Alfred den Store: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 17. feb. 2011, 00:30

Alfred den Store (oldengelsk: Ælfrēd, Ælfrǣd, "alfe-råd"; 849 – 26. oktober 899), var konge af Wessex fra 871 til 899. Alfred er kendt for sit forsvar af de angelsaksiske kongedømmer i Sydengland mod vikingerne. Alfred er helgen i både den katolske og den græsk-ortodokse kirke og i det anglikanske trossamfund bliver han betragtet som en af den kristne kirkes helte. Den 26. oktober er hans helgendag.

Barndom

Alfred blev født i 849 på Wantage i Oxfordshire, som yngste søn af Kong Æthelwulf af Wessex og hans første kone, Osburga. I 868 blev Alfred gift med Ealhswith, som var datter af Æthelred af Mucil^[1]. Alfreds barndom beskrives i de anglo-saksiske krøniker: han besøgte som fem årig Rom, hvor Pave Leo IV efter sigende udpegende Alfred til Saksernes fremtidige konge. Et påstand, der fik betydning, da Alfred gjorde krav på tronen efter sin brors død i 865. Broderen havde nemlig en søn og arving. Hvad Pave Leo IV præcis har udtrykt om Alfreds fremtidige rolle er omdiskuteret, da alle Alfreds tre ældre brødre levede på det tidspunkt. Pave Leo IV bI et siger i et senere brev, at Alfred blev udpeget som "konsul". Hvad der ligger i denne titel er uvist. En fejlfortolkning af titlen og udpegning - tilsigtet eller utilsigtet - kan forklare forvirringen om Alfreds krav på tronen^[2]. En anden teori om Alfreds krav på tronen i Wessex bygger på Alfreds næste besøg i Rom, hvor han var med sin far på pilgrimsrejse.

Efter hjemkomsten i 856 blev Kong Æthelwulf af Wessex afsat af sin søn Æthelbald af Wessex. Den truende borgerkrig imellem far og søn resulterende i, at Wessex stormænd samledes for at finde et kompromis. Det resulterede i, at de vestlige grevskaber (dvs. det traditionelle Wessex) blev kontrollet af Æthelbald, og de østlige områder blev kontrolleret af Kong Æthelwulf af Wessex. Efter Æthelbalds død blev Wessex på skift regeret af Alfreds tre ældre brødre, indtil Alfred overtog tronen.

Under Æethelred

I den korte periode, hvor Alfreds ældre brødre Æthelbald af Wessex og Æthelberht af Wessex regerende, blev Alfred ikke nævnt i kilderne. Hans offentlige liv begyndte med tiltrædelsen af hans tredje bror, Æthelred af Wessex, i 866. Det er i denne periode, at biskop Asser benyttede sig af den særlige titel, som han knytter til Alfred "secundarius", hvilket kan indikere at Alfred var en slags keltiske tanist, dvs. en anerkendt efterfølger tæt forbundet med den regerende monark. Det er muligt, at dette arrangement var sanktioneret af Alfreds far eller af det anglo-saksiske råd Witan, for at sikre mod uoverensstemmelser ved arvfølgen, hvis Æethelred skulle falde i kamp. Det er velkendt at krone en efterfølger som kongelig prins og hærfører blandt andre germanske stammer som svenskerne og frankerne, stammer som angelsaxerne er nært beslægtet med.

I 868 gjorde Alfred og Æthelred et mislykket forsøg på at holde de invanderende danske vikinger ude af nabokongeriget Mercia.^[3].Alfred og hans bror betalte tribut til de danske vikinger, som undlod at angribe Wessex de næste to år. I slutningen af 870 angreb danskerne Wessex, og året efter blev der udkæmpet ni forskellige slag. Efter et heldigt slag ved Slaget ved Englefjeld 31. december 870 fulgte Slaget ved Reading den 5. Januar 871, hvor Wessex led et alvorligt nederlag. Det lykkendes dog for ALfred og hans bror at reorganisere styrkerne og vinde slagene ved Ashdown og Slaget ved Berkshire Downs. De to sejre tilskrives for en stor del Alfreds indsats. Den 22. januar blev styrkerne i Wessex besejret og ved Slaget ved Merton, blev Kong Æthelred dræbt den 22. marts. Indimellem var der måske yderligere to kamphandlinger.

