Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Linje 26: Linje 26:
[[Kategori:Retshistorikere]]
[[Kategori:Retshistorikere]]
[[Kategori:Faglitterære forfattere fra Tyskland]]
[[Kategori:Faglitterære forfattere fra Tyskland]]
[[Kategori:Medlemmer af Videnskabernes Selskab]]


[[arz:فريدرك سافينى]]
[[arz:فريدرك سافينى]]

Versionen fra 17. jan. 2011, 01:38

Friedrich Carl von Savigny.

Friedrich Carl von Savigny (21. februar 1779 i Frankfurt a. M. - 25. oktober 1861 i Berlin) var en tysk retslærd af gammel adelig, rig og anset lothringsk familie, far til Karl Friedrich von Savigny.

Savigny blev student 1795, studerede i Marburg under Ph. Weis, i Göttingen under Hugo og Spittler, filosofisk paavirket af Schelling. Studierejse 1799—1800, Dr. jur. 1800 i Marburg med Dissertationen De concursu delictorum formali, Savignys eneste strafferetlige Arbejde, 1803 Prof. extraoré. i Marburg. efter Studierejser, blandt andet til Paris, 1808 Prof. ord. i Landshut, 1810 ved det nystiftede Universitet i Berlin, hvor hans imponerende personlighed samlede Tilhørere fra alle Lande; han udtrådte for øvrigt af Fakultetet, så længe bans Modstander, Hegelianeren Eduard Gans var Medlem deraf; 1842—48 Minister i det for ham af Kong Friedrich Wilhelm IV oprettede Ministerium for Lovgivning, hvor hans Virksomhed dog ikke afsatte de ventede Spor, men i det væsentlige løb ud i Sandet.

I den tyske Retsvidenskabs Historie er Savigny derimod 19. århundredes største Juristnavn, hans Indflydelse baade som Lærer og Skribent overvældende. Allerede i sit Ungdomsskrift »Das Recht d. Besitzes« (1803, 7. Udg. ved A. F. Rudorff, 1865), en af den nyere Retsvidenskabs berømteste Monografier, viste Savigny sig som Mester — »hverken Bogens Metode eller Grundprincipper var i øvrigt nyl —, og Savignys Besiddelseslære gik sin Sejrsgang gennem hele Europa, heri ogsaa indbefattet Norden — Ørsted, Chr. Platou, F'r. Brandt —, uanfægtet indtil Jhering's Opposition. Det var Gustav Hugo. der havde indledet den historisk-empiriske Retning inden for den tyske Retsvidenskab; han gjorde Banen fri for »den hist. Skole«, men Stiftelsen og Ledelsen af denne skyldes Savigny.

I sit berømte Skrift »Vom Beruf unsrer Zeit fur Gesetzgebung und Rechtswissenschaft« (1814), den hist. Skoles Bibel, formelt en Protest mod A. F. J. Thibaut's Flyveskrift »Ueber die Nothwendigkeit eines allgemeinen burgerlichen Rechts für Deutschland« (1814, 3, Udg. 1840), slog S., overlegent og energisk, til Lyd for de Hovedtanker, der alt mere ell. mindre udprægede var udtalte af Mænd som Montesquieu, Herder og Hugo: Retten som et Produkt af Folkeslagenes hist. Liv, Retten som undergivet Udviklingens Lov og Folkebevidstheden, Folkeaanden — med kendelig Undervurderen af Lovgivningen og de enkelte fremragende Individer — som det egl. retsskabende. En stor Skare Disciple flokkedes om S., en Række fremragende Forskere sluttedel Kreds om ham, Jacob Grimm, G. F. Puchta, A. F. Rudorffl o. m. a.; de betydeligste Lærestole i Tyskland besattes med Tilhængere af den hist. Skole; ogsaa i det preussiske Vid. Akademi var S.'s Indflydelse dominerende.

Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side, navnlig fra Hegelianerrie, uanset hegelianismens Berøringspunkter med Savignys egen Lære, dels fra Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller Carl Friedrich Eichhorn og J. F. L. Göschen grundede Savigny 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den hist. Skoles Program gennemførte Savigny i sin »Ge-schichte des Romischen Rechts im Mittelalter« (I-VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2. forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51), et laf den jur. Verdenslitteraturs monumentale Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning ratar det storartede dogmatiske Værk, hvormed Historikeren Savigny overraskede den videnskabelige Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter banebrydende og grundlæggende »System des heutigen Romischen Rechts« (I—VIII, 1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser 1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht als Theil des heutigen Romischen Rechts« (I—II, 1851 og 1853).

I »Vermischte Schriften« (I—V, 1850) samledes Afh., Anmeldelser o. 1., som hele S.'s Forfatterskab i Modsætning til Hugo's skrevet i en Form og Stil, der berettiger til at henregne S. til den tyske Litteraturs første Prosaister. Studiet af S. er i øvrigt ikke afsluttet endnu, og iNutidens Forskning har vei et skarpere Blik for Ensidighederne og det romantiske Drag i den hist. Skoles Læresætninger end S.'s Samtid, men at S.'s Indsats i Retsvidenskabens Historie har været mægtig og af indgribende Bet., drages ikke i Tvivl af nogen. Ogsaa til Norden strakte S.'s Indflydelse sig, af danske Forfattere var saaledes P. G. Bang en Discipel af S., og A. W. Scheel viser i væsentlige Afsnit .af sin Privatret synlig Paavirkning af S.

En glimrende skildring af Savignys olympiske Personlighed er givet af Orla Lehmann i »Efterladte Skrifter« (I, Kbhvn 1872, S. 113—17), en Skildring, der i alle Hovedtræk stemmer med de talrige Skildringer, der foreligger fra tysk Side; Savignys lidenskabsløse Ro, Værdighed og Besindighed danner en interessant Modsætning til Feuerbach's Ildaand. Adskillige Lighedspunkter frembyder S. med den aldrende Goethe. S. var gift med en Søster til Clemens Brentano, og hans Svigerinde Bettina's »Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde« opruller flere smaa Genrebilleder af hans Liv. Efter Savignys Bortgang oprettede S.-Stiftelsen i Berlin, der bl.a. udgiver det toneangivende »Zeitschrift der S.-Stiftung fur Rechtsgeschichte«, nu delt i 3 Afdelinger, en romanistisk, germanistisk og kanonistisk.

Savignyplatz i Berlin er opkaldt efter ham.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.