Wilhelm Keitel: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 31. jul. 2010, 16:31

Wilhelm Bodewin Johann Gustav Keitel (22. september 1882 - 16. oktober 1946) var en tysk hærofficer.

Under 2. verdenskrig var Keitel som feltmarskal (tysk titel: Generalfeldmarschall) chef for værnemagtens overkommando (OKW) og den nærmeste militære rådgiver for Adolf Hitler.

Efter 2. verdenskrig dømt og henrettet for krigsforbrydelser ved domstolen i Nürnberg.

Militær karriere

Keitel indtrådte i hæren i 1901 og deltog som løjtnant og senere kaptajn i 1. verdenskrig, hvor han blev såret og dekoreret med jernkorset af 1. grad. Han blev overflyttet til generalstabsarbejde, hvor han udmærkede sig som organisator med administrative evner. Af stor betydning var det, at han her mødte den lidt ældre major Werner von Blomberg, der senere blev tysk krigsminister. Keitels karriere kom til at følge i hans indtil skandalen omkring von Blombergs ægteskab i 1938.

Efter krigen gjorde han tjeneste i det nyoprettede Rigsværn, hvor han 1931 udnævntes til oberst og 1. marts 1934 til generalmajor og gjorde tjeneste som stedfortrædende divisionschef i Potsdam.

Den 1. oktober 1935 blev han udnævnt til chef for værnemagtskontoret i Rigskrigsministeriet i Berlin. Hurtigt fulgte udnævnelser til generalløjtnant den 1. januar 1936 til general i artilleriet den 1. august 1937.

Da Hitler i februar 1938 ændrede kommandostrukturen, blev Keitel stabschef for krigsminister von Blomberg. Efter afskedigelsen af von Blomberg og Werner von Fritsch blev Keitel fra 4. februar 1938 chef for OKW. Han udnævntes til generaloberst 10. november 1938.

Efter Frankrigs fald udnævntes han af Hitler til feltmarskal den 19. juli 1940.

Private forhold

Wilhelm Keitel var søn af en godsejer i Helmscherode, en landsby på vestsiden af Harzen. Efter folkeskolen gik han på gymnasiet i Göttingen.

Han giftede sig i 1909 med Lisa Fontaine, datter af en bryggeriejer og godsejer fra Hannover, med hende fik han to sønner og en datter. Sønnen Karl-Heinz blev i 1938 gift med von Blombergs datter Dorothee.

Keitel mistede under krigen sin datter og ene søn.

Hans yngre broder, Bodewin Keitel (1888 - 1953), der var general i infanteriet, var fra 1938 til 1942 chef for hærens personalekontor.

Keitels forhold til nazismen og Hitler

I årene før 1933 havde Keitel ikke forbindelse med de tyske nazister. Men han delte den kritiske holdning i store dele af officerskorpset til den demokratiske stat og var en af dem, der befordrede den såkaldte dolkestødslegende: den tyske hær ikke var slået på slagmarken, men var faldet i ryggen af hjemmefronten.

Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i Bad Reichenhall, hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillede han sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommende år flere taler, der støttede den nazistiske stat.

Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være "ja-siger" og partisoldat. Fx udarbejdede han og von Blomberg i 1936 en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til Gestapo. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med Rudolf Hess - leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor PR-kampagne for at forbedre forholdet.

1939 modtog han NSDAP's gyldne partiemblem, som var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.

Det fremgår af alle udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende øgenavn "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen GröFaZ, især da krigslykken vendte).

Keitels beundring for Hitlers "geni" fik ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og var uselvstændig og usikker. Det kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde taktiske eller strategiske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og logistikkens område.

Han var derfor en ideel værnemagtschef for Hitler, hvis ordrer aldrig blev modsagt, men tværtimod støttet langt ud over enhver rimelighed og langt ind i krigsforbrydelser.

Keitel under 2. verdenskrig

Keitel underskrev den 22. juni 1940 Frankrigs kapitulation i Compiègne.

Keitels sidste officielle handling var den 9. maj 1945, da han som befuldmægtiget for regeringen Karl Dönitz ratificerede værnemagtens kapitulation overfor den Røde hær. Det skete i det sovjetiske hovedkvarter i Berlin som konsekvens af den betingelsesløse kapitulation, der var underskrevet den 7. maj i det amerikanske hovedkvarter i Reims af generaloberst Alfred Jodl.

