Synkopetiden: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 31. jul. 2010, 23:18

Synkopetiden - yngre urnordisk - sproghistorisk betegnelse for perioden 500-700 i slutningen af urnordisk hvor det norrøne sprog undergik en udtaleforvandling: synkopen.

Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. *haraƀanaz>hrafn (ravn)).

Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en omlyd i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: et barn - flere børn. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.

F.eks.: Land, flertal lönd (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med a som stammevokal^[1]), hjörtur (hjort, u-brydning), ejefald hjartar (a-brydning), dativ hirti (i-omlyd). Stammevokalen i hjörtur var faktisk e, skønt dette e ikke ses nogetsteds i bøjningen i dag.

Islændingene og færingene har i øvrigt delvist "fortrudt" synkopen og har puttet en indskudsvokal u ind, for at gøre udtalen nemmere^[2]. F.eks. er det oldislandske Baldr (guden Balder) på moderne islandsk og færøsk blevet til Baldur. På islandsk udtales disse u-er som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd^[3]. Disse svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden. Urnordisk: *sunuR^[4], *fiskaR, *gastiR^[5]. Oldnordisk: sonr, fiskr, gestr. Nyislandsk: sonur, fiskur, gestur.

Foregående:	Det danske sprogs udvikling	Efterfølgende:
Urnordisk 200-500	Det danske sprogs udvikling	Norrønt 700-1350

Noter

^ På urnordisk var entallet *landa, og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var *landu og her havde u-et en omlyd til følge før det forsvandt.
^ Dette u har til følge, at endelsen -ur er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et -ur på alle mulige og især umulige steder.
^ U-et udtales præcis som öh-et i tysk Föhn
^ Den oprindelige første vokal var u. At vi i moderne islandsk har o beror på analogi med fald, som undergik a-omlyden u>o.
^ Det for urnordiske studier klassiske tegn R for endelsen er nu ved at blive erstattet med -z.

[1] På urnordisk var entallet *landa, og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var *landu og her havde u-et en omlyd til følge før det forsvandt.

[2] Dette u har til følge, at endelsen -ur er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et -ur på alle mulige og især umulige steder.

[3] U-et udtales præcis som öh-et i tysk Föhn

[4] Den oprindelige første vokal var u. At vi i moderne islandsk har o beror på analogi med fald, som undergik a-omlyden u>o.

[5] Det for urnordiske studier klassiske tegn R for endelsen er nu ved at blive erstattet med -z.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 '''Synkopetiden''' - '''yngre urnordisk''' - sproghistorisk betegnelse for perioden [[500]]-[[700]] i slutningen af [[urnordisk]] hvor det [[norrønt|norrøne sprog]] undergik en udtaleforvandling: ''synkopen''.
-Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. '''*harabanaz'''>'''hrafn''' (''ravn'')).
+Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. '''*hara&#384;anaz'''>'''hrafn''' (''ravn'')).
 Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en [[omlyd]] i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: ''et barn'' - ''flere børn''. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.