Muhammed: Forskelle mellem versioner

Muhammed ibn ‘Abdullāh
Muhammed ibn ‘Abdullāh
Personlig information
Født	570/571; Mekka, Arabien
Død	8. juni 632; Medina, Arabien
Kendt for	Islams sidste profet.

Gennemse historikken interaktivt

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

VisueltWikitekst

Inline

Versionen fra 19. jun. 2011, 13:02

Muhammed [muˈħamːad] Abu l-Qasim Muhammad ibn ‘Abd Allāh al-Hashimi al-Qurashi (alternativ: Mohammed) (570 - 632) (arabisk مُحَمَّد Muḥammad) er den centrale menneskelige figur i religionen islam, hvor han regnes for den sidste og mest betydende profet. Muslimer betragter ham som den der genindførte den oprindelige monoteistiske tro på Gud, som var fremsat af Adam, Abraham, Noa, Jesus, Moses, og andre profeter. Han var også aktiv som købmand og krigsherre.

Liv og gerning

Muhammed blev født i Mekka omkring år 570. Hans slægt, hashim, tilhørte en fattig gren af Quraish-stammen, som på det tidspunkt havde magten over byen, hvor de fungerede som vogtere af Ka‘abaen. Muhammeds far, Abd-Allah ibn Abd-al-Muttalib, døde, før Muhammed blev født, så Muhammed blev opdraget af sin bedstefar, Abd al-Muttalib. Da Muhammed var seks, døde også hans moder, Aminah bint Wahab og to år senere hans bedstefar. Muhammed fik derfor sin onkel, Abu Talib, som værge.

Mekka var en stor handelsby, ikke mindst på grund af Ka‘abaen, og købmænd fra mange forskellige stammer havde deres gang i byen, særligt i pilgrimstiden, hvor de kunne rejse uden fare for stammeuroligheder. Muhammed slog ofte følge med sin onkel på handelsrejser, særligt til Syrien, og blev derfor allerede i en tidlig alder berejst og bekendt med fremmede lande og sæder.

I dette miljø voksede Muhammed op og lærte købmandskunsten, og som 25-årig begyndte han at arbejde for Khadidjah, en fyrreårig meget rig enke. Khadidjah blev så imponeret over Muhammeds færdigheder, at hun i 595 friede til ham. De blev efterfølgende gift, og ifølge overleveringerne fik Muhammed med Khadidjah en søn (der dog døde som spæd) og fire døtre (ifølge shia var sønnen og de tre af døtrene dog alene Khadidjahs fra et tidligere ægteskab).

Muhammed mente at han selv var guds 'slave', han ejede derfor ikke andet end en måtte som han sov på. Med tiden udviklede Muhammed et i stigende grad eftertænksomt sind og han tilbragte ofte nætterne med meditation og tavs eftertænksomhed i en grotte (i muslimsk tradition kaldet hira) på et bjerg nord for Mekka. En sådan nat, da han var omkring fyrre år, fik han ifølge muslimsk tradition en åbenbaring, idet englen Gabriel viste sig for ham og dikterede de første fem vers af sura 96 (al-‘Alaq) i Koranen. Skræmt vendte Muhammed tilbage til Khadidjah, der førte ham til sin slægtning, den lærde Waraqah ibn Nawfal, der var en kristen munk. Han hørte Muhammeds beretning, udlagde den for ham og fortalte ham, at englen, han havde set, var den samme engel, som Gud i sin tid havde sendt til Moses. Få dage efter dette møde døde Waraqah.

Herefter var der en betydelig periode uden åbenbaringer, indtil Muhammed modtog surat ad-Dhuha. Herefter modtog Muhammed regelmæssigt åbenbaringer i resten af sit liv, og på basis af disse begyndte han at forkynde islam. Da han havde modtaget åbenbaringer, fortalte han dem videre til sine nære fæller, som nedfældede dem. Senere under Muhammeds levetid blev disse samlet i én bog, Koranen.

I 622 emigrerer Muhammed og hans tilhængere til byen Medina hvor han opretter den religiøse menighed umma. Her var han både politisk, militær og religiøs leder. I 630 vender Muhammed tilbage til Mekka og har på dette tidspunkt magten i hele Arabien.

Eftermæle

Muhammad understregede selv at han kun var en budbringer og slave- et menneske, der var blevet udvalgt af Allah som profet.

Flere muslimske traditioner regner det for forkert at afbilde Muhammed eller islams profeter generelt; herunder også Jesus, Moses osv. Dette forbud grunder sig ikke som sådan på Koranen (der blot som Bibelen forbyder, at man afbilder Gud), men snarere i en række hadith-traditioner, hvori Muhammed generelt forbyder, at man gør sig billeder af levende væsener. Den bagvedliggende tanke er, som med forbuddet mod gudebilleder, at man risikerer at forledes til at tilbede billeder eller personer i stedet for Allah, hvilket strider mod den muslimske monoteisme ^[1]. Tilsvarende ikonoklastiske traditioner kendes inden for kristendommen, men vandt aldrig større udbredelse.