Helligtrekongersaften (skuespil)

Orsino og Viola, af Frederick Richard Pickersgill.

Viola og Olivia, af Pickersgill.

Helligtrekongersaften (orig. Twelfth Night or What You Will), som er skrevet af William Shakespeare i 1600-1601, er en komedie, som omhandler det som Shakespeare skrev mest om: Kærlighed.

Handling

Stykket er sandsynligvis skrevet mellem 1600 og 1601 og den engelske titel ”Twelfth Night” refererer til den tolvte aften efter 1. Juledag hvor der ifølge den katolske tradition lå en helligdag, Helligtrekonger. Denne helligdag havde gennem tiderne op til Shakespeare dog transformeret sig til en maskeradefestaften hvor tjenere klædte sig ud som deres herrer, mænd som kvinder osv.

Stykket er sat i Illyrien, et forhistorisk land placeret i det nuværende Balkan, hvor Kroatien, Montenegro og Albanien ligger i dag. I hvad vi kalder Adriaterhavet er der direkte inden stykkets start en voldsom storm, der smadrer skibet med de unge, smukke og adelige tvillinger Viola og Sebastian om bord, og selvom de begge redder sig i land i løbet af stykket, tror de hinanden druknet. De ankommer altså til Illyrien, et smukt hertugdømme, der regeres af hertug Orsino (Shakespeare har i øvrigt højst sandsynligt opkaldt Orsino efter en italiensk adelsmand, hertug Orsini af Bracciano, der besøgte London i vinteren mellem 1600 og 1601). Orsino elsker grevinde Olivia, der dog er for tynget af sorg over sin brors nylige død til at tage sig en elsker. Hun har svoret 7 års cølibat, men Orsino er hovedkulds forelsket i Olivias skønne ansigt og vil gøre hvad som helst for at vinde hendes gunst. Enter tvillingen Viola. Da hun og skibets kaptajn lander skibbrudne på Illyriens kyst fortæller kaptajnen hende om Olivia og om Orsinos kærlighed til hende. Viola vil gerne arbejde som kammerpige for Olivia indtil det er den rette tid at afsløre sin adelighed, men da grevinden har lukket alle ude siden brorens død tager Viola til takke med at klæde sig ud som mand, kalde sig Cesario og tage arbejde hos hertug Orsino. Cesario kommer som kaldet for Orsino, der i løbet af tre dage har set nok af den unge mands belevenhed til at han tør sende ham til Olivia for at bejle på hans vegne. De tre dage var bare også nok til at Viola har forelsket sig i hertugen, og så går det jo hverken værre eller bedre end at når Cesario, altså Viola i mandeklæder, besøger Olivia for at bejle for Orsino, ja så forelsker grevinden sig på trods af sin sorg sig i Cesario.

Så er stykket sat – om man så må sige – til en forvekslingskomedie af rang. Violas tvilling Sebastian lander nemlig i stykkets andet akt. Han er blevet reddet i land tre måneder tidligere af en kaptajn Antonio, der selvom hertug Orsino tror han er pirat og har en arrestordre ude efter ham, i virkeligheden er en ærlig og modig sjæl. Sebastian sørger over tabet af sin druknede søster og drager mod Orsinos hof for at få hjælp. Antonio erklærer sig den ædle Sebastians tjener og låner ham sin pung hvis han skulle få brug for penge i byen. De to venner skilles dog, da Antonio ikke vil risikere at komme i nærheden af Orsinos vagter.

Sideløbende med alt dette – for selvfølgelig har William et subplot – hersker der uro i gangene på Olivias slot. Olivias fordrukne onkel Tobias Hikke prøver hæmningsløst, uden held, og nok mest for at få betalt dagene der går, at få sin yngre, dummere men velhavende og ødsle ridderven Andreas Blegnæb giftet med den fastende Olivia. Dette har de ingen større succes med, men det bliver da til en masse sjov og ballade, også inkluderende Olivias kammerpige Maria og narren Feste. Under en af deres druk- og sangaftener bliver det dog for meget for slottets hushovmester, den stivstukne Malvolio, der grundigt sviner gæster og tjenestefolk til. Dette provokerer Maria, Tobias og Andreas til at tage gas på hushovmesteren. De bilder via et småkryptisk, forfalsket brev den selvtilfredse Malvolio ind, at hans herskerinde Olivia hellere end gerne vil være hans slavinde udi kærligheden. Maria skriver med Olivias skrift hvordan Malvolio skal tænke, klæde sig, ja endda opføre sig for at vinde hendes gunst, velvidende at de ting der nævnes er præcist hvad Olivia afskyr mest i hele verden. Malvolio falder ”helt tilfældigt” over brevet og hopper i med begge fødder. (Her kan det nævnes at på grund af de efterfølgende lazzi og forviklinger som følge af brevintrigen er Malvolio som oftest, når stykket er blevet opsat, den rolle i stykket der besættes af den dygtigste skuespiller i besætningen). Han opfører sig helt hen i vejret, og Olivia tror han er blevet gal. Hun overlader ham i hænderne på spasmagerne, der låser ham inde i et kælderrum. Her taletorterer de ham, anført af narren Feste, der giver den som både sig selv og slottets præst.

