Visigoter: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
194.041 edits
m robot Tilføjer: an:Visigodos
Linje 111: Linje 111:


[[af:Wes-Gote]]
[[af:Wes-Gote]]
[[an:Visigodos]]
[[ar:قوط غربيون]]
[[ar:قوط غربيون]]
[[arz:ڤييثجوث]]
[[arz:ڤييثجوث]]

Versionen fra 22. maj 2010, 13:31

Visigoternes vandring efter år 375.

Visigoter eller vestgoter (latin visigothi eller visigothæ), et af de to gotiske folk, der var kendt i antikken. Før det 5. århundrede hed folket egentlig Tervingi. Navnet visigoter betyder ikke "vestgoter", som man tidligere mente, men snarere "ædle goter". Men eftersom Tervingi-stammen var de vestlige goter, er vestgoter faktisk en bedre benævnelse for dem end visigoter, som de først kom til at hedde, efter at de etablerede sig i Aquitanien i 418. Før hunnernes ankomst var Tervingi/vestgoterne underlagt ostrogoterne og blev derfor ikke styret af konger, men af høvdinge (reiks), der stod i spidsen for større grupper af folket.

Vestgoterne som Roms allierede

Hunnerne erobrede ostrogoternes rige i 375 og vestgoterne valgte da, at de hellere ville flygte til Romerriget end at underordne sig hunnernes styre. Romerne tog dog modvilligt imod det ariansk kristne folk og behandlede dem så dårligt, at de gjorde oprør. Det endte med en katastrofe for romerne, da vestgoterne besejrede dem i slaget ved Adrianopel og endog Konstantinopel svævede et stykke tid i fare. Men efter at Theodosius var blevet kejser i 379 lykkedes det ham med styrke og klogskab at berolige vestgoterne og faktisk at opnå en alliance med den gamle romerfjende Atanarik, som havde forladt Siebenbürgen og opnået en slags lederstilling efter Fritigerns død. Så længe Theodosius regerede blev visigoterne betragtet som foederati, en slags buffer mod andre barbariske folkeslag, mens enkelte medlemmer af folket fik ansættelse i hæren eller rundt om i rigets forvaltning. Derigennem blev goternes nationale sammenhold truet, og efter Theodosius död år 395, blev Alarik 1. valgt til konge af en gruppe goter, som kaldte sig "Vesi". Det var dette navn, der siden udviklede sig til "visigoter".

Under Alarik indledtes på ny de vestlige goters kamp mod det romerske rige, og det førte først til, at Rom blev indtaget, og senere til, at folket slog sig ned i Sydgallien (det såkaldte Tolosanske rige efter hovedbyen Tolosa, det nuværende Toulouse) under Ataulf, Wallia (415-418) og Theoderik 1 (418-451). I de fleste sammenhænge kom goterne dog til at optræde som foederati (eksempelvis mod vandalerne), og de spillede en meget vigtig rolle ved Aëtius’ sejr over Attila i slaget på de Katalauniske marker år 451, hvor kong Theoderik 1. faldt og Attilas fremrykning i Europa blev standset. Som en bieffekt blev den anden halvdel af goterne, ostrogoterne, også befriet fra hunnisk overhøjhed.

De selvstændige visigoter

Ørneformet fibula, fremstillet i det visigotiske Spanien i det 6. århundrede.

Under forvirringen ved det Vestromerske riges fald år 476 frigjorde visigoterne sig helt fra afhængigheden af Rom, og under ledelse af Theoderik 1.s søn, Eurik, konsoliderede de deres magt i Sydgallien og erobrede størstedelen af Spanien. Euriks søn, Alarik 2., (484-507) blev besejret i 507 af den frankiske konge, Klodevig 1., og derefter blev det visigotiske magtområde hovedsageligt til et spansk rige ("riget Toledo"). Riget blev under Roderik 2. (710-711) omstyrtet af maurerne (se artiklen Spaniens historie).

Den muhamedanske statholder, Musa, førte erobringen af Nordafrika til ende og sendte år 711 sin erfarne feltherre, Tarik, til Spanien. Han besatte den stejle klippeknude, der dengang hed Calpe, men som efter den tid bærer erobrerens navn, Tariks bjerg (Djebel-al-Tarik, deraf Gibraltar), og mødte Roderik 2. ved Salada, ikke langt fra Cadiz (nordvest for Xeres de la Frontera). Kampen rasede den 25. og 26. juli, og efter sagnet endda en hel uge. Formodentlig blev den afgjordt ved et forræderi til maurernes fordel. Det førte til vestgoterrigets fald. Roderik omkom, og hans folk opførte sig så fejt, at ingen gotisk hær senere vovede at stille sig i vejen for de indtrængende. På den måde kunne muhamedanerne indtage den ene by efter den anden. De misfornøjede og undertrykte, frem for alt jøderne, kom dem i møde og åbnede portene. Kun højt oppe i nord, i de asturiske bjerge, formåede de kristne at gøre modstand. Sandsynligvis ville de have lidt nederlag og erobringen ville have bredt sig nord for Pyrenæerne, hvis ikke Tarik og Musa var blevet uenige med hinanden. Derfor blev den muhamedanske hær tilbagekaldt.

