Den Røde Hær: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Linje 65: Linje 65:
[[az:Qızıl ordu]]
[[az:Qızıl ordu]]
[[bar:Rote Armee]]
[[bar:Rote Armee]]
[[be:Чырвоная Армія]]
[[be:Рабоча-Сялянская Чырвоная Армія]]
[[bg:Червена армия]]
[[bg:Червена армия]]
[[br:Lu Ruz]]
[[br:Lu Ruz]]

Versionen fra 10. feb. 2011, 22:01

Den Røde Hærs flag.

Den Røde Hær eller RKKA er forkortelser af hærens egentlige navn: ”Arbejdernes og Bøndernes Røde Hær”. På russisk (Рабоче-Крестьянская Красная Армия - Raboche-Krest'yanskaja Krasnaja Armija). Den Røde Hær blev dannet af bolsjevikkerne under den russiske borgerkrig i 1918 efter sejren over det monarkiske styre. Den Røde Hær blev Sovjetunionens officielle hær efter unionens dannelse i 1922. Ordet rød refererer til det blod, arbejderklassen havde udgydt i kampen mod kapitalismen.

I 1946 ændredes navnet til den ’Sovjetiske Hær’. Vesten fortsatte med at kalde den den ’Røde Hær’ under Den Kolde Krig.

Den tidlige historie

Den Røde Hær blev dannet den 15. januar 1918 på grundlag af den allerede eksisterende Røde Garde. Den officielle hyldestdag for den Røde Hær, den 23. februar, markerer dagen for den første masseindskrivning i hæren foretaget i Moskva og Sankt Petersborg samt den første egentlige krigshandling mod den tyske besættelse. Den blev en vigtig national helligdag i Sovjetunionen og er stadig i dag helligdag i Rusland. Den blev kaldt ”den Røde Hærs Dag”, i dag hedder den ”Dagen for Moderlandets Forsvarere”. Lev Trotskij, der var krigskommissær fra 1918 til 1924, menes at være den egentlige grundlægger af den Røde hær.

Lenin og Lev Trotskij ses her sammen med soldater fra den Røde Hær i Sankt Petersborg

I begyndelsen fungerede den Røde Hær som en frivillig enhed uden rang og distinktioner. Officererne blev endda valgt på demokratisk vis. Men fra den 29. maj 1918 blev der indført værnepligt for alle mænd mellem 18 og 40 år. For at håndtere de mange værnepligtige, blev der oprettet regionale ”militære kommissariater” (ikke at forveksle med krigskommissariatet) rundt omkring i Sovjetunionen.

Alle enheder i den Røde Hær fik udpeget en ’politisk kommissær’, som havde beføjelser til at omstøde enhver ordre, han måtte finde i strid med kommunistpartiets principper. Disse kommissærer havde reelt den øverste myndighed i enhederne. Selv om det i nogle tilfælde medførte en ineffektiv ledelse, mente partilederne, at det var nødvendigt med fuld politisk kontrol over militæret, især fordi den Røde Hær i højere og højere grad bestod af officerer fra den tidligere kejserlige hær.

2. verdenskrig

Da Tyskland gik til angreb på Sovjetunionen i juni 1941, bestod den Røde Hær af omkring 1.5 millioner mand, der var dårligt forberedt på krigen. Politiske udrensninger i hærens officerskorps især i den øverste ledelse havde svækket den, og soldaterne manglede erfaring og træning. I krigens første uger blev det sovjetiske luftvåben nærmest udslettet, mens flyene stod på jorden. I samme periode blev store, sovjetiske hærenheder, flere hundredetusinde soldater, omringet af de fremrykkende tyske tropper. Mange af dem overgav sig til tyskerne.

De sovjetiske soldater blev mejet ned på slagmarken. Det var et resultat af den dårlige forberedelse, statiske militærformationer, der blev omringet eller løbet over ende, og de sovjetiske øverstbefalende, som sidestillede tilbagetrækning med forræderi – noget, der blev straffet med døden. Det var en medvirkende faktor til, at tabene i den Røde Hær var de højeste, en hær nogensinde har lidt.

De lange tyske forsyningslinjer, Hitlers spredning af de tyske tropper og en generation af dygtige, sovjetiske kommandører blev Sovjets redning. Efter sejrene ved Moskva, Stalingrad og Kursk knækkede den Røde Hær ryggen på den stolte tyske hær. Men tabene var enorme for Sovjetunionen. Nogle siger, at syv millioner soldater døde. Andre siger helt op til 10 millioner.

Igennem massiv propaganda var det lykkedes at vække en voldsom patriotisme i befolkningen. Soldaterne blev gjort til helte, og mange meldte sig til det, der blev kaldt den ”Store Patriotiske Krig”. Ved slutningen af 1941 toppede antallet af soldater i den Røde Hær, der var på 20 millioner soldater.

Efter krigen

Efter 2. verdenskrig faldt antallet af soldater fra omkring 13 millioner til ca. fem millioner. Gennem hele den kolde krig forblev antallet af soldater i den sovjetiske hær på mellem tre og fem millioner. Antallet af soldater blev opretholdt af en værnepligt på minimum to år, som omfattede alle fysisk funktionelle mænd. Det betød, at den sovjetiske hær forblev verdens største i hele perioden mellem 1945 og 1991.

I 1946 ændrede den Røde Hær officielt navn til ’Sovjets Hær’. I 1949 fremstillede og testede Sovjetunionen sin første atombombe.

I koldkrigstiden blev den sovjetiske hær brugt til at holde sammen på de kommunistiske stater i Østeuropa og knuse oprør. Således blev hæren sat ind mod oprørene i Ungarn, Tjekkoslovakiet og DDR i 1950'erne og 1960'erne.

Den sidste krig, den sovjetiske hær var involveret i, var krigen i Afghanistan fra 1979 og 10 år frem. Her støttede Sovjetunionen aktivt den siddende pro-sovjetiske regering, mens USA på den anden side støttede de muslimske oprørere (Taliban).

Den lange krig og opretholdelsen af den fem millioner mand store hær var med til at køre den sovjetiske økonomi i sænk og bidrog til Sovjetunionens sammenbrud.

Afviklingen

Fra omkring 1985 til 1990 begyndte den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, at indskrænke hæren og de enorme økonomiske resurser, den lagde beslag på. Hæren blev langsomt reduceret, og i 1989 havde den sovjetiske hær trukket sig ud af alle Warszawapagt-lande. Samme år trak Sovjetunionen også sine tropper ud af Afghanistan.

I 1990 erklærede Litauen sin selvstændighed, og østblokken faldt fra hinanden. Land efter land gennemførte revolutioner. Sovjetunionen var i krise, og Gorbatjov blev stærkt kritiseret for ikke at sætte hæren ind. I august 1991 spillede hæren en afgørende rolle, da flere højtstående officerer deltog i et kupforsøg mod Gorbatjovs reformvenlige regering. Kampvogne blev sat ind i Moskvas gader, men kupforsøget slog fejl, da indbyggerne blokerede gaderne, og soldaterne nægtede at skyde på deres landsmænd.

Efter Sovjetunionens kollaps blev Sovjets Hær opløst, og dens udstyr delt mellem de nye stater. Hovedparten af Sovjets Hær, herunder de fleste atomvåben, blev inkorporeret i den nye russiske hær. Militærstyrker udstationeret i de østeuropæiske lande, herunder Baltikum, returnerede til Rusland i årene 1991 - 1994.

Se også

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Skabelon:Link FA