Kongen i Krig – tidlige kampe, nederlag og flugt

I marts 871 døde Alfreds bror Æthelred, og Alfred overtog tronen i Wessex, til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, Æthelhelm og Æthelwold. Det skete efter en aftale, som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om at uanset hvem af dem, der overlevede krigen, skulle han være konge over Wessex på trods af arvinger. Set i lyset af at der var invasion af danske vikinger, og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer, der følte, at Alfred havde arvet tronen uretmæssigt.

Mens Alfred planlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær uden Alfred på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var med. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne ud af Wessex, og i stedet for måtte han indgå fred med de danske vikinger. Kilderne fortæller ikke om fredsaftalens vilkår, men Biskop Asser overdriver givetvis og gengiver at "hedningerne" var villige til at trække sig tilbage fra Wessex med Gud som deres garant. En vikingehær forlod Reading i efteråret 871 for at tage vinterophold i London. Selv om hverken Asser eller de angelsaksiske krøniker nævner det, betalte Alfred sikkert vikingerne for at forlade landet, ligesom mercianerne gjorde det de næste år.^[4].

Skatte dateret fra vikingernes besættelse af London i 871/2 er udgravet i Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; fundene tyder på, at omkostningerne ved fredslutningen med vikingerne var noget mere bekostelige, end Asser beskriver. I de næste år besatte danskerne andre dele af England, og i 876 lykkedes det Guthrum den uheldige at slippe forbi den engelske hær og angribe det engelskbesatte område Wareham i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred med udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor ved en hellig ring, som blev brugt ved dyrkelse af Thor. Danskerne brød alligevel fredsaftalen og myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i mørket til Exeter i Devon. Der belejrede Alfred dem, og da en dansk hjælpeflåde blev ødelagt i en storm, var danskerne nød til at trække sig tilbage til Mercia. Allerede i 878 vendte de tilbage og angreb Chippenham, en kongelig base, hvor Alfred havde boet i julen. ”De fleste af indbyggerne blev dræbt undtagen Kong Alfred, og med ham drog en lille gruppe fra træ til træ og sump til sump, og efter påsken byggende han et fort i Athelney i marsken i Somerset, og derfra kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes Alfred at stifte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobilisere de lokale militser fra Somerset, Wiltshire og Hampshire fra fortet på Athelney, en ø i marsken nær North Pethertonm. En populær legende om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundredes krøniker, fortæller, hvordan han efter flugten fik husly i Somerset hos en bondekone, som ikke kendte ham. Hun bad ham holde øje med de brød, som hun var ved at bage på et bål. Alfred tænkte på sine problemer og brødet brændte til stor vrede for bondekonen. Da hun fandt ud af Alfreds identitet, undskyldte hun, men han ville ikke høre tale om det. En anden legende fortæller, hvordan Alfred forklædt som præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejr for at spionere. Begge historier har et propagandistisk formål, og Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen med handlemod i den fortvivlende situation, han befandt sig i som konge i et øde marskområde. Begge historier er med i den britiske forfatter Bernard Cornwells romaner 'Saksernes krøniker' med Alfred som en af de vigtigste personer. Dette var lavpunktet i de angelsaksiske kongerigers historie. Rigerne var erobret af danskerne og blev enten regeret af dem eller af deres skyggekonger. Undtagelsen var det lille område i marsken i Wessex, hvor Alfred nu samlede sine tropper til modangreb.

Referencer

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Alfred den Store

^ Asser - Kong Alfreds liv
^ Wormald, Patrick, 'Alfred (848/9-899)', Oxford Dictionary of National Biography (Oxford University Press, 2004).
^ [angelsaksiske krønike/http://www.gutenberg.org/files/657/657.txt] - Fri licens version af Gutenberg Projektet. Bemærk: Denne elektroniske udgave er en samling af materiale fra ni forskellige eksisterende versioner af Krønikerne. Den indeholder primært oversættelse af Rev James Ingram.Kilde tekst
^ Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.

Foregående:	Wessex´s Kongerækken	Efterfølgende:
Æthelred af Wessex	Wessex´s Kongerækken	Edward af Wessex

[1] Asser - Kong Alfreds liv

[2] Wormald, Patrick, 'Alfred (848/9-899)', Oxford Dictionary of National Biography (Oxford University Press, 2004).

