Ejderen

Ejderen nær Tønning

Ejderen i grænselandet mellem daner og saksere i den tidlige middelalder.

Ejderen (tysk Eider, oldnordisk Egða, latin Egdor) er en flod i Slesvig-Holsten. Floden er ca. 180 km og er den længste flod i delstaten. Den udspringer sydvest for Kiel (Obereider eller Øvre Ejder), passerer under et meget bugtet forløb Rendsborg og Frederiksstad (Nedre Ejder), hvor Trene og Sorge munder ud i floden, og den udmunder i Vesterhavet ved Ejderdæmningen. På visse strækninger er Ejderen en del af Ejderkanalen og Kielerkanalen.

Historie

Ejderen blev nævnt første gang i 800-tallet som Egidorae fluminis. Ifølge legenden betyder navnet Ægirs dør (oldnordisk Ægidyrr), hvilket næppe kan verificeres.

Ifølge sagnet vandt Uffe den Spage med sit sværd Skræp Danmarks uafhængighed i en tvekamp på en ø i Ejderen. Historien knytter sig muligvis til den ø, hvor borgen Rendsborg senere blev anlagt.

Ejdergrænsen

Ejderen var det danske riges sydgrænse fra 800-tallet til 1864, men den præcise definition har været omstridt. Ejderen udgjorde i middelalderen grænsen mellem Danmark og det Tysk-Romerske Rige og senere mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt som nordgrænse for det Tyske Forbund.

Landskabet Sønderjylland blev i løbet af middelalderen til hertugdømmet Slesvig, som ikke var en del af kongeriget, men et hertugdømme og dansk len. Syd for Ejderen lå hertugdømmet Holsten, som ikke var en del af Danmark, men et tysk len under den danske trone. Under helstaten, hvor Danmark, Slesvig og Holsten (og indtil 1814 Norge) var forenet under samme konge, mistede Ejdergrænsen sin betydning. Slesvig og Holsten blev styret på tysk af samme myndighed, det Tyske Kancelli (senere Slesvig-Holstenske Kancelli) i København. Af menigmand blev Slesvig ofte ganske enkelt opfattet som en del af Holsten, men hertugdømmerne var ikke formelt slået sammen. Den danske helstat var delt i to toldområder, og toldgrænsen gik ved Kongeåen. Selve Ejdergrænsen havde ikke megen praktisk betydning.

I 1800-tallets første del kom nationalitet og demokrati på dagsordenen, og nogle kræfter i hertugdømmerne krævede en forening af Slesvig og Holsten under en fælles forfatning og som del af det tyske forbund. Ved indførelsen af stænderforsamlinger i 1831 fik Slesvig og Holsten derimod hver sin stænderforsamling. I de følgende årtier blev det diskuteret om grænsen mellem dansk og tysk skulle gå ved Ejderen eller Kongeåen, dvs. nord eller syd for Slesvig/Sønderjylland, eller om helstaten kunne opretholdes med Slesvig som et overgangsområde.

Treårskrigen (1848-50) begyndte som en borgerkrig, hvor tysksindede, slesvig-holstenske oprørere satte sig op mod statsmagten, som de mente var styret af den dansk-nationale folkestemning i København. Krigen fik en vis indblanding fra Preussen, men endte med at opstanden blev bekæmpet, og status quo blev opretholdt.

Danmark tabte krigen i 1864, og begge hertugdømmer blev erobret af det Tyske Forbund, repræsenteret ved Preussen og Østrig. I 1866 mistede Ejdergrænsen sin administrative betydning, da de to hertugdømmer blev annekteret som den preussiske provins Slesvig-Holsten. Dog gjaldt Jyske Lov stadig i Slesvig indtil 1900, hvor den tyske Bürgerliches Gesetzbuch blev indført. Nogle få bestemmelser i Jyske Lov gælder den dag i dag i Slesvig.

Ejderen (og længere østpå Kielerkanalen) markerer i dag grænsen for landsdelen Sydslesvig (på tysk oftest kaldet Landesteil Schleswig) og dermed grænsen for det danske mindretals arbejdsområde.

Grænseforløbet

Ejdergrænsen fulgte Ejderen fra vest indtil Flemhuder See og åen Levenså mod øst indtil Holtenå ved Kielerfjorden. Mellem Levenså og søen fandtes en ca. 2 km lang landegrænse med en jordvold. Efter at Levenså blev uddybet og indgik i den Slesvig-Holstenske Kanal (Ejderkanalen) fulgte grænsen kanalforløbet.

Folkegrænsen mellem dansk/jyske og saksiske stammer gik i den tidlige middelalder få kilometer nord for Ejderen. Sproggrænsen holdt sig her indtil ca. 1600-tallet, idet den begyndte fra øst ved Egernførde og foden af halvøen Svansø, således at hele halvøen hørte til det danske sprogområde. Herefter gik linjen syd om Slien og byen Slesvig, og derefter mod vest langs Dannevirke / Rejde Å ud til Trenen. Desuden hørte i middelalderen et smalt bælte fra byen Slesvig og ned til Rendsborg langs med Hærvejen til det dansktalende område. Den sidste del af Sydslesvig syd for denne linje (Hytten Bjerge og Jernved) var overvejende befolket af saksere fra syd, dog var enkelte byer danske, f.eks. Gettorp. I Nordfrisland samt Ejdersted taltes nordfrisisk. Den historiske folke- og sproggrænse er tydelig i stednavnene.

Ejderen og Levenså som grænse (punkterede linje) mellem Slesvig og Holsten. Mellem vandløbene er markeret et "landeskel", Landescheide.

Se også

• Ejderdæmningen
• Ejderpolitikken

Fodnoter

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons