Carl Berling: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m robot Tilføjer: sv:Carl Berling
Linje 27: Linje 27:


[[de:Carl Berling]]
[[de:Carl Berling]]
[[sv:Carl Berling]]

Versionen fra 27. jul. 2010, 23:46

Johan Carl Ernst Berling. Efter tegning af I.V. Gertner.

Johan Carl Ernst Berling (30. august 1812 i København - 30. marts 1871 i Ismailia) var hofembedsmand, bogtrykker og avisudgiver. Carl Berling var søn af bogtrykker Carl Christian Berling og Sophie Hedevig født Glassing (død 1859).

Typografen bliver avisudgiver

Berling gik ikke i nogen skole, men undervistes i hjemmet og uddannedes derefter som typograf. Da hans far, udgiver af Dansk Statstidende, døde 1824, gik forretningen over til moren, der snart fik en dygtig og virksom medbestyrer i sønnen. Hidtil havde trykkeriet været den væsentligste del af forretningen, i hvilken avisen, der fra 1833 udgaves under titlen Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, havde spillet en underordnet rolle, men under Berling forandrede dette forhold sig efterhånden. Avisen blev i kraft af Berlings administrative talent, avertissementsprivilegiet og Nathansens dygtige redaktion hovedsagen; den vandt en overordentlig stor udbredelse og udkom fra 1844 to gange om dagen. Efter tronskiftet 1848 åbnede der sig for Berling, der hidtil fuldstændig var gået op i sin forretning, en virksomhed af en ganske anden art, således at hin begivenhed kom til at danne det mærkeligste vendepunkt i hans liv. Han var ved personligt venskab knyttet til den nye konge, Frederik 7., hvem han havde lært at kende som kronprins, da denne i slutningen af trediverne opholdt sig i Fredericia som kommandant. Kongen gjorde med korte mellemrum sin yndling til genstand for en række udmærkelser. Berling udnævntes til privatsekretær hos kongen og 31. december 1848 til generalkasserer for civillisten, efter at han var bleven hædret med etatsrådstitlen. 1849 blev Berling kammerherre, 1851 rejsemarskal, 1852 fik han kommandørkorset og 1855 rang med kongens hofmarskal. I året 1857 udnævntes Berling til generalintendant for civillisten, og endelig tildeltes ham, hvad der var den sidste udmærkelse fra kongens side, 1858 Dannebrogsordenens storkors. Af fremmede ordensdekorationer havde Berling to svenske, en norsk og en fransk ridderorden.

Patrioten

Ved kong Frederik 7.s hof spillede Berling en betydningsfuld rolle, der ikke blot fandt sin forklaring i den tillid, kongen nærede til ham, og i hans vigtige stilling som chef for civillisten, men som også hidrørte fra den store yndest, han nød hos kongens morganatiske hustru, lensgrevinde Danner. Berling følte varmt for sit danske fædreland og indtog i politisk henseende et frisindet standpunkt, hvilke egenskaber styrkedes hos ham efter hans indtræden i hofkredsen. Denne, der var opfyldt af overleveringerne fra Frederik 6.s og Christian 8.’s hof, betragtede ham naturligvis som en parvenu, og som modvægt mod denne stemning søgte Berling at vinde yndest hos den store befolkning, der ikke spurgte om byrd (afstamning) og hofkvalifikationer. Fra et dansk patriotisk synspunkt havde Berling en heldig indflydelse, men anderledes stillede forholdet sig set fra helstatens standpunkt; thi fra et sådant bidrog Berling allerede ved sin nærværelse ved hoffet og i forening med grevinde Danner til at svække den sammenholdende kraft mellem monarkiets forskellige dele, som skulle udgå fra kronen; det slesvig-holstenske ridderskab følte sig nemlig ikke tiltrukket, men frastødt af hoffet i København. I året 1859 indtrådte en krise, der middelbart fik Berlings fald til følge. Da lensgrevinde Danner viste en stedse mere udpræget tendens til at indtage en fremskudt stilling og lade sig hylde officielt som kongens gemalinde, forlangte ministeriet Hall-Krieger, for i det mindste at svække det morganatiske elements betydning ved hoffet og dets skadelige virksomhed for monarkiet, at Berling skulle afskediges. Ministeriet havde også anledning til at tro, at Berling personlig var mindre vel set af kong Karl 15. af Sverige og Norge, på hvis venskabsfølelse for Frederik 7. man lagde den største vægt under den daværende strid med Tyskland og den politiske situation i det hele taget. grevinde Danners indflydelse hos kongen bevirkede, at han afslog den af ministeriet stillede fordring. Kabinettet Hall-Krieger trådte da tilbage 2. december 1859, hvorpå ministeriet Rotwitt-Blixen-Finecke, der væsentlig støttede sig på rigsdagens Venstre, overtog magten Berling, mod hvem opinionen i det nationalliberale parti havde rejst sig med megen styrke, tog derefter selv initiativet til sin afskedsbegæring og fratrådte 30. december 1859 samtlige sine hofstillinger.

Rejselyst

Efter helbredelsen for en alvorlig sygdom, hvoraf Berling blev overfalden det følgende år, tog han med energi fat på ledelsen af Berlingske Tidendes administration, men syslede ved siden deraf med læsning af danske forfattere, hvorved han opnåede et ret omfattende kendskab til sit fædrelands litteratur. Berling havde ligefrem passion for udenlandsrejser, og hans materielle stilling tillod ham at tilfredsstille den i fuldt mål. Han besøgte næsten alle europæiske lande. I året 1871 begav han sig til Italien, hvor han i Neapel traf sammen med grevinde Danner, og rejste, ledsaget af hende og hendes følge, til Egypten. Det var hans hensigt at besøge Jerusalem, men da ramtes han 30. marts i Ismailia af et slagtilfælde, der gjorde ende på hans liv. Berling stod personlig i det bedste forhold til medlemmerne af Berlingske Tidendes redaktion og til trykkeriets personale, og som en karakteristisk side hos ham må det fremhæves, at han i sine hofstillinger ingen sinde glemte, at han tillige var bogtrykker, hvad også det spændte forhold, hvori hofkredsens aristokratiske elementer stillede sig til ham, stadig bidrog til at minde ham om. Berlings økonomiske talent kom lensgrevinde Danner til gode, i det hun uden ham som rådgiver næppe havde efterladt sig den store formue, for hvilken de fortjenstfulde institutioner "Kong Frederik VII’s Stiftelse" og "Jægerspris Stiftelse" oprettedes. - 18. oktober 1854 havde han ægtet Polly Haderup (født 14. februar 1825), der overlever ham.


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af A. Thorsøe i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 2. bind, side 131, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til et mere nutidigt sprog og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen. Dette angives som fx:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=https://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.