De to historier blander sig sammen, da Viola som Cesario kommer til Olivias slot for tredje gang for at bejle for Orsino, og ridder Andreas her overhører hende overbringe hertug Orsinos skønne ord, men misforstår dem som Cesarios egne. Tobias overtaler da Andreas til at udfordre Cesario til duel, vel vidende at ingen af de to er den store sværdkæmper, så ingen vil blive såret. Derefter går han til Viola og fortæller hende at hun har voldsomt fornærmet Andreas og derfor er nødt til at slås. Viola forstår ikke, men vælger at møde Andreas for at udglatte misforståelsen, men da hun ankommer til duelpladsen er Tobias en hurtig rænkesmed og beskriver til begge duellanter den anden part som en fyrig og stålsat kriger indtil de to af ære – men meget modvilligt – trækker deres kårder. Duellen skal nu stå, men i samme øjeblik kommer kaptajnen Antonio ind. Han har ledt efter Sebastian for at få sin pung igen, og ser nu Viola, udklædt som mand og tror hun er sin tvillingebror. Opildnet af det faktum at nogen vil duellere med den mand han har reddet og dedikeret sit liv til trækker han blank og bliver med det samme genkendt af Orsinos vagter og grebet. I desperation påkalder han sig Sebastians hjælp, men Viola genkender ikke Antonio og fornægter ham. Antonio påberåber sig guderne for Sebastians tyveri af hans pung, ækle sind og slemme misrøgt af deres venskab idet han bliver trukket væk af vagterne, men Viola hører da for første gang siden skibbruddet sin brors navn og bliver fuld af forhåbning. Ridder Andreas og Tobias Hikke har set scenen og trækker sig tilbage med visheden om at den unge mand jo i virkeligheden ER en kryster og derfor godt kan overvindes.

Viola løber så til Orsino efter hjælp, og lige derefter ankommer selvfølgelig Sebastian. Tobias og Andreas springer frem fra deres skjul, klar til at banke krysteren Cesario, men Sebastian er i modsætning til sin tvillingesøster en erfaren sværdkæmper og trækker blank med det samme. Da kommer Olivia ind, ser hvad hun tror er sin Cesario til at gå i kamp og kaster sig imellem mens hun sviner sin onkel Tobias til for han og Andreas’ afstumpethed. Så vender hun sig mod Sebastian og erklærer sin kærlighed for fjerde gang. Fuld af beundring og nyfundet begær siger Sebastian ja, og Olivia, der flere gange igennem historien er blevet afvist kategorisk af Viola spilder ikke et sekund og trækker den forliebte Sebastian til en præst og gifter sig med ham.

I mellemtiden ankommer Orsino med Viola til Olivias slot og finder vagterne optaget af Antonio. Antonio fortæller, nu rolig, om hvordan han reddede Sebastian, stadig i den tro at Viola er sin bror. Både Viola og Orsino stiller sig fortsat uforstående over hvordan Antonio kunne have kendt tvillingen da hun jo har arbejdet for Orsino i tre måneder, da Olivia træder ind. Orsino glemmer sig selv og lægger endnu engang an på Olivia, der afviser ham og beder sin nye mand komme med sig. Viola vil dog hellere ”dø tusinde gange, hvis Orsino kun får fred.” Dette chokerer Olivia, og hun sender bud efter præsten, der viede dem. Han genkender Viola som den unge mand han just viede til Olivia, og Orsino er chokeret over at høre at den mand han sendte ud for at bejle på sine vegne har stjålet den attråede fra ham. Viola nægter forbløffet og i samme sekund dukker Andreas Blegnæb og Tobias Hikke op med forbindinger om hovederne. Sebastian har slået fra sig og da de ser Viola, anklager de ”ham” for overfaldet. I sidste øjeblik ankommer Sebastian så, undskylder slagsmålet med selvforsvar og stivner da ved synet af sig selv. Vi får megen undren over de to fuldstændigt ens unge mænd der nu er tilstede. Ude af stand til at tro sine øjne finder de to tvillinger dog hinanden og Viola afslører sit rigtige køn. Fuld af betagelse og overvundet af Violas tidligere kærlighedserklæring tilbyder Orsino da Viola sin hånd og der bliver sendt bud efter den indespærrede Malvolio for at få bundet ende på alle knuder. Han ankommer forsmået og såret og når at sværge hævn over alle inden han forlader scenen og parrene kan gå til en fælles bryllupsfest på Olivias slot.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Helligtrekongersaften (skuespil)