Münchenaftalen: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m r2.7.1) (robot Tilføjer: et:Müncheni konverents
RedBot (diskussion | bidrag)
m r2.5.2) (robot Tilføjer: nn:Münchenavtalen
Linje 82: Linje 82:
[[lv:Minhenes vienošanās]]
[[lv:Minhenes vienošanās]]
[[nl:Verdrag van München]]
[[nl:Verdrag van München]]
[[nn:Münchenavtalen]]
[[no:Münchenavtalen]]
[[no:Münchenavtalen]]
[[pl:Układ monachijski]]
[[pl:Układ monachijski]]

Versionen fra 7. apr. 2011, 09:43

Udviklingen af det tyske riges grænser fra den 31. december 1937 da de stadig var folkeretsligt uomstridte, til marts 1939, hvor hele Tjekkiet var blevet indlemmet i Nazi-Tyskland.
Neville Chamberlain fremviser dokumentet med aftalen foran en større menneskemængde den 30. september 1938.
1. Tyskland besætter Sudetenland (efterår 1938)
2. Ungarn besætter grænseområder (sydlige tredjedel af Slovakiet samt det sydlige Ruthenien) med ungarske minoriteter
3. Ruthenien bliever givet uafhængighed (efterår 1938).
4. Polen besætter Zaolzie-området med polske minoriteter (efterår 1938).
5. I marts 1939 bliver de tilbageværende tjekkiske områder til tysk satellit-stat med navnet Protektorat for Böhmen og Mæhren.
6. Af det tilbageværende Tjekkoslovakiet dannes Slovakiet, som bliver endnu en tysk satellit-stat.

Münchenaftalen var en aftale mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazi-Tyskland, som blev underskrevet natten til den 30. september 1938 i forbindelse med München-konferencen, som var blevet indkaldt for at finde en løsning på sudeterspørgsmålet. Repræsentanter fra Tjekkoslovakiet, hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-aftalen også senere hen har fået betegnelsen München-diktatet.

Formålet med hele konferencen var at diskutere fremtidens Tjekkoslovakiet i forhold til territoriale krav fra Adolf Hitler. Det befolkningsmæssigt blandede Sudeterland var af enorm strategisk betydning for Tjekkoslovakiet, da det meste af landets forsvarsværker var placeret her langs en bjergkæde, som udgjorde grænsen til det tyske rige. Med den italienske diktator Benito Mussolini som mediator gav den engelske ministerpræsident Arthur Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier efter ønske fra Nazi-Tyskland tilladelse til, at det multietniske Sudeterland blev opdelt mellem Nazi-Tyskland, Polen og Ungarn. Dette gjorde man, da man håbede, at man gennem en Appeasement-politik, hvor man gav efter hvor tyske krav, kunne forhindre endnu en krig. Året efter brød 2. verdenskrig dog alligevel ud, og Münchenaftalen fremhæves derfor ofte som paradeeksemplet på, at man aldrig skal give efter for diktatorers krav.

Efter 2. Verdenskrig faldt området tilbage til Tjekkoslovakiet. Først den 11. 1973 blev aftalen endeligt juridisk ugyldiggjort, da Vesttyskland som en udløber af sin Ostpolitik var kommet daværende Tjekkoslovakiet i møde og udelukkede fremtidige krav om yderlige grænserykninger.

Baggrund

Sudeterland var et område af det vestlige Tjekkoslovkaet, hvor etniske tyskere udgjorde et flertal. Sudetertyskerne havde i forbindelse med opløsningen af det østrig-ungarske rige i 1. verdenskrigs sidste dage forsøgt at forhindre områdets optagelse i det nydannede Tjekkoslovakiet og gennem oprør prøvet at blive en del af det nydannede Østrig. Ententemagterne fra 1. verdenskrig og Tjekkoslovakiet forbød dog dette, og gennemtrumfede beslutning med delvis brug af våbenmagt. Mange sudetertyskere nægtede at tilhøre Tjekkoslovakiet og var forbitrede over, at man var blevet nægtet den ret til selvbestemmelse, som den amerikanske præsiden Wilson havde fremlagt i sine 14 punkter fra januar 1918. Sudeterland blev en del af Tjekkoslovakiet, fordi det i historisk tid havde været en del af den overvejende tjekkiske kerneprovins Böhmen. Det var altså historiske, og ikke sproglige eller etniske skel, der lå til grund for områdets indlemmelse i Tjekkoslovakiet. Et flertal i området følte sig som tyskere i et fremmed land.

Hitlers krav

I marts 1938 havde Nazi-Tyskland brudt alle aftaler og annekteret Østrig, det såkaldte "Anschluss". Der var en bred opfattelse af, at Hitlers næste krav ville blive Sudeterland med dets store tyske befolkning. Både Frankrig og Sovjetunionen havde alliancer med Tjekkoslovakiet, men ingen af dem var materielt eller politisk forberedt til en militær konfrontation med Nazi-Tyskland. I Vesteuropa var man overordentligt interesserede i at undgå, at endnu en altødelæggende krig skulle hærge Europa, og politikerne ville have svært ved at overbevise befolkningen om en krig på bekostning af Sudeterland. Og på dette tidspunkt var Josef Stalin næsten mere mistroisk over for de kapitalistiske vest-stater end over for Hitler.

Hitler derimod spillede meget højt spil, og lod ikke til at være bange for at sætte alt ind på et kort.

Op til konferencen mobiliserede de store nationer i Europa deres hære for første gang siden 1. verdenskrig. Nogle troede, at endnu en krig ville komme, og at en fredsaftale, der ville tilfredsstille alle parter, ville være umulig at opnå.

