er død) går derfor igen. Af samme grund er fortid den verbform, vi kender bedst. Fortidsform blev på etruskisk dannet med endelsen ''-ce'' (''c'' udtalt som ''k''), så man fik ''svalce'' (= han levede), ''turce'' (= han gav), ''lupuce'' (= han døde) og ''mulvanice'' (= han tilegnede). Kasus-endelserne blev stablet oveni hinanden. Ordet ''unialthi'' bestod af navnet Uni (= hjemmets gudinde, der på latin hed [[Juno]]), fulgt af genitiv ''-al'' (= Junos) og derefter ''thi'', (= indeni). Ordet kan altså oversættes med "i Junos [helligdom, tempel]". <ref>Ola Wikander: ''I døde språks selskap'' (s. 159-61), forlaget Pax, Oslo 2009, ISBN 978-82-530-3205-4</ref>
 
== Civilisation ==
7.938

redigeringer

Navigationsmenu