Kynisme (filosofi): Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m r2.7.1) (robot Tilføjer: ar:كلبيون
m r2.7.1) (robot Tilføjer: fa:مکتب کلبیون
Linje 46: Linje 46:
[[es:Escuela cínica]]
[[es:Escuela cínica]]
[[et:Küünikud]]
[[et:Küünikud]]
[[fa:مکتب کلبیون]]
[[fi:Kyynikot]]
[[fi:Kyynikot]]
[[fr:Cynisme]]
[[fr:Cynisme]]

Versionen fra 21. jun. 2011, 12:51

Kynisme (græsk: Κυνικοί, latin: Cynici) var en indflydelsesrig filosofisk skole i antikken. Den er mest kendt for tilhængernes afvisning af datidens sociale konventioner, som de ofte på chokerende vis hånede for at understrege deres synspunkter. I moderne tid opfattes kynikeren som en person der hånligt afviser menneskelig godhed og altruisme og som føler sig overlegen i forhold til andre mennesker. Følelsen af overlegenhed er dog ikke en nødvendig egenskab for kynikeren i den filosofiske betydning.

Oprindelse

Hvor betegnelsen stammer fra er i dag usikkert, den kan enten være en afledning af Cynosarges, den bygning i Athen som var skolens første hjem, eller dannet af det græske ord for hund: cyon (κύων,kýōn). Den sidstnævnte kan være en hentydning til tilhængernes grove, aggressive og bidske fremfærd. Uanset hvilken forklaring der er korrekt tog kynikerne gerne sammenligningen med hunde til sig, fx Diogenes af Sinope.

Den kyniske skoles får stor betydning for senere filosofiske skoler idet den var et forbindelsesled mellem Sokrates og stoikerne, og dermed bindeled mellem den tidlige græske filosofi i det 4. århundrede f.v.t. og de skoler og idéer som har præget den vestlige verdens tænkning. Kynikerne udviklede deres eget etiske system og bevægelsen blomstrede fra 4. århundrede f.v.t. til 2. århundrede e.v.t. I en ubrudt kæde fra Sokrates’ til Hadrians tid blev den repræsenteret af stærke personligheder. I begyndelsen bl.a. Antisthenes, Diogenes, Krates og Zenon, i den senere romerske periode dominerede personer som Demetrius (en ven til Seneca), Oenomaus og Demonax. Alle disse mænd fastholdt Antisthenes’, grundlæggeren af bevægelsens, principper

Antisthenes

Antisthenes var en af Sokrates’ elever, og den fundamentale leveregel at dyden og ikke nydelsen var målet med livet fik han derfra. Han befandt sig derfor i første række i en intellektuel revolution, hvor fokus blev flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennem sin fornuft. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning, frem for forholdet til guderne. Sokrates der var en af tidens fremmeste filosoffer sagde: ’’Dyd er viden’’[kilde mangler] og i den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat i denne logik var en rendyrket nominalisme og I sin etik blev han drevet mod en ekstrem individualisme og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt hvad man i datidens græske verden forstod ved uddannelse. På denne baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte eller tautologier, han sagde fx: ’’En hest kan jeg se, men (fænomenet) hest kan jeg ikke se’’[kilde mangler]; en definition var en cirkulær måde at fastslå en identitet, og fx at et træ er en plantevækst var ifølge hans logik det samme som at sige at et træ er et træ.[kilde mangler]

Antisthenes og hans tilhængere tog den yderste logiske konsekvens af dette standpunkt og ikke bare negligerede de glæder livet bød, men anså dem for at være direkte skadelige for den frie vilje og fornuften. De mente at rigdom, popularitet og magt nedbrød fornuftens autoritet og forvrængede sjælens natur. I stedet eksisterede et menneske kun for sin egen skyld, og målet for eksistensen var en selvindsigt og en selvrealisering der var i overensstemmelse med dets egen fornuft og helt uafhængigt af stat og samfund. Foragt og fattigdom var på dette grundlag ikke længere en nedtur men snarere en fordel, hvis det hjalp den enkelte til selvindsigt og selvkontrol ved at fjerne fokus på ydre ting. Det ideelle menneskeliv var frit for begær og stræben og ligesom guderne selvforsynende: ’’Lad mennesket opnå viden – eller køb et reb’’[kilde mangler], man var ikke borger i et bestemt samfund men i verden.

Efterfølgere

Kynismen opnåede tilsyneladende stor popularitet i Rom i 1. og 2. århundrede e.v.t. Seneca og Lukian priste fx henholdsvis Demetrius og Demonax og I Rom var kynismen både satirikerens rod og tænkerens ideal.

I kynismen var der principper der blev lagt særlig stor vægt på. Det ene var individets selvstændige og absolutte moralske ansvar, det andet var viljens frihed. Det fik Epictetus til at beskrive kynikerne som ‘’retfærdighedens kæmpere’’.[kilde mangler] Kynikerne fik stor betydning ved at være forløbere for stoikerne, og den tætte forbindelse mellem de to skoler illustreres bl.a. i Juvenals kommentar: ’’Kynikeren adskiller sig kun fra stoikeren ved manglen på en tunika’’.[1]

Kynisme i litteraturen

Eksterne link

Noter

  1. ^ latin: "accipe quae contra ualeat solacia ferre et qui nec Cynicos nec Stoica dogmata legit a Cynicis tunica distantia", Juvenal XIII’’ (tunika er ofte fejloversat med kappe)

Skabelon:Link GA