Falsifikationisme

Falsifikationisme er en videnskabsteoretisk position fremsat af filosoffen Karl Popper.

Popper understreger induktionsproblemet og tilslutter sig fallibilismen. Ifølge ham er en videnskabelig teori ikke endegyldigt bevist, selv om den bekræftes af observationerne ved nok så mange kontroleksperimenter: der kan når som helst gøres en observation, som ikke "passer ind" i ellers veletablerede videnskabelige "love". Et klassisk eksempel er en person, som aldrig har set svaner i andet end hvid fjerdragt og deraf slutter, at der ikke eksisterer svaner i andre farver end hvid. Den dag, denne person ser (og undersøger) en sort svane, må vedkommende slå en streg over teorien om, at der kun findes hvide svaner.

Dette er, ifølge falsifikationisterne, hvordan videnskab nu engang er. Faktisk stiller Popper det metodologiske krav til en teori – for at den kan kaldes videnskabelig, at det er muligt at angive betingelser for, hvordan teorien kunne vise sig fejlagtig. Det kræves med andre ord, at videnskabelige teorier skal være falsificerbare. Man kunne spørge sig selv om ikke alle teorier er dét, men Popper viser, at visse teorier kan være så tvetydigt eller vagt formuleret, at enhver begivenhed - med kun lidt besvær - kan tolkes, som en bekræftelse af dem. Eksempler herpå kunne være en heksedoktor eller et horoskops forudsigelser på baggrund af diverse spekulative teoribygninger.

Også visse psykoanalytiske teorier bliver kritiseret af Popper. Her kan problemet være, hvis teorien siger, at underbevidstheden altid som forsvarsmekanisme vil forsøge at blokere for at patienten kan indse sandheder, der kulturelt set er ubehagelige. På den måde kan en patients vedholdende benægtelse af at han eller hun fx er homoseksuel eller har incestiøse fantasier tolkes, som netop en bekræftelse af at det lige præcis er tilfældet. Popper taler her om en 'lukket cirkel', hvor det er umuligt for empiriske data - her udsagn fra patienten - at ryste teorien.