Socialdarwinisme

Socialdarwinismen (også kaldet vulgærdarwinismen) er en samfundsteori, der søger at forklare enhver samfundsudvikling ud fra Charles Darwins biologiske evolutionsteori. Det vil sige ved hjælp af naturkræfter som mutation, variation og selektion - men her overført på både den kulturelle og den samfundsmæssige udvikling. Socialdarwinismen havde sin store udbredelse inden for sundhedslære, samfundsteori og politik i perioden fra 1860 og frem til ca. 1950, hvorunder dens temmelig yderliggående konservative tankesæt især kom til at spille en meget central rolle for såvel nazismen som fascismen i tiden op til og under 2. verdenskrig.

Socialdarwinismens oprindelse

Som socialdarwinismens ophavsmand regnes især den engelske filosof og sociolog Herbert Spencer (1820-1903), der i 1860 udgav et essay under titlen "The Social Organism".

Efter at have stiftet bekendtskab med Darwins banebrydende hovedværk, "The Origin of Species" fra 1859, mente Spencer således at kunne se nogle paralleller i betingelserne for den biologiske artsudvikling, der kunne overføres på vilkårene for samfundsudviklingen generelt i forskellige udviklingsstadier. Og kort efter i 1864 offentliggjorde Spencer sin berømte sammenfatning af det socialdarwinistiske grundsynspunkt med læresætningen, "Survival of the fittest". Der er imidlertid tale om et noget tvetydigt udtryk, der dengang blev forstået som enten princippet om ”de bedst egnedes overlevelse” eller princippet om "de stærkestes overlevelse". I en mere nutidig fortolkning er indlejringen af magtbegrebet i den slags formuleringer fundet både uholdbart og udokumenteret og er derfor gledet ud, og udtrykket vil snarere og anderledes mere korrekt skulle oversættes med ”de bedst tilpassedes overlevelse”.

Spencers ultraliberalisme, Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme

Efter 2. verdenskrig er socialdarwinisme blevet et hyppigt brugt skældsord om ethvert samfundssyn, der grundlæggende forstår livet som en evig eksistenskamp imellem konkurrerende artsfæller eller mellem forskellige samfundssystemer eller kulturer. Det er en kamp, hvor de bedst egnede – og her ofte forstået som de stærkeste – før eller siden altid vil søge at udkonkurrere og om nødvendigt nedkæmpe de svageste. På det individuelle plan vil det være i kampen om adgangen til ressourcer samt i forbindelse med partnerudvælgelsen. På det samfundsmæssige plan vil det udadtil være i konkurrencen med andre stater og indadtil i konkurrencen med andre aktører inden for samme erhvervsøkonomiske område . Princippet antages for menneskehedens vedkommende at gælde universelt inden for både den biologiske, den samfundsmæssige og den kulturelle udvikling.

Eftersom styrke og svaghed ifølge dette samfundssyn principielt altid vil kunne forefindes som noget universelt forekommende, dvs. enten som nogle medfødte variationer hos alle arter eller som forskelle i kulturernes udviklingstrin, giver det ikke mening at hjælpe og understøtte hverken svage artsfæller til et langt og frugtbart liv på lige fod med de stærke - eller for den sags skyld at yde U-lands bistand til notorisk svage samfund, der ikke kan klare sig selv. Navnlig de svages dårlige genetiske udrustning skal helst ikke risikere at blande sig med de stærkes mere sunde gener gennem tilfældig pardannelse og derved sinke og evt. ødelægge den biologiske udvikling for efterfølgende slægtled. Man forestiller sig med socialdarwinismen, at sådanne raceblandinger vil kunne give anledning til menneskehedens gradvise forfald og degenerering, hvilket før eller siden vil føre til artens endelige undergang og uddøen. Desuden bliver forekomsten af svage samfundsindivider i ethvert samfund under alle omstændigheder anset for en tyngende og unødvendig byrde for de stærke. Deres tilstedeværelse vil derfor ifølge socialdarwinismen blot hæmme samfundsudviklingen hen imod yderligere perfektionisme, effektivitet, usårlighed og magtfuldkommenhed, som overalt er blandt socialdarwinismens ultimative og endelige slutmål.

