Evidensbaseret medicin: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 17. nov. 2010, 12:50

Evidensbaseret medicin er en bestemt form for klinisk beslutningsproces - altså en måde at praktisere på som læge, klinisk biomekaniker, sygeplejerske etc. når man undersøger og/eller behandler patienter. Denne måde er karakteriseret ved at klinikeren bevidst træffer beslutninger om hvilken behandling der skal iværksættes/anbefales overfor en patient ud fra den bedst mulige evidens om virkningen af (og bivirkninger ved) forskellige behandlinger. Valg af diagnostisk metode tager udgangspunkt i den bedst mulige evidens for forskellige metoderes pålidelighed/troværdighed. ‘Den bedst mulige evidens’ betyder her de mest “kritiske” empiriske undersøgelser (se fx s. 106 i Severinsen 2007)), hvor muligheder for fejl fx pga. confoundere så vidt muligt er minimeret – først og fremmest publicerede resultater af randomiserede kliniske undersøgelser (RCT). Klinikeren skal også søge efter undersøgelser af behandlingens bivirkninger ved forskellige behandlinger skal inddrages skadevirkninger, gerne omfattende kohortestudier. Findes der ikke RCT-undersøgelser af en behandlings effekt (eller endnu bedre: en metaanalyse der konkluderer ud fra flere forskellige RCT-studier), må klinikeren ty til lavere rangerede undersøgelser/pålidelige metoder, fx epidemiologiske studier, jf. evidensstyrketabellen:

Styrken af evidens opdeles i 4 grupper:

Metaanalyser, og randomiserede kontrollerede undersøgelser (RCT).
Kontrollerede ikke randomiserede undersøgelser og kohorteundersøgelser.
Case-control undersøgelser og deskriptive undersøgelser.
Kvalitativ forskning og konsensus blandt eksperter.

Dog bør klinikeren under alle omstændigheder så vidt muligt forsøge at vurdere pålideligheden af de forskellige undersøgelser (vurdere deres "interne validitet") og foretage en afvejning i tilfælde af at de forskellige undersøgelsers resultater strider mod hinanden angående hvorvidt en behandling virker. Behandleren skal endvidere vurdere om den konkrete patient afviger så meget fra de patienter/forsøgspersoner der indgår i fx de publicerede RCT-studier at disse studiers resultater ikke umiddelbart kan bruges ("ekstern validitet"). Det kan være nødvendigt at inddrage blandt andet grundvidenskabelig viden for at tilpasse en behandling til en given patient. Endvidere er patientens præferencer/ønsker også relevante i vurderingen af hvilken behandling der er den bedste (hvor højt vægter patienten fx bivirkninger, genvunden funktionalitet etc.) Derfor bør ikke bare den fundne evidens for en behandlings mere generelle virkning og bivirkninger, men også selve behandlerens kliniske beslutningsproces vurderes kritisk - om muligt blandt andet ved empirisk test af arbejdsmetoder frem mod den individualiserede behandling af patienter.

Referencer

Severinsen, M. Etik & videnskabsteori i sundhedsfagene, 2. udg., Syddansk Universitetsforlag 2007 Pedersen et al. Hvad er evidensbaseret medicin? Ugeskr Læger 2001;163(27):3769

Spire

Denne artikel om lægevidenskab er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
+'''Evidensbaseret medicin''' er en bestemt form for klinisk beslutningsproces - altså en måde at praktisere på som læge, klinisk biomekaniker, sygeplejerske etc. når man undersøger og/eller behandler patienter.
-'''Evidensbaseret medicin''' er det primære [[paradigme]] i [[lægevidenskab|medicin]] i dag. Det betyder at man søger [[bevis (naturvidenskab)|bevis]] ([[evidens]]) for at en given behandling eller [[diagnostik|diagnostisk]] test virker, før man benytter den. Visse behandlinger og procedurer accepteres på trods af at der ikke foreligger [[evidens]] for deres effekt, men med tiden bliver disse også testet for [[evidens]].
+Denne måde er karakteriseret ved at klinikeren bevidst træffer beslutninger om hvilken behandling der skal iværksættes/anbefales overfor en patient ud fra den bedst mulige [[evidens]] om virkningen af (og bivirkninger ved) forskellige behandlinger. Valg af diagnostisk metode tager udgangspunkt i den bedst mulige evidens for forskellige metoderes pålidelighed/troværdighed.
+‘Den bedst mulige evidens’ betyder her de mest “kritiske” empiriske undersøgelser (se fx s. 106 i Severinsen 2007)), hvor muligheder for fejl fx pga. [[Confounding|confoundere]] så vidt muligt er minimeret – først og fremmest publicerede resultater af randomiserede kliniske undersøgelser (RCT). Klinikeren skal også søge efter undersøgelser af behandlingens bivirkninger ved forskellige behandlinger skal inddrages skadevirkninger, gerne omfattende kohortestudier.
+Findes der ikke RCT-undersøgelser af en behandlings effekt (eller endnu bedre: en metaanalyse der konkluderer ud fra flere forskellige RCT-studier), må klinikeren ty til lavere rangerede undersøgelser/pålidelige metoder, fx epidemiologiske studier, jf. evidensstyrketabellen:
-For at opnå [[evidens]] for at en given behandling virker, laver man [[forsøg]] - Forsøgets opbygning og kvalitet afgør styrken af [[evidens]]. Styrken af [[evidens]] opdeles i 4 grupper:
+Styrken af [[evidens]] opdeles i 4 grupper:
-I. [[Metaanalyse]]r, og randomiserede kontrollerede undersøgelser (RCT = randomiced controlled tests).
+# [[Metaanalyse]]r, og randomiserede kontrollerede undersøgelser (RCT).
-II. Kontrollerede ikke randomiserede undersøgelser og [[kohorteundersøgelser]].
+# Kontrollerede ikke randomiserede undersøgelser og [[kohorteundersøgelser]].
-III. [[Case-control]] undersøgelser og deskriptive undersøgelser.
+# [[Case-control]] undersøgelser og deskriptive undersøgelser.
-IV. Kvalitativ forskning og [[konsensus]] blandt eksperter.
+# Kvalitativ forskning og [[konsensus]] blandt eksperter.
+Dog bør klinikeren under alle omstændigheder så vidt muligt forsøge at vurdere pålideligheden af de forskellige undersøgelser (vurdere deres "interne validitet") og foretage en afvejning i tilfælde af at de forskellige undersøgelsers resultater strider mod hinanden angående hvorvidt en behandling virker.
+Behandleren skal endvidere vurdere om den konkrete patient afviger så meget fra de patienter/forsøgspersoner der indgår i fx de publicerede RCT-studier at disse studiers resultater ikke umiddelbart kan bruges ("ekstern validitet"). Det kan være nødvendigt at inddrage blandt andet grundvidenskabelig viden for at tilpasse en behandling til en given patient. Endvidere er patientens præferencer/ønsker også relevante i vurderingen af hvilken behandling der er den bedste (hvor højt vægter patienten fx bivirkninger, genvunden funktionalitet etc.)
+Derfor bør ikke bare den fundne evidens for en behandlings mere generelle virkning og bivirkninger, men også selve behandlerens kliniske beslutningsproces vurderes kritisk - om muligt blandt andet ved empirisk test af arbejdsmetoder frem mod den individualiserede behandling af patienter.
+==Referencer==
+Severinsen, M. ''Etik & videnskabsteori i sundhedsfagene'', 2. udg., Syddansk Universitetsforlag 2007
+Pedersen et al. ''Hvad er evidensbaseret medicin?'' Ugeskr Læger 2001;163(27):3769
 ----