Alfred den Store: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
SieBot (diskussion | bidrag)
m robot Ændrer: ang:Ælfrēd se Grēata
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
Linje 44: Linje 44:
[[ang:Ælfrēd se Grēata]]
[[ang:Ælfrēd se Grēata]]
[[ar:ألفريد العظيم]]
[[ar:ألفريد العظيم]]
[[be:Альфрэд Вялікі]]
[[be-x-old:Альфрэд Вялікі]]
[[be-x-old:Альфрэд Вялікі]]
[[bg:Алфред Велики]]
[[bg:Алфред Велики]]

Versionen fra 28. sep. 2010, 21:33

Statue af Alfred den store, Winchester

Alfred den Store (oldengelsk: Ælfrēd, Ælfrǣd, "alfe-råd"; 84926. oktober 899), var konge af Wessex fra 871 til 899. Alfred er kendt for sit forsvar af de angelsaksiske kongedømmer i Sydengland mod vikingerne. Alfred er helgen i både den katolske og den græsk-ortodokse kirke og i det anglikanske trossamfund bliver han betragtet som en af den kristne kirkes helte. Den 26. oktober er hans helgendag.

Barndom

Alfred blev født i 849 på Wantage, Oxfordshire, som den yngste søn af Kong Æthelwulf af Wessex, og hans første kone, Osburga. I 868 blev Alfred gift med Ealhswith, som var datter af Æthelred af Mucil[1]. Fra Alfreds barndom beskrives der i de anglo-saksiske krøniker, at han som fem årig besøgte Rom, hvor Pave Leo IV, efter sigende udpegende Alfred til Saksernes fremtidige konge. Et argument der fik betydning, da Alfred senere gjorde krav på tronen efter hans brors død i 865, da denne havde en søn og derved en arving. Hvad Pave Leo IV præcis har udtrykt omkring Alfreds fremtidige rolle er omdiskuteret, da alle Alfreds tre ældre brødre levede på dette tidspunkt. I et senere brev af Pave Leo IV beskriver han, at Alfred blev udpeget som "konsul". Hvad der præcis ligger i denne titel er uvist. En fejlfortolkning af denne titel og udpegning, tilsigtet eller utilsigtet, kan forklare noget af den senere forvirring omkring Alfreds krav til tronen[2]. En anden teori omkring Alfreds pavelige krav til tronen i Wessex, kan også være baseret på Alfred's senere besøg i Rom, hvor han ledsagede sin far på en pilgrimsrejse til Rom.

Efter hjemkomsten fra Rom i 856, blev Kong Æthelwulf af Wessex afsat af sin søn Æthelbald af Wessex. Den truende borgerkrig imellem far og søn resulterende i, at Wessex stormænd samledes for at finde et kompromis, som resulterede i, at de vestlige grevskaber (dvs. det traditionelle Wessex) blev kontrollet af Æthelbald og de østlige områder blev kontrolleret af Kong Æthelwulf af Wessex. Efter Æthelbalds død, blev Wessex på skift regeret af Alfreds tre ældre brødre inden Alfred til sidst overtog tronen.

Under Æethelred

Under den korte periode hvor Alfreds tre ældre brødre, Æthelbald af Wessex og Æthelberht af Wessex regerende, bliver Alfred er ikke nævnt i kilderne. Hans offentlige liv begyndte med tiltrædelsen af hans tredje bror, Æthelred af Wessex, I 866. Det er i denne periode, at biskop Asser benytte sig af den særlige titel, som han knytter til Alfred "secundarius", hvilket kan indikere at Alfred bestred en position, som var beslægtet med den keltiske tanist, som betyder en anerkendt efterfølger tæt forbundet med den regerende monark. Det er muligt, at dette arrangement var sanktioneret af Alfred's far, eller af det anglo-saksiske råd Witan, for at sikre sig imod risikoen for uoverensstemmelse omkring arvfølgen hvis Æethelred skulle falde i kamp. Forholdet med at krone en efterfølger som kongelig prins og hærfører er velkendt blandt andre germanske stammer, såsom svenskerne og frankerne, stammer som angelsaxerne traditionelt og historisk er nært beslægtet med.

I 868 er det beskrevet at Alfred kæmpende sammen med Æthelred i et mislykket forsøg på at holde de invanderende danske vikinger ude af det tilstødende nabokongerige Mercia.[3].Efterfølgende betalte Alfred og hans bror tribut til de danske vikinger, som undlod at angribe Wessex i de efterfølgende to år. I slutningen af 870 angreb danskerne Wessex og i det efterfølgende år, blev der udkæmpet ni forskellige slag. Efter et succesfuld slag ved Slaget ved Englefjeld 31. december 870, fulgte Slaget ved Reading den 5. Januar 871, hvor Wessex led et alvorligt nederlag. Det lykkendes dog for ALfred og hans bror, at reorganiserer styrkerne og vinde de to efterfølgende slag ved Ashdown og Slaget ved Berkshire Downs. Særlige de sidste to slag, er slag som Alfred efterfølgende er blevet tilskrevet stor del af deres succes. Den 22 Januar blev de Wessex styrker besejret og den 22 Marts ved Slaget ved Merton, blev Kong Æthelred dræbt. Ind imellem disse to slag, mener man, at der yderlig er foregået to kamphandlinger som man ikke har kunne identificerer.

