Bruger:ANCJensen: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 16: Linje 16:


=== Magtkampe ===
=== Magtkampe ===
Mange indflydelsesrige mænd var efterhånden blevet frimurere, og frimurerlogerne besad derfor meget magt. [[Gustav III af Sverige]] ønskede, at de danske frimurere skulle have den [[Sverige|svenske]] prins og hertug Carl af Södermanland (senere Kong [[Karl 13. af Sverige]]) som øverste styrer. Gustav III's plan var, at Sverige skulle have magten over frimurerlogerne i [[Norden]] og på kontinentet, således Sverige kunne opnå diplomatiske og politiske fordele, især i forhold til [[Rusland]] og de [[baltisk]]e områder. De danske frimurere anerkendte dog aldrig Carl af Södermanland som deres øverste styrer, og de danske frimurere forblev dermed under dansk ledelse. Afslutningen på magtkampene blev, at den danske [[regering]] den [[29. april]] [[1780]] lod Kong [[Christian VII]] underskrive en kabinetsordre, der påbød, "''... at Frimurer-Ordenen aldrig i Vore Riger og Lande maae nogensinde erkiende nogen fremmed Kongelig Prints for Ordens Mester, eller tilstaae saadan Kongelig Prints nogen Myndighed eller Indflydelse over Selskabet eller nogen Deel af Selskabet i Vore Riger og Lande.''"<ref>Kjeldsen, Jørgen (red.): ''I Guld og Himmelblaat – Frimureriet i Danmark gennem 250 år, 1743-1993'', 2. oplag, 1993, s. 107.</ref>
Mange indflydelsesrige mænd var efterhånden blevet frimurere.


=== Kongernes beskyttelsesbreve ===
Under [[Enevælde]]n var frimurerne i Danmark beskyttet under kongen, idet de skiftende regerende konger gav frimurerordenen beskyttelsesbreve. Med vedtagelsen af [[Danmarks Riges Grundlov|grundloven]] i [[1849]] ophørte frimurerordenens særlige beskyttelse.


Den Danske Frimurerorden fik sin nuværende form i [[1858]], da de danske frimureres højeste styrer, Kong [[Frederik VII]], indstiftede den såkaldte VIII Frimurerprovins i Danmark.

=== ===
Den Danske Frimurerorden fik sin nuværende form i [[1858]], da det danske [[frimureri]]s højeste styrer, [[Frederik VII|Kong Frederik VII]], indstiftede den såkaldte VIII Frimurerprovins i Danmark i forbindelse med, at frimurerlogerne gik over til at arbejde efter det såkaldte [[det svenske system|svenske system]] af [[Karl 13. af Sverige]]. Ordenen repræsenterer imidlertid det fortløbende regulære frimureriske arbejde i Danmark, siden dette indledtes i november [[1743]] med oprettelsen af logen St. Martin.<ref name="Historie" /> Den Danske Frimurerorden kan med andre ord føre sin historie tilbage til [[1743]].


Ved oprettelsen af den VIII Frimurerprovins i [[1858]] antog [[Frederik VII]] som højeste styrer titlen ''Viseste Salomo Vicarius'' (VSV) i overensstemmelse med den daværende praksis i [[det svenske system]]. I [[1972]] skiftede ordenen navn fra den VIII Frimurerprovins til det nuværende navn, Den Danske Frimurerorden, og i den forbindelse skiftede ordenens højeste styrer i [[1975]] titel fra VSV til ''Ordenens [[Stormester (orden)|Stormester]]'' (OSM).
Ved oprettelsen af den VIII Frimurerprovins i [[1858]] antog [[Frederik VII]] som højeste styrer titlen ''Viseste Salomo Vicarius'' (VSV) i overensstemmelse med den daværende praksis i [[det svenske system]]. I [[1972]] skiftede ordenen navn fra den VIII Frimurerprovins til det nuværende navn, Den Danske Frimurerorden, og i den forbindelse skiftede ordenens højeste styrer i [[1975]] titel fra VSV til ''Ordenens [[Stormester (orden)|Stormester]]'' (OSM).

Versionen fra 26. jan. 2011, 11:58

Kladde som jeg arbejder på:

Historie

Begyndelsen

Frimureriet kom til Danmark den 11. november 1743, idet Danmarks første loge, St. Martin, blev stiftet denne dag. Logen, der var en såkaldt frimurerloge, blev oprettet i København af baron Johann Albrecht von Korff,[1] baron Georg Carl von Münnich, hofmester Georg Nielsen, tysk ambassadør E.F.H. Edler von Heimenthal, hofmedaljør Magnus Gustavus Arbien og kunstmaler Hans Arbien, som alle var medlemmer af storloger i udlandet. St. Martin blev opkaldt efter Martin af Tours, fordi den blev stiftet på Mortensdag. I 1749 stiftedes i Oslo Norges første loge, St. Olai Loge, med den danske loge St. Martin som moderloge, og senere fulgte loger i Bergen og Trondheim. I 1745 oprettedes Danmarks anden loge, Zorobabel, der i 1767 blev forenet med St. Martin og fik navnet Zorobabel til Nordstjernen. Denne loge var nu moderlogen for de norske loger. I 1778 etableredes endnu en loge i København, Friedrich zur Gekrönten Hoffnung, der i 1855 blev forenet med Zorobabel til Nordstjernen, som derved fik sit nuværende navn Zorobabel og Frederik til det kronede Haab (i daglig tale kaldet "Zorobabel og Frederik" eller blot "Z & F"). Ud fra Zorobabel og Frederik er Den Danske Frimurerorden opstået, og Zorobabel og Frederik eksisterer stadig i dag som en af logerne i Den Danske Frimurerorden.[2][3]

