Germanske lydforskydning: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
indførelse af formiddagens rettelser (der forsvandt ved ?hærværket)
No edit summary
Linje 345: Linje 345:
De vil derfor i stedet rekonstruere dem som ikke-aspirerede klusiler, dvs. *''b'', *''d'', *''g'', hvorimod de rekonstruerer de traditionelle ikke-aspirerede klusiler som "glottaliserede" klusiler, dvs. *''p’'', *''t’'', *''k’'' (nærmest ''p'', ''t'', ''k'' med et stød). Et sådant lydsystem er ikke så usædvanligt statistisk set, og det er almindeligt i Kaukasus. Hvis denne rekonstruktion er korrekt, er germansk *''p'', *''t'', *''k'' (der i de fleste germanske dialekter udtales [''ph''], [''th''], [''kh'']) - sammen med armensk (og formentlig også det uddøde thrakiske sprog) - nærmere på udgangspunktet end latin, græsk, indoiransk, baltisk, slavisk, keltisk og albansk. Den nye model forudsætter dog, at *''b'', *''d'', *''g'' har udviklet sig til latin ''f'', ''f'', ''h'' og græsk ''ph'', ''th'', ''kh'', hvilket er mere komplekst, end hvis man rekonstruerer *''bh'', *''dh'', *''gh''.
De vil derfor i stedet rekonstruere dem som ikke-aspirerede klusiler, dvs. *''b'', *''d'', *''g'', hvorimod de rekonstruerer de traditionelle ikke-aspirerede klusiler som "glottaliserede" klusiler, dvs. *''p’'', *''t’'', *''k’'' (nærmest ''p'', ''t'', ''k'' med et stød). Et sådant lydsystem er ikke så usædvanligt statistisk set, og det er almindeligt i Kaukasus. Hvis denne rekonstruktion er korrekt, er germansk *''p'', *''t'', *''k'' (der i de fleste germanske dialekter udtales [''ph''], [''th''], [''kh'']) - sammen med armensk (og formentlig også det uddøde thrakiske sprog) - nærmere på udgangspunktet end latin, græsk, indoiransk, baltisk, slavisk, keltisk og albansk. Den nye model forudsætter dog, at *''b'', *''d'', *''g'' har udviklet sig til latin ''f'', ''f'', ''h'' og græsk ''ph'', ''th'', ''kh'', hvilket er mere komplekst, end hvis man rekonstruerer *''bh'', *''dh'', *''gh''.



==Højtysk lydforskydning==

Som det ses, har tysk i en del tilfælde forskudt lydene endnu en gang (den højtyske lydforskydning):

*''f'', ''þ'', ''h'' > ''v'' (udtalen [''v''] er dog kun dialektal), ''d'', ''h''
*''b'', ''d'', ''g'' > ''b'' (dial. ''p''), ''t'', ''g'' (dial. ''k'')
*''p'', ''t'', ''k'' > ''pf'', ''z'', ''k'' (svejtsertysk 'kch'') i begyndelsen af et ord og ''f'', ''ss'', ''ch'' inde i et ord.


==Vernersk veksel==
==Vernersk veksel==

Versionen fra 25. okt. 2005, 18:50

Den germanske lydforskydning er en serie af lydudviklinger ("lydlove"), der var med til at spalte germansk fra de øvrige indoeuropæiske sprog.

Historie

Sprogforskerne Jacob Grimm og Rasmus Rask var begge, uafhængigt af hinanden, med til at gøre denne opdagelse. Den kaldes derfor også Rask-Grimms lov.

Eksempler

Den germanske lydforskydning går ud på, at germansk har andre konsonanter end de fleste andre indoeuropæiske sprog i de fælles nedarvede ord.

