Evidensbaseret medicin

Evidensbaseret medicin er en bestemt form for klinisk beslutningsproces - altså en måde at praktisere på som læge, klinisk biomekaniker, sygeplejerske etc. når man undersøger og/eller behandler patienter.

Denne måde er karakteriseret ved at klinikeren bevidst træffer beslutninger om hvilken behandling der skal iværksættes/anbefales overfor en patient ud fra den bedste evidens om virkningen af (og bivirkninger ved) forskellige behandlinger der foreligger. Valg af diagnostisk metode tager udgangspunkt i den bedste evidens for forskellige metoderes pålidelighed/troværdighed der foreligger.

‘Den bedste evidens’ betyder her de mest muligt “kritiske” empiriske undersøgelser (se fx s. 106 i Severinsen 2007)), hvor muligheder for fejl fx pga. confoundere så vidt muligt er minimeret – først og fremmest publicerede resultater af randomiserede kliniske undersøgelser (RCT). Klinikeren skal også søge efter undersøgelser af behandlingens bivirkninger ved forskellige behandlinger, gerne omfattende kohortestudier.

Findes der ikke RCT-undersøgelser af en behandlings effekt (eller endnu bedre: en metaanalyse der konkluderer ud fra flere forskellige RCT-undersøgelser), må klinikeren ty til lavere rangerede undersøgelser/pålidelige metoder, fx epidemiologiske studier, jf. evidensstyrketabellen:

Styrken af evidens opdeles i 4 grupper:

1. Metaanalyser, og randomiserede kontrollerede undersøgelser (RCT).
2. Kontrollerede ikke randomiserede undersøgelser og kohorteundersøgelser.
3. Case-control undersøgelser og deskriptive undersøgelser.
4. Kvalitativ forskning og konsensus blandt eksperter.

Dog bør klinikeren under alle omstændigheder så vidt muligt forsøge at vurdere pålideligheden af de forskellige undersøgelser (vurdere deres "interne validitet") og foretage en afvejning i tilfælde af at de forskellige undersøgelsers resultater strider mod hinanden angående hvorvidt en behandling virker.

Behandleren skal endvidere vurdere om den konkrete patient afviger så meget fra de patienter/forsøgspersoner der indgår i fx de publicerede RCT-studier at disse studiers resultater ikke umiddelbart kan bruges ("ekstern validitet"). Det kan være nødvendigt at inddrage blandt andet grundvidenskabelig viden for at tilpasse en behandling til en given patient. Endvidere er patientens præferencer/ønsker også relevante i vurderingen af hvilken behandling der er den bedste (hvor højt vægter patienten fx bivirkninger, genvunden funktionalitet etc.)

Derfor bør ikke bare den fundne evidens for en behandlings mere generelle virkning og bivirkninger, men også selve behandlerens kliniske beslutningsproces vurderes kritisk - om muligt blandt andet ved empirisk test af arbejdsmetoder frem mod den individualiserede behandling af patienter.

Referencer

Severinsen, M. Etik & videnskabsteori i sundhedsfagene, 2. udg., Syddansk Universitetsforlag 2007

Pedersen et al. Hvad er evidensbaseret medicin? Ugeskr Læger 2001;163(27):3769

---