Frimurerne og statsmagten

Den danske stat var i begyndelsen meget mistænksom over for frimureri, og man udspionerede derfor frimurerne. Efterretningsagenten Christian Friis Møller indberettede den 11. november 1743 følgende: "Sie haben heute etwas vor, wovon sie den gantzen Tag unter sich gesprochen haben. Ich hoffe aber morgen die Ursache davon zu erfahren."[4] De to personer, som Christian Friis Møller omtalte, var den russiske gesandt og baron Johann Albrecht von Korff og attachéen Adam Olsufiew, og deres samtaler, som Christian Friis Møller havde opsnappet, handlede om deres forberedelser til stiftelsen af Danmarks første loge den selvsamme aften. Staten var mistænsom over for frimurerne, bl.a. fordi de ikke ville røbe deres hemmeligheder for landets øverste myndigheder. Logemøderne, der foregik i fortrolighed, kan indirekte have været rammen om politiske og diplomatiske drøftelser, men det er også sandsynligt, at logen derimod har fungeret som samlingssted for højtstående veluddannede mænd, der således sammen kunne diskutere filosofiske spørgsmål og udvikle sig åndeligt. I modsætning til f.eks. Kina, Nordkorea og andre socialistiske lande er frimureri dog aldrig blevet forbudt i Danmark.

De første kongelige frimurere

Allerede mindre end et år efter frimureriets etablering i Danmark, blev den første kongelige dansker optaget til frimurer, idet Frederik V blev frimurer den 3. juni 1744. Frimurerne besluttede sig for, at der skulle være fuldstændig fortrolighed om, hvad der foregik i logen, og hvem der var medlemmer.

I slutningen af 1760'erne ønskede Christian VII at blive optaget til frimurer. Han havde på sin rejse i Paris i 1768 mødt mange frimurere, bl.a. de franske encyklopædister og filosoffer Jean le Rond d'Alembert, Denis Diderot, Claude Adrien Helvétius samt Paul Henri Thiry d'Holbach, og i England havde han mødt den amerikanske frimurer Benjamin Franklin. Christian VII's sindssygdom var dog samtidig blevet kraftigt forværret, og han blev aldrig frimurer.

Sidenhen blev flere kongelige danskere optaget til frimurere, bl.a. Frederik VI, Christian VIII, Frederik VII, Frederik VIII og Christian X (se flere eksempler under afsnittet Kendte medlemmer). Det var ikke kun i Danmark, at kongelige blev frimurere. I mange andre lande blev konger, prinser, fyrster og adelige også frimurere, bl.a. prins Frederik Ludvig af Wales, Kong Adolf Frederik af Sverige og Kong Frederik den Store af Preussen.

Magtkampe

Mange indflydelsesrige mænd var efterhånden blevet frimurere, og frimurerlogerne besad derfor meget magt. Gustav III af Sverige ønskede, at de danske frimurere skulle have den svenske prins og hertug Carl af Södermanland (senere Kong Karl 13. af Sverige) som øverste styrer. Gustav III's plan var, at Sverige skulle have magten over frimurerlogerne i Norden og på kontinentet, således Sverige kunne opnå diplomatiske og politiske fordele, især i forhold til Rusland og de baltiske områder. De danske frimurere anerkendte dog aldrig Carl af Södermanland som deres øverste styrer, og de danske frimurere forblev dermed under dansk ledelse. Afslutningen på magtkampene blev, at den danske regering den 29. april 1780 lod Kong Christian VII underskrive en kabinetsordre, der påbød, "... at Frimurer-Ordenen aldrig i Vore Riger og Lande maae nogensinde erkiende nogen fremmed Kongelig Prints for Ordens Mester, eller tilstaae saadan Kongelig Prints nogen Myndighed eller Indflydelse over Selskabet eller nogen Deel af Selskabet i Vore Riger og Lande."[5]

Kongernes beskyttelsesbreve

Under Enevælden var frimurerne i Danmark beskyttet under kongen, idet de skiftende regerende konger gav frimurerordenen beskyttelsesbreve. Med vedtagelsen af grundloven i 1849 ophørte frimurerordenens særlige beskyttelse.

Den Danske Frimurerorden fik sin nuværende form i 1858, da de danske frimureres højeste styrer, Kong Frederik VII, indstiftede den såkaldte VIII Frimurerprovins i Danmark.

Ved oprettelsen af den VIII Frimurerprovins i 1858 antog Frederik VII som højeste styrer titlen Viseste Salomo Vicarius (VSV) i overensstemmelse med den daværende praksis i det svenske system. I 1972 skiftede ordenen navn fra den VIII Frimurerprovins til det nuværende navn, Den Danske Frimurerorden, og i den forbindelse skiftede ordenens højeste styrer i 1975 titel fra VSV til Ordenens Stormester (OSM).

  1. ^ Kjeldsen, Jørgen (red.): I Guld og Himmelblaat – Frimureriet i Danmark gennem 250 år, 1743-1993, 2. oplag, 1993, s. 101.
  2. ^ Bugge, K.L.: Det Danske Frimureries Historie, Danmark, 1909.
  3. ^ Kjeldsen, Jørgen (red.): I Guld og Himmelblaat – Frimureriet i Danmark gennem 250 år, 1743-1993, 2. oplag, 1993, s. 55-56.
  4. ^ Kjeldsen, Jørgen (red.): I Guld og Himmelblaat – Frimureriet i Danmark gennem 250 år, 1743-1993, 2. oplag, 1993, s. 99.
  5. ^ Kjeldsen, Jørgen (red.): I Guld og Himmelblaat – Frimureriet i Danmark gennem 250 år, 1743-1993, 2. oplag, 1993, s. 107.