Madame de Pompadour: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 3. aug. 2011, 13:48

Jeanne Antoinette Poisson, marquise de Pompadour [påpa’du.r], kendt som Madame de Pompadour (29. december 1721 i Paris – 15. april 1764 sammesteds) var Ludvig XV af Frankrigs mest bekendte mætresse og fik stor politisk indflydelse ved hoffet. Hun har også lagt navn til bl.a. en stilretning inden for rokokoen, til en frisure og en nuance af rødt. Hendes bror var Abel-François Poisson de Vandières, senere marquis de Marigny, som også fik indflydelse ved hoffet.

Hendes moder var gift med François Poisson, der var ansat på et dengang meget anset bankierfirmas kontor; men da hun åbenlyst stod i forhold til en af generalforpagterne af skatterne, Charles François Paul Le Normant de Tournehem, er det ikke usandsynligt, at denne mand er den virkelige fader til mme. Poissons barn, og han sørgede da også for, at Pompadours gode evner, da hun voksede til, fik en fortrinlig uddannelse, så at hun kom i besiddelse af alle de kundskaber og færdigheder, en fuldendt verdensdame måtte råde over; derimod blev hendes moralske opdragelse aldeles forsømt. 1741 blev hun gift med generalforpagterens brodersøn, Charles-Guillaume Le Normant d'Étiolles, men hendes digten og tragten gik allerede da ud på at blive Ludvig XV's mætresse (opnåelsen af denne i hin tid så stærkt eftertragtede værdighed skal være blevet spået hende, medens hun endnu var barn) for derved at komme til at spille en hovedrolle i den store verden. Omsider lykkedes det hende at tiltrække sig kongens opmærksomhed ved sin skønhed og elegante optræden, og september 1745 blev hun da udnævnt til markise af Pompadour (en landsby i departement Corrèze med et slot, som kongen skænkede hende) og indført ved hoffet som anerkendt mætresse, medens hendes ægteskab med d'Étiolles blev ophævet ifølge skilsmissedom. Fra nu af gik, som hun selv har sagt, hendes liv hen i uafbrudt kamp og anstrengelse for at bevare kongens gunst og holde fjender og medbejlere stangen, og at dette lykkedes hende 23 år igennem, er et vidnesbyrd om hendes snarrådighed og energi. Først og fremmest måtte hun søge at overvinde den dræbende kedsomhed, der gjorde tilværelsen tung og trykkende for den tidlig sløvede konge, og med en beundringsværdig opfindsomhed og en ikke ringe smag vidste hun da gennem en uafladelig strøm af sindrig vekslende fester og forlystelser at få tiden til at gå for ham; bekostningerne herved, der løb op i mange millioner, tog hun intet hensyn til. Også på andre måder gjorde hun sig uundværlig for ham, idet hun, da hun ikke længere selv formåede at fængsle ham, forsynede ham med nye elskerinder; fra 1756 ophørte hun at være kongens mætresse og lod sig da udnævne til æresdame hos dronningen.

Hun optrådte som beskytterinde af digtere, kunstnere og videnskabsmænd, var selv kunstnerisk begavet i flere retninger, stod forstående over for de nye betydningsfulde strømninger i datidens åndsliv og vandt alles beundring ved sin åndslivlighed og hele fortryllende optræden. Kunsthåndværket har hende at takke for mangen påvirkning: en møbelstil har fået hendes navn, og den navnkundige porcelænsfabrik i Sèvres (fra først af i Vincennes) har hun skabt. Men også på statsstyrelsens område greb hun efterhånden mere og mere ind, afsatte og indsatte ministre og embedsmænd og blev til sidst den, hvis tilslutning behøvedes i enhver sag af nogen betydning, skønt hun ganske manglede forståelse af, hvad der tjente landet bedst. Navnlig led hæren under, at man besatte de høje kommandoposter med hendes favoritter, hvad der drog højst uheldige følger med sig under Syvårskrigen. At Frankrig deltog i denne krig, skyldes for en del Pompadour, der var vundet af den østrigske regerings smigrerier og håbede, at de forventede sejre skulle befæste hendes stilling; men de slette resultater af krigsoperationerne og den ugunstige fred (1763) bevirkede det modsatte, folkets uvilje mod hende steg til had, og det var vistnok heldigt for hende, at hun døde det følgende år (1764).