I forvejen blev det stolte, lysende rige plaget af sit indre, tærende onde, det verdslige og åndelige aristokrati. For begge disse magter underkuede klassen af frie borgere, mens kronen på den anden side ikke formåede at vinde tilstrækkelig styrke og tyngde. Vestgoterne udviklede privatretten som de første blandt germanerne, men de havde aldrig held til at skabe en varig forfatning.

Sociale forhold i de visigotiske riger

Efter bosætningen i Gallien og Spanien fik visigoterne tildelt to tredjedele af jorden der, og de forblev længe adskilt fra den romersk befolkning, eftersom indbyrdes giftermål var forbudt ved lov. De to folk havde også hver deres lovsystemer, for mens romerne levede under love, fastlagt af Alarik 2. (i form af et sammendrag af romersk ret, kaldet Breviarium Alarici), levede visigoterne under gotisk sædvaneret (antageligt kodificeret under kong Reccared 1. (586-601) under navnet Antiqua). Goterne blev i første omgang pådømt af særskilte kongelige dommere, men den højere rettergang blev udøvet af fælles dommere, hertuger (duces) for provinsernes vedkommende og grever (comites) i de enkelte grevskaber (civitates). Til forskel fra forholdet i ostrogoternes rige (se Theoderik den Store) var den romerske befolkning underlagt en pligt til at yde krigstjeneste. Dette blev det første trin mod en sammensmeltning af de to folk.

Blandt goterne havde der oprindeligt været en fødselsadel, som dog forsvandt efter erobringerne, og i stedet opstod der en kongelig tjensteadel, som både romere og goter indgik i på grund af den fælles pligt til krigstjeneste. I sammenhæng med dette foregik der en betydelig, social omdannelse. Ganske som hos andre germanske folk havde folkets hovedmasse hos visigoterne bestået af "folkefri", og ved bosætningen havde de fået egen jord, men under romerne havde jorden i Gallien og Spanien for størstedelen været opdelt i store ejendomme, der tilhørte adelige (senator-) slægter, men blev dyrket af en talrig, ufri befolkning. De indtrængende visigoter bibeholdt i vidt omfang disse forhold og den nye tjenesteadel, det være sig af romersk eller gotisk oprindelse, blev ejere af de gamle godser eller af nye, som blev skabt ved tildeling af krongods. De små frie jordejendomme kunne ikke klare sig ved siden af storgodserne, og mens de mægtigste visigotiske slægter smeltede sammen med de gamle romerske adelsslægter til en herskende adel på ene side, smeltede massen af de folkefri visigoter på anden side sammen med den undergivne, romerske befolkning til en samfundsklasse, som stod i afhængighed (eller var helt ufri) i forhold til de store åndelige eller verdslige magthavere.

Hvor drastisk de folkefries antal var mindsket ses af kong Vambas (672-680) påbud om, at 9 ud af 10 trælle skulle have pligt til at yde krigstjeneste. Tidligere havde de folkefrie ellers været grundlaget for tilførsel af mandskab til krigsmagten. Denne udvikling, som skulle give startskuddet til feudalismen i Frankerriget, foregik tidligere i Vestgoterriget, men den førte ikke til en fuldstændig feudalisering, da ejendommene ikke blev overdraget som len. Den begyndende sammensmeltning af folkegrupperne visigoter og romere på grund af de sociale forandringer blev fuldbyrdet, efter at visigoterne under kong Reccared var konverteret fra arianismen til katolicismen, og som følge deraf kunne kongerne Kindasvind (641-652) og dennes søn, Reccesvind, (652-672) gennemføre en fælles lovgivning, Lex visigothorum, og Reccesvind ophævede også forbuddet mod blandede ægteskaber. Eftersom den romerske befolkning var betydeligt mere talrig end den gotiske, kom den romerske kultur også til at forme den efterfølgende kultur i stigende grad. Lex visigothorum var i hovedsagen baseret på romerretten, og visigoterne opgav deres sprog til fordel for det vulgærlatin, som blev talt af den romerske befolkningsdel (se spansk).

Reconquista

En asturisk adelsmand, Pelayo, får æren af at have indledt den kristne Reconquista af den Iberiske halvø i 718, da han besejrede umajadehæren i slaget ved Covadonga og skabte Kongeriget Asturien i den nordvestlige, bjergrige del af halvøen. Andre visigoter, der afviste at konvertere til Islam eller leve under maurernes styre, flygtede nordpå til Frankerriget, og visigoter havde nøgleposter i Karl den Stores rige nogle få generationer senere.

Vestgotiske konger i Spanien

Selv om riget og befolkningen ændrede sig, fastholdt det til sin undergang navnet Goternes rige (lat. Regnum gothorum).

De første konger

Balti dynastiet

Senere konger

Tvivlsomme konger

Se også

Kilder

Litteratur

  • Karen Eva Carr: Vandals to Visigoths : rural settlement patterns in early medieval Spain, 2002 ISBN 0-472-10891-3
  • Roger Collins: Visigothic Spain 409 - 711, 2004, 0631181857
  • Alberto Ferreiro: The Visigoths in Gaul and Spain A.D. 418-711: A Bibliography, 1989, ISBN 90-04-08793-1
  • Wolfgang Giese: Die Goten, 2004, 3170176706
  • Michael Kulikowski: Late Roman Spain and Its Cities, 2004, ISBN 0-8018-7978-7
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Visigoter&oldid=4160709"