[3] [angelsaksiske krønike/http://www.gutenberg.org/files/657/657.txt] - Fri licens version af Gutenberg Projektet. Bemærk: Denne elektroniske udgave er en samling af materiale fra ni forskellige eksisterende versioner af Krønikerne. Den indeholder primært oversættelse af Rev James Ingram.Kilde tekst

[4] Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.

[1]

[2]

[3]

[4]

@@ Linje 19: / Linje 19: @@
 == Kongen i Krig – tidlige kampe, nederlag og flugt ==
-I Marts [[871]] døde Alfreds bror Æthelred og Alfred overtog tronen i [[Wessex]], til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, [[Æthelhelm af Wesssex|Æthelhelm]] og [[Æthelwold af Wessex|Æthelwold]]. Dette var i overensstemmelse med en aftale som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om, at uanset hvilken af dem der ville overleve krigen, ville den person blive konge over [[Wessex]] på trods af evt. arvinger. Set i lyset af, at der på dette tidspunkt var en igangværende inversion af Danske vikinger og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer der følte, at Alfred havde arvet tronen uretmæssigt.
+I marts [[871]] døde Alfreds bror Æthelred, og Alfred overtog tronen i [[Wessex]], til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, [[Æthelhelm af Wesssex|Æthelhelm]] og [[Æthelwold af Wessex|Æthelwold]]. Det skete efter en aftale, som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om at uanset hvem af dem, der overlevede krigen, skulle han være konge over [[Wessex]] på trods af arvinger. Set i lyset af at der var invasion af danske vikinger, og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer, der følte, at Alfred havde arvet tronen uretmæssigt.
 [[File:Alfred king of Wessex London 880.jpg|thumb|left|Mønt af Alfred, konge af Wessex, London, 880 (basseret på en romersk model).<br />'''''Obv''''': King with royal band in profile, with legend: ÆLFRED REX "King Ælfred".]]
-Mens Alfred Planlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær i Alfreds fravær, på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var tilstede. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne tilbage fra [[Wessex]], og i stedet for var han nødt til at indgå fred med de danske [[viking|vikinger]]. Kilderne fortæller ikke, hvad fredsaftalens vilkår indeholder, men [[Biskop Asser]], overdriver givetvis og gengiver at "hedningerne" var villig til at trække sig tilbage fra [[Wessex]], med Gud som deres garant. En vikingehær forlod godt nok Reading i efteråret 871 for at tage vinter ophold i [[London]]. Selvom hverken [[Biskop Asser|Asser]] og de angelsaksiske krøniker nævner dette, betalte Alfred sikkert også penge til Vikingerne for at forlade landet, ligesom Mercianerne gjorde det de følgende år.<ref>Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.</ref>.
+Mens Alfred planlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær uden Alfred på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var med. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne ud af [[Wessex]], og i stedet for måtte han indgå fred med de danske [[viking|vikinger]]. Kilderne fortæller ikke om fredsaftalens vilkår, men [[Biskop Asser]] overdriver givetvis og gengiver at "hedningerne" var villige til at trække sig tilbage fra [[Wessex]] med Gud som deres garant. En vikingehær forlod Reading i efteråret 871 for at tage vinterophold i [[London]]. Selv om hverken [[Biskop Asser|Asser]] eller de angelsaksiske krøniker nævner det, betalte Alfred sikkert vikingerne for at forlade landet, ligesom mercianerne gjorde det de næste år.<ref>Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.</ref>.
-Skatte som er blevet dateret til vikingernes besættelse af [[London]] I 871/2 er blevet udgravet I Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; disse fund, antyder at omkostningerne i forbindelse med fredslutningen med vikingerne var noget mere omkostelige end Asser beskriver. I de efterfølgende år, besatte danskerne andre dele af [[England]], og i 876 lykkedes det for [[Guthrum den uheldige]], at slippe forbi den engelske hær og angribe det besatte område [[Wareham]] i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred, som involverede en udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor på en hellig ring, som blev brugt i forbindelse med dyrkelse af den nordiske gud [[Thor]]. Danskerne brød dog fredsaftalen og de myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i ly af mørket til Exeter, Dovon. Der belejrede Alfred dem og da en hjælpeflåde blev ødelagt i en storm var danskerne nød til at trække sig tilbage til [[Mercia]]. Allerede i 878 vendte danskerne dog tilbage og angreb [[Chippenham]], en kongelig base, hvor Alfred havde boet under julen. ”de fleste af indbyggerne blev dræbt, undtagen Kong Alfred og med ham drog en lille gruppe banende fra træ til træ og sump til sump og efter påsken byggende han et fort i [[Athelney]] i masken i Somerset og fra det, kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes for Alfred fra Fortet på [[Athelney]], en ø i marsken nær [[North Pethertonm]], at iværksætte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobiliserer de lokale militser fra [[Somerset]], [[Wiltshire]] og [[Hampshire]].