Denne meget fundamentale skelnen imellem styrke og svaghed på alle væsentlige områder i tilværelsen har imidlertid vist sig betydelig mere kompliceret, end socialdarwinismen har ønsket at tage i betragtning. Det kan således umiddelbart sagtens konstateres, når en stærkere bokser vinder over en svagere modstander. Men taberen i en boksekamp kan samtidig udmærket vise sig på lidt længere sigt at overleve vinderen pga. fx et stærkere immunforsvar, der beskytter ham mod en alt for tidlig død af eksempelvis en kræftsygdom. Styrke og svaghed er ikke entydige, generelle kategorier, der uden videre kan lægges til grund for en afgørelse af, hvilke liv, hvilke racer eller hvilke kultursamfund, der bør, skal, kan eller vil nyde fremme. Og særlig nazismens universelle foragt for svaghed har her som oftest været ganske ubegrundet og må siges at bygge på en overordentlig forsimplet for ikke at sige fatal misforståelse af evolutionens anderledes mere komplicerede virkemåde.

Hverken Spencer, Hitler eller Mussolini brugte selv ordet "socialdarwinisme" i skrift og tale om deres egne ideologiske synspunkter. I sin bog "Mein Kampf" fra 1924 anvendte Hitler i stedet med en let omskrivning af princippet om "Survival of the fittest" det mere skarpt og militaristisk formulerede udtryk, "Naturens jernhårde logik". Betegnelsen "socialdarwinisme" blev første gang lanceret i 1877 i en artikel af J. Fisher vedrørende baggrunden for omfordelingen af landbrugsejendomme i Irland. Udtrykket er lige siden blevet hyppigt benyttet af kritikere af såvel Spencers ultraliberalisme, som Hitlers og Mussolinis nazistiske og fascistiske samfundsideer.

Sammenligning af socialdarwinismen med den moderne videnskabelige darwinisme (neo-darwinismen)

Trods inspirationen fra Darwins evolutionsbiologi er der på de fleste punkter nogle afgørende forskelle på socialdarwinismen og den moderne darwinisme.

Mens perfektionisme, effektivitet, usårlighed og magtfuldkommenhed og lignende begreber er blandt de faste endemål for en socialdarwinistisk udvikling, forholder det sig anderledes med neo-darwinismen. Her er det afgørende stræbemål den mest optimale tilpasning til de til enhver tid aktuelle, men konstant gradvist skiftende livsbetingelser i individets omverden. Jo mere optimal en tilpasning, desto mere stabilitet omkring individets ressourceproduktion (til brug for overlevelsen) og reproduktion (til brug for slægtens videreførelse). Med andre ord peger neo-darwinismen i modsætning til socialdarwinismen (og marxismen) ikke på nogen bestemt sluttilstand for evolutionen at udvikle sig hen imod. Neo-darwinismen "foreskriver" tværtimod for alle arters vedkommende, at de af hensyn til overlevelsen hele tiden skal kunne være klar til at kunne skifte retning i en evig ustandselig udviklingsproces, så snart nogle indtrufne forandringer i livsbetingelserne måtte kræve det. I modsat fald vil de arter gå til grunde, der ikke i deres særtræk rummer tilstrækkelig variation til at kunne imødegå nye udfordringer og belastninger fra det omgivende miljø. Kun den bedst mulige overlevelse for såvel individ som art - uanset omstændighederne - tæller her, idet alt liv leves med det ene formål at kunne give plads for om muligt endnu bedre tilpassede efterkommere, hver gang tiden for et generationsskifte er inde. (Er i øvrigt samtidig evolutionsteoriens svar på det grundlæggende universelle spørgsmål om "meningen med liv og død").