  • fællesgermansk *f = indoeuropæisk *p: f.eks. da. fader, eng. father, ty. Vater = latin pater, græsk πατήρ, sanskrit pitár-
  • fællesgermansk *þ = indoeuropæisk *t: da. tre (oldnord., isl. þrír), eng. three, ty. drei = lat. trēs, gr. τρεῖς, skt. tráyah
  • fællesgermansk *h = indoeuropæisk *k: f.eks. da. hund, eng. hound, ty. Hund = lat. canis, gr. κύων, skt. śun-; da., eng. horn, ty. Horn = latin cornu, gr. κέρας, skt. śíras-; da. hoved (eng. head, ty. Haupt med sekundært *au?) = lat. caput.
  • fællesgermansk *p = indoeuropæisk *b: f.eks. da. læbe, eng. lip, ty. Lefze (erstattet af nordtysk Lippe) = latin labium.
  • fællesgermansk *t = indoeuropæisk *d: f.eks. da. to, eng. two, ty. zwei = lat. duo (fransk deux osv.), gr. δύο, skt. dvāu
  • fællesgermansk *k = indoeuropæisk *g: f.eks. da. knæ, eng. knee, ty. Knie = lat. genu, gr. γόνυ, skt. jānu-
  • fællesgermansk *b = indoeuropæisk *bh: f.eks. da. bære, eng. bear, tysk gebären 'føde' = lat. ferō, gr. φέρω, skt. bhárati
  • fællesgermansk *d = indoeuropæisk *dh: f.eks. da. dør, eng. dor, ty. Tür = lat. foris, gr. θύρα, skt. dhur-
  • fællesgermansk *g = indoeuropæisk *gh: f.eks. da. gås, eng. goose, ty. Gans = lat. *hānser > ānser (h var stumt i lavsproget), gr. χήν, skt. hamsá-; oldnord. gói, no. gjø, sv. göjemånad 'februar' = lat. hiems 'vinter', græsk χεῖμα 'vinter', χιών 'sne', skt. hímā 'vinter'; heraf også da. gimmer, egtl. 'et lam, der kun har oplevet én vinter' = gr. χίμαιρα 'ged' (> da. kimære).

Undtaget for den germanske lydforskydning er konsonantforbindelserne sp, st, sk og t'et i forbindelserne kt og pt (f.eks. *nokwt- (lat. noctem, gr. νύκτα, skt. nakt-) > da. nat, eng. night, ty. Nacht).

Videre udvikling

Man skal desuden være opmærksom på, at de fællesgermanske konsonanter ofte er blevet forandret i de enkelte germanske sprog. Ikke mindst tysk, nærmere bestemt sydtysk, har gennemgået en udvikling, der kan ses som en fortsættelse af dne germanske lydforskydning og derfor kaldes den højtyske lydforskydning.

(forlyd = i ordets begyndelse, indlyd = inde i et ord)


germansk position gotisk højtysk nederlandsk engelsk islandsk færøsk norsk svensk dansk
*f forlyd f v / f v f f f f f f
indlyd f v / f v v / f f v v v v
*þ forlyd þ d d th þ t t t t
indlyd þ d d th ð ð (d) d d
*h forlyd h h h h h h h h h
indlyd h (h) - - - - - - -
*p forlyd p pf p p p p p p p
indlyd p ff p p p p p p b
*t forlyd t z t t t t t t t
indlyd t ss / ß t t t t t t d
*k forlyd k k k k k k k k k
indlyd k ch k k k k k k g
*b forlyd b b b b b b b b b
indlyd b b v v / f f v v v v
*d forlyd d t d d d d d d d
indlyd d t d d ð ð (d) d d
*g forlyd g g g g / y g g g g g
indlyd g g g g / y g g g g g / j / v

Beskrivelse

Når man taler om 'lydforskydning', er det fordi der er tale om en række lydudviklinger, der gør, at lydene så at sige skifter plads. De stemte aspirerede klusiler (lukkelyd) *bh, *dh, *gh bliver til de stemte ikke-aspirerede klusiler *b, *d, *g. De stemte klusiler *b, *d, *g bliver til de ustemte klusiler *p, *t, *k. Og de ustemte klusiler bliver til de ustemte frikativer (hæmmelyd) *f, *þ, *h.

