Frederik Borgbjerg

Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg

Frederik Hedegaard Jeppesen Borgbjerg (10. april 1866 i Boeslunde, Skælskør - 15. januar 1936 i København) var en dansk socialdemokratisk politiker.

I 1873 kom han i huset hos en velhavende onkel i København, begyndte i Schneekloths Skole, hvorfra han tog studentereksamen i 1884. Året efter startede han på Københavns Universitet, på filosofikum og senere teologi. Han var grundtvigsk præget, blev søndagsskolelærer og prædikede også nogle gange på Falster. Foruden teologien studerede han en overgang filosofi og historie. I 1890 blev han medarbejder ved Social-Demokraten. I 1911 efterfulgte han Emil Wiinblad som redaktør på Social-Demokraten og var redaktør 1911-1924 og 1926-1929.

Han var socialminister 1924-1926 og undervisningsminister 1929-1935. Medlem af Folketinget 1898-1936 og af Københavns Borgerrepræsentation fra 1898-1904 og 1905-1913

Borgbjerg var en af socialdemokratiets mest fremtrædende politikere fra slutningen af det 19. århundrede til hans død i 1936. Han var en af partiets største arbejdskræfter og ordfører i mange vigtige politiske spørgsmål gennem hele hans folketingsliv. Han spillede bl.a. en hovedrolle i at mobilisere folk til modstand under det politiske opgør med Kong Christian X under påskekrisen i 1920. Hans oratoriske evner var legendariske; af mange i sin samtid blev han betragtet som den største politiske taler.

1901-1904 udgav han sammen med C.E. Jensen Socialdemokratiets århundrede.

Eksterne links

• http://www.vejpark2.kk.dk/apps/monumenter/index.asp?lang=uk&mode=detalje&id=178