I forbindelse med kampen for individets eller kulturens overlevelse lægger socialdarwinismen endvidere stor vægt på, at modparten hovedsagelig skal findes blandt individets egne artsfæller eller blandt konkurrerende kulturer og samfundsformationer. Det er her tanken, at de stærke artsfæller (eller kulturer) aktivt skal gøre brug af deres styrkebaserede adkomst til at føre arten/kulturen videre på bekostning af de svagere artsfæller/kulturer. Denne tankegang gælder tilsvarende på det genetiske plan, hvor de stærkeste og sundeste gener skal nyde fremme på svage geners bekostning.

Evolutionen har ganske vist sin egen selvrenselses- og udskillelsesproces i form af den naturlige selektion, der hen over tilstrækkelig mange slægtled vil sikre en optimal tilpasning til de langsomt skiftende livsbetingelser. Men da den naturlige selektion netop kun er en meget langsomt fremadskridende proces, anses det for berettiget og legitimt i påkommende tilfælde at gribe ind og fremme denne udvikling til gavn for de stærkeste og sundeste individer inden for arten. Og det ikke alene gennem konkurrence, konfrontation og kamp, men også via brug af midler som fx eugenik (arvehygiejne) og eutanasi (dødshjælp).

Neo-darwinismen peger i modsætning hertil på, at livets væsentligste udfordringer kun i mindre grad vil hidrøre fra konkurrencen mellem artsfæller om ressourcerne. Disse udfordringer vil langt mere skulle forventes at komme fra individets omgivelser generelt taget, dvs. fra både de sociale og de naturgivne omgivelser (ressourcemæssigt, klimatisk og miljømæssigt, såvel som fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, rovdyr o.lign.). Der gives herunder i neo-darwinismen kun meget lidt plads for påstanden om et grundlæggende kampmotiv, vendt mod artsfæller. I givet fald vil et sådant kampmotiv i reglen kun indskrænke sig til udløsningen af forholdsvis ikke-voldelige trusselshandlinger og markeringer af forskellig art. Både myrernes og biernes samfundsliv bygger til eksempel langt overvejende på samarbejde i stedet for på intern konkurrence, når det gælder kampen for tilværelsen. Og det samme gælder også for menneskelivet og for en lang række andre dyrearter. Kun i tilfælde af ressourceknaphed og problemer med pardannelsen – eller mulige trusler herom – ses mennesket at gribe til intraspecifik aggressivitet i form af offensivt forsvar (og ikke pga. "ondskab", el.lign.), vendt mod egne artsfæller med henblik på at sikre egen og evt. efterkommeres overlevelse eller velfærd.

Nazismens og fascismens begrundelse for at starte de fatale angrebskrige under 2. verdenskrig mod Tysklands og Italiens nabostater skete således under henvisning til bl.a. ønsket om et udvidet "Lebensraum" (territorium), hvorved det tyske og italienske folk bedre ville kunne sikre sig mod ressourcemangler, sådan som man tidligere havde oplevet det under og især efter 1. verdenskrig. Og da nazisterne samtidig mente det både gavnligt og fordelagtigt at kunne hjælpe evolutionen med hurtigt at skaffe sig af med de påståede laverestående/svage racer, som fx jøderne og de slaviske folkeslag o.a., kunne man lige så godt søge at udrydde dem helt ved samme lejlighed. Den virkeliggjorte socialdarwinisme i nazismens og fascismens skygge bidrog derved til at reducere menneskeheden under 2. verdenskrig med mere end 50 mio. døde i den anledning.

- (Og det vel at mærke uden at disse uhyrligheder kom til at resultere i nogen som helst form for synlig forædling af den tilbageværende, overlevende menneskehed)!