Den germanske lydforskydning kan således ses som en fonetisk kædereaktion, selv om det er usikkert, om den begyndte i bunden ved, at de forskellige serier skubbede til hinanden (*bh skubbede til *b, der skubbede til *p), eller i toppen ved, at de forskellige serier hev de andre med sig for ikke at efterlade et tomrum i lydsystemet (p hev b efter sig, og b hev bh efter sig). Begge forklaringer på den germanske lydforskydning er klassisk strukturalistiske.

Der er imidlertid ikke enighed om, hvad der var det indoeuropæiske udgangspunkt for de forskellige fonemer. Den klassiske rekonstruktion lægger sig tæt op ad oldindisk, idet man antager, at der fandtes stemte aspirerede klusiler (*bh, *dh, *gh), og de fleste indoeuropæister er stadig tilhængere af denne rekonstruktion. I de senere år er der dog en del, der har kritiseret denne tradition, fordi det vil være højst usædvanligt for et sprog at have disse fonemer og så ikke have de tilsvarende ustemte aspirerede klusiler *ph, *th, *kh (de findes i indisk, hvor de bl.a. er opstået af indoeuropæisk *p, *t, *k + *H).

De vil derfor i stedet rekonstruere dem som ikke-aspirerede klusiler, dvs. *b, *d, *g, hvorimod de rekonstruerer de traditionelle ikke-aspirerede klusiler som "glottaliserede" klusiler, dvs. *p’, *t’, *k’ (nærmest p, t, k med et stød). Et sådant lydsystem er ikke så usædvanligt statistisk set, og det er almindeligt i Kaukasus. Hvis denne rekonstruktion er korrekt, er germansk *p, *t, *k (der i de fleste germanske dialekter udtales [ph], [th], [kh]) - sammen med armensk (og formentlig også det uddøde thrakiske sprog) - nærmere på udgangspunktet end latin, græsk, indoiransk, baltisk, slavisk, keltisk og albansk. Den nye model forudsætter dog, at *b, *d, *g har udviklet sig til latin f, f, h og græsk ph, th, kh, hvilket er mere komplekst, end hvis man rekonstruerer *bh, *dh, *gh.


Vernersk veksel

I indoeuropæisk kunne trykket, accenten, være anbragt på alle stavelser i ordet og varierede alt efter afledning og bøjningsform. Denne accenttype er bevaret i vedisk indisk og på græsk, men på germansk kom trykket i stedet til at ligge fast på den første stavelse i ordet (dog ikke på forstavelser som ge-, be-, for-). Selv om germansk således ikke har bevaret den indoeuropæiske accent, har den imidlertid sat sig et tydeligt spor, idet indoeuropæisk *p, *t, *k, *s, der efter den germanske lydforskydning normalt skulle udvikle sig til ustemt f, þ, k, s, i stedet blev til stemt b, d, g, z, hvis den forudgående vokal ikke bar accenten i urindoeuropæisk. Det var den århusianske sprogvidenskabsmand Karl Verner, der fandt forklaringen på denne tilsyneladende uregelmæssighed, og man kalder den efter ham vernersk veksel. Det typiske eksempel (og det, der ledte ham på sporet) er germ. *fadēr (ty. Vater) = gr. πατήρ, vedisk pitár- over for germ *brōþēr (ty. Bruder) = gr. φράτωρ, vedisk bhrā́tar-.

På grund af denne lydregel var der i en del stærke verber på germansk en veksel mellem f, þ, k, s i infinitiv, præsens og præteritum ental på den ene side og b, d, g, z (> r) i præteritum flertal og participiet på den anden side. Vekslen kan endnu ses i de ældre sprog, men i de moderne sprog er den normalt ophævet ved analogi. Det urgermanske *friusan : *fraus : *fruzum : *gafruzanaz kunne stadig ses i oldnordisk frjósa : fraus : frørum : frørinn og oldhøjtysk friosan : frōs : frorum : gifroran, men de nordiske sprog har nu analogisk gennemført s: fryse : frøs : †frøse : frosset, hvorimod tysk har gennemført r: frieren : fror : froren : gefroren. I et andet tilfælde har nyhøjtysk r: verlieren, men dansk har lånt ordet i en ældre form med s: forlise.


Litteratur