Selve aftalen

Parterne blev enige om en aftale den 29. september, og omkring klokken 1:30 om natten den 30. september underskrev Adolf Hitler, Neville Chamberlain, Benito Mussolini og Édouard Daladier München-aftalen[1]. Den tjekkoslovakiske regering indså det håbløse i at tage kampen op mod det mægtige Nazi-Tyskland alene og accepterede modvilligt aftalen. Aftalen gav Sudeterland til Tyskland fra den 10. oktober. Senere på dagen den 30. september underskrev Chamberlain og Hitler en fredsaftale mellem England og Nazi-Tyskland.

Ved landingen på Heston Aerodrome i England sagde Chamberlain: "...aftalen om det tjekkoslovakiske problem, som nu er blevet opnået, er, i mine øjne, kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler, Adolf Hitler, og her er det papir som bærer hans navn såvel som mit. (vinker med papiret til mængden til lyden af hurra-råb). Nogle af jer har måske allerede hørt hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for jer..."

Reaktioner

Chamberlain modtog en ekstatisk modtagels ved sin hjemkomst til England. Ved lufthavnen holdt han sin berømte "Peace for our time"-tale (Fred i vor tid) og vinkede med den engelsk-tyske aftale til en henrykt menneskemængde.

Winston Churchill kritiserede skarpt aftalen i House of Commons:

Citat Vi har lidt et totalt nederlag, der ikke vil kunne blive rettet op på...I vil se, at inden for en periode, der kan måles i år, men måske kan måles i måneder, vil Tjekkoslovakiet blive indlemmet i Nazi-regimet. Vi er vidne til en katastrofe af største omfang...vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen...vi har passeret en forfærdelig milepæl i vores historie, hvor hele Europas balance er blevet afsporet...Og tro ikke, at dette er slutningen. Dette er kun det første lille nip, den første lille forsmag på en bitter kop, som vil blive tilbudt os år efter år, med mindre vi ved hjælp af en fantastisk genoplivning af vores moralske sundhed og vores krigeriske vigør vil rejse os igen og tage pladsen på frihedens side som i de gamle dage Citat
Winston Churchill

Hitler betragtede Chamberlain med dyb foragt. En britisk diplomat blev informeret om, at Hitler så Chamberlain som "en ligegyldig hurtigkarl, som talte med et forældet demokratis latterlige jargon".[2]

Josef Stalin var også utilfreds med München-konferencens resultat. Sovjetunionen havde ikke været repræsenteret, selv om de selv følte, at de skulle anerkendes som en stormagt. Englænderne og franskmændene derimod havde i hans øjne brugt Sovjetunionen til at skræmme tyskerne med. Stalin konkluderede, at Vesten aktivt havde indgået i partnerskab med Hitler ved at give nazisterne land-områder, og man frygtede, at de senere kunne finde på det samme og indgå en alliance mellem Nazi-Tyskland og de vestlige magter mod Sovjetunionen. Denne frygt havde indflydelse på Stalins beslutning om at underskrive Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazi-Tyskland i 1939.

Tjekkoslovakkerne var også meget utilfredse med München-aftalen. Med frafaldet af Sudeterland til Tyskland, en tredjedel af det sydlige slovakiet til Ungarn samt et område på cirka 801,5 km2 til Polen var Tjekkoslovakiet en amputeret nation og var dermed reelt set en forsvarsløs nation, totalt underlagt tyskernes hensigter. Tjekkoslovakiet mistede 70 % af jern- og stålproduktionen, 70 % af dens el-produktion, 3,5 million indbyggere (de fleste dog ikke-tjekker) samt de berømte Skoda-fabrikker[3].

Invasion af det resterende Tjekkoslovakiet

Tyskland bekendtgjorde, at anneksionen af Østrig resulterede i nye grænser til Tjekkoslovakiet, som udgjorde en stor fare for tysk sikkerhed, og at dette kunne betyde en mulig allieret omringelse af Tyskland.[4] Allerede i 1937 havde Wehrmacht udarbejdet en plan kaldet "operation grøn" (Fall Grün) for invasionen af Tjekkoslovakiet.[5] Denne plan blev iværksat den 15. marts 1939 under navnet "operation sydøst". Churchills forudsigelser holdt dermed stik, da nazi-tyske styrker marcherede ind i Prag og besatte det resterende Böhmen og Mæhren, som blev omdannet til et tysk protektorat. Den østlige del af landet blev til satellit-staten Slovakiet.

Ministerpræsident Chamberlain følte sig forrådt af nazisternes fremmarch og indså, at hans Appeasement-politik over for Hitler havde lidt skibbrud. Denne indsigt førte til en meget hårdere kurs over for nazisterne. Bl.a. gav han ordre til straks at mobilisere hele den britiske hær til krig. Frankrig gjorde det samme. Italien så sig udmanøvreret som et 2. rangs medlem af Aksemagterne, og startede som modsvar sin egen invasion af Albanien i april 1939. Hitlers invasion af det resterende Tjekkoslovakiet var sidste advarsel, før hans angreb på Polen den 1. september 1939 udløste 2. verdenskrig.

Kilder

  1. ^ Gilbert, Martin and Gott, Richard, The Appeasers (Weidenfeld Goldbacks, Weidenfeld and Nicholson, London, 1967), p. 178.
  2. ^ Sir Ivone Kirkpatrick, The Inner Circle (Macmillan, 1959), p. 122.
  3. ^ Shirer, William L., The Rise and Fall of The Third Reich
  4. ^ Reinhard Müller, Deutschland. Sechster Teil (München and Berlin: R. Oldenbourg Verlag, 1943), pp. 116-130.
  5. ^ Herzstein, Robert Edwin The Nazis (Time-Life Books World War II Series) New York:1980 Time-Life Books Page 184

Eksterne henvisninger