Se også

Litteratur

De Pompadour tillagte memoirer (Liège 1766) er uægte. Derimod har de af hendes kammerfrøken, Mdm. Hausset, efterladte memoirer (ny udg. Paris 1846) interesse.

Malassis, Correspondance de Madame de Pompadour, Paris 1878.
Capefigue, Madame de Pompadour, Paris 1858.
Compardon, Madame de Pompadour et la cour de Louis XV, Paris 1867.
Goncourt, Madame de Pompadour, ny udgave, Paris 1887.
Nolhac, Louis XV et Madame de Pompadour, Paris 1903.

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Madame de Pompadour

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

@@ Linje 2: / Linje 2: @@
 '''Jeanne Antoinette Poisson, [[marquise]] de Pompadour''' [påpa’du.r], kendt som '''Madame de Pompadour''' ([[29. december]] [[1721]] i [[Paris]] – [[15. april]] [[1764]] sammesteds) var [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig XV]] af [[Frankrig]]s mest bekendte [[mætresse]] og fik stor politisk indflydelse ved hoffet. Hun har også lagt navn til bl.a. en stilretning inden for [[rokoko]]en, til en frisure og en nuance af rødt. Hendes bror var [[Abel-François Poisson de Vandières]], senere marquis de Marigny, som også fik indflydelse ved hoffet.
-Hendes moder Madeleine Poisson der kun var 21 da hun fødte Jeanne var gift med François Poisson, der var ansat på et dengang meget anset [[bankier]]firmas kontor; men da hun åbenlyst stod i forhold til en af generalforpagterne af skatterne, [[Charles François Paul Le Normant de Tournehem]], er det ikke usandsynligt, at denne mand er den virkelige fader til mme. Poissons barn, og han sørgede da også for, at Pompadours gode evner, da hun voksede til, fik en fortrinlig uddannelse, så at hun kom i besiddelse af alle de kundskaber og færdigheder, en fuldendt verdensdame måtte råde over; derimod blev hendes moralske opdragelse aldeles forsømt. [[1741]] blev hun gift med generalforpagterens brodersøn, [[Charles-Guillaume Le Normant d'Étiolles]], men hendes digten og tragten gik allerede da ud på at blive Ludvig XV's mætresse (opnåelsen af denne i hin tid så stærkt eftertragtede værdighed skal være blevet spået hende, medens hun endnu var barn) for derved at komme til at spille en hovedrolle i den store verden. Omsider lykkedes det hende at tiltrække sig kongens opmærksomhed ved sin skønhed og elegante optræden, og september [[1745]] blev hun da udnævnt til markise af Pompadour (en landsby i [[Departement (Frankrig)|departement]] [[Corrèze]] med et slot, som kongen skænkede hende) og indført ved hoffet som anerkendt mætresse, medens hendes ægteskab med d'Étiolles blev ophævet ifølge [[skilsmisse]]dom. Fra nu af gik, som hun selv har sagt, hendes liv hen i uafbrudt kamp og anstrengelse for at bevare kongens gunst og holde fjender og medbejlere stangen, og at dette lykkedes hende 23 år igennem, er et vidnesbyrd om hendes snarrådighed og energi. Først og fremmest måtte hun søge at overvinde den dræbende kedsomhed, der gjorde tilværelsen tung og trykkende for den tidlig sløvede konge, og med en beundringsværdig opfindsomhed og en ikke ringe smag vidste hun da gennem en uafladelig strøm af sindrig vekslende fester og forlystelser at få tiden til at gå for ham; bekostningerne herved, der løb op i mange millioner, tog hun intet hensyn til. Også på andre måder gjorde hun sig uundværlig for ham, idet hun, da hun ikke længere selv formåede at fængsle ham, forsynede ham med nye elskerinder; fra [[1756]] ophørte hun at være kongens mætresse og lod sig da udnævne til æresdame hos [[Maria Leszczyńska|dronningen]].
