Koiné

Koiné (græsk κοινή koinē, "fælles (dialekt)") er den form for græsk, der blev talt og skrevet som verdenssprog i Middelhavsområdet og Mellemøsten i hellenistisk tid og kejsertiden (ca. 300 f.Kr. til 600 e.Kr.).

I moderne sprogvidenskab bruger man tillige ordet koiné for at betegne andre lignende overregionale fællessprog. Ordet kan også bruges overført på andre kulturfrembringelser (f.eks. klædedragt).

Koiné er opstået på grundlag af den attiske dialekt, der i klassisk tid (5.-4. årh. f.Kr.) blev talt i Athen og i de områder, der var under atheniensisk indflydelse. På det tidspunkt har hver bystat i Grækenland sin egen dialekt, men Athen er blevet et kulturelt centrum med en stor prestige. I koiné er den attiske dialekts mest særprægede lokale træk blevet udjævnet til fordel for en mere fællesgræsk form (f.eks. θάλασσα thalassa i stedet for θάλαττα thalatta, ναός naos i stedet for νεώς neōs).

Da Alexander den Store erobrer Perserriget, bliver koiné udbredt til hele Mellemøsten, særlig Lilleasien, Syrien, Palæstina og Egypten. Det Ny Testamente er således affattet på koinégræsk. På dét tidspunkt forelå det Gamle Testamente allerede i en græsk oversættelse, Septuaginta, som var den udgave, som de ikke-hebraisktalende jøder læste.

Koiné udvikler sig gradvist til nygræsk. Mange af de forskelle, der eksisterer mellem klassisk græsk og nygræsk i f.eks. udtale, formlære og syntaks er allerede på vej i koiné.