Efter 1945

Den 13. maj 1945 blev Keitel arresteret af de allierede i Flensborg og kom i krigsfangenskab.

Keitel blev ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1946 (hovedprocessen) anklaget efter alle fire hovedanklagepunkter.

Forbrydelser mod freden.

Deltagelse i sammensværgelse om at begå forbrydelser mod freden.

Krigsforbrydelser.

Forbrydelser mod menneskeheden.

Da han utvivlsomt havde deltaget i den almindelige og detaljerede forberedelse af angrebskrigen, og da næsten enhver befaling, som udgjorde en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, var underskrevet af ham, var anklagerens materiale ganske overvældende og kunne sammenfattes i en erklæring på fem sider.

Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at det kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer. Det skete ikke .

I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt - ikke hængt. Da den medanklagede Göring, den tidligere rigsmarskal, som Keitel anså for sin overordnede, modsatte sig dette, lod Keitel sagen falde.

Den 2. oktober 1946 blev han kendt skyldig i alle anklagepunkter og dømt til døden ved hængning. 12. oktober 1946 forsøgte han igen - støttet af franskmændene - uden held at få ændret henrettelsesmetoden til skydning.

Dødsdommen blev eksekveret den 16. oktober 1946. Keitel blev hængt som den anden af de ti dødsdømte umiddelbart efter den tidligere udenrigsminister Joachim von Ribbentrop. Han blev 64 år