Kongen i Krig – tidlige kampe, nederlag og flugt

I Marts 871 døde Alfreds bror Æthelred og Alfred overtog tronen i Wessex, til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, Æthelhelm og Æthelwold. Dette var i overensstemmelse med en aftale som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om, at uanset hvilken af dem der ville overleve krigen, ville den person blive konge over Wessex på trods af evt. arvinger. Set i lyset af, at der på dette tidspunkt var en igangværende inversion af Danske vikinger og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer der følte, at Alfred havde arvet tronen uretmæssigt.

Mønt af Alfred, konge af Wessex, London, 880 (basseret på en romersk model).
Obv: King with royal band in profile, with legend: ÆLFRED REX "King Ælfred".

Mens Alfred Planlage sin brors begravelse, besejrende danskerne den engelske hær i Alfreds fravær, på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var tilstede. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne tilbage fra Wessex, og i stedet for var an nød til at indgå fred med de danske vikinger. Kilderne fortæller ikke, hvad fredsaftalens vilkår indeholder, men Biskop Asser, overdriver givetvis og gengiver at "hedningerne" var villig til at trække sig tilbage fra Wessex, med Gud som deres garant. En vikinger hær forlod godt nok Reading i efteråret 871 for at tage vinter ophold i London. Selvom Asser ikke nævner dette og de angelsaksiske krøniker, Betalte Alfred sikkert også penge til Vikingerne for at forlade landet, ligesom Mercianerne gjorde de følgende år.[4].

Skatte som er blevet dateret til vikingernes besættelse af London I 871/2 er blevet udgravet I Croydon, Gravesend, og ved Wterloo Brigde; disse fund, antyder at omkostningerne i forbindelse med fredslutningen med vikingerne var noget mere omkostelige end Asser beskriver. I de efterfølgende år, besatte danskerne andre dele af England, og i 876 lykkendes det for Guthrum den uheldige, at slippe forbi den engelske hær og angribe det besatte område Wareham i Dorset. Alfred forsøgte at belejrer dem, men han var ude afstand til at tilbage erobre Wareham. Derfor forhandlende han fred, som involverende en udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor på en hellig ring, som blev brugt i forbindelse med dyrkelse af den nordiske gud Thor. Danskerne brød dog fredsaftalen og de myrdende alle de engelske gidsler og flygtende i ly af mørket til Exeter, Dovon. Der belejrende Alfred dem og da en hjælpeflåde blev ødelagt i en storm var danskerne nød til at trække sig tilbage til Mercia. Allerede i 878 vendte danskerne dog tilbage og angreb Chippenham, en kongelig base, hvor Alfred havde boet under julen. ”de fleste af indbyggerne blev dræbt, undtagen Kong Alfred og med ham drog en lille gruppe banende fra træ til træ og sump til sump og efter påsken byggende han et fort i Athelney i masken i Somerset og fra det, kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes for Alfred fra Fortet på Athelney, en ø i marsken nær North Pethertonm, at iværksætte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobiliserer de lokale militser fra Somerset, Wiltshire og Hampshire.

En populær legende om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundrede Krøniker, fortæller om hvordan han lige da han var flygtet sommerset fik husly af en bonde kone, som uvidende om Alfreds identitet, efterlod ham til at holde øje med noget brød som hun var i gang med at bage på et bål. Travlt beskæftiget med problemerne i hans kongerige, kom Alfred til at brænde brødet på, til stor vrede for bonde kvinden. Efterfølgende da Kvinden fandt ud af Alfreds sande identitet, undskyldte kvinden, men Alfred insisterende på, at det ikke var nødvendigt. En anden legende fortæller om, hvordan Alfred forklædt som en præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejer for at udspionerer på hans plan. Disse historier har et propagandistisk indhold, hvor Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen, samtidig med at den sidste legende fortæller om Alfreds handle mod i den fortvivlende situation han befandt sig i, reduceret til en konge i et øde marsk område. Begge historier er blevet udfoldet i den britiske Forfatter Bernard Cornwells Romanerne Saksernes krøniker, hvor Alfreds karakterer er en af de bærende personer. Dette var lavpunktet i Historien om de angelsaksiske kongeriger. De var alle faldet til danskerne og blev enten regeret af vikingerne selv eller af deres skygge konger. Undtagelsen var et lille område i marsken i Wessex, hvor Alfred samlende sine tropper til modangreb.

Referencer

  1. ^ Asser - Kong Alfreds liv
  2. ^ Wormald, Patrick, 'Alfred (848/9-899)', Oxford Dictionary of National Biography (Oxford University Press, 2004).
  3. ^ [angelsaksiske krønike/http://www.gutenberg.org/files/657/657.txt] - Fri licens version af Gutenberg Projektet. Bemærk: Denne elektroniske udgave er en samling af materiale fra ni forskellige eksisterende versioner af Krønikerne. Den indeholder primært oversættelse af Rev James Ingram.Kilde tekst
  4. ^ Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.
Foregående: Wessex´s Kongerækken Efterfølgende:
Æthelred af Wessex Edward af Wessex