Modsat socialdarwinismen ser neo-darwinismen ingen særlige grunde til at fremskynde selektionens egen gradvise eliminering af de svages gener inden for fællesskabet. Det skyldes flere ting, men vel nok især det forhold, at evolutionen i forvejen helt naturligt af sig selv altid vil forløbe på basis af ”nettogevinster” frem for at afvente udviklingen af ideelle løsninger. Evolutionen skal med andre ord alligevel aldrig kunne forventes at forløbe helt perfekt. Der kan godt forekomme et vist spild i form af svage gener via uheldige mutationer eller via indavl o.a. inden for arten, uden at det behøver at sætte artsudviklingen nævneværdigt i stå. Blot de sunde og stærke gener i den fælles genpulje er i passende overtal. Desuden har svage gener praktisk taget altid en betydelig lavere reproduktionshyppighed end sunde gener, bl.a. fordi de som oftest optræder som recessive (vigende) gener i forhold til de dominante sunde gener under den kønnede formering. Ikke mindst af den grund vil svage gener i løbet af flere slægtled med tiden gradvist glide ud og blive udskilt fra den fælles genpulje inden for arten.

Det bør dog tilføjes, at man rigtignok hos visse arter ser svage dyr blive skambidt eller stanget ihjel af artsfæller. Men det sker kun, såfremt disse svage individer udviser unormal (dvs. påfaldende) adfærd, der er egnet til at vække og henlede rovdyrs interesse for hele flokken (ses bl.a. hos geder). Eller det sker med henblik på at forebygge muligheden af utidige opdagelser under jagten på potentielle byttedyr (ses bl.a. hos ulve).

Socialdarwinismens grundlæggende fejltagelse og forklaring

Socialdarwinismens mange spekulative misforståelser af evolutionens reelle virkemåde vil på flere punkter paradoksalt nok kunne komme til at virke stik imod dens egne hensigter. På grund af menneskets ekceptionelt langvarige og stærkt ressourcekrævende barndom, hvorunder al grundlæggende læring for livet skal finde sted, inden det selv kan stå på egne ben og håndtere de komplicerede eksisterende livsbetingelser, vil der i virkeligheden blive tale om et mærkbart socialt ressourcespild, dersom man løser problemet med de svage medmennesker ved at marginalisere dem, afvise dem, isolere dem eller efterstræbe dem på livet. Cost-benefit-analyser viser, at det i stedet er til væsentlig større fordel for fællesskabet at støtte de svage med omsorg, bistand, sygehjælp o.lign. med henblik på, at deres reducerede ydeevne dog kan nyttiggøres i en eller anden grad, så de i det mindste delvis kan sættes i stand til at bidrage til fællesskabet til gavn for både dem selv og samfundet. Det er da også i fuld overensstemmelse hermed, at evolutionen har selekteret visse følelsesmæssige træk hos mennesket (såsom medfølelse, hjælpsomhed, medlidenhed, kærlighed, solidaritet, loyalitet, beskyttertrang, forældreansvarlighed, etc.), der i reglen vil tilskynde det til spontant at drage medmenneskelig omsorg for de svage omkring sig inden for fællesskabet.

En mere frugtbar og opdateret udløber af darwinismen end denne stærkt spekulative socialdarwinisme eksisterer i vore dage som psykologisk forskningsdisciplin under betegnelsen evolutionspsykologi. Ifølge denne forskningsdisciplin er det især blandt mennesker med mange store personlige nederlag i løbet af ungdomsårene, at socialdarwinismen (eller varianter heraf) vinder fodfæste. For at dække over egen svaghed søger nogle af disse personer sammen med ligestillede under ledelse af nogle få stærke centrumsfigurer. Lederne, som de helt og fuldt identificerer sig med, fungerer som forbilleder og beundres navnlig for deres styrke og handlekraft. På den måde kan svage personer med særligt lavt selvværd via et eklatant selvbedrag få lejlighed til udadtil at kompensere for egen svaghed gennem en demonstrativ udstilling af overdreven styrke, ofte understøttet af ledsagende magtsymboler (fx ”rygmærke”, tatoveringer, partibog o.lign.) – og det alt sammen med henblik på i det mindste at skaffe sig et vist mål af nødvendig respekt fra de sociale omgivelser, som tidligere helt har manglet.