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 '''Wilhelm Bodewin Johann Gustav Keitel''' ([[22. september]] [[1882]] - [[16. oktober]] [[1946]]) var en [[tyskland|tysk]] [[hær]]officer.
-Under [[2. verdenskrig]] var Keitel som feltmarskal (tysk titel: ''Generalfeldmarschall'') chef for [[værnemagt]]ens overkommando (OKW) og var i denne funktion den nærmeste militære rådgiver for [[Adolf Hitler]].
+Under [[2. verdenskrig]] var Keitel som feltmarskal (tysk titel: ''Generalfeldmarschall'') chef for [[værnemagt]]ens overkommando (OKW) og   den nærmeste militære rådgiver for [[Adolf Hitler]].
 Efter 2. verdenskrig dømt og henrettet for krigsforbrydelser ved domstolen i Nürnberg.
 == Militær karriere ==
-Keitel indtrådte i hæren i [[1901]] og deltog som ung officer ([[løjtnant]] og senere [[kaptajn (militær)|kaptajn]]) i [[1. verdenskrig]], hvor han blev såret og dekoreredes med jernkorset af 1. grad. Han blev overflyttet til generalstabsarbejde, hvor han udmærkede sig som organisator med administrative evner. Af stor betydning var det, at han her mødte den lidt ældre major [[Werner von Blomberg]], der senere blev tysk [[krigsminister]]. Keitels karriere kom til at følge i dennes kølvand indtil det dramatiske brud mellem dem i forbindelse med skandalen omkring von Blombergs ægteskab i [[1938]].
+Keitel indtrådte i hæren i [[1901]] og deltog som [[løjtnant]] og senere [[kaptajn (militær)|kaptajn]] i [[1. verdenskrig]], hvor han blev såret og dekoreret med jernkorset af 1. grad. Han blev overflyttet til generalstabsarbejde, hvor han udmærkede sig som organisator med administrative evner. Af stor betydning var det, at han her mødte den lidt ældre major [[Werner von Blomberg]], der senere blev tysk [[krigsminister]]. Keitels karriere kom til at følge i hans indtil skandalen omkring von Blombergs ægteskab i [[1938]].
-Efter krigens afslutning gjorde han tjeneste i det nyoprettede [[Rigsværn]], hvor han [[1931]] udnævntes til oberst og [[1. marts]] [[1934]] til generalmajor og gjorde tjeneste som stedfortrædende divisionschef i [[Potsdam]].
+Efter krigen gjorde han tjeneste i det nyoprettede [[Rigsværn]], hvor han [[1931]] udnævntes til oberst og [[1. marts]] [[1934]] til generalmajor og gjorde tjeneste som stedfortrædende divisionschef i [[Potsdam]].
-Den [[1. oktober]] [[1935]] blev han udnævnt til chef for værnemagtskontoret i ministeriet i [[Berlin]], som nu hed Rigskrigsministeriet. Hurtigt fulgte udnævnelser til generalløjtnant den 1. januar [[1936]] til [[general]] i [[artilleri]]et den 1. august [[1937]].
+Den [[1. oktober]] [[1935]] blev han udnævnt til chef for værnemagtskontoret i Rigskrigsministeriet i [[Berlin]]. Hurtigt fulgte udnævnelser til generalløjtnant den 1. januar [[1936]] til [[general]] i [[artilleri]]et den 1. august [[1937]].
-Da Hitler i februar året efter ændrede kommandostrukturen, blev Keitel stabschef for krigsminister von Blomberg. Efter [[Blomberg-Fritsch-affæren|afskedigelsen]] af von Blomberg og [[Werner von Fritsch]] blev Keitel fra [[4. februar]] [[1938]] chef for [[OKW]]. Han udnævntes til [[generaloberst]] [[10. november]] [[1938]].
+Da Hitler i februar 1938 ændrede kommandostrukturen, blev Keitel stabschef for krigsminister von Blomberg. Efter [[Blomberg-Fritsch-affæren|afskedigelsen]] af von Blomberg og [[Werner von Fritsch]] blev Keitel fra [[4. februar]] [[1938]] chef for [[OKW]]. Han udnævntes til [[generaloberst]] [[10. november]] [[1938]].
 Efter [[Slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] udnævntes han af Hitler til [[feltmarskal]] den [[19. juli]] [[1940]].
 == Private forhold ==
-Wilhelm Keitel var søn af en godsejer i Helmscherode, en lille landsby på vestsiden af [[Harzen]]. Efter folkeskolen gik han på [[gymnasium|gymnasiet]] i [[Göttingen]].
+Wilhelm Keitel var søn af en godsejer i Helmscherode, en landsby på vestsiden af [[Harzen]]. Efter folkeskolen gik han på [[gymnasium|gymnasiet]] i [[Göttingen]].
-Han giftede sig i 1909 med ''Lisa Fontaine'', datter af en bryggeriejer og godsejer fra [[Hannover]], med hvem han fik 2 sønner og en datter. Sønnen Karl-Heinz blev i 1938 gift med von Blombergs datter Dorothee.
+Han giftede sig i 1909 med ''Lisa Fontaine'', datter af en bryggeriejer og godsejer fra [[Hannover]], med hende fik han to sønner og en datter. Sønnen Karl-Heinz blev i 1938 gift med von Blombergs datter Dorothee.
-Keitel mistede under krigen sin ene søn og sin datter.
+Keitel mistede under krigen sin datter og ene søn.
 Hans yngre broder, [[Bodewin Keitel]] (1888 - 1953), der var general i [[infanteri]]et, var fra 1938 til 1942 chef for hærens personalekontor.
 == Keitels forhold til nazismen og Hitler ==
-I årene før [[1933]] havde Keitel ikke forbindelse med de tyske nazister og var således heller ikke partimedlem. Men han delte den kritiske holdning i store dele af officerskorpset til den demokratiske stat og var en af dem, der befordrede den såkaldte ''dolkestødslegende'', ifølge hvilken den tyske hær ikke var slået på slagmarken, men var blevet faldet i ryggen af den civile hjemmefront.
+I årene før [[1933]] havde Keitel ikke forbindelse med de tyske nazister. Men han delte den kritiske holdning i store dele af officerskorpset til den demokratiske stat og var en af dem, der befordrede den såkaldte ''dolkestødslegende'': den tyske hær ikke var slået på slagmarken, men var faldet i ryggen af hjemmefronten.
-Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i [[Bad Reichenhall]], hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk set naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillede han i hvert fald sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommende år flere taler, der støttede den nazistiske stat.
+Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i [[Bad Reichenhall]], hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillede han sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommende år flere taler, der støttede den nazistiske stat.
-Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være en "ja-siger" og partisoldat. F.eks. udarbejdede han i 1936 sammen med von Blomberg en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til [[Gestapo]]. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med [[Rudolf Hess]] - den forskruede leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor [[PR]]-kampagne for at forbedre forholdet.
+Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være "ja-siger" og partisoldat. Fx udarbejdede han og von Blomberg i 1936 en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til [[Gestapo]]. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med [[Rudolf Hess]] - leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor [[PR]]-kampagne for at forbedre forholdet.
-[[1939]] modtog han [[NSDAP]]'s gyldne partiemblem, som ellers var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.
+[[1939]] modtog han [[NSDAP]]'s gyldne partiemblem, som var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.
-Det fremgår af alle samtidiges udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende [[øgenavn]] "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen [[GröFaZ]], især da krigslykken vendte for alvor).
+Det fremgår af alle udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende [[øgenavn]] "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen [[GröFaZ]], især da krigslykken vendte).
-Keitels beundring for Hitlers "geni" førte ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og generelt var uselvstændig og usikker. Dette kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han utvivlsomt besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde [[taktik|taktiske]] eller [[strategi]]ske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og [[logistikken]]s område.
+Keitels beundring for Hitlers "geni" fik ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og var uselvstændig og usikker. Det kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde [[taktik|taktiske]] eller [[strategi]]ske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og [[logistikken]]s område.
-Han var derfor en ideel værnemagtschef for Hitler, hvis ordrer aldrig blev modsagt, men tværtimod støttet - langt ud over enhver rimelighed og langt ind i krigsforbrydelsernes område.
+Han var derfor en ideel værnemagtschef for Hitler, hvis ordrer aldrig blev modsagt, men tværtimod støttet langt ud over enhver rimelighed og langt ind i krigsforbrydelser.
 == Keitel under 2. verdenskrig ==
@@ Linje 52: / Linje 52: @@
 [[Fil:Nuremberg-1-.jpg|thumbnail|left|200px|Nürnbergprocessen 1946 - Otte af de anklagede. <br /> Forrest (venstre til højre): Göring, Heß, Ribbentrop, Keitel.<br /> Bagerst: Dönitz, Raeder, Schirach, Sauckel]]
-Keitel blev ved [[Nürnbergprocessen|krigsforbryderprocessen i Nürnberg]] i [[1946]] (hovedprocessen) anklaget efter alle 4 hovedanklagepunkter.
+Keitel blev ved [[Nürnbergprocessen|krigsforbryderprocessen i Nürnberg]] i [[1946]] (hovedprocessen) anklaget efter alle fire hovedanklagepunkter.
 * Forbrydelser mod freden.
@@ Linje 62: / Linje 62: @@
 * Forbrydelser mod menneskeheden.
-Eftersom han utvivlsomt havde deltaget i den almindelige og detaljerede forberedelse af angrebskrigen, og da næsten enhver befaling, som udgjorde en [[krigsforbrydelse]] eller en [[forbrydelse mod menneskeheden]], var underskrevet af ham, var anklagerens materiale ganske overvældende og kunne sammenfattes i en erklæring på kun 5 sider.
+Da han utvivlsomt havde deltaget i den almindelige og detaljerede forberedelse af angrebskrigen, og da næsten enhver befaling, som udgjorde en [[krigsforbrydelse]] eller en [[forbrydelse mod menneskeheden]], var underskrevet af ham, var anklagerens materiale ganske overvældende og kunne sammenfattes i en erklæring på fem sider.
-Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme, og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at de kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer, hvilket dog ikke skete.
+Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at det kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer. Det skete ikke .
-I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt - ikke hængt. Da den medanklagede [[Göring]], den tidligere rigsmarskal, som Keitel stadig anså for sin overordnede, modsatte sig dette, lod Keitel sagen falde.
+I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt - ikke hængt. Da den medanklagede [[Göring]], den tidligere rigsmarskal, som Keitel anså for sin overordnede, modsatte sig dette, lod Keitel sagen falde.
 Den [[2. oktober]] [[1946]] blev han kendt skyldig i alle anklagepunkter og dømt til døden ved hængning. [[12. oktober]] [[1946]] forsøgte han igen - støttet af franskmændene - uden held at få ændret henrettelsesmetoden til skydning.
-Dødsdommen blev eksekveret den [[16. oktober]] [[1946]]. Keitel blev hængt som nr. 2 af de ti dødsdømte umiddelbart efter den tidligere nazistiske udenrigsminister [[Joachim von Ribbentrop]]. Han blev 64 år
+Dødsdommen blev eksekveret den [[16. oktober]] [[1946]]. Keitel blev hængt som den anden af de ti dødsdømte umiddelbart efter den tidligere udenrigsminister [[Joachim von Ribbentrop]]. Han blev 64 år
 {{Commonskat|Wilhelm Keitel}}
 {{FD|1882|1946|Keitel, Wilhelm}}