Halshugning: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 4. feb. 2006, 13:13

Halshugning er en henrettelsesmetode hvorved den dømtes hoved adskilles fra kroppen ved hjælp af sværd, økse eller guillotine. l

Halshugning, historisk

Halshugning har været praktiseret gennem årtusinder.

Hvis skarpretterens økse eller sværd var skarpslebne og hvis han sigtede omhyggeligt, indebar halshugningen en hurtig og relativt smertefri død. Ellers kunne døden blive langt mere smertefuld. Måske er dette baggrunden for den skik at den dødsdømte gav skarpretteren gode drikkepenge. Der er eksempler på skarprettere, der blev fyrede fordi de ikke kunne hugge et hoved af i ét hug. Det er værd at bemærke, at henrettelse ved halshugning i 1700-tallet blev betragtet som en ærlig straf hvorved man f.eks. kunne begraves i indviet jord, hvorimod andre henrettelsesformer, f.eks. ved hængning, blev betragtet som en uærlig død.

Halshugning i vor tid

Halshugning er gået af brug, delvis fordi man formoder at det afhuggede hoved undertiden kan holde sig i live i nogen grad og føle smerte.

Nogle personer som blev halshugget

Danmark

1517: Torben Oxe
1610: Godsejeren Christoffer Rosenkrantz henrettet 23. eller 24. april på Københavns Slotsplads for dokumentfalsk og bedragerier. Sagen er grundlaget for en populær (men fejlagtig) legende om, at Christian 4. selv skulle have gennemskuet det falske dokument.
1626: Sognepræst Søren Jensen Qvist henrettet på Ravnehøj Bakke uden for Grenå for påstået mord på sin kusk 19 år før. Dommen blev underkendt 1634 og danner baggrund for Blichers novelle Præsten i Vejlby.
1635: tre personer på Slotspladsen i København
1651: Dina Vinhofvers
1703: "Henning Andersen Køng By henrettet med et sværd ved Kierte Broe, han var dømt til [ved] Landstinget at knibes med gloende tænger, hans legeme at steyles, hans hoved paa en stage, og haanden slås til en pæl for sit lidet barn, som han hafde myrdet med fri forsæt; men Kongen som i de samme dage kom til Odense og reyste til Norge, modererte hans dom saaledes, at efter at hand med sværdet var henrettet, blef hans hånd afhugget med en øxe men legemet, hovedet og haanden kom i en kiste og blef begrafvet i Køng Kirkegaard." Afskrift af Køng Kirkebog, Båg Herred, Odense amt
1706: 22. februar [begravet] "Hans Jensen i Køng By henrettet, fordi hand med en ofns fiel hafde myrdet sin egen hustrue; hand var blefven dagen tilforne betient af mig på sin seng med sacramentet. Han blef kneben 5 gange med gloende tænger, derefter paa dend høje banke ved Glamsbjerg Mølle hans haand afhugget med en øxe, og derefter hovedet kroppen lagt paa steile &c. Det var en jammerlig og scammelig død; det tvifles icke paa at hand io døde salig saasom hand omvendte sig, og døde i troen paa Jesum &c." Afskrift af Køng Kirkebog, Båg Herred, Odense amt.
1772: Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt.
1822: Thomas Thomasen Bisp halshugges i Hjørring Bjerge for mordet på sin hustru Maren Justsdatter. Herefter blev hans legeme sat på Hjul og stejle og hovedet banket fast på en stage over legemet. Det var skik dengang at liget fik lov at stå på stejle og stage til skræk og advarsel for andre om udåd - men Thomas' slægtninge nedtog legeme og hoved om natten og begravede de jordiske rester et stykke fra galgen. I år 1900 i forbindelse med vejarbejde blev Thomas Thomasen Bisps kranium med en stage igennem fundet, og det har siden befundet sig på Vendsyssel Historiske Museum, hvor det dog kun fremvises lejlighedsvis. Henrettelsen af Thomas Thomasen Bisp var iøvrigt den sidste henrettelse i Hjørring.
1825: Maren Christiansdatter, hendes kæreste Niels Pedersen og gårdskarlen Peder Eliasen halshugges 8. april på Kanehøj ved Skælskør for mordet på Marens fader, sognefoged Christen Knudsen. Henrettelsen er kendt, fordi den omtales af H.C. Andersen, der personligt overværede den.
1837: Petri Worm
1840: Ole Kollerød
1853 Den 22. februar blev en dreng paa 16 Aar halshugget i Svendborg, fordi han havde ihjelslaaet en dreng paa 5 Aar. - Gårdejer Rasmus Knudsens optegnelser
1854: Hans Wilhelm Nielsen fra Køge, på Amager Fælled, for mordet på en ligbærer
1860: Lars Nielsen Bahl, kaldet "Balle-Lars", halshugges på Rakkerbakken i Ugledige Skov for lejemord på ældre enke
1869: Den 20-årige Hans Hansen henrettes ved Vognmandsløkken i udkanten af Odense 6. august 1869 for mord på moderen Ane Margrethe Hansdatter (den første halshugning under straffeloven af 1866 og den sidste henrettelse på Fyn)
1881: Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke henrettes på Kleitrup Hede (1½ mil fra Hobro)
1882: Anders Nielsen Sjællænder (sidste offentlige henrettelse i Danmark)
1892: Jens Nielsen henrettes af Theodor Seistrup (sidste halshugning i Danmark)

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 Halshugning har været praktiseret gennem årtusinder.
-Hvis [[skarpretter]]ens økse eller sværd var skarpslebne og hvis han sigtede omhyggeligt, indebar halshugningen en hurtig og relativt smertefri død. Ellers kunne døden blive langt mere smertefuld. Måske er dette baggrunden for den skik at den dødsdømte gav skarpretteren gode drikkepenge.
+Hvis [[skarpretter]]ens økse eller sværd var skarpslebne og hvis han sigtede omhyggeligt, indebar halshugningen en hurtig og relativt smertefri død. Ellers kunne døden blive langt mere smertefuld. Måske er dette baggrunden for den skik at den dødsdømte gav skarpretteren gode drikkepenge. Der er eksempler på skarprettere, der blev fyrede fordi de ikke kunne hugge et hoved af i ét hug. Det er værd at bemærke, at henrettelse ved halshugning i 1700-tallet blev betragtet som en ærlig straf hvorved man f.eks. kunne begraves i indviet jord, hvorimod andre henrettelsesformer, f.eks. ved hængning, blev betragtet som en uærlig død.
 ==Halshugning i vor tid==