+Hendes moder var gift med François Poisson, der var ansat på et dengang meget anset [[bankier]]firmas kontor; men da hun åbenlyst stod i forhold til en af generalforpagterne af skatterne, [[Charles François Paul Le Normant de Tournehem]], er det ikke usandsynligt, at denne mand er den virkelige fader til mme. Poissons barn, og han sørgede da også for, at Pompadours gode evner, da hun voksede til, fik en fortrinlig uddannelse, så at hun kom i besiddelse af alle de kundskaber og færdigheder, en fuldendt verdensdame måtte råde over; derimod blev hendes moralske opdragelse aldeles forsømt. [[1741]] blev hun gift med generalforpagterens brodersøn, [[Charles-Guillaume Le Normant d'Étiolles]], men hendes digten og tragten gik allerede da ud på at blive Ludvig XV's mætresse (opnåelsen af denne i hin tid så stærkt eftertragtede værdighed skal være blevet spået hende, medens hun endnu var barn) for derved at komme til at spille en hovedrolle i den store verden. Omsider lykkedes det hende at tiltrække sig kongens opmærksomhed ved sin skønhed og elegante optræden, og september [[1745]] blev hun da udnævnt til markise af Pompadour (en landsby i [[Departement (Frankrig)|departement]] [[Corrèze]] med et slot, som kongen skænkede hende) og indført ved hoffet som anerkendt mætresse, medens hendes ægteskab med d'Étiolles blev ophævet ifølge [[skilsmisse]]dom. Fra nu af gik, som hun selv har sagt, hendes liv hen i uafbrudt kamp og anstrengelse for at bevare kongens gunst og holde fjender og medbejlere stangen, og at dette lykkedes hende 23 år igennem, er et vidnesbyrd om hendes snarrådighed og energi. Først og fremmest måtte hun søge at overvinde den dræbende kedsomhed, der gjorde tilværelsen tung og trykkende for den tidlig sløvede konge, og med en beundringsværdig opfindsomhed og en ikke ringe smag vidste hun da gennem en uafladelig strøm af sindrig vekslende fester og forlystelser at få tiden til at gå for ham; bekostningerne herved, der løb op i mange millioner, tog hun intet hensyn til. Også på andre måder gjorde hun sig uundværlig for ham, idet hun, da hun ikke længere selv formåede at fængsle ham, forsynede ham med nye elskerinder; fra [[1756]] ophørte hun at være kongens mætresse og lod sig da udnævne til æresdame hos [[Maria Leszczyńska|dronningen]].
 Hun optrådte som beskytterinde af digtere, kunstnere og videnskabsmænd, var selv kunstnerisk begavet i flere retninger, stod forstående over for [[Oplysningstiden|de nye betydningsfulde strømninger]] i datidens åndsliv og vandt alles beundring ved sin åndslivlighed og hele fortryllende optræden. Kunsthåndværket har hende at takke for mangen påvirkning: [[Pompadour|en møbelstil]] har fået hendes navn, og [[Manufacture nationale de Sèvres|den navnkundige porcelænsfabrik]] i [[Sèvres]] (fra først af i [[Vincennes]]) har hun skabt. Men også på statsstyrelsens område greb hun efterhånden mere og mere ind, afsatte og indsatte ministre og embedsmænd og blev til sidst den, hvis tilslutning behøvedes i enhver sag af nogen betydning, skønt hun ganske manglede forståelse af, hvad der tjente landet bedst. Navnlig led hæren under, at man besatte de høje kommandoposter med hendes favoritter, hvad der drog højst uheldige følger med sig under [[Syvårskrigen (1756-1763)|Syvårskrigen]]. At Frankrig deltog i denne krig, skyldes for en del Pompadour, der var vundet af den [[østrig]]ske regerings smigrerier og håbede, at de forventede sejre skulle befæste hendes stilling; men de slette resultater af krigsoperationerne og [[Freden i Paris (1763)|den ugunstige fred]] ([[1763]]) bevirkede det modsatte, folkets uvilje mod hende steg til had, og det var vistnok heldigt for hende, at hun døde det følgende år (1764).