Charlotte Schimmelmann: Forskelle mellem versioner

'''Magdalene Charlotte Hedevig Schimmelmann''', Charlotte Schubart ([[10. august]] [[1757]] på [[Fossum]] eller [[Borrestad]] i [[Norge]] - [[2. december]] [[1816]]) var [[grevinde]]. Charlotte SchubartHun var datter af oberstlieutenant Carl Rudolf Schubart og Inger født Løvenskiold og blev [[grevinde]] efter sit ægteskab.

Kun 2to år gammel mistede Charlotte faren, men fik trods morens små kår en fortræffelig opdragelse, især under tilsyn af sin [[fadder|gudmoder]], den udmærkede [[gehejmeråd]]inde M.C.H. Løvenskiold, født Numsen, på [[Løvenborg]]. Her oplevede hun for første gang det elegante liv, og kunne følgefulgte årets gang på et stort gods. Fru Løvenskiold var belæst, dannet og velinformeret, hvorimod hendes mand Severin Løvenskiold var godsejeren ogbondsk storbondestorgodsejer.

Familien Løvenskiold var norsk og havde tjent formuer på tømmerhandel., Påsom etden tidspunktbla. ønskede familieninvesterede at finansiere og byggei et af de fire palæerpalæerne på Amalienborg. Navnet ogFamilien titlenLøvenskiold var købt.opfattede Charlottes mors ægteskab med den forarmede officer Schubart opfattedes i familien Løvenskiold som en kolossal og tragisk mesalliance. ManDen tog sig af børnene, gav dem en uddannelse, men overvejede åbenbart aldrig at udstyretilbyde døtrene med en egentlig medgift.

Søsteren Sybille blev af ren inklination gift med [[Johan Ludvig Reventlow]] til Brahetrolleborg. Sybille var familiens skønhed, etmens rentCharlotte inklinationspartivar dens skønånd. Charlotte opfattedes som den kloge af søstrene, og det virker som om hun levede som en slags skyggetante i sin søsters nye familie. Sybille var familiens skønhed, Charlotte familiens skønånd. En lidt skarp, mager kvinde.

Hun ægtede [[25. maj]] [[1782]] den senere ministergrev [[Ernst Heinrich Schimmelmann]]. Hans far skatmesteren var dybtblevet nervøsforfærdet ved tanken om, at hans sværmeriske søn ønskede at gifte sig med dette sære kvindemenneske, som han i øvrigt slet ikke kendte. Men skatmesterenhan døde, og Ernst ægtede Charlotte. Toog årblev senereminister gennemførteefter kronprins Frederik etkronprinsens statskup. og overtog magten og dannede et nyt statsråd og udnævnte nye ministre.

Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udprægede interesser i æstetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte hungrevinden sin plads på en glimrende måde sin plads. I begyndelsen fungerede hun ved Ernst Schimmelmanns side, men som årene gik, overtogtog hun mere og mere funktionen som den ledenden kraft i hjemmetover. Den arvede rigdom (palæet i Bredgade, nu Odd Fellow Palæet og landstedet Seelust ved Klampenborg) dannede rammen om et internationalt liv i den absolutte overklasse. Charlotte blev salonværtinde. Aftenerne i palæet samlede eliten indenfor politik, økonomi, diplomati og kunst på en hidtil (i Danmark) uset måde.

Danmark havde ingen kulturminister, menså Ernst Schimmelmann havde påtaget sig at hjælpe og lede danske kunstnere overalt i verden. Charlotte kappedes med sin mandham om at hjælpe og støtte lovende begavelser. Med sin "Trang til at protegere" havde hun altid tanken henvendt på at "gjøre Erobringer for sit Fædreland i Aandens Verden".

Således understøttede familien Schimmelmann via den danske stats midlerstatsmidler den tyske digter Friedrich Schiller i flere år. Understøttelsen førte til et varmt venskab med familien Schiller, som efter Schillershans død overførtes til hans enke.

