Forskel mellem versioner af "Kernefysisk bindingsenergi"

Spring til navigation Spring til søgning
m (robot Tilføjer: no:Bindningsenergi)
 
== Kernefysisk bindingsenergi ==
[[File:Binding energy curve - common isotopes.svg|500px|thumb|Gennemsnitlige bindingsenergi per [[nukleon]]. Følgende har den højeste gennemsnitlige bindingsenergi per nukleon i faldende orden: [[Nikkel-62|<sup>62</sup>Ni]], [[Jern-58|<sup>58</sup>Fe]], [[Jern-56|<sup>56</sup>Fe]] og [[Nikkel-60|<sup>60</sup>Ni]].<ref>[http://hyperphysics.phy-astr.gsu.edu/hbase/nucene/nucbin2.html#c1 The Most Tightly Bound Nuclei]</ref> Som konsekvens heraf vil man miste energi hvis man fissionerer (spalter) eller fusionerer jernkerner (- muligvis med undtagelse til fusionering til en [[neutronstjerne]] eller tættere). Af grafen kan det også udledes at man får væsentligt mere energi ud af at fusionere [[Deuterium|<sup>2</sup>H]], [[Tritium|<sup>3</sup>H]], [[helium-3|<sup>3</sup>He]], [[litium-6|<sup>6</sup>Li]], [[litium-7|<sup>7</sup>Li]], [[Bor-11|<sup>11</sup>B]], [[Nitrogen-15|<sup>15</sup>N]] per nukleon - end at fissionere meget tunge kerner f.eks. [[uran-235|<sup>235</sup>U]].]]
I atomkernerne er nukleonerne bundet sammen af den [[stærke kernekraft]], som virker mellem [[kvark (fysik)|kvarker]]. Bindingsenergien af en kerne er per definition lig den energi som skal til for at splitte kernen ad i sine bestanddele, svarende til den energi som frisættes når man sammenføjer nukleonerne til den pågældende kerne. Energiudviklingen skyldes at kernen vejer mindre end summen af sine bestanddele. Massedefekten (<math>m_\mathrm{defekt}</math>) for kernen <math>{}_Z\mathrm{X}_N</math> er givet ved
:<math>m_\mathrm{defekt} = Z \cdot m_\mathrm{proton} + N \cdot m_\mathrm{neutron} - m_\mathrm{kerne}</math>,
106.562

redigeringer

Navigationsmenu