+Skatte dateret fra vikingernes besættelse af [[London]] i 871/2 er udgravet i Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; fundene tyder på, at omkostningerne ved fredslutningen med vikingerne var noget mere bekostelige, end Asser beskriver. I de næste år besatte danskerne andre dele af [[England]], og i 876 lykkedes det [[Guthrum den uheldige]] at slippe forbi den engelske hær og angribe det engelskbesatte område [[Wareham]] i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred med udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor ved en hellig ring, som blev brugt ved dyrkelse af [[Thor]]. Danskerne brød alligevel fredsaftalen og myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i mørket til Exeter i Devon. Der belejrede Alfred dem, og da en dansk hjælpeflåde blev ødelagt i en storm, var danskerne nød til at trække sig tilbage til [[Mercia]]. Allerede i 878 vendte de tilbage og angreb [[Chippenham]], en kongelig base, hvor Alfred havde boet i julen. ”De fleste af indbyggerne blev dræbt undtagen Kong Alfred, og med ham drog en lille gruppe fra træ til træ og sump til sump, og efter påsken byggende han et fort i [[Athelney]] i marsken i Somerset, og derfra kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes  Alfred  at stifte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobilisere de lokale militser fra [[Somerset]], [[Wiltshire]] og [[Hampshire]] fra fortet på [[Athelney]], en ø i marsken nær [[North Pethertonm]]. En populær legende om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundredes krøniker, fortæller, hvordan han efter flugten fik husly i Somerset hos en bondekone, som ikke kendte ham. Hun bad ham holde øje med de brød, som hun var ved at bage på et bål. Alfred tænkte på sine problemer og brødet brændte til stor vrede for bondekonen. Da hun fandt ud af Alfreds identitet, undskyldte hun, men han ville ikke høre tale om det.
+En anden legende fortæller, hvordan Alfred forklædt som præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejr for at spionere. Begge historier har et propagandistisk formål, og Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen med handlemod i den fortvivlende situation, han befandt sig i som konge i et øde marskområde.  Begge historier er med i den britiske forfatter [[Bernard Cornwell]]s romaner 'Saksernes krøniker' med Alfred som en af de vigtigste personer.
+Dette var lavpunktet i de angelsaksiske kongerigers historie. Rigerne var erobret af danskerne og blev enten regeret af dem eller af deres skyggekonger. Undtagelsen var det lille område i marsken i [[Wessex]], hvor Alfred nu samlede sine tropper til modangreb.
-En populær legende om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundrede Krøniker, fortæller om hvordan han lige da han var flygtet sommerset fik husly af en bonde kone, som uvidende om Alfreds identitet, efterlod ham til at holde øje med noget brød som hun var i gang med at bage på et bål. Travlt beskæftiget med problemerne i hans kongerige, kom Alfred til at brænde brødet på, til stor vrede for bonde kvinden. Efterfølgende da kvinden fandt ud af Alfreds sande identitet, undskyldte kvinden, men Alfred insisterede på, at det ikke var nødvendigt.
-En anden legende fortæller om, hvordan Alfred forklædt som en præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejer for at udspionere på hans plan. Disse historier har et propagandistisk indhold, hvor Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen, samtidig med at den sidste legende fortæller om Alfreds handlemod i den fortvivlende situation han befandt sig i, reduceret til en konge i et øde marskområde.  Begge historier er blevet udfoldet i den britiske Forfatter [[Bernard Cornwell]]s Romaner 'Saksernes krøniker', hvor Alfreds karakter er en af de bærende personer.
-Dette var lavpunktet i Historien om de angelsaksiske kongeriger. De var alle faldet til danskerne og blev enten regeret af vikingerne selv eller af deres skyggekonger. Undtagelsen var et lille område i marsken i [[Wessex]], hvor Alfred samlede sine tropper til modangreb.
 == Referencer ==