HunCharlotte var i høj grad følsom og modtagelig, men,og som [[Schiller]] har sagtsagde om hende, [[liberal]] i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige.

Hendes navn er knyttet til [[Jens Baggesen]]s, [[Adam Oehlenschläger]]s, Steffens, [[Schiller]]s og [[Niebuhr]]s livshistorie, og hun underholdteunderholdt dem gennemmed en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker.

Charlotte og Ernst (kendt somSchimmelmann, Lotte og Ernst), fungerede som et hele, som et ubrydeligt makkerpar. De besadnød hinandens fuldkomne fortrolighed. Charlotte blev naturligt af sin mand indviet i statssager af enhver art og udnyttede sin enestående position til at udøve indflydelse i regeringsanliggender.

Fra en fascineretudelt beundring for den franske revolution flyttedenåede hun sig med årene over en bestyrtet undren til en helhjertet afvisning.

Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem mange hemmeligheder,. ogAt detde stolede på hende, ses af deres indberetninger, at man regnede med hende. Hertug [[Frederik Christian II af Augustenborg]] såvel somog hans hustru Louise Augusta, kongens søster, var hendes fortrolige, og under den splittelse, der herskede i [[Statsrådet]] i de skæbnesvangre dage før og efteromkring [[Slaget på Reden]], gennemførte hun en forsoning mellem E. Schimmelmann og [[Christian Bernstorff]], "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent".

IhærdigIhærdigt, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til [[Napoleon]] og Frankrig på en udsoning med England efter [[1807]] og en tilslutning til [[Preussen]], men hun opnåede desværre kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra [[Frederik 6.]].

Jens Baggesen kaldte hende for "kamæleonen", fordi hun hele tiden skiftede sind og holdninger. Hun formåede at opretholde venskabet med hertughertugen Frederikaf Christian IIAugustenborg samtidig med, at hun modtog hans fjende, romantikeren Steffens. Men hunHun forsøgte også gentagne gange at gribe ind i andre menneskers liv:. hunOgså varsom en Kirsten Giftekniv,: som endoghun forsøgte at afsætte sin unge søsterdatter til en fremmed lykkejæger i en meget ung alder.

I hendes senere leveår, dahjemsøgtes hun hjemsøgtes af svagelighed,. trådteNu sås de mindre behagelige sider af hendes karakter tydeligere: påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, som [[Jacob Peter Mynster]] og [[Heinrich Steffens]] omtaler, påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, stærkere frem. Hun brød sig ikkehverken om hverken udvikling eller politik. Hendes mand måtte påtage sighavde en stor del af skylden for statsbankerotten, og familiens sorgløse liv sluttede i 1813. FormuenDens formue var byggettjent på salg af sukker, slaver, og våben, også indtægterne sank brat. Ernst Schimmelmann var ikke længere minister, Danmark havde tabt krigen, Norge blev en del af det svenske rige, og det glansfulde [[salonliv]] sluttede. Fra nu af var det Bakkehuset og familienKamma Rahbeks borgerlige livtevandssalon, som blev norm og ideal.

Charlottes helbred blev gradvist nedbrudt. Hun døde 2. december 1816. [[Schack von Staffeldt]] skrev et ægteføltfølt digt i klassisk form til minde om "de danske Skjaldes Moder". Hun, som engang havde åbnet sit hus for tusindvis af mennesker, blev fulgt af en håndfuld til Sankt Petris tyske kirke, hvor hunhendes i dagkiste står i sin kiste ved siden af Ernst og hans første hustru Emilie Rantzau. Der er ingen kristne symboler på hendes kiste, men i hendes breve til [[Louise Stolberg]] skriver hun flere gange om [[Marezoll|Marezolls]] prædikener, som hun bl.akisten. sender et eksemplar af til Frederik den 6.s [[dronning Marie]].

En del breveaf hendes korrespondence er bevaret, men størstedelen ladergik til at være gåetvist tabt, da Odd Fellow Ordenen havde købtovertog det schimmelmannske palæ